Af Anders Erlendsson & Sara Gry Striegler
I løbet af hele året har vi læst skræmmende overskrifter og historier om banderelateret vold, eksplosioner og skuddrab i vores naboland Sverige. Når vi læser analyserne, er en erkendelse tydelig i den svenske befolkning: noget radikalt må gøres. Volden må stoppe. Drabene må få en ende.
De danske medier beretter om, at svenske politikere erkender, at de har været naive i deres tilgang til at tage imod flygtninge og måske i særdeleshed i deres arbejde med at skabe gode muligheder for, at mennesker kan integrere sig i det svenske samfund. De svenske politikere skeler til Danmark og fremhæver Danmarks hårde indvandrerpolitik, lovgivningsændringer – der gør det nemmere at opsætte overvågningsudstyr – og indførsel af visitationszoner som mønstereksempler på, hvordan samfundet kommer indvandrerbanderne til livs.
Men spørgsmålet er, om Danmark er det rigtige sted at se hen?
Der findes flere eksempler på konkrete og succesfulde tilgange fra tidligere tiders sammenlignelige komplekse udfordringer, som de svenske beslutningstagere kunne tage i brug.
Glasgow har valgt en anden vej
Det står hen i det uvisse, hvilke årsager der ligger til grund for deres valg og fravalg, men vi fristes til at spørge: Er viden og erfaringer for svære at få adgang til og for svære at oversætte?
Er løsningsmodellerne for komplekse og for langsigtede til, at politikerne kan nå at implementere dem og bruge de forventede positive resultater i næste valgkamp?
Er det for usikkert at investere i løsningsmodeller, hvor det ikke er muligt at påvise enkeltstående løsningers egentlige effekt via traditionelle effektmålinger – eller skyldes det noget helt fjerde?
Antallet af skuddræbte i Sverige er eksploderet og lød i 2022 på 63 personer. I 2007 døde 63 unge mænd i banderelaterede drab i den skotske by Glasgow, byen der var kendt som The European Capital of Knife Crime. Det er opsigtsvækkende, at antallet af døde er ens, men endnu mere iøjnefaldende i hvor høj grad de bagvedliggende situationer og samfundsdynamikker minder om hinanden.
Hvor de svenske politikere leder efter og investerer i løsninger, der traditionelt forbindes med forebyggelse af kriminalitet såsom overvågning og højere fængselsstraffe, gjorde Glasgow dengang noget radikalt anderledes – og med markant succes!
Over en 10-årig periode blev antallet af drab reduceret med 50 procent, mens sager om våbenbesiddelse og banderelateret vold faldt med henholdsvis 85 og 73 procent.
Hvad var det så, de gjorde i Skotland, anført af den tidligere sygeplejerske og psykolog Karyn McCluskey, som var så succesfuldt og banebrydende?
Hvordan adskiller det sig fra det, som de svenske beslutningstagere er i gang med?
De investerede i en portefølje af kollektiv og holistisk omsorg – og nok i virkeligheden uden helt selv at være klar over, at det var det, de gjorde.
Holdepunkter i forandringsarbejdet
I denne artikelserie giver vi et indblik i, hvordan vi i Danish Design Center forstår og arbejder med de store, komplekse og endda ondartede problemer, som går under fællesbetegnelsen Wicked Problems.
Problemerne belyser paradokser i vores samfundskonstruktion og katalyserer nødvendigheden af grundlæggende at ændre på måden, vores systemer er sammensat og opererer på, hvis vi skal lykkes med at skabe langsigtede og bæredygtige forandringer for mennesker, samfund og ultimativt vores planet.
Vi bliver ved med at vende tilbage til tre vigtige erkendelser i vores arbejde:
- at vi aldrig vil lykkes med at løse problemerne fuldstændigt
- at de er indgroet i og går på tværs af eksisterende forvaltninger og systemer
- at de ændrer udtryk, karakter og form i takt med, at vi forsøger at ændre dem
Disse tre erkendelser guider vores forandringsarbejde i DDC med at:
- mobilisere til forandring – fordi ingen kan løse problemerne selv, og vi har brug for viden og ressourcer på tværs
- opbygge kapacitet i de eksisterende systemer – så systemerne kan ændres og endda i nogle tilfælde afvikles
- sætte retning gennem den viden og læring, vi tilegner os i arbejdet – så vi sammen kan skabe endnu mere virksomme udtryk i takt med, at vi bliver klogere
I den første artikel Fra vilde problemer til en portefølje af muligheder blev begrebet Systemers materiale introduceret, inspireret af Jennie Winhall og Charles Leadbeaters vigtige perspektiver og green paper om systeminnovation.
Begrebet belyser, hvordan systemernes materialesammensætning af henholdsvis formål, magt, relationer og ressourcer, er det, som definerer et system og opretholder dets funktion. Samtidig er ændringer i netop sammensætningen det, som skaber systemforandringer.
Anden artikel belyste, hvordan vi arbejder med scenarier og alternative fremtider som metode til at afdække blinde vinkler, blive opmærksomme på egne antagelser for at få øje på nye muligheder og nye veje at gå. Og tredje artikel introducerede vores bud på, hvad det kræver at skabe, udbrede og drive missioner.
I denne seriens sidste artikel udforsker vi, hvad det betyder at arbejde porteføljebaseret i missionsarbejdet. Vi ser nærmere på den reelle forandring, summen af porteføljen skaber og nødvendigheden af at ændre formålet for både de problemer, vi forsøger at løse, men også ændre formålet for de systemer, vi har skabt.
Eksemplet fra Skotland er enormt interessant i denne sammenhæng, fordi der er åbenlyse sammenfald mellem de greb, tilgange og metoder, der præsenteres i hele artikelserien, og som udspillede sig i Glasgow.
Over en 10-årig periode lykkedes det Violent Reduction Unit i Skotland med Karyn McCluskey i spidsen at ændre materialesammensætningen i det skotske politivæsen. Som resultat forebyggede enheden mange unge mænds alt for tidlige død.
Præcis som de svenske politikere netop nu investerer i mere overvågning og hårdere straffe, havde myndighederne forsøgt at afhjælpe problemerne i Glasgow på samme måde uden nogen væsentlig effekt. De traditionelle løsningsmodeller var udtømt.
Summen af porteføljen skaber forandringen
Det kan være svært at se, at systemerne ændrer sig, når de er midt i forandringen. Det er altid nemmere retrospektivt.
Beretningerne fra Glasgow tyder på, at mange idéer, nye tiltag og samarbejder opstod mere eller mindre tilfældigt. At processen var emergerende og kaotisk.
Her 15 år efter er det tydeligt, at de positive forandringer ikke alene kan tilskrives Karyn, men at det er summen af alle de forskellige initiativer, delløsninger og mennesker, der gjorde det muligt for unge mænd at vælge en anden vej i livet.
Altså med andre ord: summen af den værdi initiativerne i porteføljen har skabt.
Og selv om tilgangen og processen nok ikke var planlagt fra start, ikke var tænkt som en porteføljetilgang, men opstod undervejs og blev påvirket af de mennesker, der var en del af arbejdet, ser vi det i DDC som et mønstereksempel på, hvad det vil sige at arbejde porteføljebaseret, og hvad det kan skabe af forandring.
Det, der for alvor gjorde, at nye løsningsmodeller kunne spire frem som en del af en portefølje, var et skifte i systemets egentlige formål.
Hvor det traditionelle system anskuede bandekriminalitet, vold og mord som forbrydelser, der skulle afstraffes, insisterede McCluskey på at betragte problemerne i et andet lys – som en epidemi.
Målsætningen om at stoppe volden og drabene forblev uændret, men skiftet i måden at se problemerne på, ændrede markant systemets formål og dermed dets logikker samt hvilke løsninger og handlemuligheder, der blev legitime.
Et Danmark, hvor unge trives
På vores mission, Thriving Youth, arbejder vi for at skabe et fremtidigt Danmark, hvor unge trives. Her har vi taget afsæt i samme tilgang. Vi undersøgte, hvorfor systemet omkring mental sundhed ser ud, som det gør i dag, hvilke diskurser og logikker det er bygget på, og hvad der karakteriserer systemets materialesammensætning.
Ligesom i Glasgow var det tydeligt, at det eksisterende system ikke formåede at løfte udfordringen og modvirke den stigende mistrivsel blandt børn og unge. Systemet var låst fast i det sundhedsfaglige paradigme. Paradigmet definerede, hvilke løsningsmodeller og menneskelige og organisatoriske ressourcer der kunne bringes i spil og være med til at løfte opgaven.
Logikker fra det mentale sundhedssystem i Danmark er på mange måder identiske med logikkerne i faktaboksen ovenfor: At opspore, diagnosticere og behandle mennesker, når deres symptomer er stærke nok til at kvalificere sig til en diagnose.
Hver tredje kvinde og hver femte mand mellem 16-24 år oplever angst, stress og ensomhed i deres hverdagskontekst. Med andre ord opleves mistrivsel kollektivt.
Flere i forskningsverdenen arbejder for at forandre vores syn på mental sundhed, og her er Jonathan Schaefers forskning interessant: Et studie fra 2021 viser, at en stor del af os vil opleve psykisk sygdom, og kun 15 procent vil undgå psykisk sygdom i vores liv.
Med inspiration i det banebrydende arbejde fra Glasgow startede vi derfor, i samarbejde med Rockwool Fondens Interventionsenhed med at identificere overordnede skift i vores gængse problemforståelse, der kunne flippe problemet til en mulighed og dermed frigive uudnyttede ressourcer og ændre magtbalancen.
Hvad er trivsel?
Ifølge WHO er sundhed pr. definition “En tilstand af fuldstændig fysisk, psykisk og socialt velvære, og ikke blot fravær af sygdom, smerter eller andre skavanker”. En definition der individualiserer sundhedsbegrebet og gør sundhed til den enkeltes ansvar.
Samtidig underbygger WHO’s definition en uheldig tendens, som en af forfatterne af denne artikel, Anders Erlendsson, oplevede i tidligere job i forbindelse med feltarbejde: at rigtig mange unge mennesker forstår og beskriver trivsel som en tilstand, der opnås, hvis man præsterer 100 procent på alle parametre i ens liv på samme tid.
Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at unge mennesker i diverse trivselsundersøgelser giver udtryk for ikke at trives.
Livet er aldrig 100 procent på alle parametre. Livets modstand og svære situationer former os til de hele mennesker, vi vokser op og bliver. Mennesker, der forstår og kan håndtere svigt, skuffelser og bekymringer, uden at det fratager os evnen til at kunne navigere og finde vej.
I Dansk Design Center tror vi på, at trivsel er oplevelsen af at kunne navigere i den kompleksitet, vi møder i livet. Trivsel er udtryk for en balance og et velbefindende, der giver oplevelsen af overskud, gåpåmod, handlekraft og glæde ved livet. Trivsel kommer til udtryk gennem interaktioner mellem liv og strukturer, rammer, fællesskaber og sociale relationer. Trivsel er hverken konstant lykke på alle parametre eller fraværet af diagnoser.
Fordi vi ser trivsel som et kontekstuelt fænomen, giver det mening at skifte fokus fra mental sundhed til fokus på mental trivsel. Og fordi trivsel er et resultat af interaktionerne med livet omkring os, giver det ikke mening at se trivsel som individets ansvar, men som fællesskabets.
Derfor er formålet med vores mission Thriving Youth at designe strukturer, der aktivt fordrer trivsel. Men også at revidere de grundlæggende fortællinger og forståelser af trivsel i samfundet, at nære den kollektive forestillingsevne og indrette vores systemer på en måde, der åbner for flere mulige og meningsfulde veje gennem tilværelsen. Det er ikke længere alene de sundhedsprofessionelle, der kan bidrage til at øge trivsel, men et ansvar og en mulighed, der bor hos alle mennesker i vores samfund.
For at virkeliggøre den forandring arbejder vi på at lancere et tværkommunalt partnerskabsprogram.I programmet skal kommunerne samarbejde om at udvikle, understøtte og drive en portefølje, der giver muligheder for at skabe rammer, hvor unge trives.
En portefølje af muligheder
Som vi har beskrevet gennem alle tre artikler i serien, har vi i DDC i de senere år arbejdet med at påvirke og adressere de komplekse og svære – endda vilde – samfundsproblemer på tværs af grøn, social og digital omstilling. I vores øjne er der i arbejdet med at skabe positive forandringer centrale virkemidler og tilgange, der kan sættes i spil for at igangsætte forandring. Herefter handler det om at holde fast i den alternative retning, bruge den som pejlemærke for nye indsatser og som kompas for den samlede portefølje.
Hvis vi kort vender tilbage til situationen i Glasgow i start 00’erne, finder vi stærke eksempler på netop det.
Formålsskiftet og de alternative logikker skubbede til den dominerende problemforståelse og gjorde alternative løsningsmodeller og handlemuligheder legitime. Pludselig spillede mennesker i professioner, der traditionelt ikke forbindes med forebyggelse af bandekriminalitet og vold, en nøglerolle i at lykkes med at opnå systemets redefinerede formål. Nye relationsmønstre blev etableret. Nye ressourcer blev frigivet.
En ny indsats i porteføljen var, at dyrlæger, der behandlede tilskadekomne dyr, kunne orientere sociale myndigheder, hvis der var mistanke om, at skaden skyldtes vanrøgt eller vold. Simpelthen fordi det kunne være en indikator på vold i hjemmet. En indikator, der var mistanke om at have stærk indflydelse på, om drengebørn selv begår vold senere i livet.
Og professioner, som førhen arbejdede med at løse bandekriminalitet på den traditionelle måde, fik helt andre funktioner. For eksempel politibetjente, der plejede at bruge det meste af deres tid på at opklare og bevisføre kriminalitet. De fik gennem formålsændringen en anden funktion – nemlig at forebygge gennem relationsopbygning til unge mænd i bandemiljøet og ved at insistere på at invitere til dialog og samarbejde.
Tænd lyset
I Danmark er vilde problemer hot stuff. Det er en god ting. Det er nemlig nødvendigt at se de store samfundsudfordringer, Wicked Problems, i et andet lys og give os et sprog for det, så vi kan insistere på, at de kræver samarbejde på tværs.
Samtidig er der stemmer, som italesætter, at netop denne fælleseje gør beslutningstagere passive og handlingslammede. Nogle mener, at der spreder sig en fortælling om, “at hvis problemerne ikke bor inden for mit domæne, kan jeg jo alligevel ikke gøre noget”.
Det er rigtigt, at Wicked Problems hverken er nemme eller hurtige at løse. Og det at ændre systemer uundgåeligt vil møde både systemisk og menneskelig modstand.
Af åbenlyse årsager har meget få modet og lysten til at fortælle andre mennesker, at de skal ændre på en tilgang, som de oplever, at de er gode til og har praktiseret de sidste 30 år.
Endnu færre har modet til at afgive den magt, som er nødvendig at afgive, for at nye relationer kan etableres, at helt nye organisationer kan få indflydelse, at nye ressourceflows kan strømme – og at systemerne som resultat heraf ultimativt forandres.
I vores arbejde møder vi ildsjæle, som hver dag gør en forskel for mennesker i udsatte positioner, og som lykkes med at hacke de systemer, der ifølge dem er gået i stykker.
De fortæller om deres oplevelse af, at beslutningstagere sidder på deres hænder og tit halter mange år bagefter den udvikling og innovation, som spirer mange steder lokalt.
Med disse fortællinger kan man måske fristes til at pege fingeren mod Christiansborg, men sagen er markant mere kompleks end som så.
For det første er det så godt som umuligt at skalere ildsjæle – i hvert fald så længe bekendtgørelsen af lov om kloning og genmodificering af dyr m.v. er gældende – og for det andet er de rammer, arenaer og kontekster, som ildsjælene opererer i, sjældent sammenlignelige.
Derfor tror vi også på, at både ildsjæle og landspolitikere har vigtige roller i at skabe langsigtede og bæredygtige forandringer.
Hvor narrativet og forandringsdagsordenen udspringer af behovet for forandring og de mennesker, organisationer og virksomheder, der viser en anden mulig vej, har politikerne en essentiel rolle at spille i at understøtte processen og skabe rum for forandring.
I DDC tror vi på, at missionsarbejdet – det fælles narrativ – netop kan samle alle aktørerne og dermed både drive forandringen top-down og bottom-up.
Fonde bliver mere impactdrevne
I Danmark har vi i de seneste år set eksempler på, at udvalgte fonde, herunder Bikubenfonden, har ændret grundlæggende ved deres formål, så de er blevet impact-driven.
Det betyder i folkemunde, at de er optaget af den samlede forandring for mennesker i udvalgte situationer frem for at have fokus på den forandring, der skabes for enkelte individer gennem tilbud, aktiviteter eller begivenheder.
Senest har vi gennem vores partnerskab med KS Kommunesektorens interesseorganisasjon PRI – Partnerskab for Radikal Innovation i Norge oplevet, at arbejdet med at redefinere systemets materiale, udforske alternative fremtider og etablere en fælles retning og mission har bidraget til, at to norske fonde har ændret grundlæggende ved deres måde at forstå og investere i forandring på.
I artikel tre beskrev vi mission managerens rolle og dennes ansvar for at lykkes med missionens langsigtede målsætninger og ikke med enkeltstående virksomheders eller organisationers individuelle interesser. Vi tror oprigtigt på, at der er behov for denne nye type leder, der, som Karyn McCluskey, kan skabe sammenhænge og synergier samt opsamle og distribuere læring og viden på tværs i porteføljen. En leder, der kan og vil insistere på den konkrete formålsændring og dermed også arbejder for at ændre måden, vi forstår og måler forandring på.
Sidst, men ikke mindst, tror vi på, at det er centralt, at der i vores politiske system etableres nye samarbejdsmodeller, der skaber rum til at arbejde langsigtet – ud over en valgperiode på fire år.
At arbejde missionsdrevet er som at løbe – ikke bare et maraton, men et ultraløb. Det kalder på konstant tilpasning til skift i tempo, terræn og vejr. Det er det lange, seje træk og vedholdenheden, der er helt afgørende. Det er hverken en nem eller omkostningsfri opgave – men spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være?
At arbejde med at skabe positive forandringer kræver, efter vores overbevisning, at vi tror på, at fremtiden er lys for vores børn, vores samfund og vores planet. Derfor slutter vi af med en portion magi fra Albus Dumbledore, rektor på Hogwarts skole for heksekunster og troldmandsskab:
“Happiness can be found even in the darkest of times, when one only remembers to turn on the light!”
Sara Gry Striegler er programdirektør i Dansk Design Center og leder arbejdet med at adressere komplekse samfundsudfordringer gennem missionsorienteret innovation og scenariedesign. Sara har arbejdet inden for design, innovation og offentlig sektor i 15 år og er medforfatter til bøger om ledelse og innovation i den offentlige sektor, fremtidsdesign og scenariedesign.
Sara er anerkendt for sit arbejde i at bringe fremtiden i spil og blev i 2020 en del af World Economic Forum og Apoliticals liste: World’s 50 Most Influential People Revolutionising Governance. Hun er desuden næstforperson i Akademiet for Social Innovation.
Anders Buur Erlendsson er Mission Director i Dansk Design Center og leder arbejdet med at forme og lancere missioner indenfor DDC’s strategiske indsatsområde “Social Transition”.
Anders har gennem sit arbejde som system-designer og social innovatør designet og implementeret indsatser og services i kommuner, på skoler, og uddannelsesinstitutioner i Danmark. Anders har gennem sin mangeårige erfaring fra ROCKWOOL Fondens Interventionsenhed, udviklet konkrete metoder og tilgange til, hvordan man intentionelt kan skabe positive systemforandringer.
Anders er designingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet og har en kandidatgrad fra den prisvindende Designskole, CIID Copenhagen Institute of Interaction Design.
Tak fordi du læser Impact Insider. Som samfundsiværksætter eller investor ved du, at kvalitet ikke er gratis. Vi er afhængige af, at abonnenter betaler for vores journalistik. Så hvis du synes, det er værd at have et uafhængigt specialmedie, der konstant jagter de bedste og mest effektive løsninger på samfundsproblemer, kan du tegne abonnement her.
