Af Oskar Stokholm Østergaard, Anders Erlendsson & Sara Gry Striegler
Sidste år udgav KL en analyse, der sagde, at vi i Danmark står til at mangle 16.000 SOSU’er i ældreplejen i år 2030. Det er uomtvisteligt en enorm udfordring, som allerede i dag har store konsekvenser. Men handler problemet egentligt om manglende hænder og flere skal ind på SOSU-uddannelsen, eller er det tid til at revurdere vores velfærdsmodel?
Hvad nu hvis krisen i ældresektoren handlede om noget andet eller mere end blot rekruttering og mangel på arbejdskraft? Hvad nu hvis den handlede om vores omsorgsmodeller, tilgangen til pension og måden, vi anser mennesker på?
Det trækker op til storm
Overalt i samfundet ser vi lignende eksempler på, hvordan helt centrale systemer slår dybere og dybere revner, mens den uhåndgribelige trussel om kollapset ulmer et sted derude.
Det trækker op til storm. De fleste kan genkende oplevelsen af, at noget er grundlæggende galt, men alligevel handler samtalen alt for ofte om, hvordan vi kan forlænge nutidens løsningsmodeller med brædder. Vi har akut brug for at se både udfordringerne — og vores handlemuligheder — i et nyt lys.
Manglen på ‘varme hænder’ i ældreplejen, er et eksempel på et wicked problem eller et ‘vildt problem’, som det i en dansk kontekst ofte tilnærmelsesvis er oversat til.
Det danske begreb indfanger måske ikke helt problemernes ondartede eller drilske karakter, men det er dog det, vi vælger at bruge her i et forsøg på ikke at oversvømme dig som læser med en syndflod af fremmedord.
Uanset, er de udfordringer, vi taler om her, en særlig art af problemer, som er komplekse, sammenfiltrede og dynamiske, og som strækker sig på tværs af institutioner, kontekster, forvaltninger og systemiske rammer. Omend konsekvenserne ofte er slørede, er de ofte voldsomme og ulige fordelt.
Selve begrebet blev introduceret i 1973 af Rittel og Webbers og er sidenhen blevet et kernebegreb blandt andet inden for design og systeminnovation.
| Tamme problemer: Fremskrivning af fremtiden | Vilde problemer: Flere mulige fremtider |
| Relevante sociale, teknologiske, økonomiske, miljømæssige, politiske faktorer stabile | Relevante sociale, teknologiske, økonomiske, miljømæssige, politiske faktorer ustabile |
| Begrænset usikkerhed | Høj usikkerhed |
| Vi kan fremskrive fra nutiden til fremtiden | Vi må forestille os flere mulige fremtider |
| Problemet kan løses med kendte tilgange | Problemet skal gentænkes og kræver nye tilgange |
| Evne til at kunne afdække og udvikle de bedste løsninger indenfor det eksisterende system er afgørende | Evne til at kunne navigere i kompleksitet og forestille sig alternative systemer og mulighedsrum er afgørende. |
| Mulige at løse | Umulige endegyldigt at løse |
Første artikel i serien afdækker det første spor og dimension af arbejdet med systemiske komplekse vilde problemer, hvor vi i denne artikel tager fat i en anden dimension: at udvikle alternative scenarier.
Når vi gennem snart et årti har arbejdet med langsigtede, systemiske og komplekse problemer i Dansk Design Center viser vores erfaring, at arbejdet med fremtidsscenarier og “design futures” eller “fremtidsdesign” er særdeles brugbart, når man går i kødet på de vilde problemer.
Alternative billeder på fremtiden kan hjælpe os med at kaste lys på det, vi ikke ser, og vise os nye veje fremad.
Nye tilgange til komplekse problemstillinger
Her i DDC har vi forpligtet os til at adressere de komplekse og systemiske samfundsudfordringer gennem design og med afsæt i tankegangen bag missionsorienteret innovation.
I tæt samarbejde med fonde, virksomheder, offentlige institutioner og NGO’er arbejder vi helt konkret med at adressere eksempelvis de komplekse og systemiske problemer knyttet til unges stigende mistrivsel, den manglende cirkulære omstilling af vores samfund og den demografiske udvikling.
Dertil samarbejder vi tæt med offentlige organisationer om at opbygge kapacitet, mobilisere økosystemer og sætte retning inden for en række områder i det danske velfærdssamfund.
På baggrund af det kontinuerlige udviklings- og læringsarbejde vi har gennemført, har vi udviklet en overordnet model for bevægelsen fra konstatering af et systemisk, komplekst problem til en portefølje af indsatser, som over tid adresserer problemet gennem nye, innovative tilgange.
Modellen kan opdeles i fire spor:
- Afdække logikker og strukturer i det eksisterende system og gentænke problemet
- Udvikle alternative scenarier
- Fastlægge den foretrukne fremtid og udvikling af missionen
- Etablere en styringsmodel med tilhørende portefølje af indsatser.
Modellen illustreres som en lineær trin-for-trin model, men reelt er arbejdet med disse fire dimensioner langt mere dynamisk.
Samspillet mellem de fire spor og den indsigt, de bidrager med, er med til at informere hinanden og nuancere den samlede forståelse. Således krydsbestøver og beriger de hinanden i arbejdet med at adressere komplekse, systemiske problemer.
Dette perspektiv og en insisteren på ikke at reducere kompleksiteten er vigtigt i arbejdet med vilde problemer.
For de er dynamiske og kan principielt ikke løses, fordi de store udfordringer, som de beskriver, er i evig bevægelse.
Når vi interagerer med problemerne, ændrer de sig. Der dannes nye forbindelser. Nye ressourceflows opstår. Problemerne skifter udtryk.
Selv i det tilfælde, hvor det lykkes at skabe nye systemer, som formår at gøre op med de strukturelle vilkår, der skaber uhensigtsmæssige situationer, vil det være utopisk at forestille sig, at et nyt komplementært eller alternativt system vil være fejlfrit og kunne løse så omfattende problemer fuldstændigt.
Problemet vil ændre udtryk, problemforståelsen bliver yderligere nuanceret og målsætningerne vil som resultat heraf naturligt ændre form og karakter. Derfor er det ikke meningsfuldt at tale om at udvikle endegyldige løsninger på vilde problemer, men snarere om at skabe bevægelser mod en bedre retning.
Hvor man i systeminnovation arbejder med at kortlægge og forstå systemernes materialesammensætning, træder man med scenarie-arbejde ind i forskellige fremtider.
Hvor systemkortlægning, som vi behandlede i forrige artikel, hjælper med at synliggøre, hvordan skift i materialesammensætningen vil muliggøre nye og mere bæredygtige systemer, gør scenarier det muligt for mennesker at opleve resultaterne af skiftene i praksis.
Alternative fremtider afdækker blinde vinkler og nye muligheder
Når man skal sætte en retning, er det i sagens natur en god idé at have noget at sætte den efter.
Her kan man med fordel anvende det begreb, der arbejder med fremtiden som genstandsfelt, som både discipliner som strategic foresight eller forskellige designtilgange kalder en foretrukken fremtid: Et fremtidsscenarie, der beskriver fremtiden, som, vi ønsker os, den ser ud.
Netop idéen om den foretrukne fremtid som et langsigtet pejlemærke vinder i høj grad frem i disse år. Og med god grund. En levende fortælling om en mulig fremtid, hvor systemerne fungerer anderledes, og livet i dem er bedre, kan rumme og formidle nuancer og håb.
I en tid, hvor det kan føles som om, at man er passager i en vogn, der ufortrødent bevæger sig støt mod afgrunden, er den slags fortællinger en mangelvare.
Vi kan formentlig blive enige om, at vi har akut brug for flere langsigtede, ambitiøse og radikale visioner for vores samfund.
Der findes en række forskellige værktøjer og tilgange til at arbejde proaktivt med at sætte fremtiden i spil og eksempelvis udvikle scenarier. Fælles for dem alle er, at de forsøger at mobilisere vores forestillingsevne og giver os billeder på, hvordan alternative udfald for fremtiden også kunne se ud.
De ellers tillokkende foretrukne fremtider er nemlig ikke den eneste, og oftest ej heller den første, form for fremtidsscenarier, man bør give sig i kast med, når man vil arbejde med langsigtede strategiske perspektiver. Som Ursula K. Le Guin skrev:
“It’s a rare gift, to know where you need to be, before you’ve been to all the places you don’t need to be.”
Det er essentielt, at arbejdet ikke kun handler om at tegne et billede af, hvor vi gerne vil hen, men at det også aktivt afsøger alternativerne og undersøger, hvilke muligheder og udfordringer de kunne indeholde. Altså, at man bevidst arbejder med mere end blot en enkelt rosenrød utopisk fremtid. Det er der mindst tre gode grunde til:
- Det hjælper os med at udvide mulighedsrummet. Når vi udforsker flere vidt forskellige alternative fremtider, skubber vi til grænserne for, hvad vi kan forestille os. Det kan give anledning til, at vi får øje på helt nye handlemuligheder og risici.
- Når vi giver liv til alternative virkeligheder med deres egne systemer og logikker, træder vores eget systems logikker tydeligere frem. Usynlige mekanismer, magtforhold og relationer, som vi ikke forestiller os kunne være anderledes, bliver pludselig synlige, og vi bliver i stand til aktivt at udfordre dem og tænke dem anderledes. Uden denne bevidsthed risikerer man, at et system, der på overfladen ser nyt ud, nedenunder blot reproducerer kendte problemer.
- Det lader os afdække blinde vinkler. Ved at afprøve vores mulige løsningsmodeller i forskellige hypotetiske kontekster kan vi blive bevidste om styrker og svagheder, som vi ellers ikke havde set.
I arbejdet med at undersøge alternative scenarier for fremtidens ældreliv udviklede vi en række fremtidsfragmenter, der på en håndgribelig og meget konkret måde skulle sætte alternative fremtider i spil. Ikke nødvendigvis attraktive, men snarere tankevækkende.
Disse fragmenter, en slags taktile og fysiske billeder på forskellige fremtider, gjorde det muligt at opleve en alternativ fremtid.
Tag nu vores Caregel, en biomedicinsk gel, der fjerner symptomer på hudsult. Caregel ordineres især til ensomme på plejehjem og i ældreboliger. Produktet kan dog også anvendes på børn helt ned til treårsalderen. Dog efter aftale med egen læge.
Caregel er et eksempel på et fremtidsfragment, der belyser etiske spørgsmål, nye muligheder og problemer, og som afføder nye spørgsmål, som vi normalt ikke beskæftiger os med:
Alternative fremtider hjælper os altså til at udfordre vores antagelser og de logikker, vi tillægger et vildt problem i dag. Antagelser og hypoteser, der kan fastlåse os i et snævert og unuanceret løsningsrum.
Derfor er scenarietilgangen en central del af måden, vi arbejder på, når vi går til store komplekse problemer.
Ved at etablere konkrete og plausible fremtidsscenarier kan man skabe et praktisk værktøj til at analysere forandringer, der kan ske i fremtiden samt til at informere de beslutninger, der træffes i nutiden. Dermed bliver man som ledere og udviklere i stand til at:
- Tøjle usikkerheden og vende den til at se nye muligheder sammen med kolleger, brugere og samarbejdspartnere.
- Provokere og inspirere til nye former for dialoger og praksisser på tværs af aktører, magtstrukturer, professioner og organisationer.
- Involvere samarbejdspartnere og gøre dem i stand til sammen at forme en foretrukken fremtid – altså skabe konkrete strategier og tiltag, som kan omsættes til handling, også på kortere sigt.
Når vi sammen med partnere undersøger og udforsker alternative fremtider for unges mentale trivsel eller omsorg og aldring, er det med udgangspunkt i designmetoder, som blandt andet er inspireret af de strategic foresight teorier og metoder, der har sin oprindelse tilbage i 1950’erne.
Forskellen er, at vi i langt højere grad arbejder med et designdrevet fokus på sanselighed, inddragelse og provokation.
Det er derfor i lige så høj grad øvelser, som trækker på leg og historiefortælling såvel som oplevelsesdesign og installations- og performancekunst.
Det ændrer dog ikke på, at selve arbejdet med at udvikle fremtidsscenarier i høj grad er en analytisk, struktureret tilgang, hvor svage forandringssignaler, trends, tendenser og store spørgsmål i nutiden ekstrapoleres og bruges som byggeklodser til at skabe og udforske et antal mulige scenarier for fremtiden på mellemlangt til langt sigt.
Hvor dette arbejde traditionelt set er blevet gjort af dedikerede enheder i militæret, staten eller i store virksomheder, så oplever vi et stort potentiale i at demokratisere fremtiden.
En by hvor unge kan trives
I marts 2022 forpligtede vi os i DDC til at arbejde med at adressere det komplekse og systemiske, voksende problem i vores samfund; den stigende mistrivsel blandt unge.
Vi ønskede at udfordre den dominerende fortælling om unge i mistrivsel og skabe en ny samlende og visionær fortælling, hvor unge trives. Vi insisterede på at forstå problemet på en ny måde, opdage de nye muligheder, en ny forståelse ville frigøre og afsøge sammen med andre, hvordan vi kunne realisere dem.
Vi bragte en gruppe mennesker med bred repræsentation fra det etablerede økosystem – fonde, offentlige organisationer, NGO’er, private virksomheder – sammen med andre aktører, der traditionelt set ikke associeres med unges trivsel.
Formålet var at få radikalt nye perspektiver på udfordringer og muligheder. Indsigter, der kunne danne udgangspunkt for at forme en ny retning, en fælles mission om at arbejde for et samfund, hvor unge trives.
Vi startede med at gå på opdagelse i fortiden. Vi undersøgte, hvorfor systemet omkring mental sundhed ser ud, som det gør i dag, hvilke diskurser og logikker det er bygget på?
Vi undersøgte, hvor i systemerne eksisterende strukturer og rammer skaber kollektivt oplevet mistrivsel blandt unge, og hvordan systemets materiale, dets formål, magtstrukturer, ressourceflows og relationsmønstre er med til at fastlåse den uønskede situation.
Dette arbejde synliggjorde, hvordan skift i systemets sammensætning kunne flippe problemerne til muligheder og dermed også legitimere helt andre typer løsninger.
Med den historiske indsigt og systemforståelsen fra nutiden bevægede vi os mod fremtiden. Vi udforskede svage signaler og tendenser for at få øje på alternative og provokerende udfald for fremtiden, såkaldte fremtidsscenarier, og hvad konsekvenserne ville blive, hvis scenarierne blev til virkelighed.
Forestil dig en verden, hvor du kan sagsøge folk, der ødelægger din trivsel.
Forestil dig en verden, hvor loven tilskriver, at alle borgere i Danmark har ret til at trives.
Hvis du oplever, at kommunen, din lærer, din ekskæreste, din far, supermarkedet, din klassekammerat, Instagram eller din chef begrænser din trivsel, kan du melde dem til politiet og lade domstolene vurdere, om du har krav på erstatning.
Fremtidsscenarier gjorde det muligt for aktørerne at opleve og smage på, hvordan det ville være at være borger i forskellige fremtidige samfund. Hvilke elementer, diskurser og logikker var tiltrækkende, og hvilke var direkte frastødende.
Det gjorde aktørerne i stand til at forhandle, vælge fra og til, i arbejdet med at samskabe en fremtid, vi i fællesskab kunne drømme om og efterstræbe: en foretrukken fremtid.
Resultatet af arbejdet blev fundament og udgangspunkt for at designe og udvikle en sanselig manifestation af, hvordan en by kunne se ud, hvor unge trives. Vi kalder fremtidsuniverset Vorby. En by, som du kan træde ind i og opleve.
Arbejdet med fremtidsscenarier har i sig selv været en samlende og meningsskabende proces, der har skabt nye forbindelser og relationer i systemet og har skubbet til forståelsen af problemet og perspektiverne i at se verden i et nyt lys.
Selv om arbejdet med at skabe en ny retning er resulteret i en konkret manifestation af en foretrukken fremtid, hvor unge trives, er selve processen og arbejdet med at bringe den til live været tilsvarende værdifuld for mange deltagere.
Det aftryk, som oplevelsen af at være i fremtiden har sat på mig, vil vare ved. Jeg vil blive ved med at vende tilbage til disse billeder i mit daglige arbejde.
Deltager fra forløbet, NGO
Design af alternative fremtider er således i vores øjne et vigtigt skridt mod at åbne og gøre krav på de mulighedsrum, som vilde problemer rummer.
De viser os mulighederne — gode som onde — og giver en fælles, udvidet forståelsesramme, der lader os tegne en fremtid, som for alvor er værd at stræbe efter. En foretrukken fremtid, der kan bruges som pejlemærke og informere vores langsigtede missioner.
Sara Gry Striegler er programdirektør i Dansk Design Center og leder arbejdet med at adressere komplekse samfundsudfordringer gennem missionsorienteret innovation og scenariedesign. Sara har arbejdet inden for design, innovation og offentlig sektor i 15 år og er medforfatter til bøger om ledelse og innovation i den offentlige sektor, fremtidsdesign og scenariedesign.
Sara er anerkendt for sit arbejde i at bringe fremtiden i spil og blev i 2020 en del af World Economic Forum og Apoliticals liste: World’s 50 Most Influential People Revolutionising Governance. Hun er desuden næstforperson i Akademiet for Social Innovation.
Anders Buur Erlendsson er Mission Director i Dansk Design Center og leder arbejdet med at forme og lancere missioner indenfor DDC’s strategiske indsatsområde “Social Transition”.
Anders har gennem sit arbejde som system-designer og social innovatør designet og implementeret indsatser og services i kommuner, på skoler, og uddannelsesinstitutioner i Danmark. Anders har gennem sin mangeårige erfaring fra ROCKWOOL Fondens Interventionsenhed, udviklet konkrete metoder og tilgange til, hvordan man intentionelt kan skabe positive systemforandringer.
Anders er designingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet og har en kandidatgrad fra den prisvindende Designskole, CIID Copenhagen Institute of Interaction Design.
Oskar Stokholm Østergaard er Design & Futures Lead i Dansk Design Center, hvor han til daglig leder udforskningen af krydsfeltet mellem nye eksperimenterende designtilgange, alternative fremtider og systemiske forandringer.
Gennem årene har Oskar været en af de drivende kræfter bag flere af DDC’s fremtidsorienterede projekter, hvor alt fra offentlige myndigheder til SMV’er har bidraget til nye perspektiver på temaer som værdien af omsorg, bæredygtig produktion og ledelse samt unges trivsel.
Tak fordi du læser Impact Insider. Som samfundsiværksætter eller investor ved du, at kvalitet ikke er gratis. Vi er afhængige af, at abonnenter betaler for vores journalistik. Så hvis du synes, det er værd at have et uafhængigt specialmedie, der konstant jagter de bedste og mest effektive løsninger på samfundsproblemer, kan du tegne abonnement her.
