Connect with us

Hvad søger du?

Artikel

Videosamtale: Kan vi få mere impact for de samme penge? Ja, siger Graham Boyd

Klassisk økonomisk tænkning idylliserer konkurrence og overser fordelene ved samarbejde. Og det hæmmer vores muligheder for at skabe impact, mener Graham Boyd. Vi bør lære af naturen, anfører han. Den har opskriften på et effektivt økosystem.

Når økonomer ser en flodseng, ser de et system – men ikke et økosystem, mener Graham Boyd. [Foto: JumpStory]

Click here to read this article in English

Hvis vi formår at opbygge økosystemer inden for impact, kan vi skabe synergier, der vil give os 12 dollars impact for hver dollar, vi investerer. 

Sådan lyder det tankevækkende postulat fra Graham Boyd, forfatter til bogen “The Ergodic Investor and Entrepreneur” i denne uges samtale om penge og impact. 

Men skal vi have fuld valuta for de penge, vi bruger på at skabe forandring, skal vi lære af naturen, mener han. Naturen har nemlig – i modsætning til de mainstream økonomer, vi læner os op af – fundet opskriften på velfungerende økosystemer, der skaber bemærkelsesværdige resultater, anfører Graham Boyd. 

“I naturen kan du have et højt niveau af samarbejde og et højt niveau af konkurrence på samme tid. Og det er det, der sætter naturen i stand til at trives på en ellers temmelig fjendtlig planet,” siger Graham Boyd:

“99,9 procent af alle de arter, der nogensinde har levet på Jorden, er uddøde, og alligevel trives livet stadig. Det er, fordi naturen forstår denne økosystemiske måde at fungere på.” 

Serie: Ny verden – ny økonomi

Vi har brug for et opgør med den vante måde at tænke økonomi på og give meget mere plads til naturen, hvis vi vil undgå at overskride de planetære grænser. 

Det er budskabet fra Graham Boyd, forfatter til bogen “The Ergodic Investor and Entrepreneur”. Han bekender sig til den ergodiske økonomi, en gren af regenerativ økonomi. 

I en serie af samtaler med Graham Boyd udforsker vi, om en mere naturbaseret tilgang til økonomi er det, der skal til for at skabe virksomheder, der har en mere positiv impact på verden. 

Du kan bidrage til serien med spørgsmål, kritik og ideer. Send dem til carsten@impactinsider. 

Når økonomer ser en flodseng, ser de et system – men ikke et økosystem. For sidstnævnte er defineret af mere end bare rammebetingelser. Det er et produkt af rammebetingelserne plus alle de interaktioner, der foregår i systemet. 

“Når mange mennesker betragter en flod, ser de flodsengen som selve økosystemet. Men økosystemet udgøres af de interaktioner, der finder sted i floden,” siger Graham Boyd og fortsætter: 

“Der er afgørende forskel på, om floden er tørlagt, om der står vand halvvejs op til flodbredden, eller om floden er gået over sine bredder og har oversvømmet de nærliggende marker. Det er tre meget forskellige økosystemer, selv om selve systemet er det samme.”

Traditionel tænkning hæmmer impact

I økosystemet omkring impact er iværksættere og i særdeleshed investorer for bundet af den traditionelle økonomiske tænkning, mener Graham Boyd. Og det står i vejen for at skabe større resultater. 

“Neoklassisk økonomi idylliserer konkurrence og er blind for fordelene ved samarbejde. Den kan ikke se de samtidige høje niveauer af konkurrence og samarbejde, som evolutionsbiologer ser i naturen,” siger Graham Boyd. 

Samarbejdet mellem forskellige organismer i naturen bevirker, at der puljes ressourcer, og det skaber større levedygtighed og modstandskraft. 

“Kan vi skabe et økosystem, hvor de forskellige spillere puljer kapital og andre ressourcer, kan vi skabe signifikant bedre outcomes for de samme penge. Men det kræver et paradigmeskifte – især på investorsiden,” siger Graham Boyd. 

Du kan se hele samtalen i videoen her i artiklen. Og bidrag endelig med nysgerrige og udfordrende spørgsmål, som jeg kan stille Graham Boyd i de kommende afsnit af vores serie. Du kan skrive til mig på adressen carsten@impactinsider.dk

Mere du kan læse:

Artikel

Impactinvestorer overvurderer deres evne til at skabe forandring. I bedste fald er impactinvestering en del af løsningen, men i værste fald risikerer investorerne at...

Artikel

Andelsselskaber, kooperativer og foreningsejede virksomheder. De demokratiske virksomheder er nærmest gået i glemmebogen i Danmark, men de rummer en særlig kraft, som kan være...

Viden Udefra

Tiden er moden til en ny model for evalueringen af erhvervsfremmeindsatser: Værdien af en indsats skal vurderes ud fra dens evne til at løse...

Viden Udefra

Familiekontorer er ved at udvikle sig til systemiske brobyggere i impact-investering – ikke fordi der mangler kapital, men fordi kapitalen mangler sammenhæng, fleksibilitet og...

Impact Insider skriver om samfundsforandring til mennesker på tværs af sektorer.
Fortæl os om dig selv, så vi kan vise dig det mest relevante indhold.

Jeg besøger Impact Insider som


Og hvis du ikke vil gå glip af noget, kan du i stedet klikke på:

Discover more from Impact Insider

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading