Af Helle Øbo
Hvem skal overtage en indsats, når projektperioden udløber?
Min erfaring gennem 28 år på socialområdet er, at det er et implicit krav fra de fleste fonde, at forankring skal være tænkt med fra starten.
Det er på mange måder et rimeligt krav, men også et grundlæggende dilemma: For hvordan skal nogen forpligte sig til at overtage en indsats, de endnu ikke kender effekten af?
Oven i det kommer, at de fleste kommuner er pressede på deres økonomi. Så jeg kan godt forstå, at de er tilbageholdende med at forpligte sig til at overtage noget, før de ved, om det virker, og hvad det kræver af ressourcer.
Vi skal turde prøve noget nyt
Udvikling forudsætter, at vi tør prøve noget nyt. At vi gør noget andet end det, vi plejer, og at vi tør handle uden på forhånd at kende effekten.
Hvis vi allerede havde løst de sociale problemstillinger, ville vi ikke stadig tale om de 46.200 unge uden for uddannelse og arbejdsmarked, de 75.000 mennesker, der lider af en spiseforstyrrelse, eller den virkelighed, at flere unge end nogensinde før får en diagnose.
Når vi i AskovFonden udvikler en ny social løsning, er det funderet på mange års praksis og viden indsamlet fra den målgruppe, vi forsøger at hjælpe.
Det betyder, at vi har en antagelse om, at det, vi gør, vil have en positiv effekt – skabe impact – for målgruppen. Men, og her er et vigtigt men, vi ved det ikke. For hvis vi vidste præcis, hvad der virkede, havde vi formentlig gjort det allerede.
Derfor er det afgørende, at vi i samarbejde med fondene tør tage den risiko, der ligger i at udvikle noget, som ikke er afprøvet før, med en fælles forståelse af, at vi ikke kan garantere impact, før vi kender resultaterne.
Når en værdifuld indsats ikke bliver forankret
Et eksempel er en indsats, vi for nogle år siden udviklede, som handlede om at få nogle af de mest udsatte unge i job og uddannelse.
Der var tale om en målgruppe, som krydsede stort set alle felter i vurderingen af risikofaktorer, og som havde været igennem mange indsatser og tilbud uden den nødvendige effekt.
Vores indsats handlede først og fremmest om at opbygge en relation til de unge med udgangspunkt i deres livsvilkår, som ofte var kaotiske og for de fleste uoverskuelige. Derfor var vores fokus i første omgang hverdagsmestring.
Hvordan kunne vi sammen med de unge skabe en struktur omkring deres hverdag, hvor det, som for andre synes helt normalt, kom i fokus?
Det handlede om at få ordentlig mad, have et trygt sted at bo og kunne indgå og overholde aftaler.
Vi havde en antagelse om, at det ville tage tid at skabe så grundlæggende forandringer i de unges liv, og det gjorde det.
Efter projektperioden kunne vi konkludere, at vi lykkedes med at få selv nogle af de mest udsatte unge på sporet mod uddannelse eller arbejdsmarkedet. Men vi erfarede også, at det krævede en vedvarende støtte.
De unge havde behov for at kunne vende tilbage og få en samtale, når jobbet blev svært, eller når uddannelsens krav blev uoverskuelige.
Det var netop den støtte, mange af de unge ikke havde haft i deres opvækst. De manglede den hånd i ryggen, som for andre kan være afgørende for, at selv mindre udfordringer ikke ender med et brud eller med at give op.
Derfor blev indsatsen også revideret og ændret flere gange undervejs, og vi måtte erkende, at der skulle mere til, end vi oprindeligt havde forventet.
Til gengæld erfarede vi, at når vi kunne fastholde relationen til den unge og være der, når livet blev svært, kunne vi også hjælpe dem med at fastholde den positive udvikling.
Det var en indsats med potentiale til at forebygge, at unge endte i et voksenliv på langvarig overførselsindkomst.
Men det var også en indsats, som krævede koordinering på tværs af socialområdet, sundhed, psykiatri og beskæftigelsesområdet.
Konsekvensen blev, at indsatsen ikke blev forankret i en eller flere kommuner.
Det er en skam for de unge, som måske for første gang oplevede at blive grebet og hjulpet. Men det er også en ualmindelig dårlig økonomisk prioritering af vores allesammens skattekroner, når en indsats med dokumenterede positive resultater ikke bliver videreført.
Krav om forankring kan modarbejde impact
Vi har brug for en debat om, hvad forankring egentlig betyder, og ikke mindst om, hvornår det giver mening at stille krav om den.
Fondene ønsker forankring, fordi de gerne vil sikre, at deres bevillinger skaber varig værdi.
Men hvis kravet om forankring betyder, at man fravælger projekter, der ikke på forhånd kan sandsynliggøre fremtidig finansiering, risikerer man at prioritere det, der er lettest at videreføre, frem for det, der har størst potentiale til at skabe forandring.
Med andre ord kan et krav om forankring ende med at modarbejde impact.
Vi lærer kun noget, hvis vi også tør sige højt, når vi tager fejl, eller når det, vi havde forventet, ikke viser sig at virke i praksis.
Og her bliver dilemmaet for alvor sat på prøve. For hvem ønsker at fortælle en fond, at det, den har sagt ja til at finansiere, alligevel ikke virkede som forventet?
Mit ønske er, at fondene udviser større risikovillighed, når det handler om at udvikle nye sociale løsninger. At vi får mulighed for at udvikle, afprøve og justere indsatser over længere tid, uden at skulle garantere resultaterne på forhånd. Og at fondene efterfølgende også er villige til at understøtte arbejdet med at forankre de indsatser, der viser sig at skabe den ønskede effekt.
Skal kommunerne altid overtage en indsats?
Dilemmaet handler ikke kun om fondenes rolle, men gælder også mange af de statslige bevillinger, der er defineret som udviklingsmidler.
For der er ikke ligefrem kø for at påtage sig flere udgifter i de fleste kommuner, selvom vi i flere tilfælde kan påvise, at det har en forebyggende effekt at hjælpe proaktivt frem for at vente, til menneskers udfordringer er blevet så komplekse, at der er behov for en langt dyrere specialiseret indsats.
Men hvilken kommune ønsker at forpligte sig til at overtage en indsats, som måske kræver flere ressourcer end først antaget?
Det rejser også et mere grundlæggende spørgsmål: Skal det altid være kommunerne, der overtager en indsats? Eller skal vi i højere grad tale om, hvordan en indsats, der har vist sig at virke, kan fortsætte i civilsamfundet med en mere varig finansiering?
Jeg tror, vi skal være langt mere åbne over for, at fremtidens velfærd skal løses på nye måder og med nye finansieringsformer.
Forankring er vigtig, men den bør være en konsekvens af dokumenteret impact og ikke en forudsætning for, at vi tør udvikle noget nyt.
Det afgørende må være, at vi sikrer en varig finansiering af de indsatser, der skaber dokumenteret effekt og impact.
For i sidste ende handler det jo om de mennesker, vi skal hjælpe.
Helle Øbo er administrerende direktør for AskovFonden, som udvikler sociale løsninger for udsatte og sårbare og arbejder for at sætte sociale investeringer på dagsordenen herhjemme.
