Podcasten er tilgængelig tirsdag kl 6.
Det kræver ikke nødvendigvis særlige evner at forudsige, at kommunerne bliver pressede, at AI kommer til at fylde mere, eller at der vil blive stillet større krav om dokumenteret effekt.
Det svære begynder, når man skal sætte tal på.
Hvor pressede bliver kommunerne? Hvor meget kommer AI til at ændre? Og præcis hvornår vil det ske?
Det har vi bedt tre impact-orakler om at svare på i en ny podcast. Derfor kunne Helle Øbo fra AskovFonden, Lars Jannick Johansen fra Den Sociale Kapitalfond og Jesper Brask Fischer fra PFA ikke nøjes med forsigtige formuleringer om, at noget “vil vokse”, “få større betydning” eller “vinde frem”.
Der skulle tal på bordet.
En af spådommene lyder, at mindst én dansk kommune vil komme under statslig administration.
En anden peger i en helt anden retning: Vi vil se en ny type social organisation – en superscaler, som med bare tre ansatte, flere end 100 frivillige og hjælp fra AI vil nå ud til mindst 1.000 brugere.
Om oraklerne har set klart, må det kommende år vise.
Undervejs kommer de også omkring børn og unge, ældre, arbejdsmarkedet, nye ejerformer i velfærden og spørgsmålet om, hvorvidt godhed fremover i højere grad vil blive stillet til regnskab.
Nogle af spådommene ligger i naturlig forlængelse af udviklinger, vi allerede kan se. Andre kræver nok, at krystalkuglen har været en tur til service.
Men alle tre orakler har sat noget på spil. For deres forudsigelser er nu optaget, offentliggjort og gemt til næste år.
Lyt med i vores player – og afgør selv, hvem der ser klarest, hvem der fedtspiller, og hvem der har størst risiko for at få et rap over profetnallerne.




