Connect with us

Hvad søger du?

Betalt indhold

Kritiske Krydsfelter: Penge, positioner og magtens blinde vinkler

Penge kan åbne døre. Det kan de rette forbindelser også. Og er man stor nok, bliver der måske lyttet, før man overhovedet banker på. Ved Kritiske Krydsfelter blev magten mellem fonde og civilsamfund vendt og drejet. Også den, vi ikke selv er opmærksomme på, at vi har.

Denne artikel er betalt indhold

Artiklen er udarbejdet i forbindelse med Kritiske Krydsfelter, et fælles initiativ mellem Impact Insider, Augustinus Fonden, Oak Foundation Denmark og Center for Frivilligt Socialt Arbejde. Gennem debatter, webinarer og temamøder sætter initiativet fokus på samarbejdet mellem fonde og civilsamfund og de dilemmaer, der følger med.

Kritiske Krydsfelter er støttet af Augustinus Fonden og Oak Foundation Denmark og artiklen er derfor gratis tilgængelig for alle.

Du kan læse mere om betalt indhold her.

Magt kan ligge i en pengepung, i et telefonnummer til den rigtige beslutningstager, i et velplaceret ord eller i retten til at bestemme, hvilke problemer der overhovedet er værd at løse.

Hvem der har magten, og hvor gode vi er til at få øje på vores egen, var omdrejningspunktet, da fonde og civilsamfund mødtes til Kritiske Krydsfelter i Valencia i København.

Impact Insiders chefredaktør Carsten Terp havde fået til opgave at styre slagets gang. Men den rolle fik han ikke lov at beholde uden en mindre magtdemonstration.

Da Terp inviterede Frank Reichenbach Møller, direktør i Augustinus Fonden, på scenen for at tale om den magt, der følger med at kunne uddele millioner, brød Rillo Rud fra Center for Frivilligt Socialt Arbejde ind fra højre og kom op på scenen.

“Du har også magt i at være den, der stiller spørgsmålene,” påpegede hun og overtog rollen som interviewer.

“Du skal ikke have magten hele dagen, Carsten.”

Og så var det chefredaktørens egen magt, der kom under lup. For mens fondsdirektøren har magt over bevillingerne, har chefredaktøren indflydelse på, hvem der får spalteplads, hvilke historier der bliver fortalt, og hvem der får lov at komme til orde.

Således fik magten over spørgsmålene også selv et par spørgsmål med på vejen.

Magten under overfladen

Hvem bestemmer, hvem der får pengene? Og hvem bestemmer, hvad der overhovedet kan søges penge til, hvilke problemer der kommer på dagsordenen, og hvilke løsninger der er værd at støtte?

Det var nogle af de mindre synlige magtformer, som Sarah Steinitz tog fat på. Hun er sociolog og magteliteforsker ved Dronning Marys Center på Københavns Universitet og har blandt andet været med til at kortlægge den danske magtelite gennem netværksanalyser.

For magt handler også om at kunne sætte dagsordener og definere problemer. Og om de strukturer, der sætter rammerne for vores handlemuligheder, ofte uden at vi stiller spørgsmål ved dem.

Steinitz har også undersøgt, hvordan forbindelserne mellem samfundets topposter kan fortælle noget om, hvor magten samler sig. Et stort netværk gør ikke automatisk et menneske magtfuldt, men nogle forbindelser åbner flere døre end andre.

“Der er en tendens til, at magt tiltrækker magt i netværk,” forklarede hun og fortsatte:

“Når man først får plads i en tung bestyrelse eller et indflydelsesrigt udvalg, bliver vejen til den næste post ofte kortere.”

Når de samme personer bevæger sig mellem bestyrelser, råd og topstillinger, væves forbindelserne tættere sammen. Men adgangen er ulige fordelt.

Mens erhvervsliv og offentlige institutioner fylder meget i magtens netværk, er der relativt få repræsentanter fra civilsamfundet. Steinitz fortalte, hvordan organisationerne ofte står mere spredt og har færre ressourcer til at deltage i de råd og udvalg, hvor indflydelsen opbygges.

Det rejser spørgsmålet: Hvordan får man adgang til de mennesker, der kan være med til at ændre noget?

Man skal også besøge andres virkelighed

Det har Kira West, direktør i Hjem til Alle alliancen, gjort sig en del erfaringer med. For hende handler netværksmagt om at få noget til at ske sammen med andre.

“Jeg har bygget det stille og roligt op ved at fikse ting sammen med andre,” fortalte hun.

Hun fremhævede arbejdet med at skaffe flere betalbare boliger til mennesker med lave indtægter og unge med ‘hjemløseerfaringer’, som de kalder det hos Hjem til Alle.

Her kunne det være nærliggende at gå direkte til boligministeren og bede om en løsning. Men West foretrækker at undersøge, hvem der egentlig sidder med de forskellige nøgler til de forskellige døre.

Det kan eksempelvis være kreditforeninger, aktører i boligsektoren eller politikere med ansvar for planlovgivning, som ved første øjekast ikke har meget med hjemløshed at gøre, forklarede hun.

Og når man har fundet frem til de rette mennesker, skal man ifølge West begynde et andet sted end med sin egen ønskeliste.

“Du skal først og fremmest på besøg hos dem,” forklarede hun.

Hvad er deres opgave? Hvilke interesser har de? Og hvordan kan man hjælpe dem med at lykkes, samtidig med at man selv arbejder for sin sag?

Det er den slags spørgsmål, West opfordrer til at stille.

“Det handler om at finde et fælles tredje, hvor begge parter kan se en mening med samarbejdet,” sagde West.

Hun understregede samtidig, at man må respektere, at mennesker og organisationer kommer med forskellige interesser. De forsvinder ikke, bare fordi man sætter sig omkring det samme bord.

Tværtimod er det netop forståelsen af andres virkelighed, der kan gøre samarbejdet muligt.

Og når det lykkes at løse noget sammen, kan nye forbindelser opstå. Man bliver anbefalet videre og får adgang til mennesker, man måske ellers ikke ville have mødt.

“Det er total karma,” som West udtrykte det.

Når pengene også bestemmer begreberne

Hos Det Obelske Familiefond følger magten med en anden ressource. Dybe lommer.

Under samtalen med Trine Nyby, chef for fondens sociale område, fortalte Carsten Terp om en fondsmedarbejder, der engang havde beskrevet følelsen af at sidde over for en organisation med en kæmpestor, usynlig pengesæk stående bag sig.

“Kan du genkende oplevelsen?” spurgte han.

“Jeg tror da, der bliver grinet mere af det, jeg siger, end der er gjort tidligere,” svarede hun.

Hun oplever også, at hendes synspunkter lettere bliver anerkendt. Pengesækken behøver altså ikke stå fysisk på bordet for at påvirke samtalen.

Men fondenes magt rækker længere end til relationen mellem bevillingsgiver og ansøger.

Nyby fortalte, hvordan Det Obelske Familiefond eksempelvis begyndte at arbejde med begrebet ‘skoletilhør’ i stedet for ‘skolefravær’. Efterfølgende oplevede fonden, at mange ansøgninger begyndte at bruge samme begreb.

“Vi er også med til at forme et felt,” konstaterede hun.

Fonden kan altså påvirke, hvordan et problem bliver forstået, alene gennem de ord og områder, den vælger at prioritere.

Det forpligter ifølge Nyby fondene til at arbejde vidensbaseret, være åbne om deres prioriteringer og lytte til kritik fra blandt andre de praktikere, der arbejder med problemerne til daglig.

“Magten er jo ikke i sig selv et problem, men den usynlige magt er et problem,” sagde hun.

Og netop det usynlige bliver væsentligt, når den ene part har penge, som den anden har brug for.

Den sympatiske markedsleder

Men også på den anden side af bevillingsbordet kan magten være ulige fordelt.

Som generalsekretær for Røde Kors står Anders Ladekarl i spidsen for en af landets største civilsamfundsorganisationer. En organisation med økonomiske ressourcer, politiske forbindelser og en historie, der åbner døre.

Selv foretrækker han dog at tale om indflydelse frem for magt.

For selvom Røde Kors kan påvirke politiske beslutninger, kan organisationen ikke selv bestemme rammerne for den hjælp, den yder, forklarer han.

Og nogle gange kan en ændring i lovgivningen ifølge Ladekarl gøre større forskel end mange frivilliges indsats, hvis de grundlæggende rammer spænder ben for hjælpen.

Derfor mener han også, at civilsamfundet står stærkere, når organisationerne arbejder sammen om at påvirke de rammer.

“Den måde, vi udøver vores magt allerbedst på, er jo i virkeligheden, hvis vi gør det sammen,” sagde han.

Som eksempel fremhævede han civilsamfundets fælles arbejde for grundfinansiering.

Men det kræver også, at de største organisationer giver plads til andre.

Ladekarl fortalte om Røde Kors’ ambition om at være det, han kalder en ‘sympatisk markedsleder’.

“Man skal give plads til andre på den markedsplads, man er. Man skal ikke søge monopol, men faktisk erkende, at man hverken kan alting eller er den bedste til alting eller altid skal være den, der gør ting,” fortalte han.

Ifølge Ladekarl kan mindre organisationer eksempelvis nå målgrupper, som Røde Kors ikke når, og nogle gange omstille sig hurtigere eller løse opgaver, som en stor organisation ikke er bedst egnet til.

Størrelsen giver altså muligheder, men også et ansvar for ikke at fylde hele rummet. Og det er værd at holde fast i, når man taler om civilsamfundets magt. For organisationerne har ikke nødvendigvis samme muligheder for at blive hørt, selv om de arbejder for den samme sag.

Hvem har magt over hvem?

“Hvem har magt over jeres organisation? Og hvem har jeres organisation magt over?”

Med de to spørgsmål fra Carsten Terp rykkede diskussionen ud blandt stolene og bordene i Valencia.

Nogle vendte forholdet mellem organisationer og frivillige. Andre talte om politisk indflydelse, partnerskaber og behovet for at gøre egne positioner og kompetencer tydeligere.

Milena Bascuñan Skaarup, direktør i Forældrefonden, fortalte, hvordan samtalen i hendes gruppe var begyndt med en oplevelse af afmagt.

Men undervejs var gruppen nået frem til, at selv en lille organisation på et specialiseret område kan påvirke, hvordan et problem bliver forstået og være med til at sætte fokus på et problem, som større aktører ellers overser.

En erkendelse, der passede godt til dagens gennemgående spørgsmål om, hvor let man har ved at se andres magt og hvor svært man kan have ved at få øje på sin egen.

Når fonden også vil definere løsningen

‘Dominerende og krævende samarbejdspartner.’

Det var nogle af de ord, Bikubenfonden havde fået med på vejen i en analyse, som fonden selv havde bestilt.

Netop den kritik tog Impact Insiders chefredaktør Carsten Terp fat i, da Magnus Birk Clausen, programchef og udviklingspartner i Bikubenfonden, sluttede sig til dagens afsluttende paneldebat.

For hvor går grænsen mellem at stille ambitiøse krav til en fælles indsats og at komme til at bestemme for meget?

Ifølge Clausen havde kritikken skabt betydelig debat internt.

Han skelnede mellem at arbejde med en krævende opgave og at være en dominerende fond. For selvom systemforandringer kræver store ambitioner, er det ikke ensbetydende med, at fonden skal bestemme, hvordan de skal realiseres.

Clausen fortalte om et lavpraktisk greb. Når fonden holder brainstorm med sine samarbejdspartnere, forsøger han aktivt at lade være med at tage ordet først.

For som han fortalte, kan selv en dårlig idé fra fondsrepræsentanten hurtigt blive uhensigtsmæssigt styrende.

“‘Nå, men lad os gøre, som fonden siger’, kan reaktionen blive”, forklarede han.

Men det er ikke kun omkring mødebordet, at fondenes voksende rolle kan mærkes.

Under paneldebatten blev der også sat spørgsmålstegn ved fondenes voksende faglige rolle. Flere fonde opbygger i stigende grad deres egen specialiserede viden og stiller mere præcise krav til de projekter, de støtter.

Det kan være med til at kvalificere indsatserne. Men det rejser også et spørgsmål om, hvorvidt civilsamfundsorganisationerne i højere grad risikerer at blive dem, der skal føre fondenes planer ud i livet, frem for selv at være med til at definere løsningerne.

Trine Nyby fra Det Obelske Familiefond fremhævede en anden side af udviklingen. Fondene har mulighed for at finansiere grundige analyser og samle aktører på tværs af organisationer, forskning og myndigheder. Det kan være vanskeligt for organisationer, der samtidig kæmper for at sikre deres egen drift.

Det kræver dog, at fondene forvalter deres position ansvarligt, understregede hun.

Sarah Steinitz satte samtidig fokus på fondenes demokratiske legitimitet. Når missionsdrevne fonde i stigende grad er med til at sætte dagsordener og definere løsninger på samfundsproblemer, hvem har så givet dem mandatet til det?

Magnus Birk Clausen fra Bikubefonden anerkendte dilemmaet, men understregede, at det at udpege en mission ikke er det samme som at kende løsningen. Den skal udvikles sammen med samarbejdspartnere, der har viden om problemerne i praksis.

Og det fik Kira West til at markere. Hun mindede om, at den kreds ofte skal være bredere, end man umiddelbart forestiller sig.

For når fonde og civilsamfund vil løse komplekse samfundsproblemer, må de også have de offentlige institutioner, forskerne og andre relevante aktører med. Ellers risikerer de at udvikle løsninger uden at få fat i de forhold, der skaber problemerne.

Dermed vendte samtalen tilbage til et spørgsmål, der havde fulgt deltagerne gennem dagen. Hvem får lov til at være med, når problemerne skal defineres, og løsningerne findes?

For selv når alle omkring bordet ønsker at skabe forandring, kan det gøre en forskel, hvem der sidder for bordenden.


Kritiske Krydsfelter er et samarbejde mellem Augustinus Fonden, Oak Foundation Denmark, Center for Frivilligt Socialt Arbejde og Impact Insider.

Kritiske Krydsfelter fortsætter magtsporet ved næste arrangement, der finder sted online den 2. december 2026. Mere information følger.

Mere du kan læse:

Impact Insider skriver om samfundsforandring til mennesker på tværs af sektorer.
Fortæl os om dig selv, så vi kan vise dig det mest relevante indhold.

Jeg besøger Impact Insider som


Og hvis du ikke vil gå glip af noget, kan du i stedet klikke på: