Hej Insider
Regeringen er ved at begå en fejl. En fejl, der kan få fatale følger. For det frivillige sociale område og for hele vores samfund.
Det handler om finansloven. Eller nærmere bestemt om noget, der mangler på finansloven. Nemlig penge til nogle organisationer, som de færreste danskere kender navnet på.
I sit udspil foreslår regeringen at spare sammenlagt 18,4 millioner kroner på Center for Frivilligt Socialt Arbejde, RådgivningsDanmark og Fonden for Socialt Ansvar.
Ingen af disse organisationer har en kendskabsgrad som Ældre Sagen, Red Barnet eller Børns Vilkår. Men de leverer ydelser, der er afgørende for at få det sociale Danmark til at hænge sammen.
Center for Frivilligt Socialt Arbejde for eksempel leverede i 2022 individuel rådgivning til 452 foreninger. Og centrets 60 online guides om noget så kedeligt som, hvordan man stifter en forening, og hvad en kasserer skal være opmærksom på, blev vist flere end 160.000 gange.
RådgivningsDanmark hjælper Livslinien, Girltalk, Landsforeningen Mistet Barn og mange andre foreninger, så de kan give kompetent rådgivning til mennesker i dyb krise.
Og Fonden for Socialt Ansvar er driftsorganisation for 15 indsatser med flere end 5.000 frivillige og hjælper Natteravnene, Bydelsmødrene og flere andre med at styre deres økonomi, udvikle deres organisation og søge fondsbevillinger.
Uden denne hjælp ville mange frivillige sociale organisationer være på spanden.
Det sociale foreningsliv er notorisk underfinansieret. I modsætning til idrætsforeninger kan sociale organisationer ikke bare levere et tilbud til betalende medlemmer. For dem, de henvender sig til, har typisk ikke en krone.
Derfor er foreningerne afhængige af den infrastruktur, som er bygget op over år og i nogle tilfælde årtier. En spinkel infrastruktur, som regeringen nu er ved at save i småstykker. For at spare 18,4 millioner kroner.
Hvad er betydningen af det?
Røde Kors og Mødrehjælpen skal nok klare sig. Men hvad med Broen, Ventilen, Fri af Misbrug og alle de tusinder andre små og mellemstore sociale organisationer?
Hvordan skal de kunne yde en stabil og kompetent hjælp til mennesker, der har brug for det?
Besparelsen er særligt uforståelig i lyset af den meget snak om civilsamfundets store – og stigende – betydning for udviklingen af vores velfærdssamfund.
Hvordan forestiller regeringen sig, at organisationerne skal kunne opbygge de kompetencer og den kapacitet, det kræver, mens man samtidig skærer rygraden i økosystemet over?
Der er stadig tid til at gøre det rigtige. Drop besparelsen. Styrk infrastrukturen i stedet for at underminere den.
Alternativt risikerer Pernille Rosenkrantz-Theil at gå over i historien som den socialminister, der tog livet af det frivillige sociale Danmark. For at spare 18,4 millioner kroner.
Det er ikke et eftermæle, jeg gad at have.
Stop i tide!
💡 Vil du have hele historien?
Med adgang til Impact Insider får du indsigt i, hvordan man bedst skaber, måler og rapporterer impact.
Få inspiration og lær af de dygtigste.
Har du allerede abonnement? Log ind her:
