Connect with us

Hvad søger du?

Viden Udefra

Opinion: Derfor slog jeg op med bæredygtighed

Når bæredygtighed reduceres til regneark, compliance og kommercielle hensyn, mister den sin forandringskraft, skriver Daniella Schmidt. Hun efterlyser en bro mellem det målbare og det mærkbare, så viden kan omsættes til handling.

"Ledelser, der ruller ambitioner og narrativer tilbage fordi deres mavefornemmelse nu rimer mere på compliance end på impact, vil jeg gerne have mig frabedt." [Foto: Daniella Schmidt x Canva]

Af Daniella Schmidt

Misforstå mig ikke, kære læser.

Det er ikke forbindelsen til naturen eller arbejdet for og med organisationer, der forvalter deres impact bevidst, jeg har slået op med. Tværtimod. Vi har det glimrende.

Men hykleriske årsrapporter, ledelser der ruller ambitioner og narrativer tilbage fordi deres mavefornemmelse nu rimer mere på compliance end på impact, det vil jeg gerne have mig frabedt.

Kald mig nostalgisk, men jeg elskede alt ved bæredygtighed. Før. For mig var det erkendelsen af samhørighed med omverdenen, der skabte en gryende revolution i virksomheders berettigelse. Brundtland-rapporten i 1987 gjorde det næsten til en almengyldig forpligtelse – en anklage og et løfte, jeg tog bogstaveligt som barn af 80’erne.

I dag er bæredygtighed ofte reduceret til en kategori i et regneark, løsrevet fra føromtalte forpligtelse, i værste fald en ordlyd på en emballage, forbrugerombudsmanden hurtigt får vejet og fundet for let.

Ambitiøse strategier rulles tilbage og efterlader et komfortabelt, uforpligtende vakuum, der hvor forandringskraften engang huserede. Mainstream-feltet omkring bæredygtighed ekkoer: ‘Hvis ikke det kan kommercialiseres, er det ikke relevant’.

Sådan lyder det, når man saver sin egen gren over.

De fleste af os ved det: Alt hænger sammen. Klima, jord, det sociale, det økonomiske –  ét levende system set fra forskellige vinkler. Den viden er ikke længere kontroversiel. Den fordeles med rund hånd i årsrapporter og formålsparagraffer, men den er blevet tandløs.

Tag historien om de flisebelagte parkeringspladser, der talte med som natur i statslige naturopgørelser. Definitionen på natur må hér være blevet skabt af en logik, der ikke evnede at differentiere mellem en p-plads og en skov. Sådan en logik opstår ikke af ond vilje. Den opstår, fordi vi har vænnet os til at lade én bestemt vidensform afgøre, hvad der overhovedet tæller.

Den vidensform er arvet fra oplysningstiden og industrialiseringen; og vi har aldrig for alvor givet et kritisk eftersyn. Jeg vil tillade mig at kalde dens præmis for objektivitetens indbyggede ligegyldighed. Det eneste, der regnes for sandt, er det, der er tilbage, når man fjerner sit standpunkt, sin krop og sin tilknytning fra ligningen.

Det er ikke (kun) en dum idé, den har givet os reproducerbarhed og en fælles målestok. Men det er den logik, der tilsyneladende ikke har noget begreb om, at en p-plads har lige så lidt med natur at gøre, som compliance har med bæredygtighed.

Bliver vi i denne båd, efterlader vi hinanden et sted, hvor vi kun kan anerkende det, der lader sig måle, objektivt og sammenligneligt. Såsom stigende kurver, kollapsende kurver, grænseoverskridende antal og alverdens anomalier. Men uden et egentligt call to action, for det kan da godt være, vi ved det, men det betyder jo ikke, det er os, der skal gøre noget ved det. Vel?

Går vi i den anden retning, møder vi dem der ved, fordi de har levet og erfaret. Det er her vi møder fiskehandleren Jacob Clausen, og den glade bondemand fra Nordjylland.

De besidder en viden, der typisk betegnes ‘subjektiv’: En viden har nærvær som præmis for overhovedet at opstå. Hænderne i jorden. Kroppen i landskabet. Følelserne udenpå tøjet. Man kan ikke vide det, de ved, på den måde, de ved det, uden at ville bruge den viden til forandring.

Bygger vi broen imellem de to vidensformer, får vi viden, der manifesterer sig målbart og mærkbart. Vi giver plads til at omsætte indignation til strategi, og forpligtelse til handling. Det er her, vi oplever autentisk lederskab, emotionel intelligens og virksomhedsaktivisme.

Men broen bygges ikke af pionerer eller ildsjæle, der går enegang. De risikerer at brænde op, førend organisationen har optaget tilstrækkeligt af ilden i sin kultur, og så er den investerede viden hurtigt en saga blot.

I biologien er der et ord for den skrøbelighed: keystone species. Fjern arten, og hele systemet skrider. Det er ikke en ny indsigt. Det, vi mangler, er en bro mellem vidensformerne og den måde, vi lader dem tælle på, når beslutningerne træffes.

Er det krævende at arbejde ud fra så bredt et spektrum? Ja. Er det givende? Tifold. Men er det overhovedet muligt at arbejde sådan strukturelt? Det mener jeg bestemt:

Vi kan vende os mod et eksisterende felt af organisationer, der faktisk evner det: Oures Have, Postevand, EWII, SMALLrevolution, Andelsgaarde, Madland, Earthbreak/Seabreak, PLANETARY Venture og Roskilde Festival – aktører, store som små, der målbart og mærkbart skaber ringe i vandet.

Så her er min påstand:

Bæredygtighedskrisen er ikke først og fremmest en videnskrise. Det er en erkendelsesteoretisk krise, der stiller et spørgsmål om, hvilken slags viden, vi vil lade tælle. De beslutninger, vi træffer på de flere bundlinjers vegne, trænger til at blive udfordret, hvis vi skal lykkes med at tælle det, der egentlig tæller. Udfordrerne må gerne høre til dem, der er plantet dybt i mulden, har fiskestangen i fedtemøget og med forestillinger om en fremtid fyldt med håb og handlekraft. Det er præcis jeres evne til at omsætte viden til forandring, vi har brug for.

Hvis du nu tænker, men hvad så med hende skribenten og bæredygtighed, fandt de sammen igen?

Svaret er, at parterapeuten er kontaktet.


Daniella Schmidt er rådgiver, bestyrelsesmedlem og underviser i virksomhedsaktivisme. Hun er grundlægger af Braver*, et virksomhedsaktivistisk udviklingsbureau. 

Mere du kan læse:

Impact Insider skriver om samfundsforandring til mennesker på tværs af sektorer.
Fortæl os om dig selv, så vi kan vise dig det mest relevante indhold.

Jeg besøger Impact Insider som


Og hvis du ikke vil gå glip af noget, kan du i stedet klikke på: