Ny bog giver radikal opskrift på bæredygtig forandring. Men kan man skalere empati?

5 ud af 6 hjerner
🧠🧠🧠🧠🧠

Af Anne Katrine Buch Vedstesen

Vi ved efterhånden allesammen, at vi skal gentænke vores tilgang til udvikling. 

Mens den offentlige udviklingsbistand skrumper år for år, bliver de humanitære behov kun større – i antal, frekvens, varighed og mængden af berørte mennesker. 

Samtidig er det blevet sværere at skelne mellem intentioner og interesser. 

Regeringer, NGO’er, impactinvestorer kæmper alle om at få midlerne og muligheden for at gøre verden til et bedre sted – for hvem? 

Kort sagt: Midlerne bliver færre, behovene større og landskabet mere mudret.

I det virvar, der har det med at sætte sig som modløshed hos mig, var det forfriskende at læse “Wawcas”.

Bogen, der er skrevet af organisationens to stiftere, Nina Billenstein Schriwer og Sangeeta Shrestha,  er på den ene side en nøgtern gennemgang af en tilgang udviklet over mange år. 

På den anden side er den noget nær det modsatte af, hvad man forventer af en bog, der bærer en NGO’s navn i titlen. 

For i stedet for at sætte organisationen i centrum føles det som om, at kvinderne, børnene, partnerne og fællesskaberne fylder siderne. Det virker næsten umuligt. Og alligevel lykkes det.

Ringe i vandet

Wawcas arbejder gennem tre hovedaktiviteter: et 16-måneders iværksætterprogram, børnegrupper og lokale kvindedrevne NGO’er. 

Kernen er iværksætterprogrammet, mens bæredygtigheden styrkes af de to andre.

Børnegrupperne giver forandringen rod i næste generation. 

De lokale NGO’er, som kvinderne selv driver videre, spreder ringene i vandet.

Iværksætterprogrammet består af to gensidigt forstærkende spor: økonomisk og forretningsmæssig forståelse på den ene side, personlig og social udvikling på den anden.

For uden den sociale udvikling ingen bæredygtig forretning. Og uden den økonomiske frihed ingen reel social forandring.

Men det, der egentlig adskiller Wawcas, er hverken iværksætterprogram, børnegrupper, eller lokale NGOer. 

Det er snarere tilgangen til udformningen og implementeringen af dem. 

Det er for eksempel eksemplificeret i forberedelsesfasen til iværksætterprogrammet, hvor alle kvinder i området inviteres ind og i fællesskab udvælger de mest sårbare til at deltage. 

Det kræver et rum præget af tryghed, ærlighed, og af at alle sætter fællesskabet først. Et rum hvor det bliver muligt – som Muna beskriver det på bogens første side – at gå fra at være nobody til at blive somebody.

I fællesskab står vi bare stærkere

Gennem kvindernes historier møder vi således en tilgang til udvikling, der er værdibaseret på en måde, der ikke synes naiv, men nødvendig.

Og jeg kalder det med vilje en tilgang og ikke et program. 

For jeg får fornemmelsen af, at det netop er tilgangen, der gør, at wawcas er lykkedes med at nå dem, der har allermest brug for det. 

På en måde hvor deltagerne er aktører i egen ret frem for passive modtagere af hjælp. 

Hvor forandringen er transformerende og ikke blot afhjælpende. 

Og hvor fortjenesten for forandringen gives til fællesskabet snarere end aktivitet 1, 2, 3. Som Nirmaya Tamang siger det på side 142: ‘I fællesskab står vi bare stærkere.'”

Og det er netop det, der binder det hele sammen, fællesskabet. Ikke som et middel til noget andet, men som målet i sig selv. 

Wawcas beskriver, hvordan man skaber rammerne for, at fællesskaber kan blomstre – og hvordan det er i de fællesskaber, den egentlige og varige forandring finder sted.

Jeg sidder tilbage med håb og iver: hvordan kan det her skaleres?

Kan man lytte i stor skala?

Wawcas’ tilgang synes at virke, præcis fordi den balancerer det systematiske med det kontekstuelle. Eller måske mere præcist: fordi tilgangen er systematisk kontekstuel. Ikke at fylde på med indhold, men at give rum. Give en stemme. Lytte – og så understøtte.

Og det er jo netop der, spørgsmålet om skalering bliver vanskeligt. 

For hvordan lytter man på skala? 

Og kan man få midler til at lytte frem for at redegøre for aktivitet 1, 2, 3, når donorers formater (i nogen grad) allerede er prædefinerede – i en sektor hvor gode intentioner kan drukne i checklister og risikomonitorering. 

Det er ikke ond vilje, men resultatet af et system, der er bange for at lave fejl – og ikke uden grund. 

For hvordan forsvarer man de tilfælde, hvor skattekroner ikke havde den ønskede effekt?

Eller endnu værre, hvor fejl går ud over dem, der allerede er mest udsatte?

Skal vi ændre spillets regler?

Fra min stol kunne man være fristet til at lade kvinderne betale en lille rente på startkapitalen – og dermed gøre den del selvfinansierende og selvskalerende over tid. 

Men det er præcis den fristelse, der – hvis kapitalen begynder at tjene systemet frem for kvinderne – har gjort mikrofinans til noget andet end det lovede.

For hvis tilbagebetaling ender med at blive et mål i sig selv, så risikerer vi at vægte kreditværdighed frem for værdighed. Og så er vi tilbage til et system, der hjælper dem, der allerede er tættest på at kunne hjælpe sig selv.

Og pludselig bliver spørgsmålet også et spørgsmål til mig selv og min egen sektor. 

I impactinvestering kæmper vi konstant mellem at gøre det bedste, vi kan, inden for spillets regler – og ændre spillets regler, fordi de i sidste ende kun kommer de få til gavn.

Måske ligger Wawcas’ svar i det enkle: Kapitalen cirkulerer mellem kvinderne i fællesskabet – og tjener ikke systemet, men hinanden. 

Men hvor langt rækker fællesskabet? Kan den relationelle model overleve mødet med skalering – eller ændrer skalering den uvægerligt, fordi relationen er grundstenen?

Kort sagt: Hvad sker der, når det nære fællesskab møder det store system?

---

Anne Katrine Buch Vedstesen er partner og investeringsdirektør i Nordic Impact Funds, specialiseret i impactinvestering og blended finance med fokus på klimaresistente leveveje i Østafrika og finansiel bæredygtighed i humanitære og udviklingsorganisationer.