Af Daniella Schmidt
Har vi egentlig et samfund, der ønsker, at virksomheder skal bekymre sig om andet end omsætning og overskud? For måske har vi ikke kun de politikere, vi fortjener, men også de virksomheder, vi tør støtte?
Carsten Terps interview med den legendariske grundlægger og virksomhedsaktivist Ben Cohen blev for mit vedkommende et maskefald for måden, vi regulerer virksomheder på.
En virksomhed, der påtager sig et ansvar for eksternaliteter såsom biodiversitet, arbejdsvilkår og lokalsamfund, konkurrerer med aktører, der ikke gør. Jeg understreger, at jeg ikke taler om virksomheder, der alene rapporterer på eksternaliteter, men om de virksomheder, der er drevet af et formål, en samfundsambition eller et ønske om at tage ansvar for sin påvirkning – altså impact.
Impact er en selvpålagt omkostning, der i bedste fald skaber reel forandring i sin værdikæde og i omverdenens forventninger til organisationer. I værste fald bliver impact reduceret til en omkostning, der før eller siden skæres væk. Det ser vi ske med Ben & Jerry’s versus Magnum, og nogle af os vil mene, at det er det, vi pt. ser ske i Novo.
På trods af titlen som grundlægger har Ben Cohen ret i, at han ikke kan redde Ben & Jerry’s alene. Han har brug for, at sagen får tilstrækkelig bevågenhed, så nye progressive alliancer opstår, og virksomheden kan komme på nye hænder. Men det, han i virkeligheden lader til at efterlyse, er ikke kun nye ejere med de rette værdier. Det er et samfund, der er villigt til at gøre Ben & Jerry’s formål til andet og mere end en aftale mellem to parter, der på et tidspunkt er holdt op med at være enige.
For der er et vilkår i de fleste formålsdrevne virksomheder, som vi trænger til at belyse: Tyngden skal flyttes fra det persondrevne til det strukturelle, og det bliver nødt til at ske med det systemiske lag som støttehjul. Med det systemiske mener jeg os, borgerne som aktører i samfundet omkring virksomhederne: Hvilke regler mener vi, der skal være for at drive en virksomhed?
Vi har i årevis bedt virksomheder om at bevise deres formål og samfundsansvar gennem certificeringer, rapporter og særlige bestyrelser – konstruktioner, der skal beskytte formålet mod at blive udvandet af ejeren eller lederen.
Men er vi som samfund klar til at give noget tilbage, når virksomheden faktisk lever op til sin forpligtelse?
Lige nu tager vi endelig opgøret med vilkårene for det industrielle landbrug. Der er nye regler, der allerede er trådt i kraft, og flere på vej. Hvorfor nu? Antageligt fordi skaden efter de seneste årtiers higen efter ekspansion og lemfældige omgang med påvirkningen af omverdenen har vokset sig stor nok. Stor nok til, at helt almindelige mennesker ikke længere kan se fidusen i, at vi som samfund holder hånden under så destruktiv en påvirkning kombineret med så massiv en subsidiering. Det industrielle landbrug er med andre ord impact-rationalet med omvendt fortegn.
Hester Callaghans debatindlæg i Politiken beskrev det vældig enkelt: “Den danske produktion af frugt og grønt hviler i dag på en masse glade idioters irrationelle livsstil.”
Det er svært at være uenig med hende: 60 procent af de danske frilandsgartnerier er lukket siden 2008. Det er nogle rå vilkår for en branche, der ønsker at frembringe næringsrige grøntsager til befolkningen.
Så med inspiration fra Ben Cohens opgør med forvalterne af hans livsværk vil jeg gerne stille spørgsmålet: Skal formålsdrevne virksomheder, som beviseligt lever op til deres udadrettede forpligtelser, modtage noget til gengæld fra samfundet? Ikke som velgørenhed, men som en økonomisk modvægt til den regning, de allerede betaler ved at binde sig til et ansvar, der er langt større end det, deres konkurrenter tager? Eller skal vi gå endnu længere og placere en straffeskat på dem, der ikke gør?
Frankrig har taget et vigtigt, spædt skridt i den første retning. I finansloven for 2026 indførte man en ny status: JEI à impact. Det er en udvidelse af den eksisterende ordning for unge, innovative virksomheder, der nu også dækker selskaber med en verificeret social eller miljømæssig mission. Den giver blandt andet fritagelse for ejendomsskat og lokal erhvervsskat i syv år.
Læs også: Frankrig indfører skatteincitamenter for at styrke impactvirksomheder.
Det er værd at bemærke, hvor snævert det stadig er afgrænset: Det gælder unge, innovative selskaber, ikke etablerede koncerner som en fransk Ben & Jerry’s. Men retningen er interessant: Staten begynder at differentiere sin egen beskatning efter, om formålet er reelt og eksternt kontrolleret, ikke bare skrevet ind i en formålsparagraf.
Det er første gang, jeg har set en lovgiver sige: Hvis I binder jer til at gøre en målbar forskel, betaler I mindre i skat. Ikke fordi det er sympatisk, men fordi I er med til at fordele ansvaret i vores samfund. Det ændrer regnestykket for at drive en ansvarlig virksomhed. Et regnestykke, som ellers udelukkende har talt imod formålsdrevne organisationer, virksomhedsaktivister og andre progressive mindretal.
Det er også derfor, sagen om Ben & Jerry’s er større end en tvist om et isbrand. Det er tid til et opgør med, hvor stor en niche virksomhedsaktivisme egentlig skal være, og om vi ikke over en bred kam skulle etablere et nyt regelsæt for virksomheder generelt. Man kunne måske endda forestille sig en almennyttig virksomhedsmodel og dermed annullere hele kampen om formålets berettigelse indadtil og prisforskellen udadtil?
I Ben & Jerry’s er de økonomiske vilkår aldeles usammenlignelige, men bundlinjerne er alligevel fedtet godt ind i hinanden: Magnum og Unilever har taget alle de gangbare regler og manøvrer i brug for at bevare narrativet om den aktivistiske is. Men prisen for at lade, som om formålet er intakt, er blevet for høj for Ben Cohen og kredsen omkring ham.
Lykkes det Ben at tvinge isen ud af Magnums hænder, er det, fordi nok mennesker involverer sig. Mislykkes det, er det, fordi mange af os synes, det er en skam, men ikke orker at løfte en finger.
Medmindre vi altså er klar til nye regler for erhvervslivet?
Daniella Schmidt er rådgiver, bestyrelsesmedlem og underviser i virksomhedsaktivisme. Hun er grundlægger af Braver*, et virksomhedsaktivistisk udviklingsbureau.
