Af Matt Finch
Hvis social impact handler om at skabe langsigtede forandringer, står vi over for et vanskeligt problem: Vi lever i turbulente tider, og den fremtid, hvor vores impact skal udfolde sig, er dybt usikker.
Individer, lokalsamfund, institutioner og hele samfund oplever, at gamle sikkerheder smuldrer. Sociale og teknologiske udviklinger, geopolitiske forskydninger og et klima i forandring påvirker os på alle niveauer – fra det globale til det lokale – og det er langt fra klart, hvordan disse faktorer vil udvikle sig.
Dertil kommer, at impact ikke er øjeblikkelig. Konsekvenserne af de beslutninger, vi træffer i dag, vil udfolde sig i en tid, der endnu ikke er kommet, og vores forestillinger om, hvilke handlinger der gør en reel forskel, hænger tæt sammen med de antagelser, vi gør os om den verden, vi handler i.
For dem af os, der arbejder med at løse sociale problemer, kan scenarieplanlægning være en hjælp. Denne fremsynsmetode består i at udvikle flere mulige og kontrasterende fremtidsbilleder, som er relevante for nutidens udfordringer, men som udfordrer vores nuværende antagelser. Når man udvikler og arbejder med scenarier, får man mulighed for kritisk at udforske forventninger, håb og bekymringer om den verden, hvor vi håber at skabe forandring.
At lede efter de fremtider, vi ikke så komme
Under de såkaldte TUNA-forhold – turbulens, usikkerhed, nyhed og tvetydighed – kan vi ikke være sikre på, at morgendagen vil ligne hverken i går eller i dag. Vi kan heller ikke være sikre på, at de antagelser, vores modeller bygger på, fortsat vil holde.
Dette forstærkes af en simpel kendsgerning: Vi kan ikke indsamle data eller evidens om begivenheder, der endnu ikke er sket. Derfor hjælper det kun begrænset blot at “regne på tallene”.
Scenariearbejde forsøger at håndtere dette ved at gå ud over traditionelle forudsigelser og prognoser. Målet er ikke at identificere én fremtid, der med sikkerhed vil indtræffe, eller at tildele sandsynligheder til forskellige mulige udviklinger.
I stedet udvider scenarier vores forestillingsevne om, hvad der kan ske. De bryder med vores forforståelser og giver os mulighed for at betragte nutidens usikkerheder fra nye perspektiver. Forskerne George Burt og Anup Karath Nair beskriver denne proces som “aflæring” – en midlertidig suspension af vores nuværende overbevisninger, så vi kan se, hvad der ellers kunne tænkes at ske.
Når vi udvikler scenarier, forsøger vi heller ikke at beskrive en ønsket fremtid. Ved at erkende, at vi hverken er alvidende eller almægtige – og at nogle begivenheder ligger uden for vores kontrol – accepterer vi usikkerheden. Det betyder ikke, at vi opgiver vores handlekraft; tværtimod er denne erkendelse første skridt mod klog handling i uforudsigelige tider.
I Oxford Scenario Planning Approach, udviklet på Saïd Business School, kortlægger scenariearbejdet det miljø, man befinder sig i. Kortet består af en “ø” af relationer – det system, man aktuelt opererer i – omgivet af et “hav” af nutidige usikkerheder.
Disse usikkerheder er faktorer, kræfter og tendenser, som ligger uden for vores kontrol, men som kan ændre livet på øen, hvis de rammer kysten på uventede måder. Kunsten i god scenarieplanlægning ligger derfor i at finde frugtbare svar på spørgsmålet:
Hvad nu hvis usikkerhedens hav ramte os på uventede måder?
Eksemplet med norske skoler
I 2019 iværksatte Universitetet i Oslo et projekt om fremtidens skærmteknologier i uddannelse. Målet var at undersøge, hvordan digitale medier kunne komme til at forme undervisningen i fremtiden.
Den typiske norske skole i slutningen af 2010’erne lignede i mange henseender det, den havde været i årtier. Skoleledere stod i spidsen for institutionen og håndterede relationer til lærere, elever, forældre, fagforeninger, myndigheder, leverandører af læremidler og it-systemer samt drift og vedligehold af bygninger og klasselokaler – blandt mange andre aktører.
Men i usikkerhedens hav ventede en række faktorer på at ramme land: teknologiske udviklinger i klasseværelset, sociale medier og ændringer i balancen mellem offentlige og private aktører i uddannelsessektoren.
Forskerne i Oslo arbejdede sammen med embedsfolk, lærere, teknologivirksomheder og civilsamfundsorganisationer for at forestille sig, hvordan denne “ø” kunne udvikle sig. For at udfordre de eksisterende antagelser placerede de deres scenarier i år 2050.
Scenarierne – hverken utopiske eller dystopiske, men udfordrende for nutidens forestillinger – beskrev blandt andet en verden, hvor børn underviste sig selv i privatiserede virtuelle miljøer; hvor forældre og uddannelsesinstitutioner kæmpede om ansvaret for børns trivsel, når undervisningen foregik hjemmefra; og hvor en oliekrise rystede den norske økonomi og dermed også uddannelsessystemets politik og finansiering.
Scenarierne blev offentliggjort i marts 2020 – netop som de første COVID-tilfælde nåede Norge.
På få måneder blev situationer, der var forestillet i et trediveårigt perspektiv, til virkelighed. Børn og unge, der studerede hjemmefra, måtte tage større ansvar for deres egen læring, mens Microsoft Teams blev landets vigtigste undervisningsplatform. Forældre diskuterede nedlukninger og vaccinationer med myndighederne, mens usikkerheden voksede om, hvad der var bedst for børns trivsel. Samtidig førte pandemiens økonomiske konsekvenser til offentlige udgifter i en skala, der aldrig før var set i fredstid.
Dette var ikke en forudsigelse i traditionel forstand – scenarierne var jo sat i 2050. Men de udvidede folks forestilling om, hvad der kunne ske. Scenarieeksperterne Trudi Lang og Richard Whittington beskriver dette som at “tage det brede perspektiv frem for blot det lange perspektiv.”
Efter offentliggørelsen fik brugerne af scenarierne den urovækkende, men værdifulde oplevelse af, at nutidens usikkerheder blev levende.
“2050 var sidste år,” som en deltager tørt bemærkede.
At tænke bredere end risiko og trusler
Hvis impact består i langsigtede forandringer i menneskers liv og i miljøet, må vi også teste vores antagelser om, hvor lang tid forandringer tager.
Den næsten uforudsete hastighed, hvormed hjemmearbejde blev udbredt under COVID-nedlukningerne – samt den eksponentielle spredning af selve sygdommen – mindede os om, at fremtiden nogle gange kan komme hurtigere end forventet.
Den såkaldte Dornbusch-lov, opkaldt efter økonomen Rüdiger Dornbusch, siger, at kriser ofte udvikler sig langsomt – og så pludselig på én gang. De kan tage længere tid at opstå, end vi tror, men udfolde sig langt hurtigere, end vi forventer.
Infektionsmedicineren Gail Carson, som arbejdede i Verdenssundhedsorganisationens Global Outbreak Alert and Response Network under pandemien, har selv ledet scenariearbejde om håndtering af smitsomme sygdomme og bidraget til EU-projektet IMAJINE, der undersøgte regional ulighed i Europa.
Hun sagde i den forbindelse:
“Pandemien viste alle systemets svagheder. Ved at arbejde med scenarier kan vi identificere sådanne svagheder, før vi bliver ramt næste gang. At gøre det arbejde ville være en hæderlig ting at gøre.”
Det betyder ikke, at scenarier kun handler om risiko og trusler. Tværtimod lægger vi netop de beregnelige risici til side, fordi usikkerhed per definition ikke kan beregnes.
Samtidig erkender vi, at hvad der er godt eller dårligt i et scenarie, afhænger af perspektivet. Det, der er en fordel for nogen, kan være en ulempe for andre – især set i bakspejlet.
Kraften i konstrueret bagklogskab
Modent scenariearbejde inviterer til en form for konstrueret bagklogskab.
Det stiller ikke kun spørgsmålet: Hvilken fremtid ønsker jeg?
men også: Hvordan vil fremtiden vurdere de beslutninger, jeg træffer i dag?
Det giver os ydmyghed til at spørge:
Hvad vil fremtidens bakspejl vise?
Projektet Peat Hub Ireland, finansieret af det irske miljøagentur og ledet af forskere fra University College Dublin, brugte netop scenarier til at samle institutioner, organisationer og lokalsamfund omkring forvaltningen af tørvemoser.
Et positivt fremtidsbillede for beskyttelsen af tørvemoser var allerede formuleret – med fokus på offentlig bevidsthed, aktiv forvaltning, integration af klimaindsatser og en strategi for restaurering og genopretning.
Scenarierne gjorde det muligt for forskellige aktører at diskutere, hvordan denne vision kunne realiseres i forskellige fremtider – hvor prioriteringer, værdier og udfordringer kunne være helt andre.
Fra bagklogskab til impactmåling
Scenarierne i Peat Hub Ireland trak også på IMAJINE-projektets europæiske scenarier om fremtidig regional ulighed.
Her forklarede forskeren Marie Mahon fra University of Galway:
“Vi begyndte projektet med at lede efter nye målinger og indikatorer – men opdagede hurtigt, at det egentlige spørgsmål var, hvad vi overhovedet vil værdsætte i fremtiden.”
Scenarier kan hjælpe med at udvikle impactmålinger, der afspejler disse dybere værdier, ved at stille spørgsmålet:
Hvad ville fremtiden ønske, at vi havde målt?
Når vi forestiller os, hvad mennesker i forskellige fremtidsscenarier vil værdsætte, kan vi begynde at udvikle de målinger, der bør tages i brug allerede i dag.
Videnskabsfilosoffen Jerome Ravetz foreslår seks principper for sådanne målinger:
- relevans
- præcision
- aktualitet
- tilgængelighed og klarhed
- sammenlignelighed
- sammenhæng.
Disse kriterier kan hjælpe os med at afklare, hvad vi vil måle, hvordan vi vil måle det – og hvorfor.
De målinger, vi udvikler i dag, vil over tid akkumulere data og blive til en gave til fremtiden, uanset hvordan usikkerhederne udfolder sig.
Matt Finch er praktiker og forsker inden for strategi, forhandling og fremtidsstudier. Han er Associate Fellow ved Saïd Business School på University of Oxford og rådgiver for den britiske tværpolitiske parlamentariske gruppe for fremtidige generationer.
