Af Boris Lauritzen
I de senere år er der kommet stadig større opmærksomhed på behovet for brobygning mellem psykiatri, socialpsykiatri og civilsamfundets fællesskaber. Mange steder arbejdes der seriøst og vedholdende med at udvikle gode samarbejder, følgeskaber, onboarding-praksisser og relationelle tilgange på tværs. Det sker med inddragelse af ledere, fagprofessionelle, peers, frivillige og brugere på tværs af sektorer og fagligheder.
For nylig var jeg inviteret til at holde oplæg til et samtaleevent om tværsektorielt samarbejde om brobygning. Det markerede afslutningen på Spil Sammen! – et partnerskab om metodeudvikling mellem SUS – Socialt Udviklingscenter og fem kommuner, støttet af Velux Fonden.
Siden 2019 har Outsideren aktivt indgået i tværsektorielle partnerskabsprojekter med Københavns kommune og Region H, der handler om at udvikle en fælles praksis for brobygning og sikre god modtagelse i foreningslivet. Projekterne har været støttet af Sundhedsstyrelsen og Velux Fonden.
Outsideren har netop modtaget en ny bevilling fra Velux Fonden til projekt Fællesskabelse for forandring – Brobygning som almengørende praksis, der skal bygge videre på vores erfaringer og styrke de strukturelle forudsætninger for mere bæredygtig tværsektoriel praksis.
Ved samtaleeventet var jeg inviteret som oplægsholder for at dele vores erfaringer fra feltet. På opfordring deler jeg her oplæggets hovedpointer og folder erfaringerne lidt mere ud.
Vi fik udviklet en tværsektoriel praksis, som jeg godt tør kalde en stor succes, og beskrevet de metodiske principper, men vi endnu ikke lykkedes med at få det forankret i en længerevarende konstruktion. På trods af, at det har været svært at finde økonomi, så har vi holdt i vores samarbejder. Faktisk lavede vores frivilliggruppe ufinansierede brobygningsaktiviteter i et helt år, inden vi fik en puljebevilling fra Sundhedsstyrelsen til at videreføre aktiviteterne i projekt Brobygning til et aktivt hverdagsliv, der står til at afslutte i oktober i år.
Vi ved efterhånden en del om, hvad der virker. Vi kan beskrive principperne. Vi kan pege på konkrete erfaringer. Vi kan se, at mennesker faktisk får adgang til meningsfulde fællesskaber, når vi rykker stolene sammen og får det til at fungere.
Men selv når praksis er god, er det meget svært at få den til at leve. Projekter opstår, skaber resultater – og lukker igen. Erfaringerne gentager sig alt for ofte, og værdifuld viden risikerer at gå tabt, når gode indsatser ikke får varige rammer.
Netop derfor er ambitionen med den nye bevilling fra Velux Fonden ikke blot at videreføre aktiviteter, men at styrke de strukturelle forudsætninger for en mere bæredygtig og varig tværsektoriel praksis.
Efter at have været på dette felt i mange år efterhånden sidder jeg nemlig tilbage med en lidt besværlig erkendelse:
Problemet er ikke, at vi ikke ved, hvad der virker.
Problemet er, at vi ikke har skabt strukturerne, så det kan komme til at virke.
Et strukturelt hjemløst felt
Tværsektorielt samarbejde foregår i et mellemrum mellem sektorer, hvor ingen helt ejer opgaven, hvor styringslogikkerne er forskellige, og hvor samarbejdet i høj grad afhænger af det personlige engagement hos medarbejdere, lokale ildsjæle og midlertidige projektmidler.
Og det er ikke fordi, viljen mangler. Virkelig ikke. Efter at have færdes i både politiske, strategiske og praksisrum i en årrække, så kan jeg konstatere, at alle ønsker at lykkes med dette her.
Men det er svært at finde vej sammen i et felt, der ikke er bare nogenlunde veldefineret og struktureret.
For hvis nogen fortæller jer, at tværsektorielt samarbejde er let, så har de nok fat i de meget få steder, hvor der over tid er opstået en veldefineret fælles forståelse og opgavefordeling. Det tror jeg gælder for eksempel med Vågetjenesten og Hospitalsklovne. Ingen af disse initiativer var så oplagte, da de kom til verden, som de virker i dag.
Man kan sammenligne tværsektorielt samarbejde med at træde ind i et strukturelt hjemløst ingenmandsland.
Et uudforsket landskab, der ikke er kortlagt, og hvor der ikke er et sæt klare regler. Nogle gange kan det virke som om, der er eksplosive miner og kugler, der flyver om ørerne på os. Når det sker, så er det vigtigt lige at mærke efter om alle vil det samme. Det vil de gerne. Det er bare megasvært.
Kortlægning af landskabet skal foregå sammen med nogen, der både taler andre sprog og har travlt med helt andre opgaver end dig. Måske vil de endda tegne landkortet med indbyrdes helt forskellige formål. Det er enormt lærerigt for alle parter, men det kræver også en stærk tillid og vilje til at blive sammen længe nok til at opnå fælles sprog, gensidig forståelse og bæredygtige strukturer til gavn og glæde for de mennesker, der gerne skal kunne bevæge sig mellem offentlige indsatser og civilsamfundets bredere fællesskaber.
Tre niveauer – og det, vi overser
For at forstå udfordringen kan det være hjælpsomt at skelne mellem tre niveauer:
- Individ- og indsatsniveau
– Det vi gør: faglige metoder, relationer, funktioner, ressourcer, støtte. - Strukturniveau
– Det der sætter rammerne: ressourcefordeling, politik, jura og systemdesign. - Eksistentielt niveau:
– Det der giver mening: det gode liv, mening, værdighed, etik.
Vi har det med at orientere os mod de forhold, der matcher vores respektive felter og faglige prismer. Måske derfor er strukturniveauet ofte overset i samtalen. Dermed overser vi også de afgørende barrierer, der sætter rammerne for, hvilke veje udviklingen overhovedet kan tage.
For eksempel er offentlige velfærdsinvesteringer ofte bundet til individuelle løsningsmodeller, qua velfærdsstatens indretning. Det indebærer, at stort set alle lovmæssige rettigheder og ydelser tildeles på individniveau. En af årsagerne til det, er at det er svært at tildele rettigheder og måle effekter på kollektivt niveau. Det er ofte omtalt som CPR-nummerproblemet.
Det praktiske udfald er, at vi måske nok kan investere i at transportere individer på stribe, men ikke styrke de almengørende fællesskaber og processer, der giver mening og livsfylde over tid.
Det bringer os til det eksistentielle niveau.
Det kan virke som fremmed, måske endda faretruende land at tale om vores dybeste værdier, hvad vi opfatter som gode liv og sandt i etisk forstand. Jeg ved også, at nogen opfatter det som noget meget personligt. Men det eksistentielle skal ikke forveksles med det dybt personlige.
Den eksistentielle dimension handler om vores evne til at reflektere over forholdet mellem selv og omverden, individ og struktur, system og liv, på tværs af tid og rum. Lidt mindre langhåret sagt, så er det den almenmenneskelige prisme, der er i spil, når vi forholder os til livets grundvilkår.
For det er det eksistentielle niveau, der i sidste ende afgør, om et fællesskab giver mening. Om man føler sig hjemme. Om det, der foregår, hænger sammen med ens liv. Når vi overser det, skaber vi noget, der måske fungerer i systemet – men ikke i livet.
Individuel transport uden fællesskabende transformation
En af de helt centrale strukturelle udfordringer er, at vores velfærdssystem grundlæggende er indrettet til at håndtere individer – ikke relationer. Vi er gode til at finansiere indsatser rettet mod enkeltpersoner. Langt dårligere til at investere i de fællesskaber, mennesker skal være en del af.
Konsekvensen er, at vi ofte bliver dygtige til at transportere mennesker fra indsats til indsats – men ikke til at skabe og styrke de sammenhænge, hvor der sker transformation.
Det er her, civilsamfundets særlige rolle bliver tydelig. For foreningslivets største vigtighed, ligger ikke i at levere ydelser, men i at forbinde mennesker omkring noget, de er fælles om: en interesse, en sag, et formål.
Derfor giver det heller ikke mening at tænke fællesskaber som noget, man kan visitere til. Fællesskab er ikke noget, man kan give til mennesker. Det betyder ikke, at fællesskaber ikke kan opstå i visiterede tilbud, men det er altid noget, der opstår, når mennesker orienterer sig mod noget fælles og begynder at deltage i det sammen.
Hvad mangler vi at investere i?
Hvis vi tager det alvorligt, peger det på et behov for at flytte fokus. Fra udelukkende at udvikle nye metoder til også at udvikle nye måder at tænke struktur og investering på. Her kan fire begreber være hjælpsomme:
1. Relationel infrastruktur
Relationel infrastruktur skal forstås som de sociale, organisatoriske, tekniske og kulturelle strukturer, der gør det muligt for mennesker at indgå i meningsgivende og gensidigt forpligtende fællesskaber. Det mener jeg er stærkt overset i samtalen om trivsel og mental sundhed.
Vi er som samfund vant til at investere i forskellige former for infrastruktur: transport, bygninger, institutioner og systemer. Men ofte overses i den forbindelse de strukturer, der gør det muligt for mennesker at mødes, deltage og indgå i fællesskaber og styrke indbyrdes forbundethed.
Et eksempel på relationel infrastruktur, der langsomt er forsvundet ud af vores liv de seneste årtier, er møntvaskerier og fællesvaskerierne i almene boliger. Det er usynligt for os, at mange af de spontane møder mellem naboer nu er forsvundet ud af vores liv. Vi lægger næsten ikke mærke til det, men noget er gået tabt.
Et andet eksempel er vores brug af teknologi. På få år er det blevet naturligt at google i stedet for at ringe til en ven, når vi støder på noget, vi ikke forstår. Og flere og flere samtaler flytter sig ind i vores relationer til digitale systemer og AI. Spørgsmålet er ikke, om det er godt eller skidt. Men hvad det gør ved vores forbundethed.
Med begrebet relationel infrastruktur bliver det muligt at forskyde et ensidigt fokus på transport, kommunikation og netværk til også at omfatte de strukturer, der skaber gensidig forståelse og indbyrdes forbundethed.
2. Løse og opløse / transport og transformation
I socialfaglige sammenhænge er vi ofte orienteret mod at løse problemer instrumentelt. Vi forsøger at afhjælpe, reducere eller håndtere de udfordringer, mennesker står med. Men nogle problemer, for eksempel ensomhed, lader sig ikke løse på den måde. Det samme gælder meningsløshed, sorg og andre eksistentielle tilstande. Civilsamfundets almengørende fællesskaber fungerer snarere som steder, hvor disse tilstande opløses i samvær med andre mennesker over tid.
Det betyder også, at fællesskaber ikke kan forstås som tilbud eller ydelser på samme måde som en indsats i socialpsykiatrien. Fællesskab er ikke noget, man kan give til mennesker, ikke noget man lige flyttes eller flytter sig ind i. Det er noget, der opstår og udvikler sig mellem mennesker, når man orienterer sig og forbindes om fælles interesser eller en fælles sag.
3. FAST – Fællesskabelse og Almengørelse af Sundhed og Trivsel
I Outsideren arbejder vi med FAST-visionen som pejlemærke for vores tilgang til mennesker og samfund. FAST står for Fællesskabelse og Almengørelse af Sundhed og Trivsel. Det udspringer af erfaringer med, at menneskers trivsel ikke kun udvikler sig gennem individorienterede indsatser, men også i fællesskaber, hvor mennesker gør noget meningsfuldt sammen i hverdagslivet.
Fællesskabelse er en slags modvægt til individualisering. Det peger på, at menneskelige udfordringer også skal adresseres på kollektivt niveau, og at fællesskaber ikke er ting, men komplekse dynamiske processer centreret om noget, man er fælles om.
Almengørelse en slags modvægt til fagliggørelse. Det peger på, at alle menneskers erfaringer altid kan og bør forstås i et bredere, almenmenneskeligt perspektiv – ikke kun gennem faglige kategorier og problemforståelser.
FAST-visionen repræsenterer et forsøg på at afgrænse og holde balance mellem det, der bedst adresseres individuelt, gennem faglige indsatser, og de dele af menneskers liv, der bedst adresseres som almenmenneskelige vilkår, og i fællesskab med andre.
4. Co-stabilisering
I stedet for at fokusere på at skabe helt nye løsninger, kan tværsektoriel brobygning også handle om co-stabilisering.
Til forskel fra co-creation, der fokuserer på at skabe nye metoder, synergi og producere noget nyt sammen, så handler co-stabilisering om gensidig styrkelse af hinandens eksisterende opgaver og kapaciteter. Co-stabilisering handler om at give ro og stabilitet til aktørerne på de respektive felter, ved at rykke stolene sammen og stabilisere hinanden.
Det fokus handler om at styrke det, der allerede virker – ved for eksempel at forbinde systemets struktur, NGO’ers fleksibilitet og de bredere almene og kulturelle rum og ressourcer i et fælles økosystem. På den måde kan forskellige aktører understøtte hinandens praksisser, uden at skabe ekstraorganisatoriske strukturer eller helt nye opgaver. Stabilitet i organisationers hovedformål og grunddrift er en forudsætning for at udvikle noget som helst.
En nødvendig forskydning
Brobygning til foreningsliv må ikke forstås som et supplement til sociale indsatser, men som en strukturel velfærdsopgave. Civilsamfundet løfter i praksis en central del af velfærden, men mangler strukturel forankring. Der er afgørende behov for politisk afklaring af ansvar, finansiering og forankring på tværs af sektorer. Kun en afklaring af det strukturelle ansvar for overgangene mellem behandling, støtte og hverdagsliv kan føre os videre fra det strukturelt hjemløse ingenmandsland.
Et konkret bud på en del af løsningen er at øremærke en fast procentdel af de lokale budgetter i psykiatriske ambulatorier og kommunale socialpsykiatriske indsatser til “overgangsmidler”, der følger borgeren ud i civilsamfundsbaserede og almene fællesskaber.
Midlerne skal udelukkende kunne anvendes uden for den pågældende indsats’ egen organisatoriske ramme og må ikke bruges på aktiviteter, personale eller tilbud på indsatsens egen “banehalvdel”. Formålet er at sikre, at der ikke kun investeres i indsatser, der skal flytte mennesker, men også i de steder og fællesskaber, hvor mennesker faktisk skal leve deres hverdagsliv.
Tværsektorielt samarbejde om brobygning må simpelthen ikke primært handle om at flytte mennesker mellem indsatser. Det skal handle om at styrke de sammenhænge, hvor mennesker kan leve deres liv.
Boris Lauritzen er daglig leder i Foreningen Outsideren og chefredaktør for Magasinet Outsideren. Han er socialpædagog og cand.pæd. i pædagogisk filosofi med omfattende erfaring fra både den offentlige sektor og civilsamfundet, hvor han har arbejdet med udsatte grupper, projektudvikling, formidling og tværsektorielle samarbejder. Han har både faglige og personlige erfaringer med psykisk lidelse og sårbarhed – som professionel, pårørende og gennem egne psykiske kriser. Disse erfaringer bringer han aktivt i spil i sit daglige arbejde for at styrke egenerfaringsperspektivet og skabe bedre sammenhænge på tværs af sektorer og sociale fællesskaber.
