Af Birgitte Frost Mathiesen
Jeg glædes dagligt over at kunne læse, at andelen af grønne investeringer, grøn innovation og grøn opmærksomhed øges. For det har vi brug for. Men jeg savner et lige så stærkt fokus på social forandring. Den sociale opmærksomhed er nærmest fraværende. Og det har konsekvenser for vores samfund og vores sammenhængskraft.
I disse dage sidder min søn sidder og skriver på sin SRP, den afsluttende opgave i gymnasiet. Han skriver om årsagerne til Depressionen i USA og dens samfundskonsekvenser.
En af årsagerne var forskellen på væksten i produktionen og i reallønnen. Hvor produktionen voksede med 70 procent, steg reallønnen kun med 26 procent. Det vil sige, at gabet mellem rig og fattig øgedes markant.
Jeg er liberal i min grundholdning, og jeg siger ikke, at de rige ikke må blive rigere. Men vi skal have bunden med, så vi sikrer sammenhængen i vores demokratiske samfund. Vi kan som samfund ikke bære en øget polarisering. En for stor ulighed i muligheder. Det skaber uro og utryghed. Se blot på bevægelser som Black lives matter, Communities United against Police Brutality og ”De gule veste” i Frankrig.
Hvis et samfund står på et fundament af stigende utilfredshed, kan mange situationer udvikle sig fra utilfredshed til voldsomme konflikter. Som da republikanske vælgere i januar sidste år stormede The U.S Capitol og bragte hele demokratiet i fare.
Vi er ikke langt fra utilfredshed og uro
Jeg ved godt, at det er langt væk, og at vi har et andet samfund. Men i Danmark har vi også udfordringer, der truer vores fundament.
Kan vi som samfund acceptere, at vi år efter år taber 7-8 procent af en ungdomsårgang? At flere og flere unge (og ikke så unge) bliver mere og mere stressede og falder ud af uddannelser og arbejdsmarkedet? At sygefraværet i nogle forvaltninger i kommuner er over 20 procent? At vi skal vente mere end tre måneder på at se en psykolog, hvis vi bliver syge? At behandlingsgarantien for brystkræft ikke kan overholdes?
Det er indlysende, at det har store negative konsekvenser for de personer, der rammes. Og det er næsten lige så indlysende, at det er dyrt for vores samfund. Både i direkte omkostninger til kontanthjælp, sygedagpenge og andet, men også i indirekte omkostninger som tabt skattebetaling, omkostninger til sagsbehandling med mere.
Hvis vi fremskriver udviklingen, kan vi se vores velfærdsstat knække. Og så er der ikke så langt til utilfredshed, utryghed og uro.
Vi kan gøre noget sammen
Hvis det er så indlysende, at vores samfund ikke kan hænge sammen med de store sociale udfordringer, hvorfor er der så ikke mere fokus på dem? Hvorfor fokuserer vi kun på reduktion af CO2?
Er det, fordi det er let at forstå og måle (ud fra devisen what gets measured gets done)? Er det, fordi Greta Thunberg har skabt global opmærksomhed på de klimamæssige udfordringer? Eller orker vi simpelthen ikke at forholde os til flere problemer?
Jeg ved det ikke. Og jeg ved heller ikke, hvis ansvar det er at sikre, at vi ikke kun afhjælper klimarelaterede problemer? Er det dit ansvar? Mit ansvar? Virksomhedernes ansvar? Det offentliges ansvar?
Men jeg ved, at der er noget at gøre, hvis vi tager ansvar i fællesskab. Alle de ovenstående udfordringer kan angribes på nye mere effektive måder, end vi gør i dag. Der er et hav af små og mellemstore virksomheder og startups, der tilbyder løsninger på vores sociale og velfærdsmæssige udfordringer. Men de kommer ikke i spil.
Mens vi venter på Greta
Det offentlige har som indkøber af velfærdsydelser et enormt ansvar. Men er de offentlige forvaltninger klædt på til det ansvar? Er der en villighed, et mod og en innovationslyst, der stimulerer de private virksomheder og startups, som byder på nye løsninger? Eller er inertien for stor?
Jeg tror desværre, det sidste er tilfældet.
Se bare på vores erhvervsfremmesystem og de erhvervsfremmemidler, der uddeles. Og her taler vi om mange milliarder kroner hvert år. Skattefinansierede midler hvis formål er at styrke vores erhvervsliv og samfund.
Hver en krone er uddelt med de bedste intentioner. Det er jeg ikke i tvivl om. Men de er også uddelt uden at anerkende den store sociale udfordring, vi står overfor. Udfordringen af vores samfundsbalance, vores sammenhængskraft. Bør offentlige midler ikke også gå til at stimulere og støtte de private virksomheder, der tilbyder produkter og services, der gør vores samfund bedre og stærkere?
Her kunne vi virkelig godt bruge en Greta Thunberg, som stædigt og vedholdende mindede os om, hvad vi gør ved vores egne levevilkår, hvis vi bliver ved med at ignorere de udfordringer, der lægger pres på vores samfund.
Og mens vi venter på en social Greta Thunberg, kunne jeg godt ønske mig en opgørelse over fordelingen af erhvervsfremmemidler: Hvor mange penge kanaliseres til det grønne område, og hvor mange kanaliseres til det sociale/samfundsmæssige område? Hvor mange midler går til at sikre, at de offentlige organisationer kan samarbejde med både store og små, nye og gamle private virksomheder? At de offentlige organisationer kan anvende nogle af de nye finansierings- og investeringsredskaber, der gør sit indtog i Norden disse år, til at løse sociale udfordringer?
Jeg har en fast vending, som folk, der kender mig godt, nok er lidt trætte af: ”Hvis vi gør, hvad vi altid har gjort, får vi de resultater, vi altid har fået.”
Og de resultater er ganske enkelt ikke gode nok i lyset af de udfordringer, der tårner sig op foran os. Det ville være godt med en Greta Thunberg til at fremføre det budskab. Igen og igen. Til vi bliver hørt.
Birgitte Frost Mathiesen er ledende partner i Den Sociale Kapitalfond og har gennem de seneste otte år arbejdet med at identificere, skalere og sikre finansiering til bæredygtige virksomheder. Herudover arbejder Birgitte med offentlig-private partnerskaber og er medlem af flere bestyrelser.
