Flere end hver fjerde ung har oplevet at få et intimt billede delt uden samtykke. Mange af dem får aldrig hjælp. Det er helt uacceptabelt, mener Thomas Eriksson.
Han har selv oplevet, hvordan en nær relation fik sin tillid brudt. Og det rystede ham så meget, at han stiftede virksomheden SASHA.
“Ofrene føler sig magtesløse, og der fandtes simpelthen ikke god nok teknologi til at beskytte dem,” siger Thomas Eriksson.
SASHA har udviklet en teknologi, der sikrer ejerens rettigheder til et billede. Det er deres bud på en sikrere og sundere billeddelingskultur.
Læs Thomas Erikssons svar på vores spørgsmål i ugens Impact-stafet.
Serie: Impact-stafet
Det vrimler med mennesker, der brænder for at gøre en positiv forskel og tage samfundsforandring til nye højder.
I Impact-stafetten fortæller personer på tværs af sektorer om deres formålsdrevne arbejde i et kort format. Formålet er at inspirere og videregive værdifulde erfaringer, så flere kan lære af hinanden og skabe positiv forandring.
Hver deltager nominerer personer til en “impact-pulje” til fremtidige stafet-artikler. Du kan også bidrage: Send dine forslag til stafet@impactinsider.dk.
Hvilken problemstilling eller mulighed arbejder du med?
Hver dag deles milliarder af billeder på sociale medier – og alt for mange af dem ender steder, de aldrig burde have været.
En ud af fem har oplevet billedmisbrug, og 28 procent af unge under 18 har oplevet at få intime billeder delt uden samtykke.
Alligevel er 31 procent af ofrene aldrig blevet hjulpet.
Vi arbejder med at gøre billeddelingskultur sikrere ved at give kontrollen tilbage til den, der ejer billedet.
Med SASHA har vi bygget en teknologi, der indlejrer en usynlig signatur direkte i billedet – en signatur der overlever beskæring, filtre og skærmbilleder – så ejeren altid kan bevise og beskytte sin ret.
Hvad har været din største læring eller overraskelse i processen?
SASHA udsprang af en meget personlig oplevelse.
En tæt relation fik sin tillid krænket gennem ikke-samtykkebaseret billeddeling, og det rystede mig.
To ting blev knivskarpe: Ofrene føler sig magtesløse, og der fandtes simpelthen ikke god nok teknologi til at beskytte dem.
Den største overraskelse har været at opdage, hvor universelt problemet er. Det handler ikke kun om intime billeder, men om al slags billedmisbrug på tværs af brancher og kontekster.
Det har gjort vores teknologi relevant for både enkeltpersoner, online platforme og virksomheder.
Det overrasker mig, at de regler, der gælder i den fysiske verden, ikke gælder i den digitale. Det skal vi lave om på.
Der er lovgivning om, at du ikke må dele andres indhold, men den respekteres ikke. Med teknologien fra SASHA kan vi både holde folk ansvarlige for ulovlig billeddeling og få forklaret, hvad billedet må bruges til.
Hvad er din største impact-udfordring lige nu?
Vores teknologi virker – men verden er stor, og billedmisbrug sker i et omfang, der kræver massiv adoption for at gøre en reel forskel.
Den største udfordring er at skalere samarbejdet med de store online platforme, så teknologien fra Sasha bliver en standard snarere end en undtagelse.
Vi har skabt noget meget banebrydende, hvor potentialet er en gamechanger. Nu handler det om at overbevise platforme og beslutningstagere om, at “safety by default” ikke bare er muligt; det er nødvendigt.
Hvad motiverer dig til at fortsætte?
Hvert ‘offer’, vi hører om, minder mig om, hvorfor vi startede. Men det, der virkelig også driver mig, er visionen om det digitale samfund, vi kan bygge, hvis vi lykkes: en verden hvor det at dele et billede er en tillidshandling, der respekteres – ikke udnyttes.
Det er den fremtid, vi arbejder for – hver eneste dag.
Jeg motiveres også af de platforme, der er i gang med at implementere teknologien, og som er med på vores mission om at skabe en bedre verden.
At bygge en infrastruktur for indhold, der deles digitalt, er en motiverende gamechanger.




