Af Faraz Khan
Read the English version here.
Den 5. august 2026 underskrev Pakistan og Danmark et memorandum, som lancerer et program for strategisk sektorsamarbejde. I det mellemstatslige samarbejde skal Energistyrelsen, Danmarks ambassade i Islamabad og Pakistans energiministerium arbejde sammen om langsigtet energiplanlægning, integration af vedvarende energi og energieffektivitet i industrien. Programmet bygger videre på Danish Energy Transition Initiative, som ydede teknisk bistand til Pakistans energimyndigheder fra 2021 til 2025.
Aftalen ser beskeden ud på papiret. Dens betydning vil afhænge af, om den kan hjælpe Pakistan med at gå fra målsætninger og tekniske rapporter til et elsystem, der kan rumme en hurtig og i vid udstrækning uplanlagt energiomstilling.
Danmark har relevante erfaringer at bidrage med. Vind dækkede omkring 60 procent af det danske elforbrug i 2025, understøttet af stærke elforbindelser til udlandet, velfungerende markedsinstitutioner og årtiers investeringer i prognoser og systemdrift. Danmarks mest værdifulde eksportvare er derfor ikke kun vindmøller. Det er også den institutionelle erfaring med, hvordan man planlægger, regulerer og driver et elsystem med en høj andel fluktuerende vedvarende energi.
Pakistan står et helt andet sted. Oversvømmelserne i 2022 ramte 33 millioner mennesker og medførte skader og økonomiske tab for mere end 30 milliarder dollar. I sit nationale klimabidrag fra 2025 forpligter landet sig til at reducere de forventede udledninger med 50 procent frem mod 2035 – 17 procent ubetinget og 33 procent betinget af ekstern støtte. Det er vurderet, at planen kræver investeringer for 565,7 milliarder dollar frem mod 2035.
Pakistans omstilling er allerede i gang
Men Pakistans energiomstilling venter ikke på international finansiering. Den er allerede i gang – drevet nedefra. Skøn baseret på handelsdata tyder på, at landet importerede solcellepaneler med en nominel kapacitet på omkring 7,6 GW i 2023, 16,4 GW i 2024 og 16,9 GW i 2025. Importmængderne er ikke det samme som dokumenteret installeret kapacitet, men retningen er ikke til at tage fejl af. Kapaciteten i nettilsluttede solcelleanlæg hos forbrugerne nærmede sig 7 GW i juni 2026, drevet af dyr strøm fra nettet, ustabil forsyning og faldende priser på solceller.
Forskellige systemer, overførbare kompetencer
Det er her, dansk ekspertise kan gøre en forskel – men sammenligningen skal ikke trækkes for langt. Danmark integrerede store mængder primært centraliseret vindkraft i et sammenkoblet nordisk og europæisk elsystem. Pakistan står med millioner af decentrale anlæg, svage distributionsselskaber og store mængder solenergi bag elmåleren, som ikke registreres pålideligt. Systemerne er forskellige. Det, der kan overføres, er kompetencer inden for prognoser, netregler, tovejsstrømme, markedsdesign og langsigtet planlægning.
Danmarks seneste erfaringer med havvind rummer en nyttig advarsel. Et udbud i 2024 tiltrak ingen bud. Regeringen ændrede derefter udbuddene og indførte statsstøttede differencekontrakter, og i august 2026 vandt Vattenfall projekterne Hesselø og North Sea I Mid. Pointen er ikke, at dansk energipolitik er fejlfri. Pointen er, at ambitioner ikke er nok. Uden et markedsdesign, der gør projekterne investerbare, kommer der hverken stål i vandet eller elektroner ud på nettet.
Det nye samarbejde har den rigtige arkitektur. De tre indsatsområder – planlægning, integration af vedvarende energi og energieffektivitet i industrien – adresserer Pakistans mest presserende energiudfordringer. Der ligger også en kommerciel mulighed. Maersk har annonceret planer om investeringer på op til to milliarder dollar i Pakistans maritime sektor, mens APM Terminals har undersøgt muligheden for en grøn dybvandsterminal til containere i Karachi. Men planerne skal fortsat omsættes til bindende aftaler og faktisk investeret kapital. Annonceringer bør ikke tælles som investeringer, før projekterne har opnået endelig finansiering.
Finansiering, regulering – og hvem der betaler
Den første barriere er finansiering. Danmark tilbyder teknisk bistand og kapacitetsopbygning, ikke kapital i den størrelsesorden, som Pakistans klimaplan kræver. Partnerskabet kan kun få den nødvendige skala, hvis dansk ekspertise målrettet bruges til at reducere projektrisici og mobilisere finansiering fra multilaterale udviklingsbanker, kinesiske finansieringsinstitutioner, saudiarabiske og andre investorer fra Golfen samt den bredere private sektor.
Den anden barriere er selve elsektoren. Pakistan afsluttede regnskabsåret 2025-26 med en såkaldt cirkulær gæld på omkring 1.685 milliarder pakistanske rupier, mens distributionstab, gamle elkøbsaftaler og utilstrækkelige tariffer fortsat undergraver forsyningsselskabernes økonomi. Bedre planlægning kan ikke erstatte reformer af en sektor, hvor selskaberne har svært ved at få dækket deres omkostninger.
Den tredje er den politiske troværdighed. I februar 2026 blev ordningen med én-til-én-modregning af solcellestrøm erstattet af en model, hvor køb og salg afregnes særskilt, og betalingen for strøm leveret til nettet blev dermed reduceret. Samtidig vurderer analytikere, at solcelleanlæg med en kapacitet på flere titals gigawatt kan befinde sig bag elmåleren uden i nævneværdig grad at blive registreret. Pakistan kan ikke planlægge en veltilrettelagt omstilling uden et troværdigt billede af sit eget elsystem, og investorer kan ikke planlægge, hvis reglerne ændres uden en forudsigelig kurs.
Usikkerheden rejser også et fordelingspolitisk spørgsmål. Når husstande og virksomheder, der har råd til solceller, køber mindre strøm fra nettet, kan en større del af de faste netomkostninger ende hos de forbrugere, som ikke har kapital eller tagareal til at forlade nettet. En vellykket omstilling skal derfor kunne mere end at øge den vedvarende kapacitet. Den skal forbedre forsyningssikkerheden og gøre energien mere overkommelig, holde forsyningsselskaberne økonomisk levedygtige og hjælpe energiintensive eksportvirksomheder – herunder tekstilindustrien – med at beskytte arbejdspladser og opfylde skærpede bæredygtighedskrav på deres markeder.
Fra partnerskab til handling
Hvad bør de to lande så gøre? Tre skridt kan forvandle programmet fra en diplomatisk konstruktion til et partnerskab om reel gennemførelse.
For det første bør Energistyrelsen og Pakistans energiministerium inden for 18 måneder udarbejde en plan for integrationen, som kan danne grundlag for investeringer. Den bør rumme et dokumenteret skøn over solcellekapaciteten bag elmåleren, opdaterede netregler, modeller for indkøb af lagring, en troværdig model for udbud af vedvarende energi og offentlige milepæle for gennemførelsen. Planen skal være et beslutningsværktøj – ikke endnu en rapport.
For det andet bør partnerne opbygge en portefølje af finansierbare projekter. Dansk bistand bør bruges til at forberede projekter inden for energieffektivitet i industrien, energilagring og grønne havne, som kan tiltrække kapital fra IFU, Danida Sustainable Infrastructure Finance, multilaterale institutioner og private investorer. Maersk-rammen bør omsættes til bindende aftaler, hvor projekterne viser sig kommercielt og miljømæssigt bæredygtige.
For det tredje bør Pakistan gøre overgangen til den nye afregningsmodel gennemsigtig, evidensbaseret og socialt retfærdig. Myndighederne bør offentliggøre de data og fordelingsanalyser, som ligger bag beslutninger om tariffer, beskytte lavindkomstforbrugere mod at skulle bære en voksende andel af netomkostningerne og give husstande og investorer en stabil politisk tidshorisont. Partnerskabet bør ikke kun rapportere aktiviteter, men også resultater: integreret vedvarende kapacitet, energibesparelser i industrien, mobiliseret privat kapital, reducerede udledninger samt ændringer i forsyningssikkerhed og priser.
Danmark har vist, hvordan et sammenkoblet elsystem kan rumme en høj andel fluktuerende vedvarende energi – og landets tilbageslag har vist, at markedsregler betyder lige så meget som målsætninger. Pakistan viser, hvor hurtigt en energiomstilling kan gå, når den drives af nødvendighed og efterspørgsel fra forbrugerne. Programmet for strategisk sektorsamarbejde kan forbinde de to erfaringer. Dets succes bør ikke måles på antallet af underskrevne memoranda, men på integrerede megawatt, investeret kapital og et elsystem, der fungerer bedre for de mennesker og virksomheder, som er afhængige af det.
Faraz Khan er medlem af den britiske Order of the British Empire (MBE), medstifter og partner i Sustainadility LLC samt grundlægger af Seed Ventures. Han er gæsteprofessor i socialpolitik og impact ved St Mary’s University i Storbritannien og medlem af det rådgivende udvalg ved University of Lincoln.
Han er desuden særlig rådgiver for ICCD-OIC, et tilknyttet handelskammer, der repræsenterer 57 lande, med fokus på klimafinansiering og grøn omstilling.
