Af Signe Hartvig Daugaard
Handicap er minoriteten, som er blevet glemt. Vi har hørt om hele Me Too-bevægelsen, LGBT+ og etniske minoriteter. Men selv om vi er verdens største minoritet og råber højt, bliver vi ikke hørt.
Det budskab står tilbage og blinker, når man læser bogen ’Unormale mennesker’, hvor journalist Sonja Furu undersøger samfundets normalitet.
Det gør hun blandt andet ved at besøge en række personer, der fortæller om deres oplevelse af at føle sig unormal. Bogen indeholder samtaler med Casper Eric, Jacob Nossell, Kristian Hegaard og Nicoline Werdelin.
Sonja Furu besøger også nutidens institutioner som Egmont Højskolen – en tilgængelig højskole, der giver unge med handicap mulighed for at blive en del af et fællesskab og tro på sig selv.
Og hun lægger vejen forbi institutioner, som giver os indblik i vores historie. En af dem er Livø, som førhen hed ”De åndsvages Ø’, en anstalt, som havde til formål at forhindre afvigere i at videreføre deres ’syge, defekte gener’.
Dermed bidrager bogen med indsigt, som kan hjælpe os til at undgå at gentage historien og i stedet arbejde mod bedre løsninger end absurde tiltag som at internere folk med handicap på Livø.
Ikke-mennesker, der står og laver fysioterapi
”Personer med handicap er ringere stillet på alle parametre; færre er i arbejde, få er i uddannelse. Mange oplever vold og diskrimination og isolation. På flere områder er udviklingen sat i stå. Nogle steder endda sat tilbage,” skriver Sonja Furu.
For at tage et eksempel fra bogen er Sonja Furu på besøg hos Jens Bromann, der som barn blev blind efter en skudulykke. Han fortæller, at i 1961 var 66 procent af blinde i arbejde. I dag er tallet nede på to procent. Blinde er langt fra alene om problemstillingen. I dag kan 49.000 personer med handicap, der både kan og vil arbejde, ikke få foden ind på arbejdsmarkedet.
I bogen siger Jacob Nossell, konsulent og ejer af virksomheden Nossell og Co., at ”der er en tendens til, at folk tror, at vi er sådan nogle ikke-mennesker, der bare står ovre i hjørnet, laver fysioterapi og svømning. Men vi vil jo gerne have adgang til penge, arbejde, børn, alle de sociale markører, vi har i samfundet. Jeg er træt af, at bare fordi vi er handicappede, så tror folk, at vi ikke har de samme egoistiske behov for at realisere os selv.”
Vi går glip af ressourcer
Handicap har altid eksisteret, og vi har som samfund stadig store udfordringer med at møde forskelligheden med et ligeværdigt perspektiv. I Danmark er vi ikke ret gode til at se på de ressourcer og det potentiale, vi går glip af i fravalget af personer med handicap. Måske fordi vi tænker, det er for bøvlet.
Den typiske fortælling, er at personer med handicap er er nogen, der skal hjælpes. Det er også korrekt. Vi har ofte brug for en hjælpende hånd, men det er ikke hele fortællingen. Når vi får lidt hjælp, er der masser af ressourcer og potentiale i os.
For det første er handicap en overset markedsmulighed. Personer med handicap har en købekraft på størrelse EU og Kina. Og undersøgelser viser, at hvis man som virksomhed formår at samarbejde med eller markedsfører sig til personer med handicap, så får man loyale kunder.
For det andet er handicap en kilde til innovation. Det oplevede vi med egne øjne i efteråret 2021, da vi afholdt Danmarks første iværksætterbootcamp for unge med handicap.
Hvor mange ved for eksempel, at den elektriske tandbørste, sugerør, tastaturet og sms’er begyndte som hjælpemidler til personer med handicap. Når man lever med handicaps, oplever man konstant barrierer, som kan være et potentielt grundlag for en ny forretning.
På iværksætterbootcampen så vi, hvordan de unge havde en fest over ikke at skulle arbejde med begrænsninger, men i stedet fokusere på de styrker, deres handicap giver dem, hvordan det gør dem unikke. Når de unge får mulighed for at arbejde i tilgængelige rammer og fokuserer på at skabe løsninger i fællesskab, så opstår der kreativitet, engagement og stor virkelyst.
Vi så også, hvordan skuldrene sænkede sig, når prominente erhvervsprofiler kom på besøg, og mindede deltagerne om, at ingen kan alting selv. Succesfulde iværksættere har også brug for sparring, en hjælpende hånd og et stærkt netværk.
For det tredje mærker vi netop nu konsekvensen af, at vi ikke tænker handicap ind i vores samfundsstruktur. Det er nemlig ikke kun os, med handicap, der ikke kan følge med i samfundets stigende kompleksitet, individualisme og hastighed.
Rigtig mange får stress og har en følelse af, ikke at kunne slå til. Så for alles skyld kan vi lige så godt trykke lidt på bremsen og se ud til siderne, så vi får alle med.
Jeg vil anbefale alle – med og uden handicap – at læse denne vigtige bog, så vi alle kan blive klogere og klar til at tage del i en ny revolution, der vil gavne os alle.
”Unormale Mennesker” er skrevet af Sonja Furu (f. 1993), som er cand.mag. i journalistik fra Syddansk Universitet, og udgivet på Strandberg Publishing med støtte fra Bevica Fonden.
Signe Hartvig Daugaard er ejer og stifter af Great Minority og initiativtager til Danmarks første iværksætterbootcamp for unge med handicap. Signe har været hørende, hørehæmmet, døv og er i dag bruger af cochlear-implantater, der hjælper hende til at høre.
