Af Mads Brix Monggaard
Forestil dig, at du taber dine nøgler, men ikke kan se, hvor de er. Det er sjældent en mulighed at lade dem ligge, og det giver to muligheder.
Den første er at lægge sig på hænder og fødder og gennemgå gulvet systematisk, og den anden er at bede om hjælp hos for eksempel familie og venner.
Jeg har selv et synshandicap og har i mit liv brugt timer på gulve for at lede efter noget, som jeg har tabt, for det er ikke altid muligt at få hjælp nu og her.
Men med AI-briller kan man tage ét billede og spørge, hvor nøglerne ligger for herefter at blive guidet til dem.
I det politiske landskab og blandt en række debattører er det blevet foreslået at forbyde AI-briller, fordi brillerne gør det muligt at filme andre uden deres viden.
Problemet er bare, at et forbud vil fratage mennesker med handicap et vigtigt hjælpemiddel, der øger ligheden og selvstændigheden. Men det må nogen se på, efter forbuddet er indført, må man forstå.
Det er en uklog og unuanceret måde at gå til problematikken på, der vægter retten til ikke at blive filmet i skjul over mennesker med handicaps livskvalitet, selvom det drejer sig om ganske få, der bryder grænser og loven. Det er desuden problematisk, fordi det skubber problematikken over til kommunerne, der ved et forbud vil få ansvaret for at bevillige AI-briller som hjælpemiddel.
For når forbuddet er trådt i kraft, må vi se på, at det bliver muligt at få bevilliget AI-briller særligt som hjælpemiddel, påpeger flere i debatten. Det tager bare rigtig lang tid, og gør mennesker med handicap afhængige af skøn og vurderinger hos kommunerne, der kommer til at sidde med den varme kartoffel samtidig med, at det bliver bureaukratisk og dyrt for kommunernes allerede pressede økonomi.
Intet forbud hvis teknologien er for de mange eller bekvem
Det er langt fra første gang, at særligt ny teknologi skaber konkrete udfordringer, som vi har behov for at løse. For jeg underkender på ingen måde, at man har ret til selv at vælge, om man vil filmes eller ej – og at hammeren skal falde, hvis man overtræder den grænse. Men det er ikke rimeligt, at man fratager mennesker med handicap frihed og selvstændighed for at ramme nogle ganske få, der ikke forstår at respektere sociale grænser.
Og vi har været her flere gange før, hvor man netop har valgt at ramme dem, der ikke følger reglerne frem for alle andre. Omkring år 2005 rasede debatten om ”kameratelefoner”, der kunne bruges til at fotografere og filme i omklædningsrum. Argumentet var det samme: Kameraer var blevet så små, at de kunne bruges skjult, men en nedsat arbejdsgruppe anbefalede i 2007, at man i stedet målrettede indsats og lovgivningen mod dem, der overtrådte den.
I 2024 kom 43 personer til skade på el-løbehjul, mens næsten 900 mennesker kom til skade i bilulykker og hele 75 omkom i bilulykker samme år. Alligevel er begge transportformer her endnu. Til gengæld er færdselsloven blevet skærpet af flere omgange, men der er altså endnu ikke blevet indført et el-løbehjuls- eller bilforbud. I 2025 foreslog Dansk Folkeparti et forbud imod robotstøvsugere og -plæneklippere samt mobiltelefoner fra Kina for at undgå læk af data, men også her stemte Folketinget imod.
Et billede tegner sig altså af, at vi stopper op, tænker os om og forsøger at ramme de rette, hvis teknologien er indlejret nok i samfundet og er bekvem, eller når forbuddet rammer for mange, mens det er en mindre forhindring, hvis de der rammes er en minoritet.
Større livskvalitet og selvstændighed i hverdagen
På trods af de markante udfordringer, som ofte følger banebrydende teknologi, bør man lytte til, at den faktisk gør en enorm forskel for mange mennesker, hvilket debattører og beslutningstagere måske har overset her.
Brillerne kan give mennesker med nedsat bevægelighed, der for eksempel ikke selv kan holde en telefon, mulighed for at tage billeder og video af familien, den runde fødselsdag mv., hvilket måske ellers ikke ville være muligt. Og mennesker med hørehandicap kan få live-tekstet en samtale, som det ellers var umuligt at deltage i.
Hvis AI-briller forbydes, bør beslutningstagerne være klar over, at selvom det er lettere at ramme dem, man vil, når man skyder med spredehagl, så er konsekvensen også virkelig for dem, man ikke ønskede at ramme.
Behov for dialog
Det er krænkende, og fuldstændig urimeligt, at man bliver filmet uden samtykke, men hvis man virkelig vil, findes der et væld af små kameraer som alternativ til AI-briller. Som vi har gjort før, bør vi i stedet fokusere på lovgivningen og en styrkelse af datasikkerheden.
Jeg tror ikke, at beslutningstagerne på området ønsker at ramme mennesker med handicap. Netop derfor er det helt centralt, at mennesker med handicap faktisk indgår i dialogen og processen om den bedst mulige løsning – og at vi ikke lader os forblænde af et quick fix, som rammer de forkerte og bagefter skal fikses med bureaukratiske hovsa-løsninger.
Teknologiske landvindinger kan for mange danskere udmønte sig i sjove og bekvemme gadgets. Vi må bare ikke glemme, at for mennesker med handicap, kan de teknologiske landvindinger være definerende for at deltage i samfundet på lige fod med alle andre.
__________________________________________________
Mads Brix Monggaard er konsulent hos Videnscenter om handicap, hvor han arbejder med aktiv fritid, bevægelse og deltagelse i foreningslivet. Han har en kandidatuddannelse i sundhedsfremme og journalistik.
