Hos GladTeknik bliver der skruet på mere end elektronik.
Virksomheden har omkring 60 medarbejdere og reparerer elektronik for virksomheder, kommuner og private. Mange af medarbejderne har diagnoser eller handicap.
“Det er den kombination, jeg er mest stolt af. Vi gør social inklusion til en del af den måde, vi driver virksomhed på, samtidig med at vi hjælper kunderne med at bruge deres elektronik længere,” fortæller direktør og IT-nørd Mathias Emil Nielsen, som selv har autisme og ADHD.
Hans vigtigste læring er, at der ikke findes én opskrift på inklusion. Det kræver nysgerrighed, individuelle hensyn og tydelig ledelse.
Læs hans svar på vores spørgsmål i ugens Impact-stafet.
Serie: Impact-stafet
Det vrimler med mennesker, der brænder for at gøre en positiv forskel og tage samfundsforandring til nye højder.
I Impact-stafetten fortæller personer på tværs af sektorer om deres formålsdrevne arbejde i et kort format. Formålet er at inspirere og videregive værdifulde erfaringer, så flere kan lære af hinanden og skabe positiv forandring.
Hver deltager nominerer personer til en “impact-pulje” til fremtidige stafet-artikler. Du kan også bidrage: Send dine forslag til stafet@impactinsider.dk.
Hvilken problemstilling eller mulighed arbejder du med?
Hos GladTeknik arbejder vi med to ting, som hænger tæt sammen: at forlænge levetiden på elektronik og at skabe en arbejdsplads, hvor flere mennesker kan bruge deres evner.
Vi reparerer elektronik for blandt andet virksomheder, kommuner og private. Når en computer går i stykker, vil vi gerne gøre det nemt at undersøge, om den kan repareres, før den bliver erstattet.
Samtidig har vi mange medarbejdere med forskellige diagnoser og handicap. Jeg har selv autisme og ADHD, så det ligger mig meget nært at skabe plads til mennesker, som måske ikke passer ind i en traditionel forestilling om den ideelle medarbejder.
Jeg ser en stor mulighed for at blive bedre til at matche menneskers kompetencer med opgaver og rammer, hvor de kan lykkes. En person kan have brug for særlige hensyn og samtidig være en virkelig dygtig kollega. Begge dele skal der være plads til.
Hvilken konkret forskel har dit arbejde skabt – for hvem og hvordan?
Vi har bygget en virksomhed med omkring 60 medarbejdere, hvor en stor del har diagnoser eller handicap. Det betyder, at vi hver dag skal få inklusion til at fungere i praksis sammen med kundernes forventninger til kvalitet og service.
For medarbejderne handler det om muligheden for at bruge deres faglighed og være en del af et arbejdsfællesskab med opgaver, som andre har brug for at få løst. For kunderne handler det om at få deres elektronik til at fungere igen og undgå unødvendige udskiftninger.
De to ting understøtter hinanden: Kundernes reparationsopgaver giver os mulighed for at skabe arbejdspladser, og medarbejdernes kompetencer gør os i stand til at løse opgaverne.
Det er den kombination, jeg er mest stolt af. Vi gør social inklusion til en del af den måde, vi driver virksomhed på, samtidig med at vi hjælper kunderne med at bruge deres elektronik længere.
Hvad har været din største læring eller overraskelse i processen?
Min største læring er, at man ikke kan lave én opskrift på inklusion. Heller ikke når to mennesker har den samme diagnose.
Jeg har selv autisme og ADHD, men det gør mig ikke til ekspert i, hvad alle andre med autisme og ADHD har brug for. Det er jeg nødt til at være nysgerrig på og spørge den enkelte om.
For én kan tydelige instruktioner og forudsigelighed være afgørende. For en anden kan det være ro, fleksibilitet eller en anderledes fordeling af opgaverne. Derfor er et godt spørgsmål: Hvad skal der til, for at du kan løse dit arbejde godt?
Jeg har også lært, at gode intentioner skal følges af tydelig ledelse. Man skal kunne tale om både hensyn, forventninger og det, der ikke fungerer.
Mit råd til andre er at begynde med en konkret opgave og et konkret menneske. Lyt, prøv noget af, og justér undervejs.
Hvad motiverer dig til at fortsætte?
Jeg ved selv, hvor meget det betyder at forstå, hvordan ens hjerne fungerer.
Min egen udredning gav mig ord for ting, jeg havde kæmpet med i mange år. Det hjalp mig med at flytte fokus fra, om der var noget galt med mig, til hvordan jeg kunne skabe en hverdag, der fungerede bedre for mig.
Den erfaring er en vigtig del af min motivation. Jeg vil gerne være med til at skabe en arbejdsplads, hvor der er plads til forskellige måder at tænke og arbejde på, og hvor mennesker bliver set for det, de kan bidrage med.
Og så er jeg stadig IT-nørd. Jeg holder af at finde løsninger og få noget til at virke igen.
Hos GladTeknik kan jeg kombinere den glæde med at bygge en virksomhed, der giver plads til flere. Det gør arbejdet meningsfuldt for mig – også når det er svært.









