Kender du det, når man sidder blandt venner over en middag og taler om, hvordan vi løser en af de massive kriser, vores samfund står overfor. Klima, energi, sundhed, mistrivsel – du kan bare vælge?
Og så indfinder det uundgåelige tidspunkt sig, hvor én om bordet siger: Men det hænger jo også sammen med ”indsæt anden valgfri krise”. Og så bliver der stille. Alle trækker lige vejret ind – sukker måske.
Tingenes sammenhæng og kompleksitet er overvældende. Og erkendelsen af, at det er en elefant, man skal spise, er hård. Den fører hurtigt til akut træthed – både omkring middagsbordet og i de organisationer, hvor man hver dag arbejder med at løse samfundsproblemer.
Debatten om vilde problemer (eller wicked problems, som er det oprindelige begreb fra 1960’erne), har endelig gjort sit indtog i Danmark – godt hjulpet på vej af Sigge Winthers bog ”Entreprenørstaten”.
Forhåbentlig er det starten på en erkendelse af, at vi skal ændre grundlæggende på, hvordan vi arbejder med samfundsproblemer. Men jeg oplever stadig, at vi har meget svært ved at holde fast i, at problemerne er filtret ind i hinanden, når vi begynder samtalen om, hvordan de skal håndteres.
Det er sociale forhold, der står i vejen
Klimakrisen er et godt eksempel. Skåret helt ind til benet, så handler den grønne omstilling om, at vi skal reducere vores C02-udledninger markant – og det skal gå vanvittigt stærkt.
Jeg vil vove den påstand, at vi allerede har mange af løsningerne på, hvordan vi gør det. Vi har teknologierne, og vi har redskaberne, der giver incitamenter til at bruge dem.
Udfordringen er at få de ”tekniske” løsninger til at give mening i vores samfundsmodel. At få dem til at give mening for de mennesker, der skal leve med dem, skabe de strukturer, der skal understøtte dem og undgå, at løsningerne skaber nye problemer. Det vil sige rent faktisk at tage konsekvensen af, at det er vilde problemer, vi har med at gøre.
Det bliver meget konkret, når vi kigger på verserende debatter om forskellige løsninger. Debatten om C02-afgiften som eksempel, hvor argumententer som ”der skal være råd til oksekødet til spaghetti bolognaisen i familierne”, ”arbejdspladserne i Aalborg må ikke forsvinde”, ”en flad skat rammer socialt skævt” er i spil.
Det er grundlæggende sociale problemstillinger, forstået på den måde, at det handler om, hvordan vores samfund fordeler mulighederne for at kunne leve gode liv med hjemmelavet mad på bordet, et godt arbejde og økonomisk sikkerhed.
Et andet godt eksempel er opsætningen af vindmøller, hvor man hører argumenter a la: Ikke i min baghave, hvor det går ud over prisen på mit hus, larmer og skæmmer min udsigt – og hvor jeg ikke kan se fordelene på min energiregning.
Det taler ind i sociale problemstillinger om ulige fordeling af økonomiske gevinster og et boligmarked, der er knækket over.
Så spørgsmålet er, hvordan tekniske løsninger som vindmøller og en skat på C02-udledninger bliver mulige og meningsfulde løsninger på et vildt problem som klimakrisen, som er filtret ind i sociale og økonomiske problemstillinger?
De kollektive kræfter
Det er der naturligvis ikke noget entydigt svar på – det ligger i de vilde problemers natur.
Men jeg tror, at noget af det, som kan inspirere (og måske bidrage til at overkomme kompleksitetstrætheden) er at kigge på, hvordan vi historisk har løst kriser og omstillet vores samfund gennem kollektive organiseringer: Andelsbevægelsen. Boligbevægelsen. Arbejderbevægelsen. Vi er (eller var) mestre i kollektiver.
Kan vi aktivere det i den grønne omstilling?
Resultater fra COMPASS-projektet tyder på et ja.
I projektet har forskere undersøgt sammenhængen mellem danskeres deltagelse i grønne fællesskaber og C02-aftryk og finder, at de, der deltager i fællesskaber som økosamfund eller fødevarefællesskaber, har et væsentligt mindre klimaaftryk end den gennemsnitlige dansker. 30 procent mindre gennemsnitligt og helt op til 60 procent mindre i specifikke fællesskaber.
I fællesskaber bliver det nemmere at omstille sig – der er stordriftfordele, mulighed for pulje ressourcer, minimere ricisi og lære af hinanden. Måske det samme kunne gælde i fællesskaber af virksomheder? Eller fællesskaber af kommuner?
Borgerejede vindmølleprojekter som for eksempel det på Hirtshals Havn og det kommende havvindmøllelaug på Bornholm er gode eksempler på, hvordan kollektivt ejerskab og andel i de økonomiske fordele ved omstillingen til grøn energi kan modvirke modstand mod opsætning af vindmøller.
Sammenhængende politik
I den politiske debat kommer klimapolitik ofte til at handle om ny teknologi, som langt de fleste ikke rigtig forstår, eller om dit og mit forbrug. Eller om det må blive dyrere at være dansker eller drive virksomhed i Danmark.
Og diskussionen er afkoblet fra diskussioner om, hvordan vi skal bo, arbejde, skabe familieliv og uddanne os. Fra diskussioner om, hvordan vi løser den mentale sundhedskrise eller skaber en vej til job og uddannelse for alle unge.
Det gælder også i de igangværende forhandlinger om et grundlag for den kommende regering. Vi kan i nyhederne følge med i, hvordan partierne tager et politikområde ad gangen. En dag sundhed, den næste økonomi, så klima og så videre.
Det er forståeligt, fordi elefanten også skal spises fra en ende af. Men problemet er, at vi kommer til at bremse os selv i de nødvendige transformationer, fordi vi misser de muligheder, der er for at håndtere problemerne i den sammenhæng, de eksisterer i.
Klummen er skrevet af Clara Dawe, som er programleder i Akademiet for Social Innovation. Hun har tidligere arbejdet i blandt andet Tænketanken Mandag Morgen og Socialministeriet. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens holdning.
Tak fordi du læser Impact Insider. Som samfundsiværksætter eller investor ved du, at kvalitet ikke er gratis. Vi er afhængige af, at abonnenter betaler for vores journalistik. Så hvis du synes, det er værd at have et uafhængigt specialmedie, der konstant jagter de bedste og mest effektive løsninger på samfundsproblemer, kan du tegne abonnement her.
