Forebyggelse virker – men kun hvis vi tænker os godt om. For som vi har vist i denne serie, er der faldgruber, som vi ikke slipper for at forholde os til.
For ryger vi i dem, får vi ikke de gevinster, vi ønsker. Tværtimod spilder vi penge, som kunne have været brugt bedre.
Men går vi klogt til værks, er der meget at hente. I denne afsluttende artikel peger jeg på, hvad vi er nødt til at forstå, hvis vi for alvor vil satse på forebyggelse af sociale og sundhedsmæssige problemer.
Herudover fremhæver jeg tre konkrete initiativer, som, jeg mener, kan bringe os på rette vej.
Om artikelserien
Debatten om forebyggelse, evidens og effektbaserede modeller er præget af stor enighed. Men når ambitionerne skal omsættes til konkrete løsninger, bliver svarene hurtigt mindre entydige.
Dette er femte artikel i en serie, der bygger på en enkel præmis: At nogle af de største udfordringer ikke kun handler om implementering, men også om de antagelser, vi bygger vores løsninger på.
Formålet er derfor ikke at gentage de velkendte argumenter, men at undersøge de dilemmaer, der opstår, når ambitioner skal omsættes til konkrete beslutninger.
Derfor har vi taget fat dér, hvor konsensus stopper: i de spændinger, der opstår, når gode intentioner møder økonomiske realiteter.
Vi har blandt andet stillet tre enkle spørgsmål:
* Giver det mening at investere i forebyggelse?
* Giver det mening at basere beslutninger på evidens?
* Giver det mening at organisere indsatser gennem effektbaserede modeller?
Denne artikel afslutter serien. Hvis du endnu ikke har læst seriens første artikel, kan du finde den her.
Og lad mig starte med tre erkendelser, vi ikke kan komme udenom.
- Investeringer i forebyggelse er på mange måder udtryk for sund fornuft – menneskeligt og økonomisk.
Men hvis vi ikke tænker os godt om, når vi designer forebyggende indsatser, risikerer vi ikke alene at spilde ressourcer på overbehandling. Vi risikerer også at stå med en betydelig ekstra regning senere.
- Videnskabelig evidens for, at en indsats virker, giver beslutningstagere fast grund under fødderne, når de skal investere i forebyggende indsatser.
Men evidens er i sin natur tilbageskuende og beskytter i højere grad mod det dårlige end sikrer adgang til det bedste. Effekten af indsatser vil ofte variere på tværs af tid og sted. Og i en verden i hastig forandring kan gode indsatser hurtigt blive middelmådige, hvis ikke vi hele tiden udfordrer vanetænkningen og bringer nye idéer i spil.
- Effektbaserede betalingsmodeller kan både beskytte effektivt mod virkningsløse indsatser og skabe et fundament for at udvikle bedre løsninger.
Men effektbaserede betalingsmodeller kan både være dyrere og mere besværlige end traditionelle betalingsmodeller, hvor der betales for de konkrete aktiviteter, som leveres. Succesfulde indsatser vil typisk være dyrere, hvis de forankres i en effektbaseret betalingsmodel, mens mindre succesfulde indsatser vil være billigere eller direkte gratis.
De tre refleksioner vedrører tre vidt forskellige problemstillinger, men de er alle forankret i den samme grundlæggende erkendelse: Universalløsninger findes ikke, og derfor kommer vi ikke udenom at skulle bruge vores sunde fornuft, når vi skal udvikle og implementere nye løsninger.
Den oversete flaskehals
Foruden disse tre helt principielle spørgsmål er der en tilbagevendende udfordring, som vi ser igen og igen, når vores gode intentioner møder virkeligheden: Mange borgere ønsker ganske enkelt ikke at engagere sig i forebyggende indsatser.
Vi kan formulere nok så gode business cases og designe stærke indsatser. Men hvis ikke de konkrete tilbud opleves som relevante i borgernes liv – eller ikke bliver implementeret med den nødvendige kvalitet – skaber de ingen effekt.
Mennesker opsøger sjældent indsatser, fordi de er veldokumenterede. De opsøger dem, fordi de oplever dem som relevante, attraktive og meningsfulde. Gør de ikke det, takker de nej og fortsætter med at leve deres liv – med hvad det nu måtte indebære.
Det er ikke et teoretisk problem, men noget, beslutningstagere og praktikere støder ind i hver eneste dag.
Mit bud – hvis vi skal rykke noget nu
Udgangspunktet for serien her er, at vi skal investere mere i forebyggelse, arbejde mere evidensbaseret og udvikle nye måder at organisere indsatser på. Og hvis jeg skal pege på konkrete initiativer, der kan bringe os i den retning, vil jeg fremhæve tre:
- En national resultatpulje, der belønner kommuner økonomisk, hvis borgere med kroniske lidelser fortsat har en arbejdsevne efter en årrække. Det vil:
- styrke incitamentet til at investere i det, der virker
- gøre det muligt at regne forebyggelse hjem lokalt
2. En statslig investeringspulje, der giver betingede tilskud til at afprøve de nye initiativer som praktikere på tværs af sektorer har størst tiltro til, men endnu ikke kan dokumentere effekten af. Det vil:
- give plads til reel innovation
- sikre en bedre balance mellem det, vi ved virker – og det, der kan komme til det
3. Større, effektbaserede udbud, hvor myndigheder og forsikringsselskaber inviterer stærke konsortier til at byde ind med samlede løsninger på komplekse udfordringer med klart definerede mål, for eksempel inden for trivsel og funktionsevne. Det vil:
- flytte fokus fra enkeltindsatser til helhedsløsninger
- skabe incitament til at tage ansvar for det samlede resultat
En åben invitation
Mine bud er ikke de eneste svar. Og det er heller ikke sikkert, at de er de rigtige.
Men hvis vi for alvor vil accelerere udbredelsen af indsatser, der kan forebygge udvikling og forværring af sociale- og sundhedsmæssige udfordringer, så er vi nødt til at være mere konkrete i vores oplæg til handling.
Behovet for handling er åbenlyst. Derfor er spørgsmålet ikke, om vi skal gøre noget.
Spørgsmålet er, hvordan vi i fællesskab identificerer de tiltag, der kan gøre en reel forskel, og måske vigtigst af alt hvordan vi mobiliserer de aktører, der vil og tør tage ansvar for at omsætte vision til virkelighed.
Dette skal gerne ske i form af handlekraftige konsortier med de nødvendige kompetencer til at levere borgernære indsatser i stor skala – og dermed også med en evne til at bringe civilsamfundet aktivt i spil.
For forebyggelse er ikke enten en kommunal, en regional eller en statslig opgave. Det er en samfundsopgave.
Hans Uldall-Poulsen er direktør i SundInvest og specialiseret i strukturering af investeringsprogrammer og opbygning af partnerskaber med offentlige myndigheder, vidensinstitutioner og fonde.
