Af Anne Kathrine Frandsen, Inge Storgaard Bonfils og Leif Olsen
Universelt design bygger på den grundlæggende værdi, at alle mennesker skal have mulighed for at være med og deltage på lige fod i samfundets institutioner.
Således er kerneværdien i universelt design parallel til løftet fra FNs verdensmål: Leave No One Behind, (LNOB) (UNSDG, 2022) som i den danske oversættelse af det universelle princip er, at ingen må lades i stikken.
Universelt design er tænkt som et epokegørende middel til at indfri det ambitiøse mål om at udvikle og udbrede design af alverdens løsninger, der gør det muligt for alle mennesker, i al deres forskellighed, både at komme frem til og deltage i alle tænkelige og ønskelige sociale aktiviteter.
Ønskelige sociale aktiviteter kan finde sted inden for alle sektorer og typer af aktiviteter i hverdagslivet, fx uddannelse, arbejde, kultur og civilsamfundet.
Universelt design er et middel til at realisere, at det enkelte menneske kan udfolde sig både individuelt og socialt i ønskelige fællesskaber på lokalt, nationalt og globalt niveau.
Universelt design, som konkret middel, består i at designe og realisere bygninger, infrastruktur, produkter, omgivelser, ordninger og tilbud mv., så de kan bruges af alle mennesker uden behov for tilpasning eller særlig udformning, som det er formuleret i FN’s Handicapkonvention, der er tiltrådt af Danmark i 2009 (Institut for Menneskerettigheder 2021).
Intuitivt lyder universelt design måske enkelt og ligetil, nemlig at designe alverdens materielle og sociale løsninger, så de kan bruges af alle i individuelle og sociale sammenhænge.
Det kan det måske også være, men historien og den manglende udbredelse af universelt design viser imidlertid, at det er svært at omsætte universelt design til praksis.
Derfor inviterer og opfordrer vi med denne antologi til tværdisciplinært og tværsektorielt samarbejde om at finde veje til at gøre universelt design til praksis. Det kræver bl.a. samarbejde, der tager udgangspunkt i en helhedsorienteret forståelse og viden om menneskelig mangfoldighed i individuelle og sociale kontekster når der udvikles løsninger af både social og fysisk karakter.
Derfor er der brug for mangfoldige typer af viden og tværgående samarbejde om udviklingen af universelt design.
Udvikling og udbredelse af universelt design kræver samarbejde på tværs af fag og sektorer, brugere og producenter, beslutningstagere, organiserings- og finansieringsformer og forskningstraditioner.
Alle disse aspekter af universelt design er der brug for at indsamle erfaringer med og udvikle viden om, så der kan skabes engagement og handling med henblik på at gøre universelt design til virkelighed og realisere verdensmålet om, at ingen skal lades i stikken – Leave No One Behind (LNOB).
Målet med denne antologi er at bidrage til at stimulere den tværgående og mangfoldige udvikling og udbredelse af universelt design. Antologien er en invitation til tværdisciplinært samarbejde om at udvikle arbejdet med universelt design og stimulere til deling af erfaringer og viden om, hvordan man kan tænke og gøre universelt design til virkelighed.
1.1 Vigtigt at indbyde til tværdisciplinært samarbejde om udvikling og udbredelse af universelt design
Denne indbydelse til tværdisciplinært samarbejde om udvikling og udbredelse af universelt design håber vi vil sprede sig som ringe i vandet. Kapitlerne er gode eksempler på, at tværdisciplinært samarbejde kan skabe engagement og innovation af universelt design i både teori og praksis.
Det er også svært at skabe nye tværgående samarbejdsrelationer om komplekse opgaver som udvikling af universelt design. Disse kommer ikke af sig selv og udvikles ikke altid i harmoni.
Derfor er det vigtigt at dele erfaringer om det, der bøvler, og dele de resultater, der kan komme ud af at holde fast i samarbejdet, og nå frem til innovation af universelt design i både teori og praksis. Det er antologiens kapitler eksempler på.
Kapitlerne i antologien handler om universelt design – universelt design, der er for alle og dermed også mennesker med funktionsnedsættelser og handicap, i en dansk kontekst.
Vi starter i den danske kontekst, hvor Bevica Fondens Universal Design Hub har etableret et netværk at mødes i på tværs af forskellige fag og sektorer. Antologien er forskernetværkets første fælles projekt. .
Bevica Fondens Tværfaglige Forskernetværk har dermed været en skabende ramme dette fælles projekt og støtte for samarbejdet både i de enkelte forfattergrupper og på tværs af grupperne ved fælles seminarer, hvor forfattergrupperne kunne udvikle deres kapitler gennem dialog med hinanden.
Vi har oplevet det som en særlig og afgørende ramme for udviklingen af samarbejdet om universelt design og ser det derfor som en vigtig pointe at skabe forskellige konstruktive rammer for tværdisciplinære og tværsektorielle samarbejder om universelt design.
Det videre perspektiv med antologien er, at gå fra det nationale til det internationale samarbejde og stimulere samarbejdet på tværs af landegrænser. Vi mener, at det er vigtigt at stimulere det tværdisciplinære og tværsektorielle samarbejde om udvikling og udbredelse af universelt design både lokalt, nationalt og internationalt for at omsætte universelt design til praksis.
Der er med andre ord god grund til at gå i gang med det tværgående samarbejde om udvikling og udbredelse af universelt design, der er brug for samarbejde i lille og stor skala både lokalt, nationalt og internationalt.
Antologiens kapitler er produceret i et tværgående samarbejde mellem forskere, i forskernetværket der kommer fra forskellige forskningsdiscipliner, sektorer og institutioner, der fremgår af forfatteroversigten. Forfatterne beskriver, undersøger og diskuterer, hvordan forståelser af universelt design og menneskelig mangfoldighed, fx funktionsnedsættelser og handicap, kan sættes i spil og bidrage produktivt til udvikling og udforskning af universelt design.
Forfatterne er blevet bedt om at inddrage eksempler på universelt design i praksis og diskutere værdimæssige aspekter, menneskesyn, anvendelse, samspil og resultater af universelt design i praksis.
I et par af kapitlerne er der trukket på forfattere uden for netværket.
Universelt design er et begreb med mangfoldige dimensioner. Det er både inspirerende og udfordrende, når begrebet skal omsættes til praksis, så produkter, bygninger, digitalisering, sociale indsatser mv. kan rumme menneskelig og social diversitet.
Universelt design-begrebet og værdierne heri kan bidrage til at opløse kategoriseringen i ’dem og os’ og skabe nye forståelser, indsigter og løsningerne, der bidrager til et inkluderende miljø og forudsætninger for, at alle kan deltage i samfundets aktiviteter.
I det tværgående samarbejde om universelt design er der ingen vej uden om at arbejde med begrebets mangfoldighed og de forskellige faglige perspektiver, der indgår i både begrebet og det konkrete samarbejde.
Det afspejler sig også i antologiens kapitler og har været omdrejningspunkt for de fælles tværgående dialoger undervejs i arbejdet med bogen.
I denne indledning har vi valgt at introducere til universelt design-begrebets mangfoldighed og en række beslægtede begreber, der er vigtige at være opmærksomme på og forholde sig aktivt til for at understøtte det tværgående samarbejde om universelt design.
Det samme gælder for to af de helt afgørende dimensioner i universelt design, der angår menneskelig mangfoldighed og værdierne i universelt design, der både er forbundet med udvikling, udbredelse og anvendelse af universelt design i praksis.
Vi introducerer derfor til forskellige handicapforståelser, der er vigtige og kan bidrage konstruktivt til at forstå og integrere menneskelig mangfoldighed i universelt design.
Da værdier er grundlæggende for universelt design, så introducerer vi til evaluering og de værdikriterier, der indgår i forskellige faser af arbejdet med udvikling, udbredelse og anvendelse af universelt design.
Vi ser evaluering og evaluerende spørgsmål som en vigtig del af samarbejdet om udvikling, udbredelse og anvendelse af universelt design, hvilket også er tilfældet i flere af antologiens kapitler.
1.2 Universelt design har mangfoldighed som værdi og er et mangfoldigt begreb
Den amerikanske arkitekt Ron Mace er anerkendt som ophavsmand til begrebet universal design, som han i 1985 definerede på følgende måde:
Universal design is ”a way of designing a building or facility, at little or no extra cost, so that it is both attractive and function for all people, disabled or not’’
Hamraie, 2016
Ron Mace, der selv var kørestolsbruger, havde erfaret, at krav til at gøre det byggede miljø tilgængeligt, formuleret i lovgivning og standarder, havde en iboende stigmatiserende effekt.
Tilgængeligheden blev skabt med særlige løsninger, der imødekom særlige behov og kom dermed til at udstille brugerne af disse løsninger som anderledes.
I årene fra 1960’erne og frem havde kampen for lige rettigheder for personer med funktionsnedsættelse vokset sig stærk i USA parallelt med borgerrettighedsbevægelsernes kamp for lige rettigheder for sorte og farvede borgere og andre minoriteter.
Ud af denne kamp opstod begreber som barrier-free design og accessibility, der skulle sikre lige adgang til samfundets fysiske rammer, og som blev skrevet ind i lovgivning og reglementer for byggeri, svarende til kravene om tilgængelighed, som blev skrevet ind i den danske Byggelov i 1972 (Bekendtgørelse af byggelov 1972).
Mace ønskede med universal design at skabe et designbegreb, der i modsætning til begreberne barrier-free design og accessibility ikke opererede med et iboende dem og os, men derimod inkluderede ’alle’ i udformningen af produkter og byggeri.
Siden har begrebet universelt design vundet udbredelse og er fx inkluderet i FN’s Handicapkonvention med følgende definition:
”Universal design is the design of products and environments to be usable by all people, to the greatest extent possible, without the need for adaptation or specialized design”.
I årene efter at begrebet universelt design blev formuleret, led det under at mangle konkrete kriterier og være vanskeligt at operationalisere i en design- og byggefaglig praksis (Story, 2001).
For at imødekomme kritikken formulerede Ron Mace sammen med en gruppe arkitekter, produktdesignere, ingeniører og forskere i miljødesign syv principper for universal design med en række underpunkter, som skulle gøre det håndterbart at formgive med udgangspunkt i begrebet.
Begrebet bruges i FN’s Handicapkonvention og er for eksempel indarbejdet i norsk antidiskriminations-lovgivning og byggelovgivning.
Siden er begrebet blevet kritiseret for at være instrumentelt og på at fokusere alene på den praktiske anvendelighed (D’Souza, 2004) ligesom brugen af universal’ i begrebet problematiseres, idet det kan implicere en udviskning af opmærksomheden på menneskers forskellighed, og at der tages udgangspunkt i den mindste fællesnævner (Imrie, 2012).
En senere definition af universelt design formuleret af arvtagerne Steinfeld og Maisel søger at imødekomme denne kritik ved at fokusere på, hvad det er, man vil opnå med designbegrebet, og på den proces, som kan føre til ligeværd og inklusion:
Universal design is a process that enables and empowers a diverse population by improving human performance, health and wellness, and social participation. (Steinfeld and Maisel, 2012)
Med denne definition følger en konkretisering med otte mål:
Ud over at Steinfeld og Maisel italesætter processen, der fører til universelt design i definitionen af begrebet, tilføjer de med de konkretiserende otte mål for universelt design flere nuancer til, hvad universelt design indebærer.
I modsætning til de syv principper for universelt design, der alene fokuserer på designets udformning som redskab for at sikre deltagelse af alle, øges ambitionsniveauet med de otte mål for universelt design.
Det er kun de første fire mål, der adresserer udformningen af designet. Med mål 5: Wellness og mål 6: Social integration italesættes målsætningen med at skabe universelt design som mere end ligeværdig deltagelse.
At understøtte social integration, et godt helbred og velvære er ligeledes en del af ambitionen med at skabe universelt design.
Med mål 7: Personalization og mål 8: Cultural appropriateness etablerer de en opmærksomhed på både den individuelle, sociale, geografiske og kulturelle konteksts betydning for, hvad universelt design indebærer.
Vi har som individer forskellige funktionsevner, behov og præferencer og dermed forskellige krav til, hvad der er god udformning. Den sociale kontekst og vores kulturelle baggrund har betydning for, hvad vi som individer og grupper finder væsentligt. Hvad der er universelt design i et hospital i Congos jungle, er ikke det samme for et hospital i Sanaá i Yemen eller hovedstadsregionen i Danmark.
De oprindelige syv principper for universelt design kan, trods begrebsdefinitionens mål om design, der er brugbart af alle, risikere at blive snævre i fokusset på størrelser og udformning og ende med at blive fortolket som standardiserede løsninger og tjeklister.
Med Steinfeld og Maisels otte mål fremhæves, at proces og kontekst også må inkluderes, og at universelt design dermed ikke kan opnås med standardiserede løsninger, men stiller krav om at sætte sig ind i praksisser og steder for at kunne indfri ambitionen om universelt design.
Inclusive design
Designeren Roger Colemann var en central aktør, da der i Storbritannien blev udviklet et parallelt designbegreb i løbet af 1990’erne. Dette designbegreb, med betegnelsen inclusive design, baserede sig på forståelsen af, at evner og behov hos brugere af produkter er diverse og ændrer sig igennem hele livet.
’The design of mainstream products and/or services that are accessible to, and usable by, as many people as reasonably possible … without the need for special adaptation or specialised design.’
British Standard Institute, 2005
Inclusive design adskiller sig fra universelt design ved at have sit udgangspunkt i produkt- og servicedesign og ikke som universelt design ved at have afsæt i arkitektur og det byggede miljø.
Inclusive design har i højere grad fokus på diversiteten blandt mainstream-brugere og rummer den diversitet i et produkt og ikke på de særlige behov, der kan være blandt personer med funktionsnedsættelse (Heylighen et al. 2017).
Design for all
På det europæiske fastland blev netværket EIDD-Design for All Europe (tidligere The European Institute for Design and Disability) etableret i 1993, bestående af offentlige og private organisationer (Ryhl, 2009).
Målet med etableringen af netværket var at øge inklusion af mennesker med funktionsnedsættelse, men målsætningen har optaget de samtidige strømninger med et generelt fokus på livskvalitet for alle gennem begrebet design for all. Design for alle opererede ikke med en definition som de andre designbegreber på feltet, men i 2004 blev en deklaration formuleret:
Design for alle er design for menneskelig mangfoldighed, social deltagelse og lighed. Denne holistiske og innovative indgangsvinkel udgør en kreativ og etisk udfordring for alle planlæggere, designere, virksomheder, administratorer og politiske ledere.
Stockholm deklarationen European Institute for Design and Disability, EIDD 2004
Design for alle har frem til omkring 2010 været det mest anvendte begreb i Danmark fortrinsvis inden for industrielt design. I de senere år har universelt design som begreb vundet frem og er fx skrevet ind som et af de sociale bæredygtighedskriterier i systemet for bæredygtighedscertificering af byggeri DGNB1 (DGNB Manual nye bygninger og omfattende renoveringer 2020).
1.3 Kontekstens betydning for universelt design
At tænke og gøre universelt design til virkelighed fordrer et blik for den kontekst, hvori idealer og principper skal omsættes. I denne antologi tages der afsæt i de politiske, sociale, kulturelle, materielle og geografiske vilkår og rammer, som gør sig gældende i Danmark.
De enkelte kapitler indeholder eksempler på det mulighedsrum og de udfordringer, der kan være i at realisere universelt design i praksis.
Inger Marie Lid skelner mellem tre niveauer for analyse og forståelse af denne proces (Lid, 2020).
På makroniveau er universelt design forbundet med principper, værdier og strategier, der er formuleret i menneskerettigheder, såsom FN’s Handicapkonvention og i de måder, hvorpå et samfund styres og indrettes på.
I en dansk sammenhæng er fx de demokratiske processer, lovgivning og velfærdsstatens indretning en central kontekst til forståelse af det mulighedsrum, der kan være for at omsætte universelt design til virkelighed.
På mesoniveau kommer universelt design til udtryk i fx konkrete lovgivninger, reguleringer, retningslinjer samt strategierne og grænserne for statens ydelser til mennesker med funktionsnedsættelse.
Her kan samspil mellem principper om universelt design og kompensationsordninger til personer med en funktionsnedsættelse få betydning for den praktiske omsætning af universelt design.
I hvilken grad kan der ifølge lovgivningen tilbydes støtte til fx ombygningen af en bolig, så denne imødekommer behovene for en person med fx nedsat mobilitet? Eller er der regler for, at boliger skal bygges og indrettes ud fra et princip om universelt design?
På mikroniveau kan universelt design handle om oplevelsen af kvalitet, brugbarhed og tilgængeligheden i en bygning, teknologi eller services.
Ovenstående eksempler illustrerer, hvordan omsætning af universelt design til virkelighed involverer et blik for de formelle regler og rammer i det danske samfund. Men det indebærer også et blik for de uformelle forhold, såsom normer og værdier funderet i historiske og sociale processer, der har betydning for det mulighedsrum og de udfordringer, der findes, for at tænke og gøre universelt design til virkelighed.
Historisk set har Danmark haft en lang tradition for at segregere mennesker med funktionsnedsættelse fra det øvrige samfund. Helt frem til 1980’erne boede mennesker med udviklingshæmning, svær psykisk lidelse eller betydelige begrænsninger i deres fysiske funktionsevne på institutioner, afgrænset fra det omgivende samfund.
Den samfundsmæssige betydning heraf er vanskelig at vurdere i et nutidigt perspektiv. Men det er givet, at mange såvel materielle som immaterielle forhold i det danske samfund er blevet formet af dette fravær af synlighed, deltagelse og anerkendelse af, at mennesker med en funktionsnedsættelse har ret til og muligheder for at deltage på lige vilkår.
Mennesker med funktionsnedsættelse har været ude af øje – og ude af sind, når der blev bygget nye boliger, etableret arbejdspladser, designet teknologiske løsninger og services.
Konsekvenserne heraf opleves i dag af de personer, som lever med en funktionsnedsættelse i det danske samfund, og alle andre, der går glip af den mangfoldighed af ressourcer, som mennesker med funktionsnedsættelse ligesom alle andre, kan byde ind med.
Det er ikke udviklet med dem for øje – men med afsæt i en normalitetsforståelse, hvor de har været udgrænset fra normaliteten.
Det leder os hen mod en nærmere udforskning af de forståelser, der kan ligge bag fænomenerne handicap og funktionsnedsættelse, forståelser, som er vigtige i arbejdet med universelt design.
1.4 Handicap, funktionsnedsættelse og menneskelig diversitet
Begrebet handicap er et mangfoldigt og omdiskuteret begreb, som kan forstås ud fra forskellige vinkler.
Det er også et begreb, der i stigende omfang søges erstattet af begreber om funktionsevne, funktionsevnenedsættelse eller varieret funktionsevne, med henvisning til menneskelig diversitet og et opgør med en dem og os-kategorisering.
Forfatterne til denne antologi skriver ud fra forskellige forskningstraditioner og fagdiscipliner og anvender deraf forskellige begreber. Som redaktører har vi valgt at anerkende denne diversitet i begrebsbrug, idet det afspejler de tværdisciplinære processer, som hvert kapitel er et resultat af.
Inden for den samfunds- og sundhedsvidenskabelige forskning har der igennem tiden pågået en diskussion af, hvordan handicap, funktionsevne og funktionsevnenedsættelse kan forstås og begrebsliggøres. Det er en diskussion, som er stærkt inspireret af toneangivende aktører fra bl.a. den internationale handicapbevægelse, og som har vundet udbredelse til andre fag- og forskningsdiscipliner, herunder i relation til universelt design og tilstødende begreber.
Med reference til denne diskussion vil vi i det følgende kort skitsere det spændingsfelt af begrebsforståelser, som til stadighed er til debat i både en forskningsmæssig og mere almen sammenhæng. Det gør vi med reference til teoretiske modeller til forståelse af fænomenet handicap og funktionsevnenedsættelse – såkaldte handicapforståelser (Bonfils et al. 2013).
I en biomedicinsk forståelse forklares handicap med udgangspunkt i ”menneskets biologi såsom genetiske, fysiologiske, biomolekylære, neurobiologiske og hormonelle omstændigheder” (Haegele & Hodge 2016).
Ud fra den biomedicinske forståelse opfattes handicap som konsekvens af sygdom eller skade, hvilket kan skabe vanskeligheder for personen i hverdagen.
Det betyder, at handicap i dette perspektiv er tæt knyttet til biologiske og psykologiske forståelser af, hvad der er afvigende fra det normale i diagnostisk betydning.
Sociale modeller til forståelse af handicap betoner forståelse af mennesket som et socialt væsen, der udvikles og formes i samspil med det sociale og kulturelle miljø. Social interaktion og social responsivitet anses som et centralt træk i menneskers liv (Norvoll 2013).
De sociale modeller danner afsæt for kritik af den biomedicinske models snævre fokus på individet og som et udtryk for et reduktionistisk perspektiv på mennesket. De sociale modeller retter fokus på samspillet mellem individ og samfund.
En af de grundlæggende begrebsmæssige udviklinger inden for de sociale modeller, er skelnen mellem funktionsnedsættelse (på engelsk impairment) og handicap (på engelsk disability).
Funktionsnedsættelse forstås som fysiske, psykiske, intellektuelle og sensoriske begrænsninger i funktionsevnen, hvor handicap udtrykker de begrænsninger og barrierer, som personen møder i samspillet med omgivelserne (Bonfils & Olsen 2016).
Denne forståelse genfindes i internationale dokumenter som FN’s Handicapkonvention og WHO’s Internationale Klassifikation af Funktionsevne, Funktionsevnenedsættelse og Helbredstilstand”, ICF (Maribo et al. 2022). I FN’s Handicapkonvention hedder det i artikel 1:
’Personer med handicap omfatter personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.’ (Institut for menneskerettigheder 2021).
ICF er bygget op omkring en begrebsramme, hvor en persons funktionsevne forstås i lyset af tre områder:
- 1 Funktionsnedsættelser er problemer i kroppens funktioner eller ændringer i kroppens struktur
- 2 Aktivitetsbegrænsninger er problemer med at udføre bestemte aktiviteter
- 3 Deltagelsesbegrænsninger er problemer med at deltage på lige fod i forskellige livssituationer og dermed blive ladt i stikken jf. LNOB.
Derudover vurderes de kontekstuelle faktorer i form af omgivelsesmæssige og personlige faktorer.
Et eksempel på sidstnævnte kan være personens mestringsevne i forhold til personlige og sociale aktiviteter. Disse anskues som faktorer, der er fremmende eller begrænsende for personens deltagelsesmuligheder i den givne kontekst.
Samfundsmæssigt skabte barrierer kan komme til udtryk på subtile måder. Det kan være i den fysiske indretning af bygninger, transportsystemer, i det materielle design af produkter og artefakter, som udvikles ud fra en ofte implicit antagelse om, hvad der udgør menneskelig funktionsevne.
Det kan være i normer og forestillinger om normalitet, som markerer grænser for, hvad der i et givent samfund opfattes som normalt og forventeligt. Det gælder opførsel, adfærd, udseende og fysisk formåen.
Forståelser af handicap og funktionsnedsættelse er således indlejret i kulturelle og historiske processer om normalitet og afvigelse, idet normalitetens grænser er styrende principper for de samfundsmæssige og sociale organiseringer af menneskers liv og mulighedsrum (Grue, 2016).
Som eksempel kan det forhold, at en elev henvises til specialskole med henvisning til en autismediagnose, anskues som et udtryk for den aktuelle samfundsmæssige organisering af grænserne for almenskolens læringsrum og fællesskab.
De samfundsmæssige værdier og dominerende diskurser har afgørende indflydelse på menneskets forståelser af, hvem der kategoriseres som normal eller afvigende.
Inden for den kritiske handicapforskning anvendes betegnelsen disablism ( handicapisme) som udtryk for diskriminerende, undertrykkende og nedværdigende adfærd, der bygger på forestillinger om, at personer med funktionsnedsættelse er mindre værd end andre mennesker.
I forlængelse heraf anvendes også betegnelsen ableism som et udtryk for de subtile processer, hvorigennem forestillinger om den normale krop konstitueres som norm for idealmennesker (Bredgaard et al. 2020).
Et eksempel på ableism kan ses i det forhold, at S-tog i København er indrettet med rampe, der kræver manuel betjening af togpersonalet, for at en kørestolsbruger kan komme ind og ud. S-toget er i dets design indrettet ud fra en normalitetsforståelse for kropskapable, og i samme ombæring bidrager den handicap-tilgængelige rampe til at udstille personer i kørestol som hjælpetrængende og afhængige af togpersonalet.
Inden for den britiske handicapforskning er begrebet om disablism endvidere videreudviklet med fokus på undgåelsesadfærd.
Betegnelsen aversive disablism henviser til en adfærd, hvor man ønsker at undgå noget. Eksempelvis når mennesker uden funktionsnedsættelse forsøger at undgå at komme i kontakt med mennesker med en funktionsnedsættelse (Bredgaard et al. 2020)
Disse perspektiver kan åbne blikket for, hvordan fordomme – i betydningen forforståelser – er indlejret i anskuelsen af mennesker med funktionsnedsættelse.
Som eksempel kan det betyde, at mennesker, der lever med en funktionsnedsættelse, mødes med lavere forventninger. Men også hvordan fysiske produkter kan være designet med afsæt i en forestilling om normal kropsfunktion.
For at skærpe både en samfundsmæssig forståelse for vigtigheden af universelt design og den praktiske udøvelse af universelt design, er det centralt, at der udvikles stærkere teoretiske og metodiske redskaber til analyse og evaluering af, hvordan produkter, teknologier, bygninger mv. udvikles, så de reelt skaber rummelighed for menneskelig diversitet.
1.5 Værdier i universelt design og evaluering
Universelt design har som grundlæggende værdi, at produkterne, fx bygninger, transportmidler, offentlige rum, hjemmesider, sociale indsatser etc., skal kunne bruges af alle mennesker.
For at få viden om, hvorvidt det lykkes at realisere denne grundlæggende værdi, er det vigtigt at stille evaluerende spørgsmål til universelt design: Kan alle mennesker bruge det?
Spørgsmålet kan nuanceres på mange måder fx ved at spørge: Hvad får forskellige mennesker fx med funktionsnedsættelser ud af at bruge de pågældende produkter? Og hvad får familie, venner, arbejdsgiver og samfundet ud af det?
Der mangler dog at blive opbygget en evalueringspraksis, -kultur og –kapacitet, når det gælder evaluering af arbejdet med universelt design og produkter heraf.
Det gælder fx inden for arkitekturen, der sætter langvarige fysiske, æstetiske, logistiske rammer for menneskers hverdagsliv i egen bolig, på indkøb, under uddannelse, i kulturen, i arbejdslivet etc.
Her forekommer det sjældent, at der gennemføres evalueringer af, om mål og værdier knyttet til konkrete former for design i arkitektur, digitale løsninger, uddannelser mv. realiseres i praksis for den mangfoldighed af mennesker, der skal bruge og leve med resultaterne af design.
Her er der således tale om fag- og genstandsfelter, hvor der er stort potentiale i at udvikle og gennemføre evalueringer af design, både universelt design og ikke-universelt design, der kan bidrage med vigtig viden om, hvad universelt design kan bidrage med, og hvordan universelt design kan omsættes til praksis, der gør en positiv forskel for mangfoldigheden af mennesker.
Der er brug for at diskutere, hvordan der kan skabes en relevant evalueringspraksis, -kultur og -kapacitet inden for universelt design, fx arkitektur og byggeri.
Det kan med fordel ske i dialog med andre fagområder, hvor der er opbygget evalueringstraditioner med erfaringer og viden, der kan bruges.
Der er fx udviklet en tradition for og institutionalisering af evaluering inden for fx offentlig forvaltning og indsatser på det sociale område.
Det vil således være muligt at inddrage erfaringer herfra, men erfaringerne er langt fra udtømmende i forhold til netop evaluering af værdierne knyttet til universelt design og LNOB.
Erfaringer fra involvering af brugere i planlægningen af kommende byggerier, produkter og services må inddrages i udviklingen af en evalueringspraksis, hvor det må stå centralt at sikre, at en diversitet af brugerperspektiver er inddraget i evalueringerne.
Ingen faggrupper eller fagfelter ligger inde med alle de vises sten i forhold til evaluering af universelt design, så der er i høj grad brug for tværdisciplinært samarbejde om at finde frem til evalueringsformer og ikke mindst forståelse og begreber for de centrale værdier, der er afgørende at vurdere i forhold til universelt design.
1.6 Introduktion til bogens kapitler
Da vi ser udfordringerne med at udvikle universelt design i praksis som en opgave, der fordrer tværdisciplinære tilgange, har det været et styrende princip, at alle kapitlerne er udarbejdet i et tværdisciplinært samarbejde.
Princippet har også været gældende for redaktionsgruppen bag antologien, som er forfattere for dette indledende kapitel (1) og ligeledes for det perspektiverende kapitel (11), som runder antologien af.
Redaktørerne Inge Storgaard Bonfils har baggrund i statskundskab, Leif Olsen i sociologi og Anne Kathrine Frandsen i arkitektur.
Kapitel 2. Botilbudsarkitektur som en prisme for menneskesyn belyser institutions- og botilbudsarkitektur for mennesker med udviklingshæmning, fra da de store anstalter blev etableret i slutningen af det 19. århundrede, til nutidens botilbud blev bygget inden for rammerne af almenboligloven og diskuterer, hvordan vi skal forstå universelt design i relation til denne boligtype.
Kapitlet er skrevet på tværs af samfundsvidenskabelig og arkitektfaglig forskningstraditioner af Inge Storgaard Bonfils, ph.d. i statskundskab og forsker i handicappolitik, socialt arbejde og rehabilitering og Anne Kathrine Frandsen, ph.d. i arkitektur og forsker i universelt design og byggeriets processer.
Kapitel 3. Produktdesign – fra abelism mod mere inkluderende design diskuterer den implicitte forståelse af menneskekroppe og funktionsevne, der ligger bag udformningen af de produkter, vi omgiver os med i hverdagen. Kapitlet introducerer til designbegreber, der har en bredere forforståelse af menneskelig diversitet og designmetoder, der igennem involvering og co-design søger at tage højde for menneskelig diversitet.
Kapitlet er skrevet på tværs af samfundsvidenskabelige og designfaglige forskningstraditioner af Eva Brandt, professor i socialt design, Signe Mårbjerg Severin, som er designer, og Inge Storgaard Bonfils, ph.d. i statskundskab.
Kapitel 4. Mod digital tilgængelighed: handicapkultur og social retfærdighed fortsætter kritikken af eksisterende designtilgange og retter fokus på, hvordan en involverende designtilgang, der inkluderer brugere med funktionsnedsættelse, kan ændre forståelsen af tilgængelighed fra et spørgsmål om at opfylde en række standardiserede krav til at bidrage til social retfærdighed.
Kapitlet er skrevet af forfatterne Barbara Carreras, ph.d.-studerende fra ITU med en samfundsfaglig science-technology tilgang, Frederik Gybel Jensen, audiolog og ph.d.-studerende på Rigshospitalet, Jesper Holten, politisk repræsentant med fokus på digitalisering fra Dansk Blindesamfund samt Leif Pedersen, ph.d.-studerende i medier og medieudvikling på RUC.
Kapitel 5. Afhængighedssensibilitet via universelt design følger Peters rejse i morgentrafikken med S-tog fra sit hjem til sin arbejdsplads og giver indsigt i hans perspektiv og erfaringer som kørestolsbruger på denne rejse.
Forfatterne Markus Tang Merit, sociolog, Emil Ballegaard, arkitekt, og Eva Brandt, professor i socialt design, skriver en forståelse af universelt design som en sensibilitet over for afhængigheder fremfor alene konkrete fysiske løsninger.
Kapitel 6. Universelt jobdesign præsenterer et nyt teoretisk begreb om design af job, der tager udgangspunkt i diversitet og mangfoldighed, inspireret af de syv principper for universelt design.
Også her kommer forfatterne fra forskellige forskningstraditioner, med en samfundsvidenskabelig baggrund inden for arbejdsmarkedsforskning, Thomas Bredgaard, professor og leder af Forskningscenter for Handicap og Beskæftigelse, og Kristian Moltke Martiny med en baggrund i filosofi og antropologi og en ph.d. i filosofi og neurovi – denskab.
Kapitel 7. At stille det rigtige spørgsmål – vejledende praksis for universelt design, der er baseret på interviews med landskabsarki – tekter, formulerer en række spørgsmål som kan stilles i designpro – cessen for at bane vejen for at tænke og skabe universelt design.
Kapitlet er skrevet af Markus Tang Merit, sociolog, Marie Gramkow Christoffersen, ph.d. i landskabsarkitektur, Ulrika Stigsdotter, pro – fessor i landskabsarkitektur med fokus på health design, og Masashi Kajita, arkitekt MAA, ph.d. og lektor.
Kapitel 8. Normkritik og normkreativitet som afsæt for et mere inkluderende menneskesyn kaster et undersøgende blik på pædagogisk praksis for at se, hvordan ambitionen med universelt design kan tænkes ind i praksisser i pædagogik og socialt arbejde.
Kapitlet er skrevet på tværs af samfundsvidenskabelig og humanistisk forskningstradition af Emil Falster, ph.d. og post.doc ved Sociologi og So – cialt arbejde, AAU, og Leif Pedersen, ph.d.-studerende i medier og medieudvikling på RUC.
Kapitel 9. Pædagogiske redskaber til undervisning i universelt design præsenterer et undervisningsredskab, Universal Design Playbook, udviklet på DTU, der kan gøre spørgsmål om universelt design nærværende i designprocesser og co-design workshops.
Kapitlets forfattere består af udviklerne fra DTU, John Paulin, psykolog og professor ved DTU Management, Dagny Valgeirsdottir, adjunkt ved DTU Skylab. Thomas Skovgaard, forskningsleder for Active Living, Institut for Idræt og Biomekanik, SDU, bidrager i kapitlet med erfaringer ved omsætning og brug af værktøjet i problemorienterede projektforløb på SDU.
Kapitel 10. Udforskning af Person-Environment-Occupationmodellen beskriver erfaringer med at bruge Person-Environment-Occupation-modellen som analyse- og designmodel i arkitektfaglig praksis.
Forfatterne bag kapitlet Turid Borgestrand Øien, arkitekt og adjunkt ved BUILD, AAU, og Roberta Cassi, arkitekt og ph.d. ved Det Kongelige Akademi, kommer begge fra en arkitektfaglig forskningstradition men bruger her et anerkendt værktøj og erfaringer fra det ergoterapeutiske fagfelt.
Antologien “Universelt Design – Tværdisciplinære perspektiver i teori og praksis” udkommer på Aalborg Universitetsforlag 1. juni og vil være åbent tilgængelig via dette link.
Tak fordi du læser Impact Insider. Som samfundsiværksætter eller investor ved du, at kvalitet ikke er gratis. Vi er afhængige af, at abonnenter betaler for vores journalistik. Så hvis du synes, det er værd at have et uafhængigt specialmedie, der konstant jagter de bedste og mest effektive løsninger på samfundsproblemer, kan du tegne abonnement her.
