Af Anders Folmer Buhelt og Clara Dawe
At fylde 5 år er helt særligt. Når børn fylder 5, er de store, har lært en masse, og begynder at have formet deres eget ståsted at møde verden fra.
For eksempel ved de præcis, hvordan deres egen fødselsdag skal fejres – typisk noget med skattejagt og en kage formet som det univers, de lige nu er opslugt af. Harry Potter og prinsesser er vist blandt favoritterne.
Den 24. januar i år fylder Akademiet for Social Innovation 5 år. I 2019 på samme dato var der stiftende generalforsamling, hvor 40 ledere fra civilsamfund, virksomheder, offentlige organisationer og fonde sammen satte Akademiet i verden med formålet om at arbejde for nye ideer og tværsektorielle løsninger på sociale og samfundsmæssige problemer, fremme samarbejdet på tværs af sektorer og stille viden til rådighed for samfundet.
Det er stadig formålet i dag. Men hold fast, hvor er vi de seneste fem år blevet meget klogere på, hvad det vil sige og kræver. Vi har prøvet, vi har fejlet, været forvirrede og tumlet rundt – og også slået os lidt undervejs.
Her kommer fem læringer, som vi har gjort os i den proces, og som udgør grundpillerne i det ståsted, Akademiet for Social Innovation møder verden fra som 5-årig. Klar til at blive udfordret og udviklet, som vi bliver ældre, visere og mere erfarne.
1. Vi mangler ikke løsninger – vi mangler kapacitet
Da Akademiet så dagens lys, var det resultatet af en lang udviklingsproces, hvor en masse dygtige og engagerede mennesker havde været involveret i at svare på spørgsmålet: Hvad skal der til for, at vi bliver bedre til at arbejde sammen på tværs af civilsamfund, erhvervsliv og det offentlige om at løse samfundsproblemer?
Svaret på det spørgsmål blev at skabe et mødested, hvor ledere på tværs af sektorer byggede relationer og kunne gå i gang med at arbejde sammen om nye løsninger.
Da Akademiet så blev stiftet oven på denne ret lange udviklingsproces, skulle vi væk fra bare at tale om det og i gang med at handle. Og det helst lidt hurtigt. Men vi blev ret hurtigt klar over, at det faktisk ikke var opgaven. Det var noget langt mere grundlæggende – og måske også lidt kedeligt – som der var behov for: bygge evne til social innovation.
I Danmark mangler vi simpelthen evne og kapacitet til at arbejde med social innovation som en tilgang til samfundsudvikling.
Social innovation er et kæmpe praksis- og forskningsfelt internationalt og bliver i EU, World Economic Forum og OECD opfattet som helt afgørende for de europæiske samfundsmodellers overlevelse og for gennemførslen af den grønne og den digitale omstilling.
I Danmark er det blevet forvist til en niche, som kun få har hørt om, og endnu færre ved, hvordan man arbejder med.
Men hvad vil det så sige at have kapacitet til social innovation?
Hvad kræver det af os som ledere og organisationer?
Det er det, de næste læringer, som vi gerne vil dele, handler om.
2. Vi skal ikke tro, vi ved, hvad de andre vil
Hvis vi overhovedet skal komme i gang med at samarbejde, så kræver det, at vi forstår, hvad der ligger bag de positioner, som organisationer og mennesker har. Interests are the why of positions, som den amerikanske forsker i co-creation og kollektive beslutningsprocesser Tina Nabatchi formulerer det.
Det lyder måske enkelt, men ikke desto mindre har vi oplevet, at vores fokusering på de andres positioner kommer til at stå i vejen for, at vi overhovedet tør banke på deres dør.
Vi har ofte en klar analyse af, hvad forskellige organisationers positioner er, og derfor kender vi allerede deres holdninger til vores idé. Vi mærker deres modstand mod det, vi har gang i, helt uden at vi har talt med dem – og det kommer til at være en barriere for overhovedet at gå i gang.
Det er i samtalen om vores interesser, at vi kan begynde at forandre og finde nye fælles positioner. Og hvordan får man så gang i den samtale?
Det gør man ved at gå ind ad døren med det, man tror på og gerne vil (interesse) frem for en løsning (position). Ved at være nysgerrig og ved at dele sine ufærdige ideer og på den måde invitere indenfor i processen hen imod fælles interesser.
I vores arbejde med forandringsdagsordenen En vej til alle er vi igen og igen blevet mindet om, hvor vigtigt det er ikke at tro, at du kender den anden organisations svar, før du har stillet spørgsmålet.
3. Det handler (også) om følelser
Social Innovation er grundlæggende relationelt. Det handler om mennesker, der gør ting i fællesskab. Men det relationelle handler også om, at følelser, værdier og længsler er afgørende, hvis vi skal skabe social innovation.
Samfundsforandring er besværligt, udfordrende, energikrævende og tager lang tid. Nogle steder i verden er det også farligt. Vi skal virkelig ville det, hvis vi overhovedet skal orke og turde gå i gang.
Hvor kommer den vilje og energi fra?
Vores erfaringer er, at den kommer, når vi kan mere end forstå det, vi vil forandre, på et intellektuelt og rationelt plan. Vi skal også kunne mærke det, vi vil forandre. Når vi kan mærke, sanse og forstå den uretfærdighed eller de problemer, vi står overfor. Med andre ord: Når vi føler noget.
Som eksperter, ledere og professionelle har vi også brug for følelserne til at drive værket. Vores intellektuelle og professionelle interesse er ikke nok. Hvis vi skal skabe dyb forandring, er vi nødt til at engagere os dybere, end vores rolle eller funktion tilsiger, og investere os selv som engagerede, omsorgsfulde mennesker.
4. Empatidrevne reformer
Social innovation hviler på en meget vigtig grundlæggende antagelse – et særligt menneskesyn: At alle mennesker har et iboende potentiale til at gøre noget godt for sig selv og for andre. Måske endda et behov for det. Til at være med til at finde løsninger – for sig selv og for andre. Det er formentlig noget, de fleste kan være enige i – i hvert fald på det principielle plan.
Men det er faktisk noget, vi er ret dårlige til at tage konsekvensen af, når vi diskuterer, hvordan vi løser problemer.
Det gælder både på mikroniveau, når det handler om det enkelte menneske, der står i en svær livssituation, og på makroniveau, når vi skaber strukturer, regler, lovgivning og styringsmodeller.
Vi tror for lidt på mennesker, og hvad de kan udrette og skabe sammen, hvis de får lov.
På den måde overser vi potentialer og går glip af afgørende ressourcer, ligesom vi holder mennesker uden for indflydelse på deres egen situation.
Vi har gang på gang oplevet den forskel, det gør, når vi får mennesker, der har oplevet konsekvenserne af samfundsproblemer på egen krop, ind i de rum, hvor vi diskuterer reformer og løsninger. Når vi starter samtalen om, hvordan vi løser et problem, med afsæt i empati frem for strukturer, system og politik. Vi skal ikke tro, at vi ved, hvad problemet er, før vi har talt med nogen, der har oplevet det.
At skabe de rum handler blandt andet om at gøre en anden slags argumenter, måder at udtrykke sig på og logikker legitime der, hvor vi diskuterer reformer, løsningsmodeller og styring. Vi skal åbne rummene op og designe dem på måder, hvor mange kan være med.
Men i vores iver for at inkludere og skabe gode rammer, er det afgørende, at vi holder fast i, at selv om mennesker står i svære livssituationer eller bærer på en tung bagage, så kan de godt tåle, at vi taler med dem.
Og de kan ikke alene bidrage med erfaringer; de har mindst lige så gode forudsætninger som andre til at være medskabere af den måde, vi skal bekæmpe et problem på.
Det lyder banalt, men vi har oplevet eksempler på, at vores omsorg for mennesker, der har det svært, kan ende med at ekskludere dem fra samtalen om, hvordan deres liv kunne blive bedre.
5. Giv magten fra dig
Vi runder af med noget af det svære, hvor vi – i den konstruktion Akademiet er født med – virkelig skal kigge indad og arbejde med at forandre os selv.
Akademiets medlemmer er ledere. Mennesker med magt. Og noget af det, vi øver os i at forandre ved os selv, er at give magten fra os.
Det er svært. Men en forudsætning for, at vi kan skabe forandringsprocesser, hvor mennesker skaber deres egen fremtid i fællesskab.
Hvornår har du sidst givet noget af din magt til andre, så de fik bedre mulighed for at skabe forandring for sig selv og andre?
Det spørgsmål kommer vi til at stille os selv i Akademiet den kommende tid.
Et andet spørgsmål, vi har spekuleret lidt over på det sidste, er, hvad vores fødselsdagskage skal være formet som?
For som alle andre 5-årige, så synes vi, at en temakage fra yndlingsuniverset er helt passende til vores fødselsdag.
Mange kloge, gode og inspirerende mennesker og faglige universer fylder vores hverdag og har givet os inspiration gennem årene. Men da vi forleden til Akademiets nytårskur spurgte vores medlemmer, hvad der havde været det mest betydningsfulde og inspirerende øjeblik i Akademiet i 2023, pegede mange på inspirationen fra astrofysikken.
Det har i den grad udfordret vores forståelse af tid og understreget vigtigheden af det planetære perspektiv: at vi alle er forbundet på tværs af grænser og arter.
Så det bliver nok en stjernehimmel, der kommer på fødselsdagskagen i denne omgang.
Anders Folmer Buhelt er direktør for Akademiet for Social Innovation. Han har tidligere været direktør for Ungdommens Røde Kors og afdelingsleder i Institut for Menneskerettigheder.
Clara Dawe er sekretariatsleder i Akademiet for Social Innovation. Hun har tidligere arbejdet i blandt andet Tænketanken Mandag Morgen og Socialministeriet.
Tak fordi du læser Impact Insider. Som samfundsiværksætter eller investor ved du, at kvalitet ikke er gratis. Vi er afhængige af, at abonnenter betaler for vores journalistik. Så hvis du synes, det er værd at have et uafhængigt specialmedie, der konstant jagter de bedste og mest effektive løsninger på samfundsproblemer, kan du tegne abonnement her.
