Klumme: Skal vi unge virkelig efterligne Greta Thunberg for at blive taget alvorligt?

Af Freja Sangild Boysen, direktør hos SocialSpace

For nylig stødte jeg på en artikel med overskriften ”Vi har alvorligt brug for en social Greta Thunberg”. Selv om jeg til dels kan erklære mig enig, provokerer budskabet mig.

Jeg oplever, at vi er mange unge, der forsøger at råbe op, forsøger at gøre en forskel på det sociale område og kæmper for at få en stemme i demokratiet og i de politiske beslutninger.

Men samtidig oplever jeg, at der er samfundsstrukturer, der ikke inkluderer unge og dermed fører til, at ’de voksne’ træffer beslutninger på ungdommens vegne uden at lytte til de unge.

Man skal kæmpe for at blive hørt

I oktober 2021 var jeg med til at stifte SocialSpace, en formålsdrevet NGO, der arbejder for at fremme trivsel blandt børn og unge ved at give børn, unge og deres forældre et let og overskueligt overblik over rådgivningsmuligheder på én samlet platform. SocialSpace tager udgangspunkt i de løsninger, jeg selv som sårbar ung har manglet, og som vi ser bliver efterspurgt af unge og i samfundet generelt.

Både i mit arbejde med SocialSpace og i det arbejde, jeg lægger i ungdomsorganisationen SAGA, har jeg oplevet, hvor meget man skal kæmpe som ung for at blive hørt.

På min rejse som social iværksætter møder jeg mange ildsjæle, som brænder for at gøre en forskel på det sociale område. Mange af os arbejder hver dag benhårdt på at kunne give børn og unge de løsninger og fællesskaber, vi selv har manglet.

Men vi bliver ofte mødt af politiske og samfundsmæssige strukturer, der blokerer for vores muligheder for at gøre en forskel.

Paradokserne står i kø

Det er, som om paradokserne står i kø.

Jeg har oplevet at blive mødt med krav om mange års erfaring. Men hvordan kan vi have det som helt nye organisationer stiftet af unge?

Jeg har oplevet krav om evidens for effekten af indsatser. Men hvordan kan man forhåndsdokumentere effekten af helt nye, innovative og eksperimenterende tilgange?

Og jeg har oplevet politiske krav om blåstempling af os fra store, anerkendte organisationer. Men hvordan skal vi få det, når vores løsninger netop er bud på nye måder at gøre tingene på og dermed modstykker til det bestående?

Jeg anerkender fuldt ud værdien af evidens og behovet for en vis sikkerhed for, at man kan levere, hvad man siger, man vil levere. Men evidens tager tid og kan ikke skabes uden midler. Derfor savner jeg en risikovilje og tillid til, at vi kommer med nogle nye løsninger på både velkendte og nye problemer.

Vi skal turde tænke nyt

Jeg savner, at I voksne, som har skabt strukturerne, sætter pris på, at vi har en ungdomsgeneration, der forsøger at skaber løsningerne selv? Ikke bare i ord, men også i handling. At I viser, I værdsætter, når vi sætter initiativer i verden, der kan skabe den forandring, vi så brændende ønsker for os selv og fremtidens unge?

Hvis vi som samfund ønsker, at unge skal være med til at gøre en forskel, tror jeg, vi er nødt til at turde tænke i nye baner. Vi er nødt til at kigge på nogle af de strukturer, der findes, og spørge os selv, om de står i vejen for det, vi ønsker.

Vi må udfordre de præmisser, som vi i dag er tvunget til at indrette os efter for at få bevillinger, og være klar til at give plads til nye, innovative løsninger.

Er vi nødt til at efterligne Greta Thunberg?

Det er derfor, jeg bliver provokeret, når I spørger, hvor de unge er henne i kampen for et socialt bæredygtigt samfund, og hvor vores stemme er i demokratiet.

For vi er en generation af unge, som er trætte af at høre, at vi er privilegerede. Vi har taget skeen i egen hånd og anerkendt, at vi er nødt til at være med til at skabe den forandring, vi ønsker at se i verden.

Hvis I gerne vil have ungdommen med i kampen, høre vores stemme og gøre brug af de løsninger vi peger på, er I nødt til at turde bære nytænkende initiativer fremad. I er nødt til at hylde dem, der gør noget anderledes, og som går imod det etablerede system.

Jeg kunne godt stille mig ned foran Christiansborg med en masse andre unge og skrige på nye løsninger, og det kan da også være, at det er det, jeg er nødt til at gøre en dag.

Men jeg oplever, at det er lidt en falliterklæring. For hvis vi vælger den løsning og begynder at råb højt, så skiller vi os ud, og så kan det blive svært at blive taget seriøst.

Derfor spørger jeg jer: Er vi unge virkelig nødt til at efterligne Greta Thunberg for at få en plads i den sociale udvikling af vores samfund?

---

Freja Sangild Boysen er medstifter af organisationen SocialSpace, frivillig i ungdomsorganisationen Saga og i gang med at færdiggøre sin master i public health med speciale inden for intervention og effektevaluering. Til daglig arbejder Freja med at gøre rådgivningsmuligheder mere synlige for børn og unge. Freja er desuden uddannet fysioterapeut og har arbejdet med alt fra resocialisering af udsatte målgrupper til sundhedsfremme hos store virksomhedshuse i Oslo.