Podcasten er tilgængelig fra tirsdag klokken 6.
Om podcastserien: Forandringens Kraft
Dette er femte episode i serien Forandringens Kraft.
Systemisk forandring fylder mere og mere. Forandringskraft er et forum, der samler forandringsagenter fra fondsverdenen, civilsamfundet, det offentlige og erhvervslivet med det formål at lære af hinanden og styrke økosystemet for systemisk forandring.
I fem podcastepisoder bringer Impact Insider stemningsbilleder og indsigter fra Forandringskraft 2026.
Serien er finansieret af Forandringskraft med fuld redaktionel frihed til Impact Insider. Læs mere om betalt indhold her.
Halvvejs gennem et projekt – og stadig næsten ingenting at vise frem.
Hvis du arbejder med systemisk forandring, kender du følelsen. Tiden går. Kompleksiteten vokser. Og de resultater, man forventer at kunne fremvise, lader vente på sig. For sådan fungerer forandring sjældent. Den er ikke lineær. Og den følger ikke en plan.
I femte og sidste episode af Forandringens Kraft stiller vi et af de sværeste spørgsmål overhovedet: Hvordan ved man, om man er på rette vej, når den forandring, man stiler efter, først viser sig langt senere – og måske i en helt anden form, end man havde forestillet sig?
Med afsæt i perspektiver fra blandt andre Bikubenfonden og System Shift dykker vi ned i en ny måde at forstå evaluering på. En tilgang, hvor læring, usikkerhed og “signals of change” træder i stedet for klassiske målinger og klare kausaliteter.
Samtidig åbner Bikubenfonden for maskinrummet i deres egne eksperimenter.
For hvad vil det egentlig sige at skalere, når målet ikke bare er at udbrede en løsning – men at ændre måden, organisationer tænker og arbejder på? Her handler det ikke om at kopiere noget, der virker ét sted, men om at forankre nye logikker på tværs af systemer, relationer og siloer. Og det viser sig at være langt sværere, end man måske troede.
Så hvad gør man, når fremskridt ikke kan måles i milepæle – men i små forskydninger, nye samarbejder og tegn på, at noget er ved at flytte sig?
Lyt med i episode 5: Evaluering af systemisk forandring.




