Af Karl Michael Sloth
Klimadebatten er blevet domineret af tekniske detaljer, nøgletal og videnskabelige analyser. Men i vores bestræbelser på at beskytte vores kystlinjer og havområder, ja, natur generelt, glemmer vi ofte det dybe forhold mellem mennesker og havet, der har formet generationer. Dette forhold handler ikke kun om videnskab, det handler om kærlighed og ejerskab.
Havmiljøplanen har været en nødvendig reaktion på de trusler, vores havmiljø står overfor. Ngo’er og miljøorganisationer har arbejdet hårdt for at indsamle videnskabelige data om havforurening, biodiversitet og klimaændringer. Deres mål er at påvirke politiske beslutningstagere ved at levere håndfaste fakta og tal.
Men prøv lige at overveje følgende. Hvordan er det lige, havmiljøplanens opdeling af havet skal forstås?
Bevares, det er efter de internationale aftaler, men alligevel.
Hvis man nu lavede en analogi til mit og min kones forhold, ville det lyde sådan: “Skat, jeg vil passe rigtig meget på 10 procent af dig, 20 procent vil jeg passe lidt på, og de sidste 70 procent vil jeg stadig skide på.”
Så ved jeg godt, at jeg ikke skulle regne med at sove hjemme.
Heller ikke hvis jeg forsøgte at sige, at alle andre mente, det var et udmærket grundlag for et parforhold.
Det ligger helt i tråd med, at vi allerede har separeret familien i hav og land, og at de to dele hænger ikke sammen.
Hører jeg et par organisationer klappe i baggrunden og mumle, at de aldrig får våde fødder, så derfor er havet ikke deres problem?
Havet er mere end tal og formler
Med denne tekniske tilgang til debatten risikerer vi at miste det dybere perspektiv.
Havet er mere end blot tal og formler, der kan diskuteres, måles og vejes; det er en del af vores kulturelle arv, vores identitet og vores liv. Det er mere end et naturvidenskabeligt projekt, som skal formidles til en passiv befolkning.
Vores nuværende klimadebat minder om noget fra oplysningstiden, hvor fornuft og videnskab var i højsædet. Vi har opdelt naturen i små analyserbare enheder og forsøgt at løse komplekse miljøproblemer med tekniske løsninger. Men vi har måske glemt, at naturen er mere end summen af dens dele. Den er en helhed, som vi er en integreret del af.
I det hele taget er tanken om at opdele naturen og havet i små bidder blevet endnu mere absurd i den situation, vi og resten af verden står i. Det bør efterhånden være gået op for de fleste, at naturen består af både land og hav, og at de er en helhed, der hele tiden påvirker hinanden.
Kunsten kan spille en vigtig rolle
Måske er det tid til en ny tilgang inspireret af romantikken og tænkere som Schleiermacher. Dette indebærer at se naturen som mere end blot data og grafer. Det er at omfavne det åndelige aspekt af vores forhold til havet og land som helhed og bringer mennesket tilbage i helheden.
Her kan kunsten og og vores unikke historier om hav og natur spille en vigtig rolle. Kunstprojekter, kulturelle initiativer og lokal historie og viden kan inspirere folk til at forbinde sig med naturen og herunder havet på et dybere plan. Det er her, fortællinger, der kan binde os sammen med naturen, kan genskabes. Det handler ikke kun om at forstå videnskaben bag naturen. Det handler om at føle og elske den.
En afgørende komponent i en ny tilgang er at forstå, at hver lokalbefolkning har sin unikke opfattelse af naturen og et specielt forhold til den gennem deres historie og identitet.
Projekter skal tage udgangspunkt i, hvordan folk ser havet, hvordan det har formet deres liv, og hvordan de ønsker at bevare det. Det handler om at skabe initiativer, der respekterer og fremmer den lokale identitet og livsstil. Et landbrug og fiskeri, der ikke er baseret på grådighed og stordrift, men på en sammenhæng med det omgivende.
Naturen er mere end en maskine
Når man fra statens og andre offentlige instanser og industriens side taler om at genoprette balancen i naturen og muliggøre menneskehedens positive udvikling, må vi kigge i en anden retning end den, der uden konkurrence lige nu ses som den rette vej.
Det handler om at anerkende, at forholdet mellem mennesket og naturen ikke kan reduceres til blot naturvidenskabelige aspekter. Dette forståelsesniveau af relationen mellem menneske og natur er af afgørende betydning.
Tekniske løsninger som vindmølleparker og regulering af naturreservater er ikke nok, selv om de er vigtige. Vi må undgå at se naturen som noget, der kan reguleres og kontrolleres som maskiner.
Dette perspektiv er en tilbagevenden til en overforenklet forståelse fra oplysningstiden, der har mistet forbindelsen til det grundlæggende problem og menneskets plads i en meget større sammenhæng. Vi bliver ikke mere økologiske af at købe 10 økologiske bananer, hvis vi kun skal bruge èn, selv om statistikken for økologiske bananer får et positivt boost opad. Vi må kigge dybere.
Måske skulle vi stoppe op og spørge ind til, hvad vi bruger energien til, og om det egentlig er nødvendigt med det forbrug vi har, inden vi plastrer hav og land til med alle mulige løsninger for at få mere energi.
Troen på en teknologisk evolution og regulering som redningen, der vil føre os videre i “business as usual”, forekommer ved blot en smule eftertænksomhed, noget naiv og distanceret fra virkeligheden og de scenarier, der udspiller sig.
Fra ngo’er har man set noget, der ligner et forsøg på en vækkelse til en ny naturforståelse. Men som udenforstående undres man over, om der ligger en strategi til grund, og hvordan den på nogen måde skulle favne bredt, eller om den blot er en forlængelse af de seneste årtiers forsøg på at gøre det samme om igen med håbet om et nyt resultat. Dette fører som bekendt sjældent til det ønskede.
Til sammenligning var de tidlige kristne nok heller ikke kommet langt i deres ambitioner, hvis de havde haft en fortælling, der drejede sig om, hvor høj Jesus var, hvor meget han vejede, og hvor mange mirakler han kunne producere på en dag, illustreret med søjlediagrammer og powerpoints.
Hvis ambitionen er at genoprette en balance i naturen, hvor menneskeheden har en chance for at have en positiv udvikling, så er det en helt anden vej, vi skal gå!
Så er det en accept af, at forholdet mellem menneske og natur ikke kan beskrives alene i naturfaglig forstand.
Det er denne forståelse af relationen mellem menneske og natur, der er afgørende. Ikke vindmølleparker eller andre tekniske løsninger.
Det er ikke regulerede naturreservater, hvor vi har kultiveret et stykke “autentisk” natur, som vi kan betragte udefra.
Dommedagsprofetier til julefrokosten
Nu, som gennem hele menneskehedens historie, har kriser, der nærmer sig et eksistentielt niveau, givet rum til dommedagsprofeter, der kan bestilles til et foredrag eller en inspirationsdag. Så får kollegerne en spændende og lidt skræmmende oplevelse inden weekenden, og din egen afdeling får en lidt skarpere profil.
Desværre er mange af disse profeters budskab om et potentielt dommedagsscenarie meget tættere på virkeligheden, end de fleste tror.
Men deres vigtige og højaktuelle budskab om, at vi slet ikke tager denne potentielle natur- og klimakatastrofe alvorligt nok, drukner som fjerne råb i et corporate setup, mange af dem selv er med til at skabe som smarte foredragsholdere med spændende indslag til julefrokosten eller inden fremlæggelsen af næste års strategi. Derfor mister budskabet den åndelighed og kraft, som det skulle have, hvis det på nogen måde skulle nå ud over det faste ekkokammer.
Der er liv derude
Men der er håb. Der er folk derude, der ser naturen og havet som noget større end os selv.
Der foregår noget rundt om i krogene hos ministerierne og kommunerne, som prøver at få liv.
Der er projekter, hvor fundamentet er relationen mellem menneske og natur.
Der er projekter, hvor der lyttes til lokalbefolkningen, og hvor deres forhold til natur og hav tages alvorligt.
Der er forsøg på at give almindelige mennesker ejerskab og medbestemmelse i det, de egentlig altid har været: en del af den natur, der omgiver dem.
Endelig er der en bevægelse i gang, der ser naturen som det smukke, unikke og fantastiske den er, uden at indfange den i de kasser, vi har forsøgt at putte den i.
Måske er der håb for, at vi igen ser, at naturen er overalt – omkring os og inden i os. Desværre er det bare ikke disse projekter, der får mest fokus, og det er ikke hertil, de store nationale og internationale fondsmidler finder vej. De går stadig til søjlediagrammerne, dataindsamlingen, komite på komite, der i deres oplysningsiver søger at få eksperimentet menneske-natur til at passe i skemaet.
Tilbage til min kone og sammenligningen mellem min kone og naturen. Jeg elsker hele min kone hundrede procent og kan ikke adskille hende i små dele.
Jeg forstår hende på ingen måde, kun i glimt, men jeg vil gøre alt for, at hun er glad, for hun er mit et og alt.
Om der så er et fornuftigt grundlag for dette, ved jeg ikke, men jeg accepterer, at det er min verden og min drivkraft.
Karl Michael Sloth er cand.mag. i filosofi og har en baggrund som initiativtager til projekter i Øresund og Østersøen samt solid erfaring fra erhvervslivet. Han er en passioneret debattør og ildsjæl inden for samfundsrelaterede projekter og anvender sin filosofiske tilgang til at engagere lokale samfund, myndigheder og investorer.
Støt vores impactjournalistik! Som samfundsiværksætter eller investor ved du, at kvalitet ikke er gratis. Vi er afhængige af, at abonnenter betaler for vores journalistik. Så hvis du synes, det er værd at have et uafhængigt specialmedie, der konstant jagter de bedste og mest effektive løsninger på samfundsproblemer, kan du tegne abonnement her.
