Af Camilla Dolberg Schmidt
Forestil dig et rum fuld af mennesker. Jeg er et af dem.
Forventningen er stor, for her sidder nogle af de mest magtfulde mennesker i vores land, mennesker med adgang til store formuer og investeringskraft. Mennesker, som gerne vil gøre noget godt for andre mennesker og vores klode. Med mindre selvfølgelig, at de ikke vil.
For hvorfor er vi her? På jorden, såvel som i dette rum?
Meningen er forskellig for os alle, og alligevel er der sammenfald. Håber vi. For hvordan ellers finde sammen i et samfund? Hvordan følges ad, hvis vejene går i forskellige retninger – eller måske endda på tværs af hinanden?
Forestil dig forventningen i rummet: Et nyt organ er født, som skal samle aktører på tværs. Løse en stor udfordring, eller gerne flere.
Vi er forskellige i rummet, hører vi, men mest af alt er vi ens. For hvor er dem, vi gerne vil hjælpe? Hvis altså vi vil.
Talerne starter, og rummet bliver stille. De sædvanlige stemmer siger de sædvanlige ting. Hvordan skal vi løse det, bliver de spurgt, og budene er få og tøvende.
Forestillingen på scenen har sit eget liv, og i salen føler jeg mig ekskluderet. Fjernet fra at kunne bruge min stemme og fjernet fra at høre andres.
Da dørene bliver åbnet, er det som at trække vejret igen. Nu kan jeg dele mine tanker og følelser, sætte ord på.
Jeg forsøger straks at finde nogen, jeg kan dele med. Finde samhørighed i mine følelser med. Og de lytter pænt. Og tænker deres eget. For mine følelser er jo, når alt kommer til alt, ikke andet end mine.
Imagine all the people
John Lennon
Sharing all the world
You may say I’m a dreamer
But I’m not the only one
I hope someday you’ll join us
And the world will live as one
Jeg har siden tænkt over, hvad det var, der skete den dag i rummet.
Jeg følte mig ignoreret, irrelevant og ekskluderet. Frustrationen fulgte naturligt, ligesom vreden bestemt også var til at mærke.
Min forgæves søgen efter samhørighed førte til tristhed, og lige der gav jeg op.
Og så kom kærligheden. Som den gør, når vi giver slip. Slip på alt det, vi tror, vi ved.
Kærligheden til processen, til læringen og til den personlige rejse, som netop de først opståede følelser er garanter for. Hvis vi tør.
For måske er det bare sådan, det er med vores følelser. Frygten rammer før kærligheden. Mismodet før håbet. Og når vi igennem tristheden, så aner vi måske glæden.
Jeg håber, vi tør. Tør blive klogere på os selv og hinanden. Tør bevæge os uden for de cirkler, vi så trygt har skabt omkring os. Tør risikere det liv vi har i dag for et bedre et i morgen. Tør forestille os en anden verden. Og et mere åbent rum.
Camilla Dolberg Schmidt er digter og økonom og arbejder for at fremme opmærksomheden på sammenhængen mellem individuel selvforståelse og samfundsmæssig udvikling.
Tak fordi du læser Impact Insider. Som samfundsiværksætter eller investor ved du, at kvalitet ikke er gratis. Vi er afhængige af, at abonnenter betaler for vores journalistik. Så hvis du synes, det er værd at have et uafhængigt specialmedie, der konstant jagter de bedste og mest effektive løsninger på samfundsproblemer, kan du tegne abonnement her.
