Connect with us

Hvad søger du?

Artikel

Vi inviterede til åbent redaktionsmøde: Det kom til at handle om magt

Der er røre i den filantropiske andedam. Derfor har vi spurgt vores læsere, om tiden var inde til et filantropisk paradigmeskifte. Det førte til en livlig debat om magt og måder at bryde med traditionelle strukturer.

Hvordan skaber vi rum, hvor folk på gaden og folk, som sidder på pengene, kan mødes i øjenhøjde? Det spurgte en deltager på redaktionsmødet om. [Foto: Nikolaj Neven]

Hvor er filantropien på vej hen? Og hvordan kan vi indrette den, så den skaber mest mulig impact? Det var temaet for Impact Insiders åbne redaktionsmøde.

Spørgsmålene opstod i kølvandet på vores sommerartikel, hvor Mark Kramer nærmest tog livet af den strategiske filantropi. 

Modellen med, at fonde støtter ngo’er i at udvikle virkningsfulde indsatser, er forfejlet og ineffektiv, lød det fra den amerikanske forsker. Og tilgangen kan ikke løse de store samfundsproblemer.

“Det var en mavepuster,” sagde en deltager på redaktionsmødet. 

Men den mavepuster åbner samtidig op for en diskussion om magt, mente vedkommende. En diskussion, som også kom til at gennemstrømme dialogen i det københavnske nordvestkvarter. 

Hvordan opfatter vi magt?

Deltagerne var nemlig enige om, at Kramers analyse nok er korrekt. Men den mangler nuancer i en dansk kontekst. Forskerens løsninger er måske heller ikke de rette i vores del af verden.

Skal vi løse samfundsproblemer på en ny måde i det filantropiske felt, må vi starte med en magtudredning, mente de. 

Hvem har magten til at definere og løse problemer, og hvem skal eventuelt afgive denne magt? 

Hvordan skaber vi rum, hvor folk på gaden og folk, som sidder på pengene, kan mødes i øjenhøjde?

Hvilken (selv)opfattelse af magt sidder medlemmer af fondsbestyrelser og sekretariater med?

“Der er forskellige opfattelser af, hvad magt er, og hvordan man udøver magt. Magtopfattelse kommer ikke kun fra vores arbejdsliv. Det er dybt forankret i hverdagen. I relationer, normer og kultur. Vi skal arbejde med det meget bredere end kun i filantropien. Det vil være oplagt at brede samtalen ud,” sagde en deltager.

Det skal vi arbejde videre med 

Den opfordring har vi taget til os på Impact Insider. 

På redaktionen summer vi også videre over den noget filosofiske magtsamtale, der blev startet på mødet – og hvordan vi kan dække den mest meningsfuldt.

En deltager foreslog for eksempel, at vi kunne tale med afhoppere fra magtfulde rum som fondsbestyrelser og sekretariater: Hvorfor har de valgt at afgive magt? 

Det spørgsmål synes vi er spændende. Hvis du kender nogen, der har taget det skridt, hvis du selv har gjort det, eller hvis du sidder med refleksioner, som du har lyst til at dele med os, så vil vi enormt gerne høre fra dig – også selv om det kun er til baggrundsviden.

Du kan sende en mail til både malene@impactinsider.dk og carsten@impactinsider.dk

Mere du kan læse:

Impact Insider skriver om samfundsforandring til mennesker på tværs af sektorer.
Fortæl os om dig selv, så vi kan vise dig det mest relevante indhold.

Jeg besøger Impact Insider som


Og hvis du ikke vil gå glip af noget, kan du i stedet klikke på: