Af Hans Uldall-Poulsen
Få investeringer er mere meningsfulde end den, der hjælper et udsat barn ind på en tryg og meningsfuld livsbane. Kan vi gribe et barn, før skolefravær bliver til isolation, eller før mistrivsel følger barnet ind i voksenlivet, synes investeringen næsten oplagt. Menneskeligt. Og ofte også økonomisk.
Alligevel er der fortsat et betydeligt gab mellem ambitionerne om tidlig forebyggelse og de investeringer, vi faktisk foretager.
Tre forklaringer ligger lige for: Vi skal dokumentere de langsigtede business cases bedre, synliggøre de økonomiske gevinster og styrke kommunernes incitamenter til at investere.
Alle tre er relevante. Men hvad nu, hvis vi et øjeblik lægger de velkendte svar til side og ser på problemet med investorens øjne?
En god investering?
Forestil dig, at du bliver tilbudt følgende investering:
Du investerer 100.000 kroner i en indsats, der skal hjælpe en gruppe udsatte unge med at bestå folkeskolens afgangsprøve i dansk. Til gengæld får du del i den økonomiske gevinst, indsatsen forventes at skabe. Hvis beregningerne holder, modtager du 250.000 kroner om 15 år.
Ville du investere?
Først må du vurdere, hvor sikkert det forventede afkast egentlig er. Hvad ville der ellers være sket med de unge? Hvor meget ændrer en bestået afgangsprøve deres muligheder for uddannelse og beskæftigelse? Og hvordan ser arbejdsmarkedet og de offentlige udgifter ud om 15 år?
Det er ikke alene effekten af indsatsen, du skal forudsige. Du skal også forudsige den verden, effekten skal skabe værdi i.
Tænk blot på stavning. I dag kan kunstig intelligens få selv den mest ortografisk udfordrede kronikskribent til at fremstå teknisk fejlfri. Det betyder ikke, at det er blevet ligegyldigt, om børn lærer at stave. Men det illustrerer vanskeligheden ved i dag at sætte en økonomisk værdi på bestemte kompetencer 15 år ude i fremtiden. Jo længere business casen rækker, desto mere bygger den på antagelser om en verden, der endnu ikke findes.
Men selv hvis afkastet på 250.000 kroner var sandsynligt, ville en rationel investor ikke nødvendigvis investere. Vi har ikke uendeligt med penge. Investeringen skal derfor ikke kun vurderes i forhold til alternativet ikke at gøre noget, men også i forhold til andre måder at bruge pengene på.
Nogle af dem kender vi måske ikke endnu. Viser en bedre mulighed sig om to år, har det værdi ikke allerede at have bundet alle pengene. Til den tid ved vi mere – om de unge, om indsatsen og om alternativerne. Muligheden for at lære mere, før alle pengene bindes, har med andre ord selv en værdi: optionsværdien.
Det betyder ikke, at det er bedst at vente. For barnet kan ventetiden være kostbar. Problemer kan vokse, og muligheder kan forsvinde. Men usikkerheden kan være et argument for at investere trinvist: handle tidligt, lære undervejs og bevare muligheden for at ændre kurs.
Hvor ligger værdien?
Vi skal naturligvis blive bedre til at synliggøre de økonomiske gevinster ved forebyggelse. Men størrelsen på gevinsten er kun én del af regnestykket. Det afgørende er også, hvor og hvornår værdien opstår – og om den kan realiseres.
Tag et barn med alvorligt skolefravær. Vender barnet tilbage til skolen, kan behovet for specialundervisning og sociale indsatser måske reduceres. Lykkes det at ændre barnets livsbane, kan sandsynligheden for uddannelse og beskæftigelse stige.
Det kan repræsentere store værdier, men mange af gevinsterne viser sig først efter mange år. Og en specialklasse bliver ikke nødvendigvis billigere, fordi ét barn ikke længere har brug for pladsen. En beregnet økonomisk gevinst er ikke det samme som penge på kommunens budget.
Hvis gevinsterne hos barnet ligger langt ude i fremtiden, bør vi derfor også se på de konsekvenser, barnets udfordringer har for andre. Forældre kan blive tvunget til at gå ned i arbejdstid eller helt forlade arbejdsmarkedet. Lærere bruger ressourcer på konflikter, koordinering og brandslukning. Belastningen kan påvirke arbejdsmiljø og sygefravær, mens PPR og andre fagpersoner får bundet kapacitet, som kunne være anvendt på andre børn.
Nogle af disse forhold kan ændre sig langt hurtigere end barnets langsigtede livsbane. Men også her må vi skelne. Færre timer i PPR eller mindre belastning af en lærer er ikke automatisk en besparelse. Værdien bliver først økonomisk realiserbar, hvis den eksempelvis fører til øget arbejdstid hos forældre, lavere sygefravær, mindre personaleomsætning, reduceret kapacitetsbehov eller undgåede fremtidige udgifter.
Værdien af den ændring, indsatsen skaber i barnets liv, kan ikke reduceres til sparede offentlige udgifter. Men vil vi forstå investeringens økonomi, må vi lede efter den økonomiske værdi dér, hvor den faktisk opstår og kan realiseres – også omkring barnet og allerede i dag.
Hvem skal eje gevinsten?
Det tredje velkendte svar er, at kommunerne skal have bedre incitamenter til at investere langsigtet. Men den formulering tager måske for givet, at kommunen både skal foretage investeringen og kunne regne hele investeringen hjem.
Hvis Aarhus Kommune investerer i et barn, der senere får en bedre uddannelse og stærkere arbejdsmarkedstilknytning, vil en del af den økonomiske gevinst tilfalde staten. Flytter den unge senere til København, flytter en del af den fremtidige kommunale gevinst med.
Investeringen kan altså skabe stor værdi for samfundet uden at være en god forretning for den kommune, der skal betale. Det er ikke nødvendigvis udtryk for kortsigtet kommunal tænkning. Det kan være en rationel reaktion på den måde, vi har fordelt værdi og risiko på.
Outcome-fonde nævnes ofte som en løsning, fordi de kobler betaling til resultater. Men også her er tidspunktet afgørende. Hvis kommunen skal investere i dag og først belønnes, når en langsigtet gevinst viser sig om 15 år, er en væsentlig del af problemet stadig uløst. Problemet er jo netop de 15 år.
Hvad nu, hvis betalingen i stedet blev flyttet frem?
Hvis et tidligt resultat – eksempelvis at et udsat barn gennemfører folkeskolen – med rimelig sandsynlighed hænger sammen med en bedre langsigtet livsbane, kunne staten garantere kommunen en betaling, allerede når dette resultat er nået. En del af den forventede langsigtede samfundsværdi ville dermed blive omsat til en tidligere og mere sikker gevinst for kommunen.
Det ændrer arbejdsdelingen. Kommunen kan investere med udgangspunkt i de resultater og økonomiske gevinster, den selv har mulighed for at realisere. Staten kan tage et større ansvar for de bredere samfundsværdier, som ikke nødvendigvis lander på kommunens budget – og for den langsigtede usikkerhed, som staten er bedre placeret til at bære og sprede på tværs af mange børn.
Måske mangler kommunerne derfor ikke blot stærkere incitamenter. Måske mangler vi konstruktioner, der fordeler værdi, tid og risiko på en anden måde.
Tre andre spørgsmål
Investeringer i børn og unge handler om langt mere end kroner og ører. Vi investerer allerede milliarder i læring, trivsel og udvikling uden at forlange et økonomisk afkast. Men ressourcerne er begrænsede, og flere investeringer bliver mulige, hvis vi bliver bedre til at forstå deres økonomi.
Det kræver ikke kun, at vi regner længere frem. Vi må også spørge: Hvordan kan vi handle tidligt uden at låse os fast? Hvor og hvornår opstår værdien, og kan den realiseres? Og hvem er bedst placeret til at bære den langsigtede risiko?
Måske er den bedste vej til flere investeringer i børn og unge derfor ikke at lede efter bedre svar på velkendte spørgsmål, men at stille nye spørgsmål, der åbner for nye løsninger.
___________________________________________
Hans Uldall-Poulsen er direktør i SundInvest og specialiseret i strukturering af investeringsprogrammer og opbygning af partnerskaber med offentlige myndigheder, vidensinstitutioner og fonde.
