Af Knud Aarup
De seneste år har der været en sand vækst især i kommuner som ser ”vilde problemer” overalt. Ledelsesfora og KL-arrangementer flyder over med ”vilde problemer”.
Desværre er det ofte blot en dårlig undskyldning for mangel på politik og politisk vilje. Jeg vil i det følgende bruge Aarhus Kommune som eksempel. Men det er vigtigt at holde fast i, at Aarhus er et eksempel blandt mange.
Aarhus kommune har for flere år siden fastlagt en fantastisk god og visionær målsætning for byen, nemlig at ville være en god by for alle.
Jeg tror, at netop den tilgang til en by og et samfund er afgørende for sikring af en samfundsmæssig tryghed og rummelighed, som også er et afgørende fundament for et godt demokrati. Men et er målsætninger. Noget andet er, hvordan man indfrier dem.
Bystyret har tilrettelagt en lang række såkaldt inddragende processer, og det er man blevet rigtig god til.
Man er så god til at ”sælge processerne”, at jeg er bange for, at de kommer til at ligne “som om-processer”.
Med det mener jeg, at de forskellige initiativer ser åbne og inddragende ud, men i sidste ende i virkeligheden mere bliver til “skueretter” uden ret meget indhold, men netop lagt til rette for at se godt ud.
De vilde problemer er ikke vilde
Byrådet har peget på syv såkaldt vilde problemer, som befolkningen er inviteret ind til at drøfte og bidrage til, men de vilde problemer er slet ikke vilde.
Jeg synes for eksempel, at det vilde problem “Den demokratiske samtale” (et af de syv såkaldt vilde problemer) er tæt på en ren skueret.
Her tages eksplicit udgangspunkt i Hal Kochs demokratiforståelse, som jeg selv kan have meget sympati for, men som er båret af en udpræget elitær tilgang rettet imod samfundets veluddannede middelklasse.
Tilgangen afspejler ikke de senere års udvikling af anti-elitære og populistiske holdninger. Jeg er bange for, at en sådan tilgang til øget demokratisk deltagelse i sidste ende vil kunne føre til fremmedgørelse, forøget skuffelse hos de mange og dermed i realiteten en negativ påvirkning af det lokale demokrati.
Nedtoning af sociale forskelle
Når kommunen italesætter de vilde problemer i publikationer og podcast, tales om borgeren eller borgerne eller et “vi”.
Jeg er bekymret for, at der bag dette ligger en alvorlig nedtoning af de sociale forskelle, som reelt findes i Aarhus.
Skal Aarhus blive en by for alle i fremtiden, skal det fokus flyttes, og her må byrådet stille krav om synlige resultater til gavn for de borgere, som er tættest på at havne i udenforskab – det vil sige uden fodfæste i livet eller på arbejdsmarkedet.
Middelklassebrillen
Den mangel bliver helt tydelig i det vilde problem “Unges mentale sundhed og trivsel”. Her er valgt alene at fokusere på den “nye udsathed”, som den beskrives i de glimrende forskningsresultater fra Center for Ungdomsforskning.
Men det betyder, at man ser bort fra den mere traditionelle udsathed for unge – den, som har sit udgangspunkt i fysisk og psykisk funktionsnedsættelse eller sociale problemer.
Det er en alvorlig mangel, og jeg er overbevist om, at muligheden for reelt at sikre, at Aarhus bliver en by for alle, afhænger af, om byrådet vedkender sig de faktiske sociale forskelle i byen og ikke ser alle problemer gennem den veluddannede middelklasses briller.
De vilde problemer er ikke de reelle problemer
Det handler også om, hvordan de såkaldte ”vilde problemer” er afgrænsede fra hinanden og fra eventuelle bagvedliggende problemer.
På to problemområder, “Bæredygtig vækst” og “Klima” er der efter min mening tale om reelle problemer, som eksisterer i egen ret.
I alle øvrige tilfælde er der bagvedliggende problemer, som udgør de reelle problemer.
Her bliver betegnelsen ”vilde problemer” reelt en undskyldning for ikke at gøre noget ved problemet.
I eksemplet fra Aarhus er ulighed og udenforskab baggrunden for fem af de vilde problemer: “Unges mentale sundhed og trivsel”, “Sundhed skal ind i alt”, “Rekruttering og kompetencer”, “Den demokratiske samtale” samt “Blandede bydele og integration”.
Ved at skjule de bagved liggende årsager gør man i virkeligheden situationen lettere for politikere og embedsværk.
Man behøver ikke se på helheder, og man behøver ikke lade pilen pege indad mod kommunen og dens institutioner.
Byrådets egen uformåen
Reelt ligger der ulighed og udenforskab bag ved de fleste såkaldt vilde problemer, og dermed burde der være fokus på Aarhus Kommunes børne- og ungeinstitutioners manglende evne til at kompensere for fysiske, psykiske og sociale forudsætninger.
Det er et vildt problem, at dagtilbud og skoler i Aarhus sender så mange personer ud i udenforskab som voksne. Hvis ikke det skete, ville flere kunne klare sig selv som voksne og deltage på arbejdsmarkedet og i den demokratiske samtale og så videre.
Daginstitutionerne og folkeskolerne i Aarhus burde kunne løfte opgaven at give personer med tidlige udfordringer i livet en bedre chance.
Hvorfor det ikke sker, er et alvorligt og dybt foruroligende vildt problem. Hvorfor har byrådet ikke villet sætte fingeren på egen uformåen frem for fokus på afledte og meget mere upræcise problemer?
Ordblindhed bliver ikke løst
Lad mig blive konkret og pege på to store og fortsat uløste problemer, som skaber udenforskab og social ulighed for rigtig mange borgere i Aarhus, og som ligger bag de fem af de syv vilde problemer: Ordblindeindsatsen i Aarhus og behandlingen af børn og unge med tidlig psykisk sygdom.
Syv procent af en ungdomsårgang lider af ordblindhed. Det kan man blandt andet læse i det omfattende materiale fra Magistraten for Børn og Unge og Kompetencecenter for Læsning.
Ser man på de oplysninger, som formidles fra Børn og Unge og specielt magistratens fjortendagsblad “BUNyt”, sker der rigtig meget i de århusianske folkeskoler i forhold til ordblinde.
Problemet er bare, at det ikke holder i virkeligheden. Kun mellem 12 og 16 procent af 9. klasses-eleverne i Aarhus har ifølge EVA’s analyse fra 2020 gennemført en ordblindetest i deres skoleforløb.
Jeg ved godt, at der de sidste år er blevet sat yderligere fokus fra Børn og Unges side på ordblindhed, men opgaven med at finde og hjælpe ordblinde har ligget i folkeskolen de sidste 50 år.
Konsekvensen af ikke at blive udredt som ordblind i folkeskolen for eksempel i 3. klasse er et dårligt skoleforløb for den enkelte og en meget stor sandsynlighed for ikke at få en ungdoms- eller erhvervsuddannelse. Det koster den enkelte, og det koster samfundet. Det er vildt, at det ikke er løst.
Børn presses ud i stedet for at få hjælp
Mellem 450 og 650 ud af folkeskolens elever i Aarhus får hvert år en psykiatrisk diagnose.
Det har store konsekvenser for deres senere vej igennem uddannelsessystemet og senere liv. Faktisk er kun mellem 20 og 31 procent i beskæftigelse som voksne – resten er på overførselsindkomst. Det betyder, at der hvert år i Aarhus-folkeskoler presses børn og unge ud, som med en hurtig støtte kunne få et andet liv.
Der er mindst to forhold, som kan peges på: For det første synes det ikke, som om Aarhus Kommune har implementeret de forløbsprogrammer, som Sundhedsstyrelsen har anbefalet de sidste tre-fem år. For det andet ser der heller ikke ud til at være systematisk samarbejde imellem Børn og Unge og civilsamfundets organisationer. Det betyder, at kommunens skoler ikke gør brug af mentorer i særlig vid udstrækning.
Børn og unge, som ikke får støtte til at komme tilbage til deres uddannelse, ender med et helt anderledes liv, end de kunne have haft. Også de er et vildt problem og et ansvar, som Aarhus Kommune ikke tager på sig.
Overdrevent fokus på, hvordan man tager sig ud
Så noget af det ”vilde” i Aarhus Kommune handler også om, at byråd og apparatet har for lidt fokus på at sikre, at byrådets politiske beslutninger og de konkrete initiativer over for mennesker med sociale problemer, fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser faktisk virker i den konkrete virkelighed.
Det er et vildt problem, at byrådet ikke sikrer, at de “gode og flotte” intentioner i byrådet, i magistratsafdelingerne og de centrale dele af embedsapparatet reelt fører til konkrete forandringer for rigtige mennesker – at beslutningerne bliver til gavn for konkrete borgere.
Det ”vilde” i Aarhus og andre steder handler måske mere om et overdrevent fokus hos de centrale aktører på kommunikation og dermed på, hvordan man “tager sig ud”.
Jeg tror desværre, at det går forud for et fokus på, hvad der faktisk kommer ud af indsatserne, pengene og politikkerne.
Det ”vilde” handler også om manglende vilje til at lave de nødvendige prioriteringer til gavn for samfundets svageste.
En sådan omfordeling blive kaldt ”vild”, fordi den flytter fokus og ressourcer fra de mange, for eksempel dagtilbuds- og skoleområdet, til de få personer, som har særlige behov for faglig kompensation, hvis de skal undgå at havne i udenforskab.
Det gør det sværere at blive genvalgt, og det er måske derfor, problemerne synes vilde?
Knud Aarup er cand.scient.pol. og uafhængig debattør. Siden han stoppede som direktør for Socialstyrelsen, har han blandet sig i udviklingen i den offentlige sektor med særlig fokus på det sociale område. Knud sidder i hovedbestyrelsen for Røde Kors Danmark og er faglig leder af Altingets socialpolitiske netværk. Du kan skrive til Knud på knudaarup@outlook.dk og i øvrigt finde flere oplysninger på www.knudaarup.dk
Tak fordi du læser Impact Insider. Som samfundsiværksætter eller investor ved du, at kvalitet ikke er gratis. Vi er afhængige af, at abonnenter betaler for vores journalistik. Så hvis du synes, det er værd at have et uafhængigt specialmedie, der konstant jagter de bedste og mest effektive løsninger på samfundsproblemer, kan du tegne abonnement her.
