Af Michael Birkjær & Mads Falkenfleth
I dag – den 20. marts – er det tolvte gang, at FN’s internationale Lykkedag afholdes, hvilket vanen tro markeres med udgivelsen af ”The World Happiness Report”, som rangerer (næsten) alle verdens lande efter befolkningernes trivselsniveau.
Trivsels-niveauerne måles via spørgeskemaer på repræsentative udsnit af befolkningerne, hvor de enkelte personer bedes vurdere deres egen trivsel på en 0-10 skala, hvor ”10” repræsenterer det bedst mulige liv, de kan forestille sig og ”0” det værst mulige. Den danske befolkning rapporterer i snit 7,6, hvilket rækker til en andenplads lige efter Finland, som allerede overhalede Danmark som ”lykkeligste befolkning” for seks år siden.
I år er afstanden op til Finland lidt mindre end sidste år. Det skyldes dog primært, at den finske trivsel er faldet lidt mere, end det er tilfældet i Danmark. Det er dog ekstremt tæt, og der er også lidt statistisk usikkerhed omkring, hvem der faktisk ligger nummer 1 og 2.
Der kan og skal siges meget om et så komplekst fænomen som befolkningens trivsel, og en 0-10-skala rækker selvfølgelig ikke til at afdække det hele fuldstændigt. Gennemsnittet på 7,6 skjuler således en hel del ulighed i trivsel.
Som mange ved, har vi i Danmark betydelige udfordringer med den generelle trivsel målt på andre dimensioner – for eksempel ensomhed, stress og dårlig mental sundhed, hvor forekomsten i befolkningen har været stigende over de seneste 10 år og særligt koncentreret blandt unge.
World Happiness Report fortæller dog stadig en vigtig historie om de relative forskelle verdens befolkninger imellem, hvor Danmark og de øvrige nordiske lande konsekvent har indtaget toppositioner.
Prisen for det gode liv i Danmark betales i andre lande og af fremtiden
Det er dog ikke alle rangeringer, vi udmærker os på. For fire dage siden – den 16. marts – indtraf Danmarks “Overshoot Day” for 2023, hvilket markerede det øjeblik, hvor vi havde opbrugt vores andel af klodens naturlige ressourcer, som der kan regenereres på et år.
Det gør Danmark til et af de første lande i verden til at nå dette punkt, nærmest kun overgået af oliestater og langt fra vores nordiske nabolande. Det skygger samtidig over vores fortælling om, at Danmark er et grønt foregangsland, som flere også bemærkede i weekenden.
Men hvad er prisen for vores gode liv, og hvem ender med at betale den?
Det er afgørende, at vi ikke betragter planetens bæredygtighed og den menneskelige trivsel som adskilte “bundlinjer”.
For på den ene side ved vi, at overskridelse af planetens bæredygtige grænser underminerer det globale syd og fremtidige generationers muligheder for at få opfyldt sine fundamentale behov.
Men på den anden side kan man argumentere for, at vores økonomiske vækst og materielle forbrug har været en del af forudsætningen for vores høje trivsel, og at det til gengæld har krævet en rovdrift på vores natur. Det er dog ikke ensbetydende med, at der er en klar årsagssammenhæng.
Ifølge økonomen Richard Easterlin stagnerer befolkningens trivsel efter at have opnået et vist indkomstniveau. Ifølge teorien, som kaldes Easterlin-paradokset, skyldes det blandt andet, at vi efter dette indkomstniveau begynder at positionere os relativt til hinanden gennem statusmarkører, hvilket får os at fortsætte vores forbrug, selv om det kun bidrager marginalt til vores trivsel.
Vi konkurrerer dermed om status, symboliseret gennem diverse modebrands og andet forbrug, i et kapløb, der konstant kræver mere forbrug.
For at sætte det i perspektiv har Easterlin i et studie fra 2022 testet, hvor mange år der skulle gå for, at en hel befolkning kunne flytte sit trivselsniveau med et point på 0-10-skalaen, hvis deres eneste værktøj var at skrue væksten i landet op med et procentpoint om året.
Svaret var 500-1000 år.
Omvendt ville andre faktorer – for eksempel sociale faktorer – kunne bidrage langt mere effektivt. Ny forskning på Easterlin-paradokset dokumenterer for eksempel, at der i mindre samfund, hvor indkomsten er lavere, men også mindre fokuseret på forbrug og social positionering, kan spores betydeligt højere trivsel end i større samfund, hvor høj indkomst og social positionering er mere udbredt.
Det er altså ingen naturlov, at højt materielt forbrug er en forudsætning for trivsel, og det er måske endda med til at skabe højere mistrivsel.
Det gælder ikke mindst for fremtidige generationer, hvis trivsel og sågar fundamentale behov er alvorligt truet af det høje og tiltagende materielle forbrug.
Dette understreges også af den tidligere danske overvismand professor Peter Birch Sørensen, som i november sidste år bekendte sig til såkaldt økologisk økonomi.
Denne tilgang understreger, at jorden er et lukket system, hvor sikring af behovsopfyldelse for fremtidige generationer er betinget af, at vi ikke overskrider de planetære grænser. Peter Birch Sørensen anerkender også, at vi bliver nødt til at reducere vores materielle forbrug, uanset hvilken konsekvens det måtte have for vores BNP.
Pas på ulven i fåreklæder
Internationalt er ”Wellbeing Economy” et stærkt forankret koncept i for eksempel EU Wellbeing Economy Coalition, WHO og ikke mindst Wellbeing Economy Alliance (WEAll), og sidstnævnte er også stærkt repræsenteret i Danmark.
Konceptet ”Wellbeing Economy” – eller på dansk ”trivselsøkonomi” – har vundet indpas på den globale dagsorden, hvor det er blevet et tema i regi af WHO, EU og OECD, men også fra seks bærende regeringer – de såkaldte Wellbeing Economy Governments (WEGo): Skotland, Wales, Island, Finland, New Zealand og Canada.
Trivselsøkonomi handler grundlæggende om et nyt økonomisk system, der har til mål at sikre, at nutidige og fremtidige generationer kan leve gode liv inden for de planetære grænser. Det er altså en bevægelse væk fra at se på vækst af det økonomiske system som et mål i sig selv, hvor mennesker og natur reduceres til simple inputfaktorer.
Vores aktuelle økonomiske system har imidlertid en fantastisk evne til at indfange nye strømninger i samfundet og indordne dem i sin logik.
Det har økonomen Lazear kaldt for ”økonomisk imperialisme”, og det dækker i store træk over, at han mente, at man med en særlig metode kan bruge matematik og statistik til at blive fuldstændig værdineutral og objektiv, også når det handler om komplekse sociokulturelle fænomener som for eksempel datingmarkedet eller valg af spiritualitet eller om værdisætning af komplekse økologiske fænomener som skovfældning og tab af biodiversitet.
Én af de mest kendte ideer er konceptet om ”de tre bundlinjer” (hhv. den økonomiske, miljømæssige og sociale), som blev opfundet af John Elkington for over 30 år siden.
De tre bundlinjer gør det muligt for beslutningstagere at overvåge en udvikling ud fra flere parametre end bare økonomi og dermed informere om mulige afvejninger ved forskellige beslutninger.
I 2018 skrev selv samme John Elkington en kronik i Harvard Business Review, hvor han trak sit koncept tilbage og opfordrede til, at man gentænkte det.
Han kunne se, hvordan ideen havde igangsat en udvikling af beslægtede mål – såsom Social-Return-On-Investment (SROI) og Environmental, Social and Governance (ESG) – men han var bekymret over, at hans oprindelige idé med de tre bundlinjer var blevet misforstået. Ideen var nemlig at fremprovokere dybere overvejelser omkring det økonomiske system, men i stedet blev tilgangen anvendt som et regnskabs-system, som kunne bruges til at foretage afvejninger og indgå kompromisser mellem de tre bundlinjer.
”Men succes og fiasko på bæredygtighedsmål kan ikke vurderes udelukkende i profit og tab. Det skal også vurderes på trivslen for milliarder af mennesker og vores planets helbred …Den tredobbelte bundlinje har tydeligvis fejlet i at begrave den enkelte bundlinjes paradigme.”
John Elkington (2018)
På samme måde som med den tredobbelte bundlinje er der en risiko for, at konceptet ”trivselsøkonomi” bliver indfanget og indordnet i det nuværende økonomiske systems paradigme.
Der findes nemlig strømninger, som betragter trivsel som et fænomen, der bør isoleres og måles kvantitativt, fordi det indgår i det, der svarer til den føromtalte sociale bundlinje. Bundlinjen kan dernæst potentielt værdisættes monetært og indgå i en cost-benefit analyse som en inputfaktor i en vækstmaskine.
Strømningen refereres oftest til som ”Economics of Wellbeing” eller ”Economy of Wellbeing” (EoW), men er altså ikke foreneligt med ”Wellbeing Economy” eller ”trivselsøkonomi” på dansk. Det hele bliver dog tvetydigt, fordi vi kun har ordet ”trivselsøkonomi” på dansk, som dækker over begge begreber.
EoW-tilgangen har primært til formål at kvalificere og implementere disse poster for trivsel i det eksisterende system. Dette kan potentielt have sine meritter som en del af et større trivselsøkonomisk økosystem, men alene tilbyder dette ikke en tilstrækkelig løsning på det grundlæggende problem – navnligt at vi også skal sikre gode liv for fremtidige generationer.
Trivselsøkonomi – den systemforandrende tilgang
Trivselsøkonomi handler om et nyt økonomisk system og går dermed til kernen af problemet med en systemisk løsning.
Ud fra antagelsen om, at problemer relaterede til planetens og menneskers velbefindende er svært komplekse, køber denne tilgang ikke ind på én økonomiteoretisk tilgang, men derimod på flere både økonomiske og ikke-økonomiske teorier, herunder økologisk økonomi, omsorgsøkonomi og adfærdsøkonomi, men også med betydelige bidrag fra sociologien, psykologien og naturvidenskaberne.
Disse teorier skal i sammenspil give et mere helhedsorienteret perspektiv på virkeligheden, som dernæst kan informere, hvordan vi bør gennemføre politik.
Overordnet set forstår ”Wellbeing Economy” økonomien ud fra konceptet om ”indlejring”. Her skal det økonomiske system ses som noget, der er indlejret i samfundet, som igen er indlejret i vores planet – en forståelse, der ikke anerkender, at vi kan opdele økonomi, miljø og vores sociale liv i tre adskilte bundlinjer. De er internt integrerede, men også har et integreret hierarki.
Denne tilgang er nødvendig, hvis vi skal sikre at undgå overskridelse af de planetære grænser og samtidig prioritere langsigtede løsninger for menneskelig trivsel.
En Wellbeing Economy arbejder ud fra følgende grundprincipper, som alle adskiller sig fra status-quo-tænkningen.
- Det økonomiske system er et redskab: Det økonomiske system er først og fremmest et redskab, som skal anvendes til at forvalte ressourcer for at opnå det overordnede mål: at sikre gode liv for både nutidige og fremtidige generationer. I denne kontekst bør konventionelle økonomiske mål som vækst og produktivitet ikke ses som endelige målsætninger, hvilket er tilfældet med status quo, men snarere som mulige ”midler”, hvis relevans må bedømmes ud fra deres evne til at fremme dette ultimative mål.
- Planeten sætter hårde grænser: Denne tilgang er lånt fra økologisk økonomi og ser Jorden som et “lukket system” med begrænsede ressourcer og absorptionskapacitet. Hvor det eksisterende økonomiske system arbejder med det, man kalder ”blød bæredygtighed”, hvor man netop tillader kompromisser, understreger denne tilgang vigtigheden af hård bæredygtighed, som insisterer på, at visse grænser ikke kan overskrides, hvis fremtidige generationer også skal kunne leve gode liv.
- Trivsel er et flerdimensionalt fænomen: Trivsel som fænomen er komplekst og flerdimensionelt. Det skabes i sammenspil mellem mennesket og dets omgivelser og måles ved brug af diverse forskellige både objektive og subjektive indikatorer. Wellbeing Economy læner sig også her op ad den økologiske økonomi og vurderer, at menneskelige behov ikke kan substitueres i en cost-benefit-analyse.
Der er derfor brug for helt nye økonomiske beslutningsmetoder og måder at tænke og praktisere ”impact” på, som er relevant for den offentlige sektor, men i høj grad også den private sektor, civilsamfundene og fondene.
Events om trivselsøkonomi
I dag, den 20. marts klokken 9–12, afholdes et debatmøde på Christiansborg, hvor en ny debatbog om Wellbeing Economy lanceres. I den bog udlægger en række danske professorer og tænkere forskellige perspektiver inden for trivselsøkonomi.
Den 30. – 31. maj afholder den danske Wellbeing Economy Alliance en større konference på Københavns Universitet Amager, som en del af det europæiske ”Beyond Growth Conferences”. Her kan du blandt andre opleve Prof. Jason Hickel, Dr. Katherine Trebeck, Prof. Katherine Richardson, Prof. Peter Birch Sørensen, danske spidskandidater til valget til Europa-Parlamentet den 6.-9. juni og adskillige prominente repræsentanter fra den private sektor, civilsamfundsorganisationer og de politiske partier. Læs mere, tilmeld dig eller bidrag som organisation via www.weall.dk
Michael Birkær er analysechef og medstifter af tænketanken WELA. Han har arbejdet 8 år hos Institut for Lykkeforskning, hvor han har specialiseret sig i, hvordan mål for trivsel kan informere politik og samfundsøkonomisk værdiskabelse. Michael er uddannet cand.scient.pol (statskundskaber) fra Københavns Universitet.
Mads Falkenfleth er direktør og stifter af tænketanken WELA. Han har i årevis arbejdet på at udbrede bevægelsen Rethinking Economics både i Danmark og i udlandet og har tidligere været ansat hos blandt andre Concito og Uddannelses- og Forskningsministeriet. Mads er uddannet cand.polit (økonom) fra Københavns Universitet.
Tak fordi du læser Impact Insider. Som samfundsiværksætter eller investor ved du, at kvalitet ikke er gratis. Vi er afhængige af, at abonnenter betaler for vores journalistik. Så hvis du synes, det er værd at have et uafhængigt specialmedie, der konstant jagter de bedste og mest effektive løsninger på samfundsproblemer, kan du tegne abonnement her.
