Af Karsten Storgaard Bjerre
Når talen falder på sociale investeringer, er der naturligt et stærkt fokus på investeringernes effekter for såvel de udsatte målgrupper som kommunernes økonomi – den såkaldte dobbelte bundlinje.
Det er naturligt, da den offentlige sektor er sat i verden for at bidrage til flere samfundsmæssige bundlinjer – eller ”offentlige værdier”, for nu at referere til et teoretisk begreb.
Men burde vi så ikke arbejde lige så systematisk med konsekvenserne for flere bundlinjer, når der skal spares i den offentlige sektor? Burde vi ikke følge aktivt med i, hvad konsekvenserne af forskellige sparetiltag er for eksempelvis borgerne, medarbejderne og kommunens økonomi på langt sigt?
Mit ærinde her er ikke at tage stilling til, hvilket offentligt udgiftsniveau der er ønskværdigt, eller hvordan udgifterne bør fordeles mellem forskellige formål. Mit ærinde er snarere at sætte fokus på, hvordan vi i kommunerne arbejder kvalificeret med det, når det faktisk er besluttet, at man skal spare.
Den ”gode besparelse” i et demokratisk velfærdssamfund må for mig at se være en besparelse, som lever op til mindst to helt overordnede kriterier:
- Den demokratiske proces: Der finder en åben og oplyst demokratisk diskussion sted, før besparelsen vedtages.
- Besparelsens indhold og konsekvenser: Set i et langsigtet perspektiv har vi et billede af, at sparetiltagene i det store hele bidrager til en ønsket samfundsudvikling.
5 dogmer for bæredygtig spareadfærd
Jeg har taget initiativ til at formulere fem dogmer, der for mig at se er relevante bud på ”bæredygtig spareadfærd”.
Inddrag flere bundlinjer
Økonomien er ikke den eneste væsentlige bundlinje. Det er også vigtigt, for eksempel at kommunens indsats skaber værdi for borgerne (outcomes), at loven overholdes, og at kommunen er en attraktiv arbejdsplads.
Tænk langsigtet
Et godt spareforslag skal især måles på de langsigtede konsekvenser. Hvad forventes forslaget at betyde for borgere, medarbejdere og kommunens økonomi om eksempelvis fem år?
Skab innovation og nye samarbejder
Vi skal som kommune hele tiden løse nye og ofte vilde problemer. Derfor skal vi løbende udvikle og afprøve nye løsninger.
Vis ydmyghed – vi kan ikke forudse alle konsekvenser
Vi kan aldrig være helt sikre på de flerårige konsekvenser af budgetforslag. Vi skal arbejde for, at forslagene bliver så realistiske som muligt, og vi skal følge op på deres implementering og konsekvenser. Sparetiltag, der ikke virker, bør afblæses og erstattes af kompenserende tiltag.
Tal højt om konsekvenserne
Vi skal arbejde for en høj grad af transparens i vores udvikling, implementering og evaluering af sparetiltag. Dette skal sikre, at vi træffer gode og oplyste beslutninger, og at vi lærer af såvel fejl som succeser – både internt i den enkelte kommune og på tværs af kommuner.
Hvordan går det med spareadfærden i kommunerne?
Selv har jeg været involveret i eller tilskuer til en række kommunale spareprocesser som borger, kommunal medarbejder/leder, forsker og konsulent.
Mit overordnede indtryk er, at spareprocesser er meget vanskelige for både politikere og forvaltninger, og at praksis mange steder ikke lever op til dogmerne.
Jeg går ud fra, at du som læser af Impact Insider er særligt optaget af impact-perspektivet, så i resten af artiklen vil jeg zoome ind på dette aspekt, der kan knyttes til det første af de fem dogmer om at inddrage flere bundlinjer.
Jeg vil argumentere for, at der med fordel kunne arbejdes mere systematisk og kvalificeret med besparelsernes effekt i såvel processen, hvor besparelserne forberedes og vedtages, som den efterfølgende implementering og evaluering.
Manglende fokus på outcomes og impacts
I forberedelsesprocessen kunne man mange steder arbejde mere systematisk med at beskrive den forventede impact af spareforslagene, så besparelserne besluttes på et så oplyst grundlag som muligt.
I mange kommunale budgetforslag er de borgerrettede konsekvenser kun beskrevet som et spørgsmål om marginalt forringet service og uden dybere impact-analyser af, hvilken betydning dette har for borgerens liv.
Eksempler på beskrivelser af sparetiltags konsekvenser
Borgerne kan fremadrettet modtage behandling i kommunens eget tilbud, der vil blive udbygget med to xx-behandlere frem for de mere specialiserede eksterne tilbud.
Brugerne af træningstilbuddet i X-købing kan fremover modtage tilsvarende træning i kommunens tilbud i Y-købing.
Målgruppen vil fremover blive tilbudt gruppebehandling frem for det hidtidige tilbud om individuel behandling.
Lad os som fiktivt eksempel se på en kommune, der lukker et træningstilbud. Hvis et træningstilbud lukkes, beskrives de borgerrettede konsekvenser typisk som, at der så er en gruppe borgere, der har længere afstand og transporttid til et tilsvarende tilbud.
En sådan beskrivelse efterlader indtrykket af, at en gruppe af borgere får en marginalt dårligere service, fordi de måske må finde sig i 20-30 minutters ekstra transporttid til træning.
Dette er imidlertid en overfladisk beskrivelse af konsekvenserne.
Det beskrives således ikke, at måske 30 procent af brugerne herefter reelt vil få trænet sjældnere – herunder at 15 procent af brugerne helt vil afholde sig fra at træne.
Man går heller ikke skridtet videre og estimerer, at 10 procent af brugerne måske vil få et ringere helbred fysisk og/eller ringere mental sundhed som følge af lukningen. Der kan også være mere afledte effekter socialt i forhold til, at en lille del af brugerne måske bliver ensomme, fordi det tidligere lokale træningsfællesskab eroderes.
Tiltagenes effekter har også økonomiske konsekvenser
Den dybere impact for de 10 procent af brugerne får ikke kun betydning for individernes adfærd, udvikling og trivsel, men kan også på sigt få budgetøkonomiske konsekvenser for den offentlige sektor, herunder kommunen.
Cost-benefit- og cost-saving-analyser er stort set fraværende i de kommunale spareprocesser: Måske kan 2 procent ikke længere passe deres arbejde som følge af lukningen? Måske øger 5 procent trækket på sundhedsvæsenet? Måske får 3 procent hurtigere brug for kommunal pleje?
I relation til nogle typer af forebyggende tilbud kan forebyggelsen være en god økonomisk investering, selv om tilbuddet for eksempel kun får en dybere betydning for 2-3 individer, hvis det betyder, at de 2-3 borgere for eksempel helt kan undgå meget dyre tilbud.
Besparelser er omvendte investeringer
I virkeligheden kan man økonomisk set vælge at se sparetiltag som ”omvendte investeringer”. Hvis man gør dette, får man for eksempel øjnene op for, at den socialøkonomiske investeringsmodel SØM ikke kun kan bruges til at konsekvensberegne investeringer, men også besparelser på velfærdsområder.
Med SØM kan man for eksempel estimere, at kommunen måske nok som forventet sparer en million kroner kroner i besparelsens første år, men at besparelsen – modsat den sædvanlige antagelse – ikke bare fortsætter med en million kroner årligt herefter, fordi nogle brugere må forventes at øge trækket på andre indsatser.
Forestil dig at kommunen beslutter sig for at spare en million kroner årligt på misbrugsbehandlingen, og at der er 300 brugere. Det vil sige en besparelse på 333 kroner pr. bruger.
Det er ikke så vigtigt for SØM-beregningen, hvordan besparelsen opnås – det kunne for eksempel være ved at reducere andelen af højtuddannet personale, eller ved at kommunen selv foretager behandlingen frem for mere specialiserede private tilbud.
Forestil dig så, at 15 af brugerne – svarende til fem procent – får et forringet udbytte af behandlingen, og det betyder, at de får lidt sværere ved for eksempel at fastholde deres job, og at enkelte af dem nu også i perioder får brug for sociale indsatser.
SØM-beregningen estimerer her, at kommunen sparer 884.000 kroner det første år – det vil sige en million kroner fratrukket følgerne for de 5 procent med et forringet behandlingsudbytte i form af lidt færre skatteindtægter, lidt større udgifter til overførsler og enkelte sociale indsatser.
De 15 brugere er i de efterfølgende år stadig påvirket af den ringere behandling i år 1, og ifølge SØM betyder det øgede kommunale udgifter til de 15 brugere på omkring 130.000–150.000 kroner årligt.
I år 8 (2031 på figuren herunder) er hele den initiale besparelse væk, og i år 10 (2033) har besparelsen netto medført kommunen merudgifter.
Nominelt ville tabet udgøre næsten 200.000 kroner, men når vi beregner det som nutidsværdi, har besparelsen i år 1 netto givet kommunen et underskud på 37.000 kroner.

Hvad karakteriserer det ”gode” spareforslag?
Er SØM-scenariet ovenfor et godt sparetiltag vurderet ud fra et økonomisk perspektiv?
Det kan diskuteres.
Svaret afhænger ud fra et økonomisk perspektiv af, dels hvor vigtigt det er at opnå besparelser på området, dels hvilke alternative spareidéer kommunen har til rådighed.
Umiddelbart synes sparetiltaget jo ikke tillokkende i den forstand, at kommunen jo faktisk ender med at være mere økonomisk presset i et 10-årigt perspektiv som følge af forslaget, og at der er en mindre gruppe af misbrugere, der får ringere effekt af misbrugsbehandlingen.
Omvendt kan det være nødvendigt at gennemføre tiltaget, hvis det er tvingende nødvendigt for kommunen at spare 800.000 kroner på kort sigt, og kommunen faktisk ikke har bedre idéer til at opnå besparelserne.
Her vil det handle om at beslutte ”det mindst ringe”, da de fleste spareidéer jo må antages at være forbundet med visse negative konsekvenser.
Selv hvis det viser sig nødvendigt at gennemføre besparelser, der gør kommunen mere økonomisk presset på lang sigt, så vil jeg argumentere for, at overvejelserne i SØM-beregningerne giver værdi. Værdien kan skabes på mindst tre måder:
- Mere fuldstændige beskrivelser af forslagenes konsekvenser: SØM-modellen kan understøtte en bedre beskrivelse af spareforslagene både menneskeligt og økonomisk. SØM-modellens outputs er umiddelbart økonomisk orienteret, men modellen guider kommunen igennem overvejelser om de borgerrettede effekter i forhold til eksempelvis job, sundhed og sociale indsatser. (Kommunen må dog selv beskrive de mere bløde effekter i relation til eksempelvis ensomhed og trivsel, da disse ikke er omfattet af SØM).
- Bedre beslutninger: Et lønligt håb kunne være, at nærmere analyser af de langsigtede konsekvenser af sparetiltag ville medføre bedre beslutninger, hvor de mest kortsigtede besparelser med de største negative effekter, ville blive sorteret fra i processen. Selv om politiske sparebeslutninger også handler om blandt andet ideologi og interessevaretagelse, kan man håbe, at styrkede analysegrundlag alligevel har en vis effekt på beslutningerne.
- Mere realistisk budgettering: Beregninger som ovenstående kan også understøtte en mere realistisk budgettering på langt sigt. Det er således i dag relativt almindeligt, at der ikke tænkes dynamiske effekter ind i kommunale spareforslag. Med andre ord ville mange kommuner i SØM-eksemplet reducere budgetterne med en million kroner årligt frem i tiden. Hvis SØM-estimaterne er korrekte, vil de dynamiske effekter medføre, at kommunerne med en sådan budgetteringspraksis i de efterfølgende år vil komme under et stigende økonomisk pres – et skjult pres, der med rammestyring let får karakter af en grønthøsterbesparelse.
Hvorfor ryger hensynet til impact i baggrunden?
Selv om jeg finder, at der er gode grunde til at fokusere på impact-perspektiver i kommunale spareprocesser, er mit billede, at det er et perspektiv, der dyrkes i relativt begrænset grad. Det kan der være flere grunde til. Herunder kommer jeg med seks bud på mulige årsagsmekanismer.
- De psykologiske årsager: Det er ubekvemt at tale om de menneskelige konsekvenser af besparelser særligt i et land, der historisk har givet stor opbakning til idéen om velfærdsstaten. Forskningen opererer således med begrebet tabubelagte dilemmaer (”taboo-tradeoffs”), når der er konflikt mellem absolutte værdier (udsatte borgeres ret til hjælp) og materielle værdier (penge). Forskningens påstand er her, at vi som mennesker føler skam ved at tale højt om de afvejninger, der er forbundet med at skulle gå på kompromis med absolutte værdier (”sacred values”), som det ikke er socialt acceptabelt at sætte spørgsmålstegn ved.
- Planlægningsbias: Det er ifølge nobelpristageren Daniel Kahneman et generelt træk ved den menneskelige hjerne, at vi har en tendens til at være overdrevent optimistiske, når vi planlægger fremtidige forandringer. Vi undervurderer således, hvor lang tid ting tager, ligesom vi undervurderer risikoen for uforudsete hændelser. Denne optimisme-bias kan måske også være på spil her forstået som, at vi faktisk undervurderer effekten af marginale servicereduktioner.
- Strategisk misrepræsentation (et pænere ord for fordrejning): I relation til store projekter har den danske forsker i megaprojekter Bent Flyvbjerg peget på, at businesscasen for store projekter i nogle situationer bevidst beskrives for optimistisk for at fremme, at projektet bliver vedtaget. Jeg finder, at det er en relevant hypotese, at noget tilsvarende gør sig gældende i forhold til spareforslag i budgetprocesser, da der er et stort pres på både embedsmænd og politikere for, at der skal skabes politisk flertal om en budgetaftale i september, og som lever op til budgetlovens udgiftslofter. Tesen er her relevant, fordi det jo nok er lettere at finde flertal, hvis budgetforslagets konsekvenser ikke er beskrevet som alvorlige.
- Historisk tradition: Styringstænkningen i den offentlige sektor har siden 1980’erne været inspireret af styringsparadigmet ”New Public Management”, der har været karakteriseret ved et stort fokus på dels at reducere den offentlige sektors størrelse, dels at sikre en effektiv drift, men ud fra et relativt snævert fokus på udgifter og outputs og i meget begrænset grad fokus på outcomes og impacts. New Public Management har også fremmet et skeptisk syn på fagchefer i økonomiafdelinger som nogle, der forsøger at tale deres eget budget op, uden at det er i samfundets interesse.
- Effekter som en blød bundlinje: Hensynet til ”effekt” i budgetprocessen bliver ofte presset i relation til andre bundlinjer – for eksempel hensynet til de løbende udgifter og overholdelse af lovgivningen. Jeg vil her argumentere for, at effekter er en ”blød” værdi i konkurrencen med andre hensyn. Effekter er således usynlige, svære at måle, langsigtede og usikre. Karakteristika, der gør, at det kræver en særlig opmærksomhed at holde effekt-perspektivet på dagsordenen.
- Magt og interesser: Budgetprocesser er klassisk politik i den forstand, at budgetter handler om at fordele hvilke befolkningsgrupper, der får adgang til hvilke goder. Det er således også et spil præget af magt og interesser. Modtagerne af indsatserne er socialt udsatte, og de er interessemæssigt ikke så stærkt repræsenteret. Antalsmæssigt er det en meget lille del af befolkningen, der er i målgruppen, samtidig med at socialt udsatte grupper ofte ikke er så aktive i den politiske proces. Stort set alle danskere har direkte eller indirekte interesse i de brugermæssigt store velfærdsområder som børnepasning, skole, uddannelse, sundhed og ældreomsorg baseret på enten personlige behov eller pårørendes behov. Til sammenligning er kun omkring syv procent af befolkningen ifølge VIVE omfattet af psykiske lidelser, misbrug eller hjemløshed i løbet af en periode på fem år.
Åbenhed over for svære processer
Listen over mulige årsagsmekanismer er lang, og derfor er det også en krævende ambition at styrke impact-aspektet i spareprocesser.
To væsentlige udfordringer er, at det vil kræve, dels at politikere er klar til mere åbne og svære drøftelser af de dyberegående impacts af deres beslutninger, dels at forvaltningerne prioriterer mere tid til at udvikle og evaluere spareforslag (i en tid, hvor det samtidigt er aftalt, at kommunerne sparer tre milliarder kroner på administration).
Jeg håber dog alligevel, at vi ved at skabe opmærksomhed omkring problemstillingen kan sætte impact mere på dagsordenen – også når vi sparer.
De årlige budgetprocesser i kommunerne er med til at sætte retningen og rammerne for de kommunale indsatser, og derfor er det vigtigt, at der her træffes beslutninger, der afspejler et bredt og helhedsorienteret perspektiv på spareprocesser.
Min drøm er således, at vi i kommunerne styrker vores evne til at tænke langsigtet – også når vi sparer.
Karsten Storgaard Bjerre er cand. scient. pol og PhD i sociale investeringer. Han arbejder nu som chefkonsulent hos Komponent – Kommunernes Udviklingscenter. Her rådgiver han kommuner om sociale investeringer gennem analyser, sparring, undervisning og foredrag. Tidligere har han blandt andet arbejdet otte år i Socialforvaltningen i Københavns Kommune – herunder som økonomichef for det udsatte børnefamilieområde.
Karsten Storgaard Bjerre er også medlem af bestyrelsen for Impact Insider.
Tak fordi du læser Impact Insider. Som samfundsiværksætter eller investor ved du, at kvalitet ikke er gratis. Vi er afhængige af, at abonnenter betaler for vores journalistik. Så hvis du synes, det er værd at have et uafhængigt specialmedie, der konstant jagter de bedste og mest effektive løsninger på samfundsproblemer, kan du tegne abonnement her.









