“Lad os redde verden med ny teknologi og investeringskapital.”
Det budskab udbasunerer politikere igen og igen. Men når du går dem på klingen og spørger, hvilke teknologier vi skal prioritere, bliver de slørede i blikket. Og så falder svaret om, at vi naturligvis er nødt til at vente på den rigtige teknologi. Til alt held, tilføjer de, står investorerne i kø for at kaste deres penge efter fremtidens teknologier.
Det er rigtigt. Det gør investorerne. Og det kommer jeg tilbage til. Men den nødvendige teknologi eksisterer allerede. Og det undlader politikerne behændigt at fortælle os. Og hvorfor mon?
Det kunne være frygt for at skulle fortælle befolkning og virksomheder om de adfærdsændringer, der er nødvendige. For hvem har lyst til at gå til valg på forandring?
Jeg tror dog primært, de siger, som de gør, fordi de faktisk ikke forstår, hvordan innovation og udvikling af teknologi til bæredygtige løsninger foregår, og hvordan man stimulerer udviklingen og sikrer, at den faktisk finder sted.
Også selv om det sker i et tæt og ofte komplekst samspil mellem markedsmekanismer og politisk regulering.
EU vil stimulere den grønne omstilling
På europæisk plan ser vi lige nu et tydeligt eksempel på, hvor langt der er fra de hellige politiske haller til den virkelighed, hvor den bæredygtige teknologi udvikles.
Jeg tænker på de nye EU-regulativer om investeringskapital med det mundrette navn SFDR, Sustainable Finance Disclosure Regulation.
Som opfølgning på Parisaftalen ved COP21 i 2015 og med en stærk kobling tit EU Green Deal i 2018 har EU-Kommissionen udstedt et regulativ, der sigter på at få mere investeringskapital til den grønne omstilling og samtidig modvirke greenwashing – det vil sige, at de, der investerer, ikke siger et og gør noget andet.
Investeringer i ny teknologi er et rimelig sofistikeret marked, hvor investeringerne spænder fra mindre beløb fra velhavende individer til milliardinvesteringer fra de enorme pensionskasser hvor de fleste af os sparer op. Det skal SFDR tage højde for. Men her springer kæden af.
For ved at stille samme krav til små og store investorer skaber regulativet en spillebane, som de små og ofte meget bæredygtige fonde ikke kan gennemføre, mens de store, til tider mindre bæredygtige fonde, kan købe sig vej frem til målstregen. Det vender jeg tilbage til. Men først lidt baggrund.
Venturekapital til impact buldrer frem
Innovation og udvikling af nye teknologier foregår primært i akademiske forskningsmiljøer og hos iværksættere. I nogle årtier har vi kaldt de små virksomheder startups. En del af dem er impact startups. Det er iværksættere med intentioner om at forbedre verden for eksempel ved at reducere CO2, gøre rent vand tilgængeligt for hundreder af millioner af mennesker, inkludere sårbare børn i skolen eller få dig og mig til at spise lidt mindre rødt kød.
Når deres vision kommer til live og bliver operationel, så sker forandringen. Det har intet at gøre med politiske valgperioder og som oftest heller ikke med politiske reguleringer. Det sker, fordi mennesker som du og jeg ønsker forandring og tager personligt ansvar. Og fordi det er god forretning.
De, der investerer i impact startups er typisk velhavende individer, ofte kaldet business angels, eller små venturekapitalfonde, som håndterer investeringerne på vegne af de velhavende mennesker. Nogle af de nyeste danske venturefonde med fokus på impact er VÅR Ventures, Planetary Impact Ventures, Climentum Capital og Wise Guys Sustainability.
Og der findes meget venturekapital til startups. Ifølge European Venture Report 2021 fra det globale data og analysefirma Pitchbook blev der i sidste år for første gang investeret over 100 milliarder euro (750 milliarder danske kroner) i små europæiske vækstvirksomheder. Flere og flere af investeringerne sker i impactstartups.
Ifølge rapporten State of Nordic Impact Start-ups fra Danske Bank og Dealroom blev 34 procent af al venturekapital i Norden i 2020 investeret i impactstartups. I Europa som helhed var tallet 17 procent.
Jeg ser meget frem til den nye rapport, der kommer i sommer. For hvis udviklingen fortsætter, eller sågar har taget fart, vil det være hundredevis af milliarder kroner, der investeres i europæiske impactstartups.
Tre niveauer af bæredygtighed
Og det er her, SFDR kommer ind i billedet. For hvad er impact egentlig? Og kan man stole på, at de, der investerer, ikke kun klæber nogle af de 17 verdensmål på deres rapporter, og så er alt guld og grønne skove?
Med SFDR stiller EU krav til, at alle fonde rapporterer om, hvordan de investerer deres kapital. For at sikre, at vi ikke går rundt og lyver for hinanden, og for at kunne sammenligne dem, der investerer i bæredygtige løsninger og omstilling, har EU introduceret tre niveauer af ranking: artikel 6, artikel 8 og artikel 9.
Minimumsniveauet er artikel 6, hvor man erklærer, at man har integreret bæredygtighedsrisici i sine investeringsbeslutninger, udviklet en proces til at vurdere og identificere de væsentligste risici, har en oplysningspolitik på plads, der afbøder og handler på risici, og til sidst beskriver, hvordan det vil blive opnået, og hvordan man måler resultaterne.
Det er en god udvikling, fordi vi får indsigt i og transparens om, hvorvidt for eksempel vores pensionspenge skader mindst muligt. Men det motiverer ikke investorer til at fokusere på investeringer i bæredygtige løsninger.
Her træder artikel 8 og artikel 9 i kraft. Hvis man blandt andet investerer i aktiviteter, som skaber en bæredygtig udvikling (for eksempel impactstartups), kan man ranke sig selv som artikel 8.
Hvis man udelukkende investerer i bæredygtige løsninger, kan man ranke sig som artikel 9, den højeste ranking. Og dermed vil man stimulere investorer til at investere i det, der skaber en bedre verden.
Små fonde fravælger topranking
For at leve op til SFDR skal fondene gennem 66 indikatorer beskrive, hvordan det, de investerer i, skader verden mindst muligt eller sågar bidrager til omstillingen til en bedre verden.
Det er et stort arbejde for en venturekapitalfond, og det er svært. For at lykkes har man typisk brug for specialister fra advokatfirmaer eller lignende. Det har de færreste små impact-fokuserede venturefonde råd til.
Så på trods af at de investerer 100 procent i impactstartups, vælger mange venturefonde at rapportere efter artikel 8. Med den ranking har man nemlig lov at fravælge at rapportere på de 66 indikatorer og beskrive mere generelt, hvordan man som investor forholder sig til ESG, miljøet, det sociale og god virksomhedsledelse. Det vil altså sige, at de mest bæredygtige fonde rangeres som de næstbedste – fordi de ikke har ressourcer til at beskrive, hvordan de fuldt ud lever op til SFDR og får den fineste ranking.
Giv os mere rimelige rammevilkår
På den ene side siger europæiske politikere, at vi skal omstille os, investere i nye teknologier og regulere investorer, så de ikke siger ét og gør noget andet. Og samtidig giver politikerne mulighed for at fravælge de regulative krav, de har indført.
Det giver jo ikke mening. Og det er en decideret hån mod alle de iværksættere og deres investorer, som står tidligt op og går sent i seng for at kunne dedikere tid, penge og liv i omstillingen til en bedre verden.
Hvis vi vil regulere os til en ordentlig opførsel fra vores investorer og stimulere flere til at gøre deres bedste for en positiv udvikling i verden, kan vi ikke leve med et enten-eller. Det må være både-og.
Det er rimeligt at kræve, at vi som investorer omstiller os og er forpligtet til at rapportere på, hvordan vi gør det.
Men det må være et rimeligt modkrav til politikerne, at de finder en måde, hvor mængden af det, vi rapporterer på, gradueres efter, hvor stor vores venturefond er.
Om størrelsen skal måles i kapital eller organisation eller hvor mange selskaber, vi har investeret i, må andre finde ud af.
Men hvis vi ønsker, at investorer skal bidrage med kapital til omstillingen af vores verden, og iværksættere skal udvikle de nødvendige teknologier, er det vel fair at forvente, at politikerne skaber nogle rammer, der stimulerer en udvikling, hvor alle vi investorer gør os umage for at rapportere så meget som muligt på vores omstilling.
I stedet skaber EU nu en ujævn spillebane, hvor små fonde, der kun investerer i bæredygtige løsninger, fravælger artikel 9, og hvor kun de fonde, der har ressourcerne til det, kan få den fineste ranking.
Måske er det bare sådan, vores politiske system er indrettet: Naturligvis skal vi omstille os, men måske ikke lige præcis i dag. Og om omstillingen fører os det rette sted hen, må vi spekulere over i morgen.
Richard Georg Engström er direktør med ansvar for bæredygtighed i venturekapitalfonden Wise Guys Sustainability Copenhagen.
Siden midten af 1990’erne har han arbejdet inden for teknologi, forretning og finansiering – de seneste år som iværksætter og investor med det formål at skabe systemisk forandring i retning af en mere socialt og miljømæssigt balanceret verden for mennesker, dyr og natur.
Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens holdning.
