Jeg har netop holdt påskeferie i Berlin med to gode venner. Og hvad så, spørger du måske.
Jo, ser du, vi er alle tre, hvad jeg vil kalde formålsdrevne. Eller sagt på en anden måde:
Vi er alle tre eksistentielt bekymrede for den verden, vi lever i, og det har nogle konsekvenser for, hvordan vi hver især og tilsammen prøver at leve.
Mens jeg bruger mit arbejdsliv på konstruktiv journalistik om samfundsforandring, arbejder den ene af mine venner for en personlig mærkesag i centraladministrationen. Den anden arbejder i en NGO, hvis indsatser – uanset hvilken retning verden overordnet set bevæger sig i – vil forbedre mange konkrete menneskeliv markant.
Jeg tror, at vores respektive virker giver os en slags håbefuldhed i hverdagen, selvom vi også kan blive grundigt i tvivl, om det vi laver er meningsfuldt nok. Og når vi holder ferie?
Da vi besluttede os for at tage på ferie sammen i påsken, var Berlin selvfølgelig en oplagt destination: Her kunne vi komme til med tog, og dermed undgik vi den massive klimabelastning, som knytter sig til flytrafik.
Så langt så godt. Og hvad så?
Jo, ser du, berlinerferien står faktisk i skyggen af en ganske anden rejse. En rejse, som vi endnu ikke har været på, og som vi endda håber på helt at kunne undgå.
Vi har nemlig aftalt med slet skjult frustration – og en insisterende flirten med nihilisme – at vi tager sammen til Dubai og svømmer med delfiner, når vi en dag endeligt beslutter os for at kaste håndklædet i ringen, fordi vi “ikke tror på det længere.”
Og selvom vi nok ikke mener det – altså ikke sådan rigtigt mener det – er Dubaituren blevet et symbol, som følger med os overalt.
Som for eksempel da vi pga. sporarbejde på hjemturen kom til at befinde os på en hurtigfærge mellem Puttgarden og Rødby og dermed måske alligevel missede meget af den relative klimagevinst, der lå i at undgå flyet.
Vi skal også snart til Dubai, siger en af os. Jeg glæder mig, siger en anden.
Hvad er overhovedet forskellen på Dubai og Berlin?
Og hvad så, nu, efter denne lidt lange indledning, tænker jeg selv.
Jo, ser du, det er et spørgsmål, som kan stilles på i hvert fald to måder.
For det første, den hånlige, men selvsikre: Og hvad så, det gør jo alligevel ingen forskel, hvad du og dine venner foretager jer, når langt mere magtfulde mennesker, nationer og virksomheder lever, som de gør.
For det andet, den håbefulde, men også usikre: Og hvad så, altså hvad har du selv tænkt dig at gøre fremover? Er du overhovedet sikker på, at det er betydningsfuldt, hvordan I – og måske jeg – tager på ferie?
Det første er et spørgsmål uden egentlig interesse for et svar; det har kun interesse for sig selv. Det er et udråb, der handler om spørgeren, langt mere end det er et spørgsmål, der handler om noget, som den spørgende interesserer sig for.
For det andet spørgsmål forholder det sig modsat. Det er nemlig kun interessant i kraft af sit svar. Hvad nu? Hvad skal det føre til? For spørgeren vil faktisk gerne være med – eller vil i hvert fald gerne forstå, hvortil og hvorfor.
For mig er forskellen på de to versioner af spørgsmålet netop forskellen på Dubai og Berlin. Og jeg vil gerne blive ved med at vælge Berlin.
Så hvad så?
Der er formentligt ikke særligt meget impact i at tage på ferie, ikke engang med tog. Men det kan stadig gøres på mere eller mindre meningsfulde, hvilket også vil sige håbefulde måder.
Jeg ved, at det kan være svært, hvis ikke umuligt, at påkalde sig egentlig impact som enkeltstående organisation eller måske endda som enkeltstående individ.
Men hvis der er håb i det, vi laver – hvis der ligger en meningsfuld forandringsteori bag vores handlinger, og vi ikke er bange for at dele den med andre – så kan vi måske alligevel være med til at skabe de positive forandringer, som vi ønsker.
Og som vi har brug for.
Mit eget lille enkeltstående individ er da slet ikke overbevist om, at jeg har den impact, som jeg ønsker, eller som jeg kunne have. Og så er jeg til gengæld ganske overbevist om, at vi på Impact Insider stadig har et arbejde foran os i at finde vores bedste plads og maksimere organisationens impact.
Det kræver håb at gøre sådan et arbejde i stedet for at lade være. Og sådan et håb kræver, tror jeg, at vi tør være ærligt spørgende overfor os selv og overfor de initiativer, som vi beskæftiger os med.
Derfor vil jeg i den kommende tid stille spørgsmålet til en række mennesker og initiativer, som jeg beundrer, men som jeg ikke er sikker på, at jeg forstår.
Og når jeg spørger, vil jeg huske mig selv på, at jeg vil spørge kritisk og nysgerrigt, hvilket vil sige både håbefuldt og usikkert.
Jeg vil nemlig gerne spørge for at være med og ikke imod. For jeg vil allerhelst gerne blive ved med at vælge Berlin.
Ny serie: Å HVA’ SÅ?
Du vil gøre en forskel. Og hvad så?
Å HVA’ SÅ er en ny serie fra Impact Insider med samtaler og artikler om samfundsforandring. I serien opsøger Nikolaj Neven formålsdrevne initiativer, organisationer og aktører, som han sympatiserer med og gerne vil støtte, men som han også nærer en skepsis overfor – ligesom han gør overfor sig selv.
Ja, din organisation har gode intentioner, men har I impact?
Står jeres arbejde mål med de udfordringer, I siger, at I gerne vil løse?
Hvad er næste skridt for dig, og hvordan vil du invitere andre med?
Er det egentlig overhovedet meningsfuldt, det vi laver, hvis ikke tilpas mange andre følger trop?
Du kan bidrage til serien ved at indsende personer, initiativer, organisationer eller temaer, som Nikolaj kan undersøge. Det kan fx være en aktivistisk virksomhedsejer eller organisation, eller det kan være en idé som Housing First eller borgerting.
Skriv til podcast@impactinsider.dk med dit forslag.
Læs og lyt med, og hjælp Nikolaj med at overvinde sin egen tvivl.
