Island vil forebygge i stedet for at behandle: Intet barn skal leve med vold og svigt

”Intet barn må lades i stikken”.

Med den sætning som ledestjerne er Island i færd med at vende store dele af sit velfærdssystem på hovedet.

Sociale problemer skal forebygges så vidt muligt. Og opstår der sociale traumer, skal de behandles, mens de er små. For problemerne vil ikke gå væk af sig selv. De vil vokse. Og de vil ødelægge liv. Og koste samfundet penge.

Derfor har det islandske parlament, Altinget, vedtaget en lov, der forpligter alle, som har med børn at gøre, til at gribe ind, hvis de opdager, at et barn har problemer.

Og alle betyder alle. Skolelæreren, lægen, den frivillige fodboldtræner, lokalbetjenten, socialarbejderen.

Hvis et barn har brug for hjælp, skal barnet have tilknyttet en kontaktperson, som samler et team, der kan hjælpe barnet og familien med at løse problemet – uanset om det handler om fattigdom, talebesvær, skilsmisse eller vold i familien.

Det lyder dyrt. Og det er det også. Men det er dyrere at lade være, siger Islands børne- og undervisningsminister, Ásmundur Einar Daðason.

”Det er en af de bedste investeringer, vi nogensinde er kommet op med. Den giver et afkast på linje med Keflavík Airport,” siger han.

Opvækst præget af vold og druk

Det er ikke tilfældigt, at det er ham, vi snakker med. For den omkalfatring, der foregår på vulkanøen højt mod Nord, er udsprunget af hans hoved.

Ásmundur Einar Daðasons forældre blev skilt, da han var fem år gammel. Han og hans storesøster boede hos moderen, som er psykisk syg og har ADHD.

Barndommen var præget af ustabilitet. I weekenderne var Ásmundur Einar Daðason tit alene hjemme. Han vidste aldrig, hvornår hans mor kom hjem, om hun var fuld, og om hun havde nogen med.

Nogle af mændene var søde. Andre var ikke. Og vold var ingen sjældenhed.

Penge var der ikke mange af. Han husker, hvordan han en jul måtte slå hul på sin sparegris for at købe øl og appelsiner.

Familien blev aldrig længe på samme sted. To et halvt år er den længste sammenhængende periode, Ásmundur Einar Daðason har haft på én skole. Otte skoler nåede han at gå på.

“Traumer i barndommen mangedobler risikoen for, at man senere får sociale udfordringer,” siger Ásmundur Einar Daðason.

Jeg vil kæmpe for børnene

Som ung meldte Ásmundur Einar Daðason sig ind i det venstreorienterede grønne parti Vinstrihreyfingin – grænt framboð og blev i 2009 valgt ind i Altinget. To år senere skiftede han til midterpartiet Framsóknarflokkurinn.

Han var med sine egne ord en traditionel politiker. Som 13-årig var han flyttet hjem til sin far, der drev et landbrug. Og Ásmundur Einar Daðason var præget af de dagsordener, han kendte fra landdistrikterne.

”Dengang troede jeg, at politik handlede om at bygge veje og fabrikker og at kæmpe for landbrug og fiskeri,” siger han.

Og det gjorde han så i syv år, hvorefter han forlod politik. Men et år efter blev han igen valgt ind i Altinget. Og denne gang blev han tilbudt posten som socialminister.

”Jeg tænkte: ’Hvad i alverden skal jeg stille op med det?’,” siger Ásmundur Einar Daðason og fortsætter:

”Men jeg havde jo allerede forladt politik én gang. Og så sker der noget med én. Så jeg tænkte: ’Okay, så vil jeg bruge min position til at kæmpe for børnene.’”

Vi talte med alle

Kampen for børnene begyndte, i samme øjeblik Ásmundur Einar Daðason blev minister.

Han samlede et team om sig. Noget af det første, han gjorde, var at gå i avisen Morgunbladid med et stort interview. Her fortalte han for første gang offentligt om sin problematiske barndom.

Vi kan aldrig redde alle børn, men hvis vi formår at hjælpe flere børn, så er målet nået. 

Ásmundur Einar Daðason, Børne- og undervisningsminister, Island

Samtidig lancerede han sine tanker om at skabe et system, der skal nedbringe mængden af traumatiske oplevelser i barndommen og samtidig styrke børnenes modstandskraft, så de, der oplever noget traumatiserende, kommer igennem det med færre mén.  

“Vi kan aldrig redde alle børn, men hvis vi formår at hjælpe flere børn, så er målet nået. For intet barn skal leve med vold og omsorgssvigt, som der desværre er alt for mange børn på Island, der gør,« sagde Ásmundur Einar Daðason i interviewet.

Artiklen blev startskuddet til en kæmpemæssig inddragelsesproces med store konferencer, individuelle møder, telefonsamtaler og brevveksling med kommuner, skoler, foreninger og helt almindelige borgere. Børn, unge og voksne. Stofmisbrugere og indsatte.

”Vi talte med alle, der havde noget at sige,” siger Ásmundur Einar Daðason.

Målet var at forstå problemet til bunds for at kunne skabe den bedst mulige løsning. Og så var der endnu et mål.

”Jeg ville have, at det her blev forankret. Det skulle ikke være afhængigt af min politiske karriere. Så hvis jeg kunne få mange mennesker med til at bygge løsningen, ville den automatisk kunne leve, uanset hvad der skete med mig politisk,” siger Ásmundur Einar Daðason.

Hvorfor blev jeg ikke kriminel?

Ministerens udgangspunkt var, at traumer, der finder sted i barndommen, sætter dybe spor i voksenlivet.

”Jeg vidste jo, at traumer i barndommen mangedobler risikoen for, at man senere får sociale udfordringer,” siger Ásmundur Einar Daðason.

Det fik han bekræftet til fulde i de mange samtaler, han og hans team havde.

”Uanset hvem vi talte med, spurgte vi: ’Hvor begyndte dine problemer?’ Og de kunne altid føre det tilbage til noget i deres barndom,” siger Ásmundur Einar Daðason.

Han havde regelmæssige samtaler med en gruppe tidligere kriminelle.

”Det fik mig til at fundere over spørgsmålet: ’Hvad er det, der har gjort, at jeg er minister, og de er blevet kriminelle?’,” fortæller Ásmundur Einar Daðason.

Hans eget svar på spørgsmålet er, at han som barn tilbragte weekender på landet sammen med sin far og sine bedsteforældre. Her var alt lagt i faste rammer – selv søndagsfrokosten, som aldrig varierede.

”Der var aldrig nogen overraskelser. Og jeg tror, at det har givet mig et glimt af, hvordan tingene også kan være. Og det har gjort forskellen,” siger Ásmundur Einar Daðason.

Et økonomisk afkast til samfundet

Processen, der startede i 2017, blev drevet af Ásmundur Einar Daðasons ministerium, men ledet af en styregruppe bestående af højtstående embedsmænd fra alle ministerier og fra kommunerne.

Der var også nedsat en komite med medlemmer fra samtlige partier i Altinget og otte undergrupper, som hver arbejdede med et specifikt emne.

For ministeren var det vigtigt at nå frem til et system, der skabte reel forandring. For børnenes skyld, men også for det islandske samfunds. For Ásmundur Einar Daðason er overbevist om, at det er dyrere at lade problemer vokse end at behandle dem ved roden.

Men han ville have vished. Så han hyrede en tidligere cheføkonom ved Handelskammeret, som normalt laver beregninger for Finansministeriet og den islandske centralbank, til at lave en uafhængig analyse af økonomien i reformtankerne.   

”Hans eneste opgave var at beregne, hvad sådan en reform ville koste, og om den ville give overskud. For hvis jeg ikke kunne præsentere det som en overskudsgivende investering, ville jeg ikke lægge det frem for finansministeren,” siger Ásmundur Einar Daðason.

Og økonomen vendte tilbage med en stærk investeringscase.

Allerede i 2030 vil investeringen give overskud til den islandske stat. Og i 2070 vil afkastet af investeringen være på 11 procent.

”Forretningen var så god, at vi jokede med, at hvis vi ikke kunne få finansministerens opbakning, ville vi sætte det op som en børneobligation sammen med en pensionskasse, som kunne få afkastet,” siger Ásmundur Einar Daðason.

Dansk skilsmisseservice er indført i hele Island

I foråret 2021 blev reformen vedtaget i enstemmighed i det islandske parlament. Og den trådte i kraft 1. januar i år.

Loven inddeler alle services rettet mod børn i tre niveauer – som vist i grafikken herunder – og alle instanser, som arbejder med børn, er lovmæssigt forpligtet til at yde den hjælp, der hører til det enkelte niveau.

Allerede i den grønne fase kan der opstå et behov for hjælp. Sker det, får barnet og dets familie tilknyttet en koordinator, som sørger for, at den rigtige indsats bliver sat i værk.

”Vi vil sikre, at forældrene har overskud til at være forældre. De skal ikke være socialarbejdere,” siger Ásmundur Einar Daðason.

En dansk skilsmisseindsats illustrerer en vigtig pointe i den islandske tilgang til løsning af sociale problemer.

Impact Insider har tidligere skrevet om SES (Samarbejde Efter Skilsmisse) – en digital skilsmissehjælp, der giver forældre redskaber til at kommunikere med hinanden og barnet efter en skilsmisse. Studier viser, at det sparer familierne for voldsomme psykiske belastninger og samfundet for millioner af kroner.

Løsningen er implementeret over hele Island, fordi der er dokumentation for, at den virker.

”Det er et traume for børn, når deres forældre bliver skilt. Ikke nødvendigvis det største traume, men stadig en ulykkelig hændelse, som vi gerne vil lette. SES er et godt eksempel på en tidlig evidensbaseret intervention, som vi bygger vores tilgang på,” siger Ásmundur Einar Daðason.

Sådan har jeg aldrig set på det før

Nu er implementeringen af loven i gang. Det er der afsat fem år til. Og fire kommuner er udpeget som frontløbere.

En af dem er den lille økommune Vestmannaeyjar med 4.300 indbyggere i det sydlige Island. Her har man allerede lukket otte sager om udsatte børn ved at samle alle, der har berøring med de udsatte familier, om bordet.

Ásmundur Einar Daðason refererer til et stormøde i kommunen, hvor han selv deltog. Der var 70-80 mennesker til stede, fortæller han. Heriblandt inspektøren for den lokale skole og lederen af det lokale politi.

Det var første gang, de talte overordnet om børns trivsel. Det havde de kun gjort i forbindelse med konkrete sager, når noget allerede var gået galt.

”Skoleinspektøren sagde: ’Jeg vil virkelig gerne vide, hvis der er noget galt i et barns hjem’. Men politichefen svarede, at de oplysninger kunne han ikke dele, fordi de var personlige og nogle gange relateret til en igangværende efterforskning,” fortæller Ásmundur Einar Daðason.

Men det var slet ikke oplysninger på det niveau, skoleinspektøren havde brug for, fortalte han.

”’Jeg vil bare gerne vide, om der er noget galt, så vi ikke skælder et barn ud, fordi det ikke har lavet sine lektier’, sagde han. Og politichefen svarede: ’Ah, sådan har jeg aldrig set på det før’,” siger Ásmundur Einar Daðason.

Det er der en vigtig læring i, mener han.

”Hvis man vil hjælpe børn tidligt, er det vigtigt, at skolesystemet forstår sundhedssystemet, og sundhedssystemet forstår det juridiske system, og det juridiske system forstår socialarbejderne. De fire systemer taler forskellige sprog. Og det, de har tilfælles, er, at de ikke bryder sig om dem i det tilstødende system og den måde, de gør deres arbejde,” siger Ásmundur Einar Daðason og fortsætter:

”Det kan man kun løse ved, at de mødes regelmæssigt og taler sammen om det, der betyder noget: barnet! Det er fuldstændig som i et ægteskab: Hvis man ikke taler sammen, bliver man skilt.”

Næste skridt er at reformere skolesystemet

Udviklingen i de fire frontkommuner bliver fulgt nøje, og erfaringerne bliver bragt til videre til landets øvrige 75 kommuner.

Derudover skal lovgivningen evalueres løbende.

”Jeg har lovet finansministeren, at vi måler, om det her virker. Så vi har lagt målinger ind i implementeringen. Vi vil vide, om vores ændringer gør skade eller gavn. Og hvis det ikke virker, så må vi lave det om,” siger Ásmundur Einar Daðason.

Der er endnu ikke nagelfaste data, men de indikationer, ministeriet modtager fra kommunerne, tyder på, at udviklingen går i den rigtige retning.

Og Ásmundur Einar Daðason, som i dag er minister for børn og undervisning, har taget de første skridt til en total reform af Undervisningsministeriet efter princippet om en tredeling af serviceydelserne.

”Det er i skolesystemet, vi for alvor kan træde ind på niveau 1 og 2. Vi skal ind, før vi har sager om misrøgtede børn. Derfor er vi nødt til at have socialarbejderne ind i et meget tættere samarbejde med skolerne,” siger ministeren.

I dialog med FN om udbredelse

Fortællingen om det omfattende reformarbejde på børneområdet kan lyde som en moderne islandsk saga, hvor slægtsstridighederne er afløst af udstrakt samarbejde.

Kan sådan en systemforandring overhovedet foregå andre steder end i et lille, homogent samfund med knap 370.000 indbyggere?

”Selvfølgelig er det lettere i et lille land som vores. Men det kan gennemføres hvor som helst,” siger Ásmundur Einar Daðason.

Island er lige nu i dialog med FN om at få dokumenteret processen, så den kan udbredes andre steder i verden. Og to konkrete lande har allerede henvendt sig, fordi de ønsker at gennemføre en tilsvarende proces.

”Det er jo ikke, fordi vi er i gang med at opfinde et rumskib. Det handler jo bare om at sætte barnet i centrum og få systemerne til at arbejde sammen med barnet – ikke den anden vej rundt,” siger Ásmundur Einar Daðason.

Så det handler om at have det fornødne politiske mod?

”Ja. Eller at være tilstrækkelig tosset.”