Kommunernes socialbudgetter skal hænge sammen.
Det skal hjælpen til borgerne også, især når den kommer fra flere forskellige dele af velfærdssystemet.
Begge dele optager Ellen Klarskov Lauritzen, direktør i Social- og Boligstyrelsen.
Styrelsen hjælper kommunerne med at håndtere de stigende udgifter på socialområdet, og hun arbejder for, at viden om indsatsernes effekt får større vægt i beslutningerne.
“Vi skal turde spørge: Virker det, vi gør? For hvem virker det? Og hvordan kan vi bruge vores ressourcer, så de skaber størst mulig værdi?” siger hun.
Læs hendes svar på vores spørgsmål i ugens Impact-stafet.
Serie: Impact-stafet
Det vrimler med mennesker, der brænder for at gøre en positiv forskel og tage samfundsforandring til nye højder.
I Impact-stafetten fortæller personer på tværs af sektorer om deres formålsdrevne arbejde i et kort format. Formålet er at inspirere og videregive værdifulde erfaringer, så flere kan lære af hinanden og skabe positiv forandring.
Hver deltager nominerer personer til en “impact-pulje” til fremtidige stafet-artikler. Du kan også bidrage: Send dine forslag til stafet@impactinsider.dk.
Hvilken problemstilling eller mulighed arbejder du med?
Lige nu har vi et stort fokus på at hjælpe kommunerne med at håndtere de stigende udgifter på socialområdet. Men for mig handler det ikke kun om økonomi. Det handler først og fremmest om mennesker: Om at sikre, at den enkelte borger får den rette hjælp, og at vi bruger vores fælles ressourcer på det, der faktisk virker.
Derfor arbejder jeg for, at data og viden om effekten af sociale indsatser bliver brugt langt mere aktivt, når kommunerne træffer beslutninger. Vi skal turde spørge: Virker det, vi gør? For hvem virker det? Og hvordan kan vi bruge vores ressourcer, så de skaber størst mulig værdi?
Det kræver både stærk faglighed, mod til at udfordre vanetænkning og evnen til at få mange forskellige mennesker og organisationer til at arbejde i samme retning. Det er en stor del af det, der optager mig som leder.
Hvilken konkret forskel har dit arbejde skabt – for hvem og hvordan?
Vores arbejde med den socialøkonomiske investeringsmodel er et konkret eksempel. Den gør os bedre i stand til at se på, hvordan sociale indsatser påvirker både den økonomiske og den menneskelige bundlinje over tid.
Når vi hjælper en borger til større selvstændighed eller en bedre tilknytning til uddannelse eller beskæftigelse, gør det først og fremmest en forskel for det enkelte menneske. Men det kan også have betydning for økonomien i både kommune, region og stat.
Den viden giver kommunerne et bedre beslutningsgrundlag for at investere i de sociale indsatser, der har størst effekt.
For mig er det vigtigt, at vi bliver bedre til at koble vores faglige viden med vores viden om, hvad der faktisk virker. Ellers risikerer vi både at bruge ressourcer på indsatser, der ikke gør den forskel, vi ønsker, og at gå glip af muligheder for at hjælpe mennesker bedre.
Hvad er din største impact-udfordring lige nu?
Mange af socialområdets udfordringer kan ikke løses på socialområdet alene. De fleste borgere, der har brug for en social indsats, har også kontakt med andre dele af velfærdssystemet. Derfor er der brug for, at vi bliver langt bedre til at se borgerens situation som en helhed.
Det er lettere sagt end gjort. Vi har forskellige sektorlovgivninger, fagligheder og organisatoriske logikker, som kan gøre det svært at arbejde sammen på tværs.
Det er en af de udfordringer, jeg er mest optaget af som leder: Hvordan får vi forskellige fagligheder og organisationer til at arbejde sammen om det, der giver mening for borgeren – frem for at lade systemets opdeling definere løsningen?
Derfor deltager vi aktivt i partnerskaber og alliancer på tværs af sektorer. Vi kan ikke løse komplekse velfærdsudfordringer alene. Vi er nødt til at udvikle løsninger sammen med dem, der ser problemet fra andre vinkler end os selv.
Hvad motiverer dig til at fortsætte?
Jeg bliver motiveret af de gange, hvor det lykkes at få noget til at hænge sammen på tværs af velfærdsområder. Det har været en udfordring i det offentlige i mange år, og det er heller ikke altid den del af det statslige arbejde, vi får allermest ros for.
Men når det lykkes, kan man virkelig mærke forskellen.
Et eksempel er det nye lettilgængelige tilbud i kommunerne, som er en stor satsning i 10-årsplanen for psykiatrien. Her har vi sammen med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og Sundhedsstyrelsen udviklet de faglige rammer for tilbuddene.
Det har været vigtigt for mig, at rammerne både er fagligt solide og har den nødvendige spændvidde til at rumme kompleksiteten i de børn og unge, der skal bruge tilbuddene. Samtidig skal de kunne omsættes til virkeligheden i de enkelte kommuner.
Det er den slags, der giver mig energi: Når forskellige organisationer lykkes med at bruge deres faglighed sammen, og det i sidste ende kan mærkes hos de mennesker, vi er sat i verden for at hjælpe.
