Connect with us

Hvad søger du?

Viden udefra

Er en stor, lækker SUV virkelig det, vi mener, når vi siger, vi gerne vil have velfærd?

Økonomer har stor indflydelse på den danske velfærd, men en del af metoderne i de samfundsøkonomiske analyser hviler på et forældet syn på menneskelig adfærd og psykologi. Det kan føre til forfejlede beslutninger på bekostning af løsninger, der giver bedre trivsel i befolkningen, skriver Michael Birkjær og Søren Tange fra Happiness Research Institute.

Svaret på dansk velfærd anno 2022? [Foto: JumpStory]

Af Michael Birkjær og Søren Tange, The Happiness Research Institute

I 1998 gennemførte stjernepsykologen Daniel Kahneman et stort livskvalitetsstudie på amerikanske studerende i henholdsvis det midtvestlige USA og det sydlige Californien. Studiet gik i sin enkelhed ud på at måle de studerendes livstilfredshed, men samtidig bad Kahneman de studerende gætte på hinandens livstilfredshedsniveauer. De studerende i Midtvesten skulle således gætte livstilfredsheden for de studerende i det sydlige Californien og vice versa.

Og resultatet var ganske interessant. De studerende i Midtvesten forventede, at livstilfredsheden hos de sydcaliforniske studerende var langt højere end deres egen. Og tilsvarende vurderede de sydcaliforniske studerende, at studerende i Midtvesten måtte være mindre tilfredse med livet. Sagen var blot, at der ikke var nogen som helst forskel at spore på livstilfredsheden mellem de to grupper.

Ifølge Kahneman skyldes denne misestimering fra testpersonerne, at alle mennesker er påvirket af en lang række af såkaldte ”kognitive bias”, når vi skal danne meninger, skabe forestillinger og når vi skal træffe beslutninger. I det konkrete tilfælde handlede det om, at testpersonerne forventede, at de varme himmelstrøg i Sydcalifornien selvfølgelig måtte føre til øget lykkefølelse. Men som Kahneman beskriver: “Nothing in life is quite as important as you think it is while you’re thinking about it” – og det gode californiske vejr var altså blot et forstyrrende element, som gjorde det svært for de studerende at gennemføre en meningsfuld vurdering.

I 2002 vandt Daniel Kahneman Nobelprisen i økonomi for hans afgørende forskning i menneskets (irrationelle) dømmekraft og beslutningsprocesser. Og sammen med sine kollegaer Richard Thaler og Amos Tversky lagde Daniel Kahneman grundstenene for rigtig meget af det, vi i dag kender som ”adfærdsøkonomi” – altså en økonomisk tænkning, som i høj grad trækker på den psykologiske videnskab, og især på den kendsgerning, at mennesker ofte tager fejl.

Adfærdsøkonomiens syn på menneskets adfærd og psykologi står på den måde i skærende kontrast til konventionelle økonomers menneskesyn. Konventionelle økonomer antager nemlig, at mennesker er fuldkommen rationelle og primært kun træffer beslutninger, som maksimerer deres egennytte.

Og det er her, det bliver rigtig interessant i et ”impact-perspektiv”. For selv om adfærdsøkonomien har fået mere indflydelse i velfærdsøkonomiske beslutningsprocesser i nyere tid, er det stadig de konventionelle økonomer (og deres noget forsimplede menneskesyn), som har mest indflydelse på de samfundsøkonomiske analyser. Og det har klare konsekvenser.

”Præferencer” eller ”erfaringer”?

En kerneopgave for økonomer er at udvikle modeller for menneskelig adfærd for derfra at kunne forudsige forskellige økonomiske udfald samt værdisætte samfundsgoder.

I forhold til sidstnævnte er problemet imidlertid, at mange samfundsgoder ikke handles på noget marked, hvorfor de ikke har nogen åbenlys værdi i kroner og øre. Disse goder kaldes også ”non-market-goods” og dækker over alt fra trafiksikkerhed, ren luft, sundhed og frihed – som alle er vigtige goder i et velfærdssamfund, og som økonomer selvfølgelig er interesserede i at kunne medregne i deres økonomiske konsekvensanalyser.

Og netop her bliver det belejligt for økonomerne, at de har forenklet menneskets psykologi: For hvis mennesker er fuldkommen rationelle, vil der også være klart lighedstegn mellem det, mennesker siger og tænker vil gøre dem lykkelige eller give dem værdi, og hvad der faktisk gør dem lykkelige eller giver dem værdi.

Mennesker er kort sagt perfekte beslutningstræffere, og hvis vi kan acceptere denne præmis, så bliver det også meget nemt at vurdere, hvad alle disse non-market-goods er værd. Man kan nemlig bare spørge disse rationelle væsner – altså den generelle befolkning – hvad de tænker, at disse goder er værd. For det må de jo nødvendigvis kunne regne ud. Og det er så dét, økonomerne gør.

For at værdisætte disse goder benytter økonomer sig nemlig ofte af såkaldte præference-analyser, hvor et udsnit af den generelle befolkning skal fortælle, hvilke goder de har præferencer for, og hvilke de ikke har, og derudfra kan økonomerne så udlede nogle priser. Ofte beder økonomerne respondenterne direkte prissætte disse goder selv. Det kaldes en willingness-to-pay-analyse.

Adfærdsøkonomerne er generelt meget kritiske over for denne tilgang, da de vurderer, at alle disse udledte præferencer er stærkt utroværdige og sjældent repræsenterer den værdiskabelse, som de berørte personer faktisk vil opnå. De anbefaler derimod, at man måler de ”realiserede erfaringer” i form af den rapporterede livskvalitetsændring, som en given indsats måtte have på målgruppen.

Det giver på den måde mening at skelne mellem samfundsøkonomiske værdier udledt fra hhv. ”præferencer” og ”erfaringer”.

I Danmark findes der en lang række eksempler på, hvordan præference-analyser har haft indflydelse på velfærdsbeslutninger, men vi har valgt at fremhæve to nedenfor.

Disse to er meget forskellige i den forstand, at den ene omhandler en meget systematisk og kontinuerlig beslutningsproces, mens den anden var en stor ”engangsforestilling”, som imidlertid havde stor betydning for måden, der tænkes klimahandling på.

Der er tale om henholdsvis Medicinrådets brug af præferenceanalyser til at bestemme, hvilken medicin, der skal på markedet i Danmark, og ”Kommissionen for Grøn Omstilling af Elbiler”, som i 2019 brugte præferenceanalyser, til at konkludere, at det ikke var en god idé at beskatte benzinbiler.

I begge eksempler vil anvendelsen af en erfaringsmodel, alt andet lige, give nogle meget anderledes resultater, hvilket vi også beskriver.

Eksempel 1: Er patienter ikke sociale væsner?

Hvad vil du helst: Leve et liv i kørestol eller leve med en sygdom, som begrænser dine muligheder for at være social?

Et ret vildt og temmelig svært spørgsmål, tænker du måske? Men ikke desto mindre, er sådanne opvejninger helt grundlæggende i præferencemetoden ”QALY” (Quality-Adjusted-Life-Years), som i dag anvendes af Medicinrådet, når de skal vurdere, hvilken medicin det offentlige sundhedsvæsen skal udbyde.

Ideen med QALY er basalt set at gøre borgernes præferencer for sundhed og livskvalitet afgørende for, hvilken medicin der skal vurderes som værdifuldt. Som grundlag for dette har 1.036 danskere svaret på, hvilke sundhedsproblemer, de mener, ville have størst indvirkning på deres livskvalitet, hvis de skulle være så uheldige at opleve dem.

Deltagerne forholdt sig til fem kategorier (Angst/depression, fysisk bevægelighed, smerte/ubehag, personlig pleje, og sædvanlige aktiviteter), og ifølge det pågældende studie, så får angst/depression, bevægelighed og smerte/ubehag absolut mest vægt. ”Sædvanlige aktiviteter”, som beskrives som evnen til at gennemføre arbejde og studie, ses med familie og venner eller dyrke fritidsinteresser, får derimod en relativ begrænset vægt i modellen.

Dette har klare implikationer for den medicin, som udbydes til den medicinkrævende del af befolkningen. En klar konsekvens ved, at denne sociale faktor ikke vægtes i præference-modellen, er, at lægemidler, som ikke socialt begrænser mennesker, f.eks. gennem bivirkninger som svær træthed eller kosmetiske og plejemæssige problemer (såsom uren hud, rødme, sved, lugt etc.), har relativt svær adgang til det danske marked.

Og det er for så vidt også rimeligt, hvis disse præferenceværdier nu repræsenterede virkeligheden. Men det gør de givetvis ikke.

Daniel Kahneman har faktisk selv adresseret problemerne med QALY og argumenteret for, at den generelle befolkning næppe kan gennemføre disse værdisætninger af sundhed på en meningsfuld måde.

På samme måde som de amerikanske studerende ikke kunne abstrahere fra klimaet, når de skulle vurdere om man blev lykkelig af at bo i Californien, så konkluderer Kahneman, at vi mennesker typisk vil tildele stor vægt til de sundhedsproblemer, som har mere fysisk karakter, alene fordi de er lettere at forholde sig til – i hvert fald i forhold til de sociale udfordringer.

I maj 2022 udgav vi en artikel, hvor vi testede, hvordan vægtene på tværs af de fem dimensioner vil falde ud, hvis vi i stedet anvendte en erfaringsbaseret model (det vil sige, at vi testede, hvordan de fem sundhedsdimensioner faktisk påvirkede livstilfredsheden hos de mennesker, som oplever disse udfordringer). Og det gav de forventede resultater.

Vores erfaringsbaserede analyse flyttede således ”sædvanlige aktiviteter” op som den næstvigtigste dimension, kun overgået af ”angst/depression”.

Faktisk kunne vi dokumentere, at ”sædvanlige aktiviteter” var tre gange vigtigere for livskvaliteten end ”smerte/ubehag”.

Og forklaringen er faktisk ret ligetil: For mens et liv med smerter og ubehag selvfølgelig er uønsket, så er det også, til et vist omfang, noget, man stadig kan leve et godt liv på trods af. Men et liv, hvor du er socialt begrænset, eller sågar ensom, er meget sjældent et godt liv.

Men dette har præferenceanalyserne bare meget svært ved at fange, og som konsekvens misser vi, at patienter og medicinkrævende personer også, først og fremmest, er sociale væsner med sociale behov.


Eksempel 2: Bliver vi virkelig ulykkelige af ikke at køre en SUV?

”Eldrup-kommissionen” (eller ”Kommissionen for Grøn Omstilling af Elbiler”, som den officielt hedder) blev nedsat i februar 2019 under ledelse af topøkonomen Anders Eldrup.

Kommissionen havde til opgave at anbefale regeringen, hvordan CO2-udledningen fra den danske personbilstransport kunne sænkes, uden at det kostede samfundet alt for dyrt. For at reducere CO2-udledningen var der et ønske om at få op imod en million elbiler på gaden, hvilket skulle gennemføres med en afgift på konventionelle biler, som ville motivere forbrugerne til at vælge mere klimavenlige biler.

Eldrup-kommissionens konklusion var klar: Transportområdet var et dyrt sted at starte, da omlægningen havde en ganske høj ”samfundsøkonomisk pris”.

Men det interessante var, at de største omkostninger i kommissionens beregninger ikke var budgetøkonomiske. Det var altså ikke ”rigtige penge”, som enten ville forsvinde fra nogens bankkonto eller fra de offentlige budgetter.

Nej, nøgletallet bag denne konklusion, var et såkaldt ”velfærdstab” på hele 5,2 milliarder kroner for at få en million elbiler på vejene – et tab der var så stort, at statsminister Mette Frederiksen (S) også flere gange kaldte løsningen for alt for dyr.

Men lad os lige holde fast i de 5,2 milliarder – for hvad dækker de egentlig over, hvis de ikke er budgetøkonomiske?

Svaret er, at der er tale om en ”øv-faktor” – altså en prissætning af, at befolkningen forventer, at det ville være ”træls” at skifte benzinbilen ud med en mere klimavenlig bil, fordi befolkningen ifølge kommissionen har en klar præference for benzinbiler.

Denne præference har man identificeret ved at opstille et hypotetisk bilvalg for en række testpersoner.

I dette forsøg skulle testpersonerne vælge mellem to typer af biler – en elbil med angivet størrelse, rækkevidde, opladetid med mere og en konventionel benzinbil med tilsvarende oplysninger. Dette hypotetiske valg gentages en række gange, både før og efter en kort prøveperiode, hvor testpersonerne får tildelt en elbil i tre måneder.

På baggrund af dette kunne kommissionen så udlede det, som den kalder ”de marginale præferencer” for alle de forskellige bilkarakteristika (dvs. man kunne udlede en særpræference for eksempelvis bilers størrelse, rækkevidde, opladetid) og tillægge hver af dem en værdi i kroner og øre. For eksempel kunne man udlede, at befolkningen har en stor præference for en bil med god rækkevidde.

Og hvordan fører dette så til et tab på 5,2 milliarder?

Ifølge kommissionen vil den afgift gøre de større CO2-syndere, såsom SUV’er, dyrere for forbrugeren. Dette resulterer i et ”velfærdstab” eller en ”øv-faktor”, da nogle forbrugere dermed tvinges til at køre i en mere klimavenlig bil, hvilket de ikke har præference for. Dette kan kommissionen estimere til et samlet velfærdstab på 5,2 milliarder ved at indregne værdierne for de ovennævnte ”marginale præferencer”.

Hvad vil en adfærdsøkonom så sige til denne analyse, og hvordan havde kommissionens resultater set ud, hvis bilvalgsforsøget var baseret på ”erfaringer” i stedet for ”præferencer”?

En adfærdsøkonom vil sikkert påpege, at forbrugerne slet ikke er rationelle nok til at kunne gennemføre denne type opvejninger, som bilvalgsforsøget påkræver. Og havde man brugt en erfaringsmodel i stedet – altså målt de faktiske ændringer i forbrugerens trivsel ved at skifte til en elbil – så ville vi givetvis se nogle meget begrænsede effekter, som i hvert fald aldrig ville være i den størrelsesorden, som præferencemodellen når frem til.

Forskningslitteraturen peger nemlig ret entydigt på, at hverken indkomstændringer eller dyrere forbrugsgoder har betydelig betydning for vores livskvalitet – medmindre der er tale om personer med lave indkomster.

En erfaringsbaseret analyse vil dermed, alt andet lige, vise, at langt de fleste i Danmark ikke ville opleve et særligt stort velfærdstab ved en ny afgift på deres bil, mens det for en mindre gruppe dog ville have en reel betydning. Det velfærdstab, som lavindkomstgruppen ville opleve, ville man ideelt kunne håndtere på anden vis i selve politikudviklingen.

At præferenceanalysen nogensinde kan nå op på de samlede 5,2 milliarder skyldes, at testpersonerne mener, der er nogle ret betydelige øv-faktorer ved elbiler, hvoraf den største faktor er, at forbrugeren foretrækker en bil, der kan køre langt uden genopladning. Men her er der igen tale om et kognitiv-bias, som fører til en overestimering.

En ny undersøgelse publiceret i Nature fra 2022 viser nemlig, at folk tror, rækkevidde er langt vigtigere for deres dagligdag, end det faktisk er tilfældet. Studiet viser for eksempel, at 90 procent af alle individers daglige kørselsvaner kan inddækkes af rækkevidden på selv de mindste elbiler. Altså spiller forbrugernes dårlige evne til at estimere behov igen en stor rolle og resulterer helt konkret i en meget stor negativ omkostning ved at anskaffe sig en elbil.

Og så er der en helt anden vigtig kritisk pointe i forhold til Eldrup-kommissionens præferenceanalyser: Værdierne er udledt fra et PhD-studie fra 2014. Siden da er teknologien blevet væsentligt forbedret og bilerne generelt mere attraktive, så havde men gennemført studiet i dag, havde man sikkert fået markant andre resultater.

Dette er også et helt generelt problem for præference-analyser. Navnlig at menneskers præferencer ændrer sig over tid, hvorfor analysernes resultater hurtigt bliver forældede (det samme ses i øvrigt på QALY-analyserne).

WALY – det bedste erfaringsbaserede velfærdsmål?

I september skrev Impact Insider om den nye velfærdsvaluta ”Wellbeing Adjusted Life Years” (WALY). Det er efter vores mening det mest kvalificerede bud på et livskvalitetsmål, som dels kan flytte fokus fra ”præferencer” til ”erfaringer”, og dels er praktisk anvendelig i økonomernes konsekvensanalyser.

Det skyldes først og fremmest, at de værdier, der udledes ved brug af WALY, ikke er genstand for kognitive bias, da metoden ikke beder mennesker selv vurdere, hvad de forestiller sig, at et givent gode er værd. I stedet sammenholdes data på befolkningens livskvalitet med de omstændigheder eller indsatser, som de berørte individer udsættes for – og derfra kan værdierne udledes.

I dag er livskvalitet som måleenhed anerkendt af både det britiske og newzealandske finansministerium, og begge anvender nu disse mål i samfundsøkonomiske konsekvensanalyser.

I New Zealand har de sågar allerede kunnet dokumentere, at de nye metoder har optimeret beslutningsprocesserne, så man nu får mere velfærd for pengene.

Som det eneste land i Norden er der i Danmark imidlertid ingen kendte initiativer fra det offentliges side på denne dagsorden – og det er ærgerligt. For foruden at være et mere validt værdimål, så har livskvalitetsmål som WALY – sammenlignet med de konventionelle præferencemål – også nogle klare praktiske fordele:

  • WALY er brugbart på socialområdet og på præventive indsatser:
    Præferenceværdier bruges til at værdisætte non-market-goods på en lang række velfærdsområder, herunder sundhedsområdet, miljø-området og trafikområdet. Det eneste store velfærdsområde, hvor non-market-goods er fraværende i de økonomiske beregninger, er på socialområdet og på de præventive indsatser. Det skyldes givetvis, at de konventionelle præferencemetoder her viser sig særligt uegnede. Det er således svært at forestille sig, at man kan få meningsfulde svar ud af at spørge befolkningen, hvor mange penge de er villige til at betale for ikke at være ensom, for ikke at opleve vold i hjemmet, eller for ikke at ende i et stofmisbrug – især hvis disse sociale omstændigheder er meget langt fra respondenternes egen virkelighed. WALY har omvendt vist sig at være aldeles brugbar til at udlede værdier på sociale omstændigheder og indsatser, og det vil være en enorm gevinst for socialområdet og præventive indsatser, hvis vi kan bevæge os ud over hovedsageligt at måle på budgetøkonomi, når det skal vurderes, hvorvidt en indsats er værdifuld og effektiv.

  • WALY er en ”fællesvaluta”, som kan åbne en meningsfuld dialog om fordeling af midler
    Foruden at præferencemodellerne ikke kan bruges på alle velfærdsområder, så er de anvendte modeller faktisk også så forskelligartede, at de udledte værdier i praksis ofte er usammenlignelige. Og det er et problem, hvis vi som samfund skal kunne have en meningsfuld dialog om, hvorvidt der er proportion mellem alvoren af konkrete velfærdsproblemer og størrelsen på de investerede midler. Eller med andre ord: er der en optimal ressource-allokering?
    Fordi WALY er designet til at kunne identificere livskvalitetstab på tværs af områder – fra Parkinson’s sygdom, til ensomhed og luftforurening – så kan den i praksis fungere som en samfundsøkonomisk fællesvaluta. Se for eksempel vores analyse for Ældre Sagen, hvor vi har listet og rangeret 26 forskellige livsomstændigheder relativt til de respektive årlige WALY-tab i befolkningen.

At man sætter en værdi på non-market-goods, vurderer vi som helt afgørende, men det er nok ikke svært at gætte, at vi tilhører dem, der er noget skeptiske over for anvendelsen af præference-modellerne.

Med Wellbeing Adjusted Life Years og beslægtede livskvalitetsmål skabes der dog et praktisk anvendeligt alternativ til præferencemodellerne, som kan give nye bud på de samfundsøkonomiske værdier.

Vores store forhåbning er, at dette metodiske modspil, ville kunne bidrage til en mere åben (og potentielt offentlig) debat om, hvordan vi ”regner samfundsøkonomi”, og hvad der reelt skaber velfærd for befolkningen.

For svaret er vel næppe en SUV.


Michael Birkjær er senioranalytiker ved Institut for Lykkeforskning, hvor han gennem flere år har beskæftiget sig med “Wellbeing Economy” og særligt med spørgsmålet om, hvordan livskvalitetsmål kan kvalificere udviklingen og evalueringen af velfærdsindsatser og impact investeringer. Michael arbejder primært med vidensproduktion- og formidling samt rådgivning af beslutningstagere og velfærdsleverandører. Du kan skrive til Michael på Birkjaer@lykkeforskning.dk

Søren Buch Tange er student ved Institut for Lykkeforskning. Han læser kandidat i økonomi på Københavns Universitet, hvor han specialiserer sig i politikudvikling og offentlig administration. Søren varetager opgaver som udarbejdelse af analytiske strategier, behandling af datamateriale til instituttets analyser og assisterer med formidling og bearbejdning af artikler. Du kan skrive til Søren på: Tange@happinessresearchinstitute.com


Tak fordi du læser Impact Insider. Som samfundsiværksætter eller investor ved du, at kvalitet ikke er gratis. Vi er afhængige af, at abonnenter betaler for vores journalistik. Så hvis du synes, det er værd at have et uafhængigt specialmedie, der konstant jagter de bedste og mest effektive løsninger på samfundsproblemer, kan du tegne abonnement her.

Mere du kan læse:

Artikel

Impact Insider skal hjælpe organisationer, virksomheder, fonde, investorer og offentlige institutioner med at finde ud af, hvordan de bedst gør gavn for samfundet –...

Inspiration

Socialt iværksætteri er noget af det mest meningsfulde, man kan foretage sig, og rammevilkårene er overordnet gode. Men der mangler sparring om bæredygtige forretningsmodeller,...

Artikel

Innovation er som en bibelsk plage, der fejer hen over organisationerne, mener professor ved Stanford Universitet Christian Seelos. Et vist mål af innovation er...

Inspiration

Foreningen FISKEN vil gerne måle, hvilken forskel den sociale organisations værested gør for brugerne. Men hvordan kan man det uden at spolere det fristed,...

Copyright © Impact Insider