Af Faraz Khan
Click here to read this article in English
Med COP29 planlagt til Baku i Aserbajdsjan i november 2024 er der et presserende behov for at sætte global klimaindsats i centrum i en verden præget af voksende kriser.
Det står klart i lyset af den utilstrækkelighed, der blev blotlagt ved COP28 i Dubai.
På trods af den overhængende trussel blev etableringen af en tabs- og skadesfond skæmmet af en sørgeligt utilstrækkelig indledende finansiering på 429 millioner dollars, blot en dråbe i havet sammenlignet med det svimlende behov på 400 milliarder dollars årligt i de udviklingslande, der er hærget af klimakatastrofer.
Oveni det tyder aftalens lunkne sprog om overgangen væk fra fossile brændstoffer på en mangel på seriøst engagement i at afværge klimakatastrofe.
I mellemtiden modtager Afrika, en region, der er uforholdsmæssigt påvirket af klimaændringer, fortsat sparsom finansiering af klimatilpasning, hvilket yderligere forværrer kontinentets sårbarhed.
Efterhånden som COP29 nærmer sig, bliver behovet for afgørende foranstaltninger til at konfrontere klimaforandringerne stadig mere presserende, hvilket understreger den grelle kløft mellem retorik og handling på den globale scene.
Aserbajdsjans betydning vokser
Valget af Aserbajdsjan som vært for COP29 i november 2024 afspejler en nuanceret anerkendelse af landets skiftende geopolitiske betydning og de kompleksiteter, der er forbundet med at håndtere klimaændringer sideløbende med afhængighed af fossile brændstoffer.
Aserbajdsjan er en stor eksportør af olie og gas, og landet har voksende strategisk betydning i Østeuropa og bidrager til den regionale energisikkerhed – ikke mindst i kraft af projekter som Black Sea Energy Submarine Cable, et næsten 1200 kilometer langt el-kabel i Sortehavet, der skal forbinde Georgien med Rumænien.
Beslutningen fremhæver den spænding, der ligger i at anerkende Aserbajdsjans økonomiske afhængighed af fossile brændstoffer parallelt med nødvendigheden af en omstilling til vedvarende energikilder.
Kløften mellem Aserbajdsjans nuværende klimamål, der sigter mod en 35 procent reduktion i emissioner i 2030 og 40 procent i 2050 sammenlignet med 1990-niveauer, og de mere ambitiøse globale benchmarks for at opnå klimaneutralitet i 2050 fremhæver de udfordringer, som landet står overfor.
Aserbajdsjans spæde indsats inden for vedvarende energi, såsom nylige investeringer i solcelleparker og partnerskaber med internationale interessenter, viser en voksende erkendelse af behovet for at diversificere sin energiportefølje.
Men det kritiserede fravær af en omfattende langsigtet strategi for udbygning af vedvarende energi rejser spørgsmål om oprigtigheden af disse initiativer og deres potentielle effekt.
Aserbajdsjan står i et komplekst dilemma mellem vedvarende energi som et supplement til den eksisterende energieksport versus en reel overgang til en grønnere økonomi.
Ved at påtage sig formandskabet for COP29 og aktivt engagere sig i klimaforhandlingerne skal Aserbajdsjan på samme tid navigere i disse udfordringer og styrke sin diplomatiske status til at forme diskursen om klimahandling og bæredygtig udvikling.
Fokuser på en trestrenget dagsorden
Når COP29 går i gang om et halvt år, bør målet være at indtage en pragmatisk holdning og undgå alt for ambitiøse mål, der kan vise sig uopnåelige.
I stedet bør vi prioritere en trinvis tilgang til at håndtere klimakrisen. Herigennem kan COP29 blive et centralt øjeblik i den globale klimahandling. Det kræver et fokus på en trestrenget dagsorden, der sigter mod meningsfulde fremskridt.
Først skal opmærksomheden hurtigst muligt henledes på den stigning i globale subsidier til fossile brændstoffer på alarmerende 7 billioner dollars, svarende til 7,1 procent af verdens BNP.
Denne stigning, ansporet af kriser som Ruslands invasion af Ukraine og genopretningen efter Covid-19, udgør en alvorlig trussel mod klimamålene. På trods af initiativer til at begrænse emissioner steg Europas subsidier til 123 milliarder euro i 2022, ligesom store økonomier fortsat kraftigt subsidierer fossile brændstoffer – Kina med 2,2 milliarder dollars, USA med 757 milliarder dollars og Rusland med 421 milliarder dollars.
Denne betydelige økonomiske støtte hindrer ikke kun fremskridt hen imod renere energi, men fastholder også CO2-intensive praksisser.
Sydafrikas tredobling af tilskuddet til fossile brændstoffer siden 2017 tjener som en tydelig påmindelse om, hvor presserende en transformativ handling er.
COP29 skal konfrontere denne barske virkelighed frontalt og omdirigere investeringer mod bæredygtige energikilder for at afbøde den truende klimakatastrofe.
For det andet er det afgørende, at verdens regeringer anerkender det presserende behov for klimaretfærdighed i deres bidrag til tabs- og skadesfonden.
De tilsagn, der blev givet på COP28, på i alt godt 700 millioner dollars vækker bekymring. Dette beløb ligger langt under det anslåede behov på op til 400 milliarder dollars årligt i 2030 for klimarelaterede tab og skader i udviklingslande alene. Ser man videre frem mod 2050, kan dette tal stige til mellem 1 til 1,8 billioner dollars.
De relativt beskedne løfter understreger udfordringerne med at imødegå virkningerne af klimaændringer.
Det er tydeligt, at der er behov for mere substantielle og rettidige bidrag for at støtte sårbare nationer og afbøde de langsigtede konsekvenser af klimarelaterede katastrofer. Aserbajdsjan må sikre, at COP29 bliver en afgørende platform til at mobilisere kollektiv handling og skaber fremskridt på disse kritiske spørgsmål.
For det tredje skal COP29 prioritere en retfærdig overgang væk fra fossile brændstoffer. Aftalen fra COP 28 er en milepæl, men sproget i aftalen er ifølge kritikere for svagt.
Ved at fokusere på en ‘retfærdig overgang’ anerkender man, at der hersker varierende nationale forhold, hvor nogle nationer, som Storbritannien og EU, er klar til hurtige forandringer, mens andre, som Kina og Indien, har større udfordringer.
Aftalen undviger øjeblikkeligt ophør af brugen af fossile brændstoffer og understreger en gradvis reduktion og udforskning af alternative lavemissionskilder som naturgas og grøn brint.
COP29 bør understrege retfærdige overgangsstrategier, der er skræddersyet til individuelle nationer og samtidig sigte mod det overordnede mål om klimaneutralitet inden 2050.
Behovet for akut handling kan ikke overvurderes
De trinvise stigninger i den globale temperatur, uanset om vi taler om 1,5 eller 2 grader, bør ikke opfattes som entydige tærskler. Hver grad af opvarmning forstærker de i forvejen alvorlige udfordringer, som vores planet står overfor.
Klimaændringernes bane er ikke hugget i sten. Vi kan stadig påvirke dem. Derfor kan behovet for akut handling ved COP29 i Baku ikke overvurderes. Denne konference er afgørende for etableringen af pragmatiske mål for effektivt at bekæmpe klimaændringer.
Vi har et vindue af muligheder for at dæmpe accelerationen af klimaændringer og afbøde de mest ødelæggende konsekvenser.
At gribe denne mulighed er dog betinget af en øjeblikkelig og samordnet indsats fra globale interessenter. Undlader vi at handle beslutsomt, risikerer vi katastrofale følger for vores planet og fremtidige generationer.
Faraz Khan er administrerende direktør og partner i Spectreco og grundlægger af Seed Ventures. Han er gæsteprofessor i socialpolitik og impact ved University of st. Mary’s i England og sidder i University of Lincolns advisory board.
Støt vores impactjournalistik! Som samfundsiværksætter eller investor ved du, at kvalitet ikke er gratis. Vi er afhængige af, at abonnenter betaler for vores journalistik. Tegn abonnement her, hvis du synes, det er værd at have et uafhængigt specialmedie, der konstant jagter de bedste og mest effektive løsninger på samfundsproblemer.
