Hvordan siger man til en fond, hvad man virkelig mener?
Som håbefuld bevillingsmodtager kan det være en svær øvelse at lufte frustrationerne, når frygten for ikke at modtage penge nager i baghovedet.
Men det besværliggør samarbejdet for begge parter og kan i sidste ende betyde mindre impact for dem, der har brug for hjælpen.
Derfor satte Impact Insider sig for at bane vej for en mere åben og ærlig dialog på Folkemødet.
Det gjorde vi med en anonym brevkasse, der blev fyldt med spørgsmål og problematikker, der udfordrede vores fem fondspanelister.
I panelet sad Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden, Jesper Nygård, CEO i Realdania, Kim Nøhr Skibsted, direktør i Poul Due Jensen Fonden, Esther Nørregård-Nielsen, direktør i Oak Foundation Denmark og Laura Thatt, projektchef i Østifterne.
Vi bringer et udpluk af spørgsmål og svar her.
Og så fortsætter vi bekymringskanalen online, så du kan sende alle de flabede, frække, frustrerede eller håbefulde spørgsmål du ikke nåede at stille til: carsten@impactinsider.dk
Hvordan forholder fondene sig til at være indirekte arbejdsgivere?
Hvilket ansvar mener fondene at have for at skabe ordentlige arbejdsforhold i forbindelse med de projekter, de finansierer? Og hvordan skal de holdes op på det?
Skal vi have retningslinjer for, hvordan fonde agerer i forhold til minimumslønninger, pension, løn under barsel mm. i danske og internationale projekter? Hvis der for eksempel opstår sygemelding eller inflation over et længere projekt – eller skal det bare være op til markedet?
Realdania: I alt det, der handler om byggeri hos os, er vi uhyre opmærksomme på det. Vi er en del af UN Global Compact Network Denmark, som forpligter os. Vi går meget langt med kædeansvar med byggesager og entreprenører. Men nogle gange fungerer ting ikke som de skal, og så prøver vi at rette op på det. Vi opererer også med værdisætninger i en code of conduct.
Østifterne: Vi får helt klart ikke gjort det her nok, og det er en af de ting, vi skal til at kigge på. I strukturelle indsatser kigger vi for eksempel på trivsel, og i et af vores projekter sendte vi medarbejdere på et mindfulness kursus. Men vi kunne sagtens gøre det mere.
Nordea: I vores stræben efter at blive dygtige til at arbejde med bæredygtighed ser vi på ESG. Og alle de her ting ligger i den sidste dimension. Det er noget, som vi bør have lige så meget fokus på som de andre dimensioner: At vi også bliver dygtige til at være kravstillere, når det handler om at opføre sig ordentligt. Det har vi også et ansvar for som indirekte arbejdsgivere. Det kommer til at fylde i de næste år.
Oak Foundation Denmark: Selvfølgelig skal vi sætte krav om, hvad en rimelig løn i et projekt for eksempel er. Men der er også en større debat, der skal tages. Hvis vi skal til at give flere midler til hvert projekt, kan det også have konsekvenser – for eksempel, at vi skal funde færre projekter.
Poul Due Jensen Fonden: Vi er også en del af Global Compact netværket. Men vi har ikke fuldstændig styr på det her. Vi kan ikke følge hver øre, der ryger ud i verden. Vi stoler på vores partnere. I Danmark synes jeg ikke, at der er et problem. Hvis der er, så stopper vi samarbejdet. Men hvis vi vil ud og ændre verden, så bliver vi nødt til at indgå i lokale kontekster og tage dialogen der.
Helt ærligt, fonde. Hvor er jeres medarbejdere, som ligner slutbrugerne af jeres midler bare en lille smule?
Over de sidste år har mange fonde udvidet deres sekretariater og hvem ansætter de? Folk, der ligner dem selv.
Nordea-fonden: Vi rekrutterer nærmest kun ude i de miljøer, hvor de ved, hvordan det er at sidde i den anden ende.
Østifterne: Vi er begyndt at tale om, at vi skal kunne ligne dem. Jeg har selv arbejdet 20 år i ngo-sektoren og siddet med fundraising.
Moderator Carsten Terp: Så I ligner organisationerne, men ikke slutbrugerne?
Østifterne: Måske.
Hvordan ser fondene på at støtte sociale impact virksomheder?
Poul Due Jensen Fonden: Vi vil gerne støtte dem som investeringer. Blandt andet fordi, der er grøde i, hvad der er en donation og hvad der er en investering. Grænsen bliver tyndere og tyndere.
Realdania: For 19 år siden lavede vi missionsdrevne investeringer. Vi tabte store summer – det gjorde os skræmte i en årrække. Men i 2020 er vi vendt tilbage til impactinvesteringer og missionsdrevne investeringer. Vi arbejder ikke med det sociale felt, men vi støtter mange ting via investeringer, som fremmer vores hovedformål. Så vi er på samme rejse, som Poul Due Jensen Fonden beskriver.
Nordea-fonden: Vi skal huske at være opmærksomme på, at vi som fonde er meget forskellige og har forskellige logikker. Der er stor mangfoldighed. Men lige præcis her er vi på samme bevægelse – vi arbejder med formålsrettede investeringer, hvor vi engagerer os i startupmiljøer.
Østifterne: Jeg tror, at det er en modningsproces, der sker i øjeblikket, hvor vi tester det af i små projekter. Så jeg tror også, at der kommer mere og mere af det.
Hvad er en god/fair, forventelig administrationsprocent på ansøgninger?
Oak Foundation Denmark: Det er måske på tide, at organisationerne sætter sig sammen og taler om good finance – altså, hvad er rimelige udgifter, og hvordan kan det se ud på tværs. Det har vi ikke nok viden om. Men det skal vi finde ud af og snakke mere om.
Nordea-fonden: Jeg oplever, at det er case-afhængigt. Der er flere debatter på folkemødet om fondes engagement i drift. Men præmissen er lidt kunstig, for der er mange fonde, der arbejder med kapacitetsopbygning.
Østifterne: Jeg har siddet med budgetter i ngo’erne og ved, at overhead indgår skjult i projektbudgetterne. Men vi vil som fond gerne have at vide, hvad det egentlig koster at lave indsatsen.
Poul Due Jensen Fonden: Man bliver nødt til at hejse flaget og sige, hvad administrationen handler om. Det er et klart fokusområde.
Realdania: Sagerne skal håndteres individuelt med transparens, fairness og dialog – for det afhænger af mange forskellige forhold, for eksempel organisationernes størrelse.
Ærlig talt, orker I kaffemøder eller vil I hellere bare have en ansøgning?
Østifterne: Kaffemøder. Altid.
Oak Foundation Denmark: Klart ansøgninger.
Nordea-fonden: Kaffemøder. Jeg har haft 25 de sidste tre dage. Men jeg oplever ofte, at de roser os overdrevent. Og det er slet ikke nødvendigt. Vi kan også være rådgivere, som kan bringe jer videre i andre retninger gennem et kaffemøde.
Poul Due Jensen Fonden: Kaffemøder.
Realdania: Kaffemøder.




