Forleden sad jeg i et møde i det europæiske ”Community of Practice on Social Innovation”, som samler praktikere og forskere, som arbejder med social innovation på tværs af hele Europa. På mødet deltog mere end 100 repræsentanter for ministerier, virksomheder, universiteter og organisationer, som er med til at udvikle og styrke arbejdet med social innovation i Europa.
På mødet blev planerne om at lave en database over europæiske eksempler på social innovation præsenteret. Ambitionen med databasen er at samle viden og gode eksempler på ideer og indsatser, der har skabt grundlæggende forbedringer af forebyggelsen eller håndteringen af samfundsproblemer forskellige steder i Europa. Med sin samling af eksempler er det tanken, at databasen kan inspirere til mere fokus på, samarbejde om og forsøg på at skabe social innovation i de europæiske lande.
Databasen er en del af den store europæiske satsning på social innovation. EU-Kommissionens nye ESF+-program samler en række tidligere finansierings- og forskningsprogrammer indenfor social innovation og sætter store ambitioner for udvikling af infrastruktur for social innovation i alle medlemslandene og på tværs af medlemslandene. Og hvis man skulle være i tvivl, om man mener det alvorligt fra Kommissionens side, skal man bare kigge på de milliardbeløb i Euro, der er sat af til social innovation over de næste år.
Det er på mange måder en god idé med sådan en database med en guldgrube af gode eksempler på vigtig samfundsforandring, fordi konkrete eksempler nogle gange kan inspirere til handling. Men det rører også ved en diskussion af, hvad social innovation er, og hvordan vi fremmer det. Og tanken om en database repræsenterer i min optik umiddelbart en lidt gammeldags måde at tænke social innovation.
Er social innovation en dims?
Lidt skarpt sat op er der to skoler inden for social innovation – den produktorienterede angelsaksiske skole, som fokuserer på at skabe løsninger og skalere dem. Og den europæisk-canadiske skole som fokuserer på processen.
I den angelsaksiske tænkning er social innovation ofte forstået og diskuteret i markedsøkonomiske termer – som en måde at optimere offentligt forbrug og korrigere markedsfejl i offentlig serviceleverance. Der er fokus på ydelser eller produkter, og det afspejler en lineær måde at tænke i samfundsudvikling: Man identificerer et problem, udvikler en løsning, og hvis den virker, udbreder man den. Det minder om en tilgang til innovation, som vi kender fra andre felter, og som gør, at mange tænker på en smart dims eller en app, når de hører ordet ”innovation”. Eller ”social innovation”.
På den anden side står den procesorienterede tradition, som også vinder frem blandt amerikanske forskere, hvor – som jeg læste i en artikel i Stanford Social Innovation Review for nylig – nogle plæderer for, at vi konstant skal minde os selv om, at processen er løsningen.
I dette perspektiv handler social innovation om at skabe handlekraft og indflydelsesmuligheder hos mennesker og grupper, der ikke har haft det tidligere. Og det handler om at skabe rammerne og forudsætningerne – kapabilitet som det også kaldes – for social innovation.
Den mobilisering, der sker i social innovationsprocesser, den udforskning med henblik på at forstå en udfordring i dybden, og den aktivering af kollektiv tanke- og handlekraft, der sker i processen, er et vigtigt element i den forandring, der skabes.
Selvfølgelig er de to tilgange til social innovation ikke hinandens modsætninger. For at være social innovation skal der skabes en forandring – og den forandring kan nogle gange ses som noget, man kan kategorisere som en løsning eller et produkt. Og andre gange er det selve processen, der er det interessante, og som er eksemplet, der kan inspirere.
Kom nu med et eksempel!
Jeg bliver ofte bedt om at komme med eksempler på social innovation for at forklare, hvad begrebet dækker over. Og min oplevelse er, at folk forventer eksempler i form af løsninger eller produkter, som er blevet skaleret og udbredt til hele samfundet. Men det er svært at finde nutidige eksempler. Nok ikke, fordi de ikke findes. Men de er svære at få øje på, fordi de er i gang med at udvikle sig.
Derfor kommer jeg ofte til at henvise til historiske eksempler: De systemiske eller strukturelle forandringer i Danmark – for eksempel boligbevægelsen, andelsbevægelsen, højskolebevægelsen og vores arbejdsmarkedsmodel. Som det tog årtier at udvikle, som involverede et hav af mennesker fra alle dele af samfundet – og som først ses som grundlæggende forandringer retrospektivt. Processerne har ikke været lineære, og der er formodentlig ikke nogen af de involverede i processerne, der har kunnet overskue konsekvenserne af det, de var i gang med.
Lad os tage eksemplet med boligbevægelsen – det vi dag kalder den almene boligsektor. Det begyndte med nye modeller for at bygge boliger, som ikke var så sundhedsskadelige som dem, de underbetalte arbejdere boede i. Og det førte til udvikling af regler og rammer for gode boliger, og over tid blev (finansierings)modellen, som vi kender i dag, udviklet. En model, hvor ambitionen er at kunne sikre boliger til alle uanset indkomst, og hvor der i dag bor mere end en million mennesker.
Den almene boligsektor er en løsning. Men den er ikke udviklet lineært med et klart mål for øje eller af en enkelt person. Processen involverede mange mennesker, tog mange drejninger og ændrede perspektiv og formål mange gange undervejs. Og sådan er det, når man kigger på de store forandringer, vi har skabt herhjemme.
Historiens vingesus
Vi kan lære meget af disse historiske eksempler. De er selvfølgelig udviklet i en anden tid og sammenhæng end i dag, de var påvirket og inspireret af udviklingen i landende omkring os, og de svarede på nogle aktuelle udfordringer, som den daværende samfundsmodel ikke på nogen måde var gearet til at håndtere. Men de afspejler også et værdisæt, en verdensforståelse og en kollektiv handlekraft, vi som nation har formået at mønstre adskillige gange gennem historien. Som fortjener mere opmærksomhed og undersøgelse, så vi kan støve vores historiske evne til at skabe fantastiske samfundsløsninger af og genfinde den til at løse de udfordringer, vi i dag står overfor. Det har vi sat os for at gøre noget ved – at undersøge det danske social innovations-DNA.
For de historiske eksempler kan forhåbentlig være med til at skabe forståelse for balancen mellem den produktorienterede og den procesorienterede skole. Den første bliver ofte fremstillet som meget individualiseret – nogen får en god idé, udvikler den, fører den ud i livet og skalerer den, hvis den virker. Måske fordi vi har en forkærlighed for at hylde de karismatiske personer, der på den ene eller anden måde viser vejen til en bedre fremtid eller blot til nye ting, vi ikke vidste, at vi havde brug for.
Men når man kigger på de store historiske forandringer, er de ikke skabt af en enkelt person; de har mange forældre. Grundlæggende forandringer kræver ikke alene konkrete indsatser og nye praksisser, de kræver også ændringer af mindset, af kultur og ofte af rammer og regler.
Der er brug for de mennesker, der griber til handling, når de får en idé til at løse et samfundsproblem. Men uden følgeskab kan de ikke skabe forandringen. Dem, der sætter i værk, skal hyldes, men vi skal også hylde dem, der bakker op og følger efter. Og vi skal som samfund overveje, om vi har tilstrækkeligt gode rammer og muligheder for, at disse processer rent faktisk sker.
Hyld processen
Og det fører os tilbage til databasen over eksempler på social innovation. For hvordan dokumenterer man en social innovationsproces på en måde, der kan puttes ind i en database? Hvordan deler man viden om social innovation, hvis man ikke nødvendigvis (endnu) kan beskrive de konkrete resultater og produkter? Hvordan indfanger man det at samle aktører på tværs, at skabe nye relationer, at rykke magtforhold og at se et problem fra alle mulige forskellige vinkler, inden man begynder at tænke i løsninger?
Derfor skal ideen om en database også ses i lyset af EU-Kommissionens samlede indsats for at styrke forudsætningerne for og kapaciteten til at skabe social innovation i samtlige medlemslande.
For selv om der er fokus på løsningerne, på produkterne, er der også en erkendelse hos Kommissionen af, at det er mobiliseringen af den kollektive tanke- og handlekraft, der har potentialet til at forandre strukturer, kultur og systemer, ikke en dims.
I Akademiet for Social Innovation tror på, at vi ved at øve os og ved at skabe nye, værdibaserede måder at være sammen på kan hjælpe os på vej til at genfinde vores historiske evne til at skabe fantastiske forandringer i fællesskab.
Det er derfor vi samler ledere fra virksomheder, offentlige organisationer, civilsamfund og fonde og arbejder ud fra dogmer som ”vi giver mere, end vi tager”, ”vi tror på samtalens kraft”, ”vi er modige sammen”, ”vi forpligter os” og ”vi skynder os langsomt”.
Så med fare for at blive drillet ved det næste middagsselskab, jeg er til, og hvor jeg endnu en gang bliver bedt om at komme med eksempler på social innovation, vil jeg ranke ryggen og med stolthed sige ”proces”. At social innovation, grundlæggende samfundsudvikling handler om de rette processer, som bringer mennesker sammen på tværs af synspunkter, interesser og kompetencer, som rusker op i eksisterende magtstrukturer og sætter flere i stand til at handle.
Og så vil jeg insistere på, at vi i Danmark skal være stolte over vores procesevner. Og at vi skal hylde processer og investere i at skabe de bedste rammer og forudsætninger for processer, som kan føre til social innovation.
Klummen er skrevet af Anders Folmer Buhelt, som er akademichef for Akademiet for Social Innovation. Han har tidligere været direktør for Ungdommens Røde Kors og afdelingsleder i Institut for Menneskerettigheder. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens holdning.
