Af Marie Stegger Sørensen
Så er de offentlige budgetter rundt omkring ved at være på plads, og i langt de fleste kommuner og regioner er der stort pres på det specialiserede socialområde.
Udgifter til børn og unge i mistrivsel er stigende, der er lange ventelister i forhold til at få hjælp, og får man endelig hjælp, er det ikke sikkert, at hjælpen er hjælpsom.
Den svenske Socialstyrelse lavede på et tidspunkt en opgørelse, som pegede på, at hver gang ti familier bad om hjælp, så var det kun fem familier, der fik hjælp. Men endnu værre var næsten, at ud af de fem familier, der fik hjælp, var det kun én familie, som oplevede, at hjælpen var hjælpsom.
Da Robusthedskommissionens anbefalinger på sundhedsområdet for nylig blev fremlagt, blev der peget på, at kun 60 procent af behandlingerne i sundhedssektoren reelt er hensigtsmæssige?
Gad vide, hvad tallet ville være på det specialiserede socialområde?
Det ved vi ikke, for der følges ikke systematisk op på, om en indsats skaber den forventede værdi for barnet, den unge eller familien.
Vi har allerede virksomme indsatser
Lige nu står Sundhedsstyrelsen i spidsen for udviklingen af et helt nyt program til tidlig behandling til børn i mistrivsel i alderen 6-16 år.
Programmet skal udbredes til alle kommuner i forbindelse med psykiatriplanen. Det burde være en god nyhed, men for os, der i mange år har arbejdet med forsknings- og evidensprogrammer, kan det undre, at der skal bruges tid og penge på udvikling af noget, vi allerede har.
Den gode nyhed er nemlig, at vi har adskillige indsatser til børn, unge og familier i mistrivsel. Indsatserne er virksomme og omkostningseffektive og kendetegnes generelt af, at der tages afsæt i viden om, hvordan vi kan øge beskyttende faktorer og nedbringe risikofaktorer omkring barnet.
Der er endda helt ny dansk forskning, som viser en endnu større effekt af en af indsatserne i dansk kommunal praksis end i to af de randomiserede, kontrollerede forsøg, der er lavet i to andre europæiske lande. Det er spektakulært – men har nærmest ikke fået mediebevågenhed, trods ihærdige forsøg
I stedet for at anvende disse virksomme metoder, allerede første gang en familie beder om hjælp, eller en pædagog eller lærer henvender sig med bekymringer, så bruges der i min optik afsindigt mange penge på at holde bredt inddragende seminarer om vilde problemer, udvikle nye indsatser, holde mange møder og holde henvendelser fra døren.
Den virksomme indsats strander
Ja, det er vilde og komplekse problemer, når de unge står uden afgangseksamen fra folkeskolen som 16-årige. Men det behøvede ikke være kommet dertil. Hvis der var sat rettidigt og virksomt ind i barnets kontekster – hjem og dagtilbud/skole – kunne meget smerte, mange møder og mange penge været sparet.
Igen – vi har viden – vi har indsatser. På ADHD-området gives der i de nationale kliniske retningslinjer en ”stærk anbefaling” til de specifikke, virksomme forældreprogrammer til børn med ADHD-lignende symptomer allerede fra 3-års alderen.
Desværre er de virksomme indsatser notorisk svære at implementere, og i mange kommuner strander brugen af de virksomme metoder på tre typiske barrierer.
1. Det er alt for dyrt
De virksomme indsatser har ofte en række specifikke krav i forhold til for eksempel uddannelse af medarbejdere, sagsmængde og andre rammer for indsatsen. De har ofte andre dagstakster end typiske familieindsatser.
Typisk har de virksomme indsatser dog også kortere varighed samt større sandsynlighed for effekt, som mange andre indsatser ikke kan præstere. Jeg har kendskab til flere eksempler på, at kommuner tilbyder billige – men langt fra dokumenteret virksomme – indsatser, såsom akupunktur eller kinesiologi. Det er måske billigt, men kan ende med at blive langt dyrere at gøre noget, som i bedste fald ikke har effekt eller måske endda er direkte skadeligt. Når barnet ikke kommer i bedre trivsel og udvikling, kan en meget dyr nødløsning blive tildeling af tabt arbejdsfortjeneste. Det brugte kommunerne 21 milliarder kroner på i 2021 – og alt tyder på, at det tal fortsat er stigende.
2. Vi mister vores metodefrihed
Traditionelt har mange familiebehandlere en bred baggrund og arbejder meget individualiseret med afsæt i deres egne præferencer. Fagforeninger er på dette område også lykkedes med at sætte en dagsorden om “frisættelse”, som jo lyder meget besnærende. Men tager vi argumentet om ”frisættelse” med over i en anden kontekst får det lidt flere nuancer.
Personligt ønsker jeg, at min venindes brystkræftbehandling tager afsæt i den bedste viden på området – ikke i den enkelte fagprofessionelles personlige holdninger.
Det tænker jeg i høj grad også gør sig gældende for familier med børn i mistrivsel: De ønsker også hjælp med afsæt i den bedste viden.
3. Men vil det virke hos os?
En ofte anvendt indvending er, at indsatsen er udviklet i en anden kulturel kontekst. Det er en betydelig og valid indvending.
Der er ofte langt fra en laboratorie/universitets-kontekst til kommunal praksis. I de fleste programmer er der og har der været arbejdet i større eller mindre grad med kulturel tilpasning. Det er ikke kun et spørgsmål om at oversætte en manual. Der skal ofte en kulturel transformation og et samskabende parløb til mellem udvikler og de lokale kontekster.
Det er dog stadig ikke en gyldig grund til at afskrive alle programmer pr. automatik. Vii kan godt lære af andres forskning og af andres erfaringer med implementering.
Desværre er det en udbredt tendens, at man i kommunerne helst vil opfinde egne løsninger. Og der bruges mange kræfter på projekter, som aldrig bliver til omkostningseffektiv drift. Blandt både kommuner og udviklere af de virksomme indsatser oplever jeg en bevægelse, hvor vi i højere grad er optaget af både implementeringsforskning og lokale/kulturelle tilpasninger.
Alt i alt er der lavthængende frugter på det specialiserede socialområde, hvis kommunerne – og staten – gav slip på ideen om at ville opfinde alt selv.
Det er ganske vist ikke så vildt og moderne, men udbredelse af kendte, virksomme indsatser kan potentielt spare megen lidelse og penge.
Marie Stegger Sørensen er centerchef i den selvejende organisation Center for ADHD. Center for ADHD leverer fondstøttet tidlig og heldhedsorienteret hjælp til familier og understøtter herudover kvalitet og praksisudvikling i kommuner. Hun er oprindeligt uddannet psykolog og har en mangeårig baggrund med arbejdet med offentlig ledelse samt evidens- og forskningsbaserede programmer, både nationalt og lokalt.
Støt vores impactjournalistik! Som samfundsiværksætter eller investor ved du, at kvalitet ikke er gratis. Vi er afhængige af, at abonnenter betaler for vores journalistik. Tegn abonnement her, hvis du synes, det er værd at have et uafhængigt specialmedie, der konstant jagter de bedste og mest effektive løsninger på samfundsproblemer.
