Connect with us

Hvad søger du?

Viden udefra

Klumme: Et valg om en bedre fremtid

Vi er blevet dårligere til at forestille os, at samfundet og verden kan blive bedre, mener forskere og praktikere. I stedet forestiller vi os katastrofe og apokalypse. Samtidig handler politik ofte mere om den gode fortid end den gode fremtid. Op til et valg i Danmark er det ualmindelig god timing, at Sir Geoff Mulgan har udgivet en bog om forestillingskrisen, og hvordan vi løser den, skriver Anders Folmer Buhelt fra Akademiet for Social Innovation.

Verden befinder sig i en forestillingskrise. Vi har brug for igen at blive bedre til at række ud efter det, vi ønsker for vores samfund, skriver Anders Folmer Buhelt. [Foto: Jumpstory]

Jeg kan godt blive bekymret over, at vi tilsyneladende har mistet vores evne til at drømme og forestille os et bedre samfund og en bedre verden, end vi lever i.

At vi oplever strukturer, systemer og kulturer som uforanderlige, og at aktivisme i høj grad drives af frygt for kollaps fremfor af drømme om et bedre samfund.

Heldigvis bliver jeg meget mere håbefuld, når jeg læser Sir Geoff Mulgans nye bog ”Another World is Possible – How to Reignite Social and Political Imagination”.

Mulgan er professor i social innovation, offentlig politik og kollektiv intelligens ved University College London (UCL), tidligere rådgiver for den britiske regering og grundlægger og direktør for en lang række organisationer.

Han skriver klogt, fremsynet og smukt, og man kan tydeligt mærke dybden i hans viden og erfaring, som kommer fra mange forskellige arenaer og sammenhænge.

Bogen er vigtig, fordi verden befinder sig i det, Geoff Mulgan i dette essay kalder en forestillingskrise, og fordi den viser vores historiske brug af forestillingsevnen og vores muligheder for igen at blive gode til i fællesskab at forestille os den fremtid, vi ønsker.

Forestillingskrisen

”At være fuldt ud menneske er ikke kun at vide, hvor vi kommer fra, men også hvor vi kan være på vej hen”, skriver Mulgan i bogen og sætter dermed ord på, at vi mennesker ikke alene skal beskæftige os med historien og verden, som den ser ud nu og her. Vi er nødt til også at interessere os for, hvordan fremtiden kan komme til at se ud, og hvordan vi gerne vil forme den.

Indlysende, kan man tænke, men forestillingskrisen viser noget andet.

Litteraturen har gennem de seneste mange år budt på mange dystopier om klimaapokalypse, samfund overtaget af robotter eller kunstig intelligens og en hverdag præget af pandemier og isolation. Men ikke på utopier om en verden, som er mere lige, fredelig, grøn og i balance på alle parametre.

Politik både i Danmark og i det meste af verden synes ofte mere optaget af ”en bedre i går end en bedre i morgen”, som Mulgan beskriver det.

Og forskning peger på, at vi bliver dårligere til at få ideer – en dyster konklusion, Bloom, Jones, Van Reenen og Webb for eksempel når frem til i en artikel i American Economic Review i 2020 med titlen ”Are Ideas Getting Harder to Find?”.

Forestillingskrisen kan have meget alvorlige konsekvenser. Vi kan ikke skabe noget, vi ikke kan forstille os, som Mulgan skriver meget simpelt og præcist.

Hvis der er noget, vi mener, skal forandres, har vi behov for at forestille os, hvordan det skal blive bedre. Hvordan det ser ud, når det fungerer på den måde, vi ønsker. Og når vi når dertil, skal vi udvikle ideer – og det kræver mange dårlige ideer at få en god.

Pauling-princippet, opkaldt efter den amerikanske kemiker, fredsaktivist og Nobelprismodtager Linus Pauling, er, at den bedste måde at få en god idé er at få en masse ideer og smide de dårlige væk.

Hvis vi ikke kan forestille os den bedre fremtid, kan vi heller ikke generere ideerne, der skal skabe den positive forandring. Og hvis vi bliver suget ind i frygtelige forestillinger om en fremtidig verden, vi ikke ønsker at leve i, risikerer vi at blive handlingslammede.

Det er vi ikke tjent med. Vi må gøre noget!

Vores historiske evne

Det er ikke, fordi vi er uvante med at bruge vores forestillingsevne – hverken individuelt eller kollektivt. Det er sådan, vi har skabt vores samfund.

Vores samfund er noget, vi skaber, og som vi kunne gøre anderledes; det er plastisk og formeligt og ikke naturgivent. Og vores verden er i høj grad bygget op af fælles forestillinger – det Yuval Noah Harari i sin bestseller ”Sapiens” kalder ”imagined realities”. 

Stater, religioner, penge og meget, meget andet er ikke reguleret af naturlove. Det er fælles forestillinger, vi har skabt og besluttet os for, så vi har kunnet skabe samfund.

Vi er med andre ord på ingen måde ubekendte med at bruge vores forestillingsevne – det har vi gjort historisk, og vi bruger den hver dag til at forholde os til samfundet og verden.

Danmark har historisk haft en næsten enestående evne til at løse store samfundsproblemer i fællesskab og skabe en samfundsmodel, som er beundret verden over.

Tænk bare på forsikring, andelsbevægelsen, højskoler og vores arbejdsmarkedsmodel. Banebrydende forandringer skabt i fællesskab på tværs af sektorer og interesser, fordi nogen forestillede sig noget, der var bedre end det, der var.

Den evne synes, ligesom forestillingsevnen, at have tabt pusten. Der er mange store udfordringer, som kalder på fælles handling, og som vi ikke har grebet fat om.

Vi skal genopdage og genskabe vores evne til at få dem, Mulgan kalder idepionererne og praksis til at mødes og arbejde sammen, for det er dét, der gør poesi til prosa, teologi til ritualer, medfølelse til generøsitet og barmhjertighed til retfærd. Det er Mulgans smukke ord, desværre ikke mine.

Det, Mulgan beskriver her, ligger dybt i vores fælles dna, men det er, som om vi er blevet fanget i forestillingen om, at samfundet er nødt til at være, som det er nu. At tingenes tilstand er den naturlige tilstand.

Mulgan skriver, at vi skal bruge vores forestillingsevne til at komme ud af den illusion, for ellers bliver vi slaver for andres (historiske) ideer.

Valgkamp og fremtiden

Jeg håber inderligt, at den forestående valgkamp kommer til at ose af modige bud på en bedre fremtid. Og jeg tror, at Mulgans bog kan hjælpe os på vej.

Der har i forbindelse med Covid-pandemien været bud på ”build back better” og andet i samme dur, men ikke noget, der bare minder om fortidens evne til at forestille sig et fundamentalt anderledes og bedre samfund.

Mulgan skriver, at vi har brug for politik som en effektiv og sulten bruger af ideer. Det kunne være en fælles ambition for os alle, at valgkampen drejer sig om det samfund og den verden, vi gerne vil skabe og leve i, i stedet for at handle om fortiden, hvad enten den er reel eller forestillet.

Det betyder ikke, at vi skal kræve af politikerne, at de kan beskrive i detaljer, hvordan vores fremtidige samfund skal se ud.

En af Mulgans vigtigste pointer om, hvordan vi bliver bedre til at forestille os en bedre fremtid er, at ikkefærdige ideer har langt større indflydelse end færdige ideer. Og at for færdigudviklede bud på ”Utopia” kommer til at fokusere mere på, hvordan husene ser ud, og hvordan vi transporterer os, end på de usynlige ting, der langt mere definerer livet for ”beboerne” i Utopia.

Det handler om at turde, og det handler om, at vi skal øve os. Men det kræver, at vi har modet til at forestille os, at tingene kunne være anderledes – selv om vi ikke ved, om det, vi forestiller os, kan lade sig gøre.

Utopia, skriver Mulgan, skal være et verbum – at utopiere.

Vi skal turde

Der findes ikke metoder til at validere forestillinger om fremtiden; kun gennem handling og afprøvning kan vi finde ud af, om de holder vand.

Sådan har det altid været. Vores forestillingsevne skal derfor bruges til at udvide mulighedsrummet for fremtiden og skabe fælles forestillinger om den retning, vi gerne vil i sammen. Og det er svært, fordi det er forestillinger om forandringer, der kræver meget af os – jo mere radikal en forandringsidé er, desto mere kræver den, at vi skaber en ny referenceramme.

En rapport, Akademiet for Social Innovation udgav sidste år, viser, at samfundsiværksættere i Danmark oplever, at de bliver opfattet som naive, fordi de tror, at de kan forandre systemer og kultur til det bedre. Det kan stå i vejen for samfundsudvikling, hvis vi tror, at samfundsstrukturerne er naturgivne og ikke kan forandres.

Hvis vi ikke tror på, at vi kan skabe den positive forandring, risikerer vi at blive handlingslammede.

Det er slået meget klart fast, at håb er godt for os. Hvis vi mister troen på fremtiden, kommer vi med stor sandsynlighed til at gøre mindre for at skabe en bedre fremtid.

Mulgan skriver, at realisme baseret på Weltschmerz for det meste viser sig at være ekstraordinært urealistisk – at dem, der har en tendens til at skyde ideer til forandring ned, oftest tager fejl om, hvad der kan lade sig gøre.

Økonomen Milton Friedman har sagt, at økonomers basale funktion er at skabe alternativer til eksisterende politikker, holde dem i live og klar til at blive gennemført, når det politisk umulige bliver det politisk uundgåelige.

Det er måske en meget god påmindelse om at tro på, at vi kan forandre det samfund og den verden, vi selv har skabt. Forestillingsevne er, ligesom så meget andet, en muskel, der skal trænes og vedligeholdes. Vi har gjort det historisk, og selvfølgelig kan vi gøre det igen.

Det første skridt

I Akademiet for Social Innovation har vi besluttet os for at træne forestillingsmusklen.

Den 25. august samler vi 100 ledere fra virksomheder, kommuner, civilsamfundsorganisationer, fonde, brancheorganisationer, uddannelsesinstitutioner og meget andet for i fællesskab at sætte ord på den fremtid, vi ønsker at være med til at skabe.

Sir Geoff Mulgan kommer til Danmark for at opfordre os til at styrke vores sociale og politiske forestillingsevne, så vi kan blive ved med at være et af de samfund, der beundres over hele verden.

Så lad os – både i valgkampen, til Åbent Akademi og resten af tiden – vælge håb frem for frygt.

For som Sir Geoff Mulgan skriver: ”Det er kun, når vi kalder på det umulige, at det mulige sker.”


Klummen er skrevet af Anders Folmer Buhelt, som er akademichef for Akademiet for Social Innovation. Han har tidligere været direktør for Ungdommens Røde Kors og afdelingsleder i Institut for Menneskerettigheder. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens holdning.

Mere du kan læse:

Artikel

Impact Insider skal hjælpe organisationer, virksomheder, fonde, investorer og offentlige institutioner med at finde ud af, hvordan de bedst gør gavn for samfundet –...

Inspiration

Socialt iværksætteri er noget af det mest meningsfulde, man kan foretage sig, og rammevilkårene er overordnet gode. Men der mangler sparring om bæredygtige forretningsmodeller,...

Artikel

Innovation er som en bibelsk plage, der fejer hen over organisationerne, mener professor ved Stanford Universitet Christian Seelos. Et vist mål af innovation er...

Inspiration

Foreningen FISKEN vil gerne måle, hvilken forskel den sociale organisations værested gør for brugerne. Men hvordan kan man det uden at spolere det fristed,...

Copyright © Impact Insider