Lyt til tredje episode af Selvoptaget her, eller læs videre nedenfor.
Du kan også finde første episode her og anden episode her.
“Carsten, hvad er du egentlig værd,” spørger jeg, mens jeg tænker på, hvad min partner mon synes om dén start på morgenen.
Efter en tænkepause falder svaret fra redaktøren måske lidt misfornøjet, men ikke uvenligt: “Ja, det havde da været fedt at vide, du ville spørge om det. Jeg har ingen idé om, hvad jeg skal svare.”
Det er heller ikke et nemt spørgsmål at besvare. Det er jeg godt klar over.
Og måske kan det være særligt svært for sådan nogle som Carsten og mig – og ikke mindst mange af dem, som læser og lytter til os: Formålsdrevne folk, som insisterer på, at vores arbejde skal gøre samfundet til et lidt bedre sted.
Hvordan gør man social forandring til et godt værditilbud?
Impact Insider havde i sidste uge åbent redaktionsmøde om den frustrerende situation, som sociale entrepenører ofte befinder sig i: De har skabt et produkt, som løser en velfærdsopgave, men alligevel – eller især derfor – er det svært at få folk til at betale for produktet.
Fyldt op af fed og formålsdrevet energi fra dette møde har jeg inviteret Carsten Terp i studiet for at fortsætte diskussionen og tage den helt ind i kernen af vores egen forretning.
Og det provokerende simple spørgsmål, som jeg har valgt at starte samtalen ud med, er jo provokerende besværligt.
For én dimension er selvfølgelig, om vi er dygtige nok til at oversætte værdien af vores arbejde til kroner og øre for fundere, investorer og kunder.
Men en anden dimension er, om sådan en kommercialisering af social forandring overhovedet er formålstjenstligt, hvis vi ønsker, at det brede samfund sætter bedre pris på det ‘bløde’ arbejde, vi som sociale entreprenører går og foretager os?
Carsten aflæser hurtigt, hvor jeg er på vej hen: “Der er sådan en diskussion, som jeg ikke synes er klar nok endnu i samfundet. Den handler om: Hvad er det egentlig, vi mener, vi skal have for at være et samfund, vi kan være os selv bekendt?”
Svaret er todelt: Der er ting, som vi kan blive langt bedre til at måle. Men så må der også godt være ting eller ydelser, vi som samfund bare insisterer på at have, uanset om de er en god forretning eller ej.
Efter en lille times tid er vi nået langt, men vi er vist ikke i nærheden af en målstreg. Måske er de to dimensioner slet ikke så afkoblede fra hinanden igen.
Vi må fortsætte diskussionen en anden gang. Og du kan selvfølgelig bidrage, hvis du skriver til selvoptaget@impactinsider.dk
Det håber jeg, du gør.
Impact Insider er selvoptaget
Velkommen til Selvoptaget. En podcast fra Impact Insider, hvor vi tager vores egen medicin.
Det er her, hvor vi løbende vil gå kritisk til vores eget formål for åben mikrofon: Gør vi det, som vi er sat i verden for, og har vi den impact, som vi ønsker? Hvordan udlever vi vores formål bedst muligt, når vi også skal skabe en økonomisk bæredygtig forretning?
Vi har valgt at kalde podcasten for Selvoptaget, fordi den handler om os selv. Og fordi vi optager den selv.
Kom med helt ind i maskinrummet, og vær med til at holde Carsten Terp og mig selv i ørerne, i takt med at vi skaber og udvikler Impact Insider sammen.
Byd ind i vores samtaler med spørgsmål og kommentarer eller med problemstillinger og inspiration fra din egen formålsdrevne virkelighed. Skriv til mig på selvoptaget@impactinsider.dk.
Som altid er vi nemlig helt sikre på, at vi kan udrette meget mere sammen med jer, end vi kan alene.
Så tak fordi du lytter med. Mit navn er Nikolaj Neven, og jeg er jeres podcast-vært.




