Skal du på studietur til Allinge og studere de finere nuancer af impact?
Så får du travlt. For impact kommer i mange former, farver og stadier. Og det meste er repræsenteret i Folkemødets omfangsrige program.
Heldigvis har dine gode venner på Impact Insider trawlet programmet igennem og fundet de arrangementer, der dufter af impact, social innovation, systemforandring og socialt entreprenørskab, og sammensat en benhårdt prioriteret liste på 10 events, vi godt selv gad at deltage i.
Sjovt nok er vi selv involveret i tre af dem. Sådan er verden så fuld af tilfældigheder.
Du kan tage listen med dig. Så ved du, hvor der er god chance for møde os – eller hvilke steder du skal undgå hvornår, hvis du for alt i verden ikke vil rende ind i os.
Listen er ikke udtømmende. Der er med stor garanti mere guf for impactnørder.
Heldigvis har Operate lanceret en Folkemøde-GPT, som kan hjælpe dig med at navigere igennem de flere end 3000 events og sammensætte dit eget, skræddersyede program. Du finder den her.
Rigtig godt Folkemøde!
1. Velfærdsteknologi: Startup møder det offentlige og sød musik opstår
Startups kaster sig over sundhedsudfordringerne, men er det offentlige klar til at danse med? Det er udgangspunktet for en ærlig dialog mellem fem startups og beslutningstagere fra kommuner og hospitaler om, hvordan vi kan få flere succesfulde velfærdsteknologiske løsninger.
Tidspunkt: Torsdag 9.30-10.30
Lokation: K21 – Bornholmerhuset
Arr.: Erhvervshus Hovedstaden, 2025 Mød Bornholm
2. En verden i opbrud: Hvorfor skal Danmark investere i Afrika?
Verden i opbrud: USAid er markant reduceret, og Rusland og Kina øger deres økonomiske engagement på det afrikanske kontinent. Det efterlader store dele af den fattigste del af verden i en sårbar position. Hvordan kan Danmark gennem investeringer i Afrika bidrage til økonomisk vækst, jobskabelse, bedre sundhed, modstandskraft over for klimaforandringer og samtidig styrke Danmarks position som en global aktør?
Tidspunkt: Torsdag 11.00-11.45
Lokation: C30 – Verdensmålenes Telt
Arr.: IFU, Investeringsfonden for udviklingslande
3. Farvel til USAID, goddag til en mere effektiv cocktail
Kan vi finde en ny og mere bæredygtig opskrift på investeringer i verdens mest udsatte områder? Og er privat kapital en af ingredienserne? Jimmy Scavenius, stifter og CEO i Kwera, har måske knækket koden til effektiv udviklingshjælp. Hør ham i samtale med Birgitte Frost Mathiesen, direktør i Invest for Impact Denmark, Sidsel Marie Kristensen, direktør i LEGO Fonden og folketingsmedlem Christian Friis Bach (V).
Tidspunkt: Torsdag 13.15-14.15
Lokation: H14 – Implement Consulting Group
Arr.: Implement Consulting Group, Kwera
4. Finansiering i forandring: Når tillid skaber transformation
Finansiering af de frivillige sociale indsatser er for alvor kommet på dagsordenen – og heldigvis for det. For hvordan kan vi styrke velfærdssamfundet, hvis civilsamfundets organisationer i jagten på midler må underbyde sig selv og hinanden eller skjule deres reelle driftsomkostninger i projektansøgninger?
Vi har brug for nye, robuste rammer for samarbejdet mellem civilsamfund og bevillingsgivere. Kom med, når Carsten Terp, redaktøren for Impact Insider, guider Folkemødet igennem de nyeste strømninger, mød representanter for de toneangivende initiativer, og vær med til at rulle finansieringsdagsordenen videre.
Tidspunkt: Torsdag 16.00-17.45
Lokation: F8 – Oak Foundation Denmark
Arr.: Impact Insider, Østifterne, Oak Foundation Denmark
5. 10 vilde impact trends
Sociale impact investeringer ændrer velfærdssamfundet men i hvilken retning? Traditionen tro byder Den Sociale Kapitalfond på fyraftensdiskussion om de vigtigste trends, når finansverden, sociale indsatser og markedskræfter mødes. Hvordan balancerer vi afkast og social effekt? Hvilke nye tendenser vil drive sociale investeringer? Og hvilken rolle spiller virksomheder, fonde og civilsamfund i udviklingen af vores velfærd?
Tidspunkt: Torsdag 17.00-18.00
Lokation: J31 – AskovFonden – Velfærd i forandring
Arr.: Den Sociale Kapitalfond, AskovFonden
6. Hvorfor er kapacitetsopbygning af organisationer så svært?
Der er stigende forventninger til civilsamfundets evne til at løfte store opgaver og hjælpe de mennesker, der har brug for det. En forudsætning for det er, at organisationerne i civilsamfundet er robuste og bæredygtige, hvilket – for mange – kræver en grundig proces med kapacitetsopbygning. I denne debat kigger vi nysgerrigt på, hvad vi egentlig taler om, når vi siger kapacitetsopbygning – og på hvorfor det kan være svært.
Tidspunkt: Fredag 10.00-11.45
Lokation: F8 – Oak Foundation Denmark
Arr.: Impact Insider, Østifterne, Oak Foundation Denmark
7. Kapitalfondsduellen 2025: Er ESG og impact dømt ude?
USA skruer ned for klimaambitionerne og forbyder DEI-politikker. Samtidig afmonterer EU sine mest vidtgående ESG-regler. I løbet af få måneder er den store bæredygtigheds-konsensus smuldret, og kapitalfonde skal vælge side: Følger vi strømmen mod kortsigtet profit, eller går vi efter ansvarlighed og impact som en reel driver for afkast? Den Sociale Kapitalfond inviterer igen i år til kontant debat om kapitalfondenes samfundsrolle. Giver det stadig mening at måle og rapportere på impact, når ESG-krav udvandes?
Tidspunkt: Fredag 11.00-11.45
Lokation: J31 – AskovFonden – Velfærd i forandring
Arr.: Den Sociale Kapitalfond
8. Gode investeringer for en grøn fremtid
Flere danskere investerer i aktier, boliger og pension, men hjælper det på vores største kriser? I denne paneldebat diskuterer vi, hvordan investeringer kan skabe reel forandring, hvordan vi sætter de rette rammer for fremtidens investeringer, og hvad der egentlig gør en investering “god” i en bæredygtig og samfundsansvarlig forstand.
Tidspunkt: Fredag 13.30-14.30
Lokation: G9 – Gode Penge
Arr.: Gode Penge
9. Fremtidens stemmer i nutidens beslutninger
FN’s nye Fremtidspagt er ikke bare endnu en international aftale – det er et løfte om at tænke og handle længere end den næste valgperiode og vores egen levetid. Den skal hjælpe os med at omsætte verdensmålene til konkret handling, der sikrer trivsel for både os og de generationer, der følger efter. Men hvordan omsætter vi denne pagt til handling herhjemme? Hvordan sikrer vi, at fremtidige generationers behov og håb bliver en del af nutidens politiske beslutninger? Og hvordan skaber vi en folkelig samtale om fremtiden, der ikke drukner i partipolitiske skel?
Tidspunkt: Fredag 14.00-14.45
Lokation: H9 – It’s A Fact ApS
Arr.: Wellbeing Economy Lab (WELA), Akademiet for Social Innovation, Fremtidskoalitionen, Instituttet for Fremtidsforskning
10. Sådan måler du impact i praksis!
Som social organisation med et ønske om at gøre en positiv forskel i samfundet kommer man ikke udenom at måle på impacten af sit arbejde. Selvfølgelig fordi fonde og investorer i stigende grad beder om beviser for effekten af de indsatser, de sætter penge i, men især for at sikre, at ens tilbud og indsatser gør mest mulig gavn. Og dét kræver valid viden om, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Men hvordan måler man impact på en smidig og brugbar måde, som ikke koster organisationen for mange ressourcer?
Tidspunkt: Lørdag 11.00-11.45
Lokation: F8 – Oak Foundation Denmark
Arr.: Impact Insider




