Connect with us

Hvad søger du?

Viden udefra

Klumme: Invester bæredygtigt og maksimer værdien for vores samfund

Kriserne står i kø, og det føles som om, verden aldrig har stået over for så mange kriser på en gang. Men vi kan ikke sætte klimakrisen på pause. I stedet skal vi accelerere den bæredygtige transformation ved at gøre investeringer til en katalysator for bæredygtig værdiskabelse, skriver Majbritt Skov og Kirstine Eltved Rasmussen

Det er afgørende, at vi tænker langsigtet og foretager de nødvendige investeringer i bæredygtige virksomheder og ny teknologi, skriver Majbritt Skov og Kirstine Ertved Rasmussen. [Foto: Jumpstory]

Af Majbritt Skov og Kirstine Eltved Rasmussen

FN’s klimapanel (IPCC), som er ansvarlig for at vurdere forskning i klimaforandringer, udgav for nylig den sidste af tre delrapporter, som tilsammen udgør panelets sjette statusrapport om klimaet. Under mere normale omstændigheder ville en sådan IPCC-rapport skabe store overskrifter i medierne, men denne gang fik rapporten mindre opmærksomhed på grund af den grufulde krig i Ukraine.

Selv om det er udfordrende at håndtere flere kriser af denne kaliber samtidigt, er virkeligheden, at klimakrisen ikke kan sættes i bero. Ifølge det Internationale Energiagentur (IEA) var 2021 året, hvor vi på verdensplan udledte mest CO2 i verdenshistorien, og for få uger siden, den 28. marts, havde Danmark opbrugt sin del af klodens ressourcer, som ellers skulle have holdt kalenderåret ud.

Den nye IPCC-rapport giver et komplet billede af årsagerne, konsekvenserne og løsningerne på de menneskeskabte klimaforandringer.

På den positive side konkluderer rapporten, at der nu er en økonomisk fordel ved at udskifte fossile brændsler med sol- og vindenergiløsninger – vedvarende energikilder er blevet billigere.

Men derudover er konklusionerne så alvorlige, at de burde have været forsidestof: Det er umuligt at overholde Parisaftalens 1,5 graders-målsætning, hvis vi fortsætter den nuværende udledning af CO2. Kul-, olie- og gasinfrastruktur skal væk, indfangning og lagring af CO2 er nødvendigt, og livsstilsændringer er uundgåelige for at afbøde de værste konsekvenser.

Investeringer som katalysator

Vi anerkender til fulde behovet for de løsninger, som IPCC kommer med, men vi må ikke glemme en anden helt oplagt måde at fremskynde en bæredygtig transformation på, nemlig ved at gøre investeringer til en katalysator for bæredygtig værdiskabelse.

Vi havde for nylig en spændende snak med bæredygtighedschef i Axcel, Sarah Hempel, om netop dette emne. Axcel er Danmarks største kapitalfond, og fonden arbejder med at integrere ESG (miljø, socialt ansvar, governance) i hele sin investeringsproces.

Hvorfor sætter en privat kapitalfond nu bæredygtighed i centrum i sine investeringsbeslutninger?

Ifølge Sarah Hempel er svaret todelt: For det første påvirker bæredygtighed enhver virksomheds præstation, værdiansættelse og investeringsafkast. Der er behov for, at alle investorer forstår, hvordan bæredygtighed påvirker en virksomhed, før de foretager en investering. For det andet har investorer et ansvar for dels at afbøde og forhindre negativ impact på miljø og samfund og dels at bidrage til positiv impact, da det grundlæggende er en del af deres license to operate.

Som følge heraf betragter virksomheder i stigende grad bæredygtighed som nøglen til at skabe nye forretningsmuligheder frem for kun at se det som en risiko eller en complianceudfordring. Denne udvikling er også stærkt drevet af virksomhedernes stakeholders, der i stigende grad belønner denne adfærd.

Vi må tænke langsigtet

De seneste måneder er det blevet meget tydeligt for alle, at bæredygtighed er mere end et etisk, økonomisk, miljømæssigt og socialt anliggende. Det er også blevet et sikkerhedspolitisk og geopolitisk anliggende. De nuværende inflationsrater, som i vid udstrækning er drevet af skyhøje energipriser, gør overgangen til vedvarende energikilder endnu mere presserende.

Europæiske lande har lige nu stigende udgifter som følge af ukrainske flygtninge og øget forsvarsbudget, men det er afgørende, at vi ikke kun holder blikket på det, der sker her og nu, men også tænker langsigtet og griber situationen som en mulighed til at foretage de nødvendige investeringer i bæredygtigt drevne virksomheder og ny teknologi. Det gælder alle, der investerer, men ikke mindst dem med stor påvirkning som stater og institutionelle investorer. 

Uanset hvad der sker i verden, bør vi gøre alt, hvad vi kan for at afbøde klimaforandringerne og skabe en bæredygtig fremtid for de kommende generationer.

Forskningen fortæller os entydigt, at det er nødvendigt. Derfor må og skal vi håndtere kriserne samtidigt og intelligent forsøge at gøre flest mulige investeringer til en katalysator for bæredygtig værdiskabelse. Det vil betale sig på lang sigt og skabe maksimal impact til gavn for os alle.


Majbritt Skov er partner i Deloitte og leder af Deloitte Economics og har mere end 15 års erfaring med udarbejdelse af mikro- og makroøkonomiske analyser for både den private og offentlige sektor. 
Kirstine Eltved Rasmussen er manager i Deloitte, hvor hun driver en række tværgående initiativer inden for bæredygtighed. Kirstine arbejder også med bestyrelsesrådgivning og analyse af organisationers samfundsværdi. Kirstine har en kandidat i international politik og økonomi fra CBS og har tidligere arbejdet i en af landets største private fonde.
Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.

Mere du kan læse:

Samtale

Virksomheder kan opnå smådriftsfordele, hvis de begrænser sig, siger Marcus Feldthus. Og det vil både være godt for den enkelte virksomhed og for planeten....

Artikel

Philips Foundation, We Share Forward og World Diabetes Foundation går sammen i ImpactBridge for at finansiere sociale entreprenører, styrke sundhedssystemer i det globale syd...

Artikel

Gennem Impact Cooperatives giver Daniel Halalla afrikanske kvinder i Danmark mulighed for at gå fra ansatte til ejere af deres egne kaffebarer. Læs hans...

Artikel

Som kvinde og kaffefarmer i Kenya har du dårligere adgang til ressourcer, jord, lån og ny viden, end mændene har. Det skal vi lave om...

Impact Insider skriver om samfundsforandring til mennesker på tværs af sektorer.
Fortæl os om dig selv, så vi kan vise dig det mest relevante indhold.

Jeg besøger Impact Insider som


Og hvis du ikke vil gå glip af noget, kan du i stedet klikke på:

Discover more from Impact Insider

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading