“Vi har brug for hinanden i den udfordring, som ESG-rapportering også er. Krav skal imødekommes på en værdiskabende måde. Det kræver partnerskaber og modet til at dele viden og give tilbage”.
Sådan indledte Marie Gad, der er underdirektør for global udvikling og bæredygtighed i DI, konferencen ESG Barometer 2023.
ESG Barometer 2023 er en analyse af E’et, S’et og G’ets modenhed og udbredelse i C25- virksomhedernes 2022-rapportering. En af pointerne i analysen er, at de store virksomheder ikke kan nå i mål alene, når de fra 1. januar 2024 skal rapportere i henhold til de nye, europæiske standarder for bæredygtighedsrapportering (ESRS).
Formålet med kravet om ikke-finansiel rapportering er at give investorer og andre interessenter et bedre indblik i virksomhedernes bæredygtige præstationer, risici og muligheder. Der skal rapporteres ESG som klima, biodiversitet, cirkulær økonomi, arbejdsforhold og respekt for menneskerettigheder og ansvarlig virksomhedsdrift.
For at kunne det skal de store virksomheder ikke kun have styr på, hvad der sker inden for egne fire vægge og rapportere det korrekt i forhold til de 12 ESRS-standarder. De har i fremtiden et øget ansvar for det samlede positive og negative aftryk, som virksomhedens drift sætter på naturen (E), mennesker (S) og samfund (G).
Det involverer hele værdikæden og dermed øges virksomhedernes ansvarsradius.
Derfor bør ledelsen arbejde strategisk med at løse de udfordringer, som bliver tydelige i ESG-rapporten, gennem partnerskaber. Partnerskaber er i den sammenhæng forpligtende samarbejder med eksterne aktører omkring en konkret udfordring eller opgave, som ikke kan løses alene.
ESG-kravene øger behovet for mindst tre forskellige typer partnerskaber:
- I leverandørkæden for at optimere og reducere
- Med startups, studerende og forskere for at udvikle og innovere
- Med industripartnere for at finde nye, fælles løsninger
Lad os se nærmere på de tre typer partnerskaber og hvad de kan.
Partnerskaber i leverandørkæden
Vi har længe talt om leverandøransvar på frivilligt niveau eller gennem sektorspecifikke aftaler. Med lovkravet om ikke-finansiel rapportering ændres forholdet mellem køber og sælger i leverandørkæden, fordi ikke-finansielle faktorer vil indgå i beslutningen, når leverandører i fremtiden skal vælges.
Det ses mest konkret i forhold til de store virksomheders rapportering af CO2 og andre drivhusgasser. Der skal både rapporteres på scope 1 og 2, som omfatter emissioner relateret til egne bygninger og køretøjer og indkøbt energi, og scope 3, som omfatter væsentligste leverandører i værdikæden.
Da udledninger i scope 3 typisk udgør 75-95 procent af virksomhedens samlede udledninger, ifølge Greenhouse Gas Protocol (GhG), kan de store optimeringer og reduktioner på den post kun opnås gennem forpligtende partnerskaber i leverandørkæden.
Det samme gælder på det sociale område. ESG Barometer 2023 viser, at C25-virksomhederne endnu ikke har indarbejdet samme ansvarsradius for rapportering på S’et som på E’et.
S-målene omhandler typisk kun virksomhedens egne ansatte, i forhold til for eksempel kønsdiversitet, antal arbejdsulykker, medarbejdertilfredshed, personaleomsætning og sygefravær. Når det gælder social bæredygtighed i værdikæden, er målene i 2022-rapporterne typisk ikke målbare, men procesorienterede.
Fremover vil presset øges på, at virksomhederne kan dokumentere, at de produkter, de køber, er fremstillet på en ansvarlig måde. Her er der brug for mere end dialog for at lykkes. Der er brug for forpligtende partnerskaber, hvor underleverandører hjælpes til at reducere deres negative aftryk på for eksempel arbejdsstyrke, lokalsamfund, forbrugere og slutbrugere som en forudsætning for at kunne blive ved med at være leverandører.
Partnerskaber med startups, studerende og forskere
En anden type partnerskaber, som virksomheder i stigende grad vil få behov for med de nye rapporteringskrav til bæredygtighed, er innovationspartnerskaber.
Dette behov vil opstå i takt med, at virksomhedens ledelse går fra at se ESG-rapporten som et compliance-værktøj til at være en kilde til viden om områder, hvor bæredygtige udfordringer kan vendes til nye forretningsmuligheder.
Data kan for eksempel vise, hvor der er brug for at arbejde med cirkulære forretningsmodeller for ens produkt. Eller hvor der er behov for udvikle nye råvarer, materialer, produktionsformer eller nye måder at engagere sine kunder på.
Det kræver typisk innovationspartnerskaber med aktører, der kommer udefra med nye øjne på kerneforretningen og dermed bibringer nye forståelser for bæredygtige og genoprettende løsninger. Her er partnerskaber med bæredygtige startups, studerende og forskere guld værd.
Formålet med den type partnerskaber er at skabe rammer for åben innovation, hvor virksomheden hurtigt kan få adgang til ny viden fra forsknings- og innovationsmiljøerne, som kan bringe helt nye forretningsmuligheder på bordet.
Samtidig kan virksomheden hjælpe nye virksomheder med at få testet og udviklet deres ideer, og på den måde vil et innovationspartnerskab kunne gavne begge parters vækst.
Industripartnerskaber
Endelig kan virksomheder have behov for at etablere forpligtende partnerskaber med industripartnere. Her vil formålet typisk være at gå sammen om en konkret udfordring, som ingen parter kan løse alene. Målet er at finde fælles løsninger, som der kan etableres en stor opbakning til, og som dermed kan sætte standarden i branchen.
Det ses for eksempel i bygge- og anlægsbranchen, hvor der arbejdes systematisk med at lave fælles standarder i forhold til bæredygtig omstilling.
Industripartnerskaber kan også være lokalt forankret, hvor virksomheder i erhvervsområder går sammen for at hjælpe hinanden med at øge bæredygtigheden og få konkrete indsatser til ESG-rapporten.
Det kan være gennem symbioseprojekter, hvor restprodukter bliver til ressourcer. Det kan være biopdiversitetsprojekter som i Avedøre Holme, hvor 19 virksomheder har omdannet græsplæner til biodiverse miljøer. Eller lokale projekter gennem ESG-netværk, hvor SMV’er uden bæredygtighedsprofessionelle hjælper hinanden med at forstå de nye krav.
Jeg anbefaler virksomheder at lave en partnerskabsstrategi på baggrund af ESG-rapporten, så de væsentligste indsatser bliver prioriteret og bemandet tilstrækkeligt til at skabe resultater, som kan indgå i fremtidige rapporter.
Strategien skal tydeliggøre, hvilke typer partnerskaber der er behov for, hvilken risiko man er klar til at tage, og hvad ledelsen ønsker at få ud af at involvere eksterne parter i deres bæredygtige omstilling.
Freja Ludvigsen er cand.scient.pol. og tidligere journalist, iværksætter, managementkonsulent, interessevaretager og offentlig leder.
Hun var indtil 2021 erhvervsudviklingschef i Gladsaxe Kommune og var med til at skabe to bæredygtige corporate-startup miljøer, Alfa Laval Innovation House og Verdensmålshuset. Freja er forfatter til bogen “Hvad kan startups, som vi ikke kan? En guide til bæredygtig vækst i partnerskab” og driver Partnerskaberne ApS med en mission om at hjælpe etablerede virksomheder og organisationer med at blive klar til fremtidens bæredygtige vækst.
Denne artikel indgår i Impact Insiders samarbejde med platformen Greenlink, der har som mål at gøre bæredygtighed til business for SMV’er.
Du kan finde flere værktøjer til arbejdet med din virksomheds bæredygtighed på http://www.greenlink.dk
