Du kan også lytte til tredje episode af Selvoptaget, hvor vi fortsætter nogle af diskussionerne fra det åbne redaktionsmøde.
Sociale iværksættere må ofte tænke kreativt, når de skal få likviditeten til at strække tilstrækkeligt længe til, at de kan nå at gøre en positiv forskel i samfundet.
For det er svært at bide sig ordentligt fast med den ydelse eller det produkt, man har udviklet som løsning på et samfundsproblem. Og for ikke at løbe tør for penge undervejs i processen, må mange ud i kreative krumspring.
“Vi bruger jo vanvittigt mange ressourcer på at “opfinde” projekter, som skjuler driftsmidler. For dybest set så er det jo for fanden bare sekretariatsdrift, vi har brug for at få penge til, så vi kan gøre det, vi gerne vil,” som en af deltagerne ved Impact Insiders åbne redaktionsmøde sagde.
Hvordan undgår man den sociale ‘valley of death?’
Men måske er det slet ikke så anderledes at være social iværksætter. En deltager sammenlignede overgangen fra udviklingsstøtte til (ofte ikke-støttet) forankring med dét, som andre iværksættere kender som the valley of death: Den frygtede periode, hvor en start-up skal opskalere og hente indtægter efter at have udviklet et produkt.
“Vi har en udviklingsopgave, hvor vi får EU-midler eller andre former for fondspenge […] Men ved siden af det har vi meget fokus på at sige: ‘Hvordan laver vi et værditilbud for nogen, der faktisk kan se en tilstrækkelig værdi i det her til at betale for produktet?'”
Det blev klart til mødet, at flere finder det svært at værdisætte deres såkaldte ‘bløde’ arbejde – og diskussionen samlede sig om spørgsmålet, om det egentlig er dét, der er opgaven.
For på den ene side kan det selvfølgelig være rigtigt, at sociale entrepenører simpelthen skal blive bedre til at pitche, dvs. til at overbevise fonde, myndigheder og andre investorer om, at der faktisk skabes målbar værdi med deres sociale arbejde. Dét er jo ikke mindst, hvad Impact Insiders eget slogan – Good Money Well Spent – drejer sig om.
Men kan der ikke også være en anden side, som handler om at insistere på, at ikke alt kan eller skal gøres op i kroner og øre? Som en anden deltager udtrykte det:
“Jamen det er fint at prøve at tale deres sprog. Men jeg synes også, vi skal insistere på, at det sprog, som vi er talerør for, det kan noget andet!”
Vil du bidrage til samtalen?
Vi hører stadig meget gerne om cases, vinkler eller idéer til, hvordan vi kan dække det her emne bedst muligt, så det giver værdi for dig. Du kan sende en mail til både nikolaj@impactinsider.dk og carsten@impactinsider.dk, så tager vi dit input med i vores videre arbejde.




