“Den store overraskelse for mig er ikke, at de unge trives, når indsatsen handler om deres drømme. Det er, hvor meget de møder frem og agerer over for hinanden.”
Sådan siger Steffen Rasmussen, stifter af organisationerne Fundamentet og Paradigmeskiftet og bestyrelsesmedlem i Lind Foundation.
Han er dybt optaget af, hvor meget man kan flytte unge, som sidder fast, hvis man giver dem indflydelse på deres egne liv.
“Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle se en målgruppe med en bred vifte af diagnoser, angst med mere møde op fem dage om ugen i et fast skema med faciliterede øvelser, oplæg med mere. Men når det handler om dem, deres drømme, deres interesser og deres ønsker, så både kan og vil de meget mere, end vi tror,” siger Steffen Rasmussen.
Læs hans svar på vores spørgsmål i ugens Impact-stafet.
Serie: Impact-stafet
Det vrimler med mennesker, der brænder for at gøre en positiv forskel og tage samfundsforandring til nye højder.
I Impact-stafetten fortæller personer på tværs af sektorer om deres formålsdrevne arbejde i et kort format. Formålet er at inspirere og videregive værdifulde erfaringer, så flere kan lære af hinanden og skabe positiv forandring.
Hver deltager nominerer personer til en “impact-pulje” til fremtidige stafet-artikler. Du kan også bidrage: Send dine forslag til stafet@impactinsider.dk.
Hvilken problemstilling eller mulighed arbejder du med?
De indsatser og initiativer, jeg har været inde over, har ét fælles udgangspunkt: at øge trivsel og bevægelighed for unge med sårbarheden tæt på.
Der er hundredvis af indsatser og løsningstilgange for “udsatte unge”. Disse tager ofte udgangspunkt i en kontekst, som hører til andre afsendere end de unge selv – for eksempel systemer, kommuner, fonde, andenaktører.
Mit ønske er at tage udgangspunkt i den unges meningsfuldhed, at skabe nære relationer og at arbejde med de unge på deres side.
Det har jeg gjort igennem stiftelsen af en række organisationer og indsatser – Fundamentet og Paradigmeskiftet mest udbredt. Herunder to investeringsprojekter og en række mindre lokale projekter. Hertil kommer donationer via mit bestyrelsesarbejde i Lind Foundation og Rådet for Sociale Investeringer.
Jeg tror ikke, det er sundt eller ønskværdigt for unge at være på offentlig forsørgelse og miste kontrollen over eget liv.
Men når man arbejder med “kortest mulig vej til beskæftigelse” og skaber systemløsninger, som ikke matcher de unges ønsker, så får man det modsatte af korteste vej.
Der er altså en mulighed for at hjælpe flere unge på vej, hvis indsatserne baseres på samme tilgange, som vi ville bruge over for vores nærmeste: omsorg, tid, samarbejde og respekt for deres autonomi, håb og drømme.
Hvilken konkret forskel har dit arbejde skabt – for hvem og hvordan?
Der er skabt en monetær (kommune/stat) og en menneskelig forskel (menneskene vi har mødt og deres familier).
De menneskelige værdier (trivsel, motivation, sundhed, venskaber, drømme) er det, som motiverer mig. Samtidig skal vi huske at måle på det monetære, for her kan vi rykke noget i forhold til indsigt, funding, politik med mere.
Paradigmeskiftet og Fundamentet har flyttet en masse unge væk fra forsørgelse. Tælles HF Fundamentet med, hvor der årligt overgår 24 unge fra forsørgelse til SU, så har kommunen sparet millioner og fortsætter med det.
“Ungebudgetter” har et forventet overskud på 462.000 kroner årligt for Aarhus Kommune . I evalueringen af “Ung i Fokus” noteres det, at “Effekterne af indsatsen på de offentlige budgetter af reduceret tid på offentlig forsørgelse … giver en besparelse på 4,2 millioner kroner over 5 år. Den aktuelle skalering af projektet giver et 5-årigt provenu på 2,2 millioner kroner i den offentlige økonomi for hvert år …”.
Paradigmeskiftet er en gratis indsats. Over tid er jeg ikke i tvivl om, at Paradigmeskiftet har større menneskelig og monetær værdi, end hvad jeg før har været med til.
Men vi er blot én ud af mange vigtige organisationer, som skaber forskelle og flytter mennesker fra A-til-Å.
Hvad er din største impact-udfordring lige nu?
Når det kommer til at hjælpe de unge, er udfordringen primært lovgivning og lokale regelsæt.
“Ret og pligt” er så tungt forankret, at selv data og økonomiske prognoser ikke har kunnet flytte Folketingets medlemmer. Tidligere samtaler om en mere “værdig indsats” er glemt i en reformstorm, hvor de mest udsatte får færre midler, gamle pensionssager genoptages, og mange fanges i regeljungler.
I Aarhus er vi helt konkret udfordret af en række udbud. Unge mellem 18-29 er aktuelt set sat uden for egenbestemmelse og må ikke bruge vores og (mange andres) tilbud, om end det er gratis – på nær nogle sjældne undtagelser. De skal nemlig i en række bestemte tilbud. Det forhindrer megen impact, fordi mange gode tilbud udelukkes.
Det er det, som optager mig mest: at sikre at vi kan skabe de forandringer, som vi alle ønsker – på tværs af systemer, holdninger og ideologier. At vi kan hjælpe mennesker i øget trivsel og væk fra offentlig forsørgelse (i de tilfælde hvor førtidspension ikke er den bedste løsning). En udfordring, som løses af større frihedsgrad til de mennesker, som har det svært og gerne vil turde at drømme.
Når det kommer til organisatoriske udfordringer, har vi et mål om at arbejde uden The NonProfit Starvation Cycle og afvige fra kommunekroner. Det gøres ved at sikre indsatserne via erhvervslivets bidrag til at sikre fripladser til de unge og sikkerhed for vores drift.
Hvad har været din største læring eller overraskelse i processen?
Uden skyggen af tvivl de unges egen motivation og formåen, når rammen passer til deres kontekst.
Jeg troede, jeg vidste en del om det i min egen plæderen for “øget tillid til borgeren” og min indsigt i forskningsresultater, der indikerer øget overgang til uddannelse og beskæftigelse, når der er øget medbestemmelse og frihed hos modtagere af offentlig forsørgelse. Men alligevel har det helt oprigtigt overrasket mig, hvor langt man kan gå.
Jeg må erkende, at jeg har været for tilbagelænet i min tilgang tidligere i forsøget på at passe på de unge.
Dermed ikke sagt, at jeg er enig med den tilgang, hvor man i troen på “værdien af rigtige løntimer” og lignende presser folk i praktik eller lignende, før de er klar.
Den store overraskelse for mig er ikke, at de unge trives, når indsatsen handler om præcis, hvad den unge drømmer om – det er, hvor meget de pludselig møder frem og agerer over for hinanden. Og selvfølgelig den oprigtige relation. Uden den, ingen forandring.
Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle se en målgruppe med en bred vifte af diagnoser, angst med mere møde op fem dage om ugen i et fast skema med faciliterede øvelser, oplæg med mere. allerede fra første uge. Men når det handler om dem, deres drømme, deres interesser og deres ønsker, så både kan og vil de meget mere, end vi tror.
Hvad motiverer dig til at fortsætte?
De unge – de vidunderlige unge mennesker, som kæmper for deres sind og liv, dag efter dag. En af dem sagde i en snak, at han “hader ordet sårbare unge, for det kræver styrke at være sårbar ung”. Den glemmer jeg aldrig.
Jeg glæder mig til at se dem hver dag, og det tror jeg virkelig, man skal, hvis man skal have lov at arbejde med de unge.
Jeg elsker krammerne, smilene der kommer frem fra skjul, de ærlige samtaler, hvor man giver noget af sig selv. Og hver eneste gang man møder én, man engang arbejdede med, som nu er et andet sted i livet, hvor de trives eller har det bedre; det vil jeg aldrig kunne få nok af.
Aktuelt set er det også en enorm glæde at være sammen med mine kolleger, som jeg holder meget af. Sidst er der nogle kampe, som stadig motiverer mig, alt imens de også indignerer og frustrerer mig.
Hvad håber du at opnå fremover?
Jeg vil gerne lave lobbyarbejde for at afskaffe de her udbud, som fratager mennesker medbestemmelse over eget liv. Jeg vil gerne have mere fri vilje ind i indsatserne og have fonde og erhvervsliv til at være villige til at langtidssikre projekter, der virker.
Jeg vil sideløbende faktisk også gerne medvirke til, at vi i den sociale sektor, fondsverdenen inkluderet, har en mere åben og inkluderende tilgang.
Det er svært at sidde i Aarhus og opleve, hvor meget man helt åbenlyst udelukkes fra, fordi man geografisk ikke hører til på Sjælland.
Dertil kommer for mange interne lidt stille kampe for at have ejerskab over metoder, idéer eller narrativer. Fordi det giver presse og midler.
Jeg vil gerne, at vi samarbejder mere, og at de geografiske udelukkelser ophører.
Men af og til føler jeg at stå ret alene med den dagsorden, og det nager mig faktisk. Den bro vil jeg gerne have bygget mere i fremtiden og italesætte i håbet om, at flere erkender, hvad vi kunne skabe for andre mennesker, hvis vi samarbejdede mere og skabte sammen.
