Connect with us

Hvad søger du?

Artikel

Impact-stafet: Færre mennesker skal leve med et nervesystem i konstant alarm

Med tyngde, tryghed og sociale projekter arbejder RestfulBlanket for bedre søvn og mental trivsel. Mød stifter Zafir Bæk i Impact-stafetten.

"Hvis kroppen ikke får ro, er det svært at falde til ro mentalt," siger Zafir Bæk, stifter af virksomheden RestfulBlanket.

“Min største læring er, hvor meget kroppen betyder for mental trivsel,” siger Zafir Bæk.

Hun er stifter af den socialøkonomiske virksomhed RestfulBlanket, som både udvikler tyngdedyner til mennesker, der kæmper med søvnen, og driver projekter for voldsudsatte kvinder og børn, pårørende og mennesker, som har brug for en tryg vej ind i arbejdslivet.

“Mange mennesker lever med et nervesystem i konstant alarmberedskab. Hvis kroppen ikke får ro, er det svært at falde til ro mentalt,” siger Zafir Bæk.

Læs hendes svar på vores spørgsmål i Impact-stafetten.

Serie: Impact-stafet

Det vrimler med mennesker, der brænder for at gøre en positiv forskel og tage samfundsforandring til nye højder.

I Impact-stafetten fortæller personer på tværs af sektorer om deres formålsdrevne arbejde i et kort format. Formålet er at inspirere og videregive værdifulde erfaringer, så flere kan lære af hinanden og skabe positiv forandring.

Hver deltager nominerer personer til en “impact-pulje” til fremtidige stafet-artikler. Du kan også bidrage: Send dine forslag til stafet@impactinsider.dk.

Hvilken problemstilling eller mulighed arbejder du med?

Jeg arbejder med noget så grundlæggende som ro i kroppen og muligheden for at sove.

Mange mennesker kæmper i dag med at falde i søvn, vågner flere gange i løbet af natten eller ligger med tankemylder og en krop, der ikke kan slippe.

Når nervesystemet er i konstant alarmberedskab, hjælper gode råd ikke altid alene.

Hos RestfulBlanket udvikler vi derfor naturlige tyngdedyner, der giver et roligt og jævnt tryk, som mange oplever som fysisk tryghed.

Dynerne bliver syet i vores produktionsværksted i Vig i naturlige materialer med rapsfyld og bomuld. De bruges både af mennesker med almindelige søvnproblemer og af mennesker med blandt andet angst, ADHD, autisme og PTSD.

Samtidig arbejder vi med sociale projekter, hvor den samme idé om ro i nervesystemet bruges til at støtte mennesker i svære livssituationer.

Det gælder blandt andet Medusa-projektet for voldsudsatte kvinder og børn, Ro i Innercirklen for pårørende i konstant beredskab, Lærke-projektet for mennesker der har brug for en mere tryg vej ind i arbejdslivet, og det spor, vi er ved at udvikle under navnet Ro, Tryghed & Retning.

Hvilken konkret forskel har dit arbejde skabt, for hvem og hvordan?

Den mest konkrete forskel viser sig ofte i noget så simpelt som søvn.

Vi hører fra mennesker, der falder hurtigere i søvn, vågner færre gange og får mindre uro ved sengetid.

Nogle er bare almindelige mennesker med stress, tankemylder eller et overstimuleret nervesystem. Andre lever med ADHD, angst, autisme eller PTSD.

Når kroppen får ro, kan resten af livet ofte begynde at falde lidt mere på plads.

Den samme forståelse ligger bag vores sociale projekter.

I Medusa-projektet har vi leveret tyngdedyner til fællesrum på Holbæk Krisecenter Medusa, hvor kvinder og børn efter vold kan bruge dem til at finde lidt mere ro i kroppen.

Ro i Innercirklen er et projekt for mennesker, der lever som pårørende til alvorlig sygdom og derfor ofte befinder sig i konstant alarmberedskab.

Det projekt, jeg faktisk er mest stolt af, er Lærke-projektet. Her arbejder vi på at skabe trygge rammer og et lille arbejdsfællesskab for mennesker, der ikke passer ind i de klassiske systemer, men som har brug for struktur, mening og nænsom støtte for at kunne udvikle sig.

Hvad har været din største læring eller overraskelse i processen?

Min største læring er, hvor meget kroppen betyder for mental trivsel.

Vi taler ofte om psykiske udfordringer som noget, der kun foregår i hovedet. Men mange mennesker lever med et nervesystem i konstant alarmberedskab. Hvis kroppen ikke får ro, er det svært at falde til ro mentalt.

Det har også overrasket mig, hvor mange mennesker der føler sig alene med deres udfordringer. Når nogen opdager, at deres uro eller søvnproblemer faktisk giver mening i forhold til nervesystemet, sker der ofte noget vigtigt. Skyld og skam slipper lidt.

Jeg har også lært, at løsninger ikke altid behøver at være komplicerede. Nogle gange er det noget så enkelt som tyngde, tryghed og gentagelser i hverdagen, der langsomt flytter noget.

Hvad håber du at opnå fremover?

Fremover håber jeg at nå endnu flere mennesker, der kæmper med dårlig søvn, uro og et nervesystem, der aldrig rigtig går ned i gear.

Men jeg håber også at kunne udvide vores sociale projekter. Hvis vi kan hjælpe mennesker i krisecentre, pårørende i konstant beredskab eller unge, der har svært ved at finde fodfæste i arbejdslivet, til lidt mere ro i kroppen, kan det gøre en stor forskel.

Vi arbejder blandt andet videre med Lærke-projektet og med at udvikle Ro, Tryghed & Retning som en roligere vej ind i hverdags- og arbejdsliv for mennesker, der ikke passer ind i de sædvanlige kasser.

Mit håb er egentlig ret enkelt: at færre mennesker skal leve med et nervesystem i konstant alarm og søvnen i stykker.

Mere du kan læse:

Artikel

Som Esbjerg Matros udvikler unge tro på sig selv gennem ansvar, fællesskab og meningsfuldt arbejde. Erfaringerne kan overføres til andre indsatser, vurderer forsker.

Betalt indhold

BETALT INDHOLD: Danmark er fuld af aktører, ressourcer og vilje – og alligevel står vi i stampe på nogle af de største samfundsproblemer. I...

Artikel

Hvad sker der, når 48 ledende skikkelser fra forskning, praksis og medieverdenen mødes for at diskutere forudsætningerne for en grøn oplysningstid? Hent Tanja Nyrup...

Artikel

Et nyt værktøj forsøger at måle noget, der hidtil har været svært at måle: effekten af demokratisk deltagelse – fra den enkelte deltager til...

Impact Insider skriver om samfundsforandring til mennesker på tværs af sektorer.
Fortæl os om dig selv, så vi kan vise dig det mest relevante indhold.

Jeg besøger Impact Insider som


Og hvis du ikke vil gå glip af noget, kan du i stedet klikke på:

Discover more from Impact Insider

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading