Af Camilla Dolberg Schmidt
Forestil dig et rum med mange kram. Der grines og stemningen er løssluppen.
Forestil dig så, at der fem minutter tidligere var dyb alvor, uenighed og vigtige emner på dagsordenen.
Netop dette billede udspillede sig foran mig for et par uger siden. Og jeg husker følelsen af, at ikke begge dele kunne være det ærlige billede. Og hvis det ikke kunne det, tvivlen om, hvilket et af billederne, der så var det troværdige udtryk for sandheden.
Scenen var sat i en næsten tom folketingssal. Ud over minister og ordførere var der et antal ansatte, som satte rammen for de traditioner, som i vores folkestyre gør, at tonen er høflig, selvom tungen kan være skarp. En nærmest familiær rutinestemning i en sær blanding med det politiske landskabs fokus på debat og modsætninger.
Et spil for galleriet?
Den dag i salen var der magt samlet. Magt til at ændre. Eller ikke.
Arrogancen var svær ikke at få øje på hos dem, som var glade for det, som er, mens den pænt indpakkede frustration hos dem, som ønskede en anden vej, resulterede i en mere eller mindre tydelig understøttelse af de andre i samme båd.
Måske var det derfor, jeg mærkede skuffelsen, efter klokken lød, og debatten var ovre. Krammene overtog, og det lattermilde var nu tonen.
Kæmper de videre så, tænkte jeg, eller var det bare et spil for galleriet?
Kan vi som mennesker skifte på den måde?
Kan masker falde – eller tages på – så hurtigt uden at det bliver utroværdigt?
Måske skal vi rystes
Siden den dag har netop det spørgsmål fulgt mig.
Flere af dem, som sad på tilskuerpladserne med mig, postede efterfølgende på LinkedIn, hvordan det havde været sådan en god oplevelse.
Og her sad jeg – måske alene – tilbage med hvad?
Tvivl, tror jeg.
For hvordan skal vi mærke os gennem livet og de udfordringer, vi står overfor, hvis der ikke er kontinuitet i vores følelser. Hvordan bliver vi hele mennesker, hvis vi hele tiden opererer i modsætninger?
Og lige der, i al min tvivl, bankede en tanke på: Måske er det lige præcis det, vi skal.
Måske er det uforudsigeligheden, som skal redde os. Ryste os. Få os til at kalibrere og finde en ny balance. Ligesom når vores kroppe reagerer på traumer – således skal også vores sind rystes for at kunne komme videre.
Mit sind blev rystet den dag, og jeg håber, at jeg derved er kommet tættere på både helhed og balance. For hvordan skal vi egentlig kunne finde balance, hvis vi ikke først er på usikker grund?
Måske er livet i virkeligheden ét langt spil for galleriet – og måske er det en god ting.
For hvis vi ikke prøver, hvordan skal vi så lære?
Og hvis vi ikke lytter, hvordan skal vi blive klogere?
For mig var læringen den dag, at vi lytter, men ikke altid lærer.
Det vil jeg øve mig på.
Camilla Dolberg Schmidt er digter og økonom og arbejder for at fremme opmærksomheden på sammenhængen mellem individuel selvforståelse og samfundsmæssig udvikling.
Tak fordi du læser Impact Insider. Som samfundsiværksætter eller investor ved du, at kvalitet ikke er gratis. Vi er afhængige af, at abonnenter betaler for vores journalistik. Så hvis du synes, det er værd at have et uafhængigt specialmedie, der konstant jagter de bedste og mest effektive løsninger på samfundsproblemer, kan du tegne abonnement her.
