Af Hans Stegeman
Click here to read the article in English
Økonomiske prognoser er ikke en synderlig anerkendt disciplin blandt økonomer. Man vinder ikke en Nobelpris ved at lave korrekte prognoser. Det betragtes knap nok som videnskab, for ethvert tænkende individ forstår, at en økonomi er for kompleks til, at man kan komme med præcise estimater. Og økonomien bliver kun mere kompleks.
Alligevel er prognoser og vurderinger af konsekvenser nødvendige forud for enhver politisk beslutning.
Der er en grund til, at medierne for tiden flyder over med spørgsmålet om, hvad 2024 vil bringe.
Da forudsigelser også fremover vil spille en vigtig rolle, så lad dem handle om det, der virkelig betyder noget. Og det er andet og mere end økonomisk vækst og inflation.
Vi har brug for samme fokus på de forventede effekter af økonomisk aktivitet på natur og resiliens og omvendt. Dette vil give vores politikere et grundlag for at træffe bedre beslutninger.
Ukorrekte forudsigelser
Der er to problemer med den måde, vi i øjeblikket laver økonomiske forudsigelser: De er sjældent præcise, og de fokuserer i stigende grad på ting, der ikke er vigtige for politikere.
Økonomernes track record for forudsigelserne er ikke imponerende. For eksempel forudså økonomerne ikke alvoren af finanskrisen, overvurderede effekterne af COVID-19-pandemien og var dårligt forberedt på energikrisen.
Selvfølgelig er pludselige chok svære at forudsige. Men ifølge ny forskning kunne det være bedre at lytte til manden eller kvinden på gaden end til økonomers forudsigelser. Undersøgelser viser, at finanskrisen i 2008 var på deres radar tidligere end de professionelle økonomiske spåmænds.
Økonomer er dårlige til at forudsige vendepunkter, og de nuværende makroøkonomiske modeller er ikke designet til at håndtere ændringer i den økonomiske struktur (overgange).
Da de er baseret på viden fra fortiden (tidsserier), kan de ikke forudsige dramatiske skift. Og i et samfund, der har brug for en stor transformation, er dette, for nu at sige det mildt, ikke hjælpsomt.
De nuværende økonomiske modeller minder om at sætte en kikkert for øjnene og kigge ind i et spejl. Derfor har vi en spejlsal fuld af økonomiske forudsigelser bygget på begivenheder i fortiden.
Den politiske rådgivning, der kommer ud af disse modeller, er, at alt skal vende tilbage til… ligevægt. Mere eller mindre baseret på en antagelse om, at økonomien vil opføre sig, som den altid har gjort.
De økonomiske modellers forudsigelser tillader kun inkrementelle forandringer. Alt andet er simpelthen umuligt at forestille sig.
Jeg er med på, at prognoser ikke bare er noget, man trækker i en automat. Forudsigelserne bygger også på vurderinger fra de økonomiske eksperter, der laver arbejdet. Det hjælper (forhåbentlig, men ikke altid). Men selv når ekspertvurderinger indgår, er det umuligt med de modeller, der anvendes, at forudsige ikke-lineære strukturelle forandringer.
Dertil kommer, at arbejdet med prognoserne til stadighed bliver mere udfordrende. Samfundet er blevet mere komplekst. Mange faktorer, der ikke er inkluderet i de økonomiske modeller, påvirker økonomien.
Geopolitisk usikkerhed, teknologisk omvæltning, omfattende finansiel integration og usikkerheder forbundet med transitioner i stor skala – herunder omstillingen på energiområdet – gør det vanskeligere at give et statistisk estimat af eksempelvis købekraften.
Disse udviklinger medfører, at de resultater, modellerne spytter ud, siger mindre og mindre om udviklingen i velfærden.
Ifølge Kelly og Snower fører disse kræfter til, at den usynlige hånds betingelser (de antagelser, der sikrer, at markeder leverer velstand og trivsel) ikke længere holder. Det er tvivlsomt, om prognoserne giver mening, hvis de grundlæggende antagelser ikke længere holder. Således påvirker økonomisk vækst eller en recession knap nok den gennemsnitlige borgers velbefindende i mange velhavende lande.
Som det konstateres i en nylig rapport fra National Bureau of Economic Research:
- “Økonomisk vækst synes ikke at have manifesteret sig i højere lykke i rige lande på trods af stigende bruttonationalprodukt. Dette er især bemærkelsesværdigt i USA […]”
- Selv om fattige og rige landes velbefindende synes at reagere forskelligt på økonomisk vækst, har landenes placeringer på FN’s Human Development Index ikke ændret sig meget over tid …”
- “de to største makroøkonomiske chok, der fandt sted i de seneste to årtier – Den Store Reccession og Covid19 – havde ganske lille effekt på de fleste trivselsmålinger såsom livstilfredshed og lykke.”
- “Over tid har udviklingslande med stigende bruttonationalprodukt oplevet en dramatisk stigning i deres velbefindende.”
Og hvis livskvaliteten ikke længere handler om beskæftigelse og en procent mere eller mindre i købekraft, men om social sammenhængskraft og tilpasningsevne, så står en økonomisk model over for vanskeligheder.
Således kan økonomisk vækst ikke være særlig interessant, hvis fremtiden handler om, hvorvidt lande som Holland vil blive oversvømmet, og om der vil være et beboeligt klima.
Lav om på de økonomiske variabler
Økonomi handler om at allokere knappe ressourcer. Derfor bør økonomisk relevante prognoser for 2024 – i det ideelle tilfælde – fokusere på de knappeste goder, som politikere og andre beslutningstagere skal vælge imellem. Det handler om natur, social sammenhængskraft og modstandsdygtighed.
Forudsigelser af natur
For det første bør alt relateret til naturen forudsiges. Der eksisterer et bjerg af videnskabelig litteratur, der på makroniveau viser forbindelsen mellem økonomisk aktivitet og miljøskader, såsom drivhusgasemissioner, tab af biodiversitet eller vandforurening. Den forskning er så omfattende, at jeg ikke vil linke til den her.
Men til prognoser er de enkleste indikatorer groft sagt udledning af drivhusgasser og nitrogen (især for lande som Holland). Men prognoser for mistede arter ville også være hjælpsomme. Tænk bare på en fantastisk konfronterende overskrift, som lyder:
“Ny forudsigelse: En global vækst på 2,8 procent i 2024 vil koste os 10004 arter – og nul reduktion af CO2-udledningerne”
Kilde: Finn et al, 2023
Jeg foreslår, at man i stedet for at behandle miljøpåvirkning som en eksternalitet (og mumle noget om, at “nogen” burde prissætte det – selv hvis det fører til den sjette masseudryddelse) tager disse effekter med i de økonomiske prognoser og på den måde tydeliggør kompromiserne.
Det ville allerede hjælpe, hvis disse indikatorer for eksempel kom med i prognoserne fra Den Internationale Valutafond (IMF) eller OECD. Findes der en bedre måde at informere politikerne end at give dem en konsekvent forudsigelse af de vigtigste afvejninger i politik: mere købekraft, mere vækst, men på bekostning af naturen?
Forudsigelse af modstandsdygtighed
Et andet punkt er resiliens. I sidste års økonomiske udsigter havde vi en ret langsigtet vurdering af robusthed (se her).
Resiliens er evnen til at stå imod og tilpasse sig forandringer, hvilket gør det muligt for kernefunktioner og egenskaber at bestå over tid. Resiliens er almindeligvis defineret på to måder: teknisk resiliens og økologisk resiliens.
Teknisk resiliens er den tid, det tager at vende tilbage til den eksisterende stabile tilstand efter en forstyrrelse, en ide fra konventionel økonomisk teori.
Denne idé kan ses ud fra den måde, økonomiske systemer er modelleret på: Økonomier antages at vende tilbage til deres ‘ligevægt’ eller en anden defineret stabil væksttilstand.
Den tekniske definition tager ikke højde for kritiske tærskler og antager implicit, at adfærd er stationær over tid, og at alle andre ligevægte bør undgås (Allen & Holling, 2010).
Faktisk kan et målrettet fokus på vækst få et system til at tabe modstandskraft ved at svække dets indbyggede mestringsmekanismer og fremskynde begyndelsen og alvoren af miljøchok, som vil teste disse mekanismer.
Økologisk resiliens understreger forhold langt fra nogen ligevægtstilstand, hvor ustabilitet kan vende systemet på hovedet og skabe et andet regime eller adfærd.
Resiliens måles ved størrelsen af forstyrrelser, der kan absorberes, før systemet ændrer sin struktur ved at ændre de variabler og processer, der styrer adfærd.
Selv om det blev navngivet økosystemresiliens af Gunderson og Holling, gælder det i samme grad for andre systemer, såsom sociale eller økonomiske systemer. Derfor omdøber vi det her til systemresiliens.
Det økonomiske systems modstandskraft kan defineres som en økonomis evne til at udholde, tilpasse sig og med succes komme sig efter chok for at opretholde et grundlæggende velfærdsniveau for alle mennesker, der mindst er lig med det, man havde, før chokket indtraf. Det indbefatter forebyggelse af nedbrud i at blive til katastrofer og at undgå kollaps efter en katastrofe, helst samtidig med at de ønskede systemkarakteristika og -funktioner bibeholdes eller regenereres.
At gøre en økonomi mere modstandsdygtig kan tage forskellige former og er tids- og statsafhængig. Et modstandsdygtigt system er baseret på seks nøgleprincipper: Redundans, Diversitet, Dispersitet, Autarki, Tilpasningsevne og Transformerbarhed.
Kilde: Triodos, 2022
Hvorfor er alt dette vigtigt?
Disse begreber relaterer direkte til diskussioner i mange lande om fair transitioner, ‘eksistenssikkerhed’, og hvorfor polariseringen nåede nye højder sidste år.
I de fleste økonomiske prognoser er denne diskussion begrænset til materiel velstand. For eksempel har der været megen politisk diskussion, siden CPB Netherlands Bureau for Economic Policy inkluderede fattigdom i sine kortsigtede prognoser.
Måske er al denne opmærksomhed ude af proportioner, fordi den (forventede) fattigdom pludselig er lavere end i de seneste årtier. Selvfølgelig er fattigdom et aspekt af modstandsdygtighed,. Men kun at se på udholdenhedsdelen af resiliens – og ikke evnen til tilpasning – er en fejl.
Derfor kunne en idé være at berige økonomiske prognoser med indikatorer, der måler bredere modstandskraft – for eksempel adgangen til og kvaliteten af basale tjenester. Også prognoser om kvaliteten og prisen på offentlige services som transport, uddannelse og sundhedspleje kunne være relevante.
Nogle indgår allerede i prognoser, men kun med omkostninger eller bidrag til økonomisk vækst. Det ville være endnu mere nyttigt at se på dem i forhold til modstandskraft. Det ville også gøre afvejninger mellem forskellige områder mere synlige.
Politiske overvejelser
Jeg advokerer ikke for, at vi skal sætte en stopper for de prognoser, bygget på konventionelle målestandarder, der er genereret i årtier.
Parametre som økonomisk vækst, budgetunderskud og inflation forbliver vigtige i forhold til at kunne estimere skatteindtægter og udgifter.
Men det ville være gavnligt at inddrage nye områder med forbedrede forudsigelser om de mest relevante politiske overvejelser.
Betydningen af forudsagte data må ikke undervurderes. Mens historisk information, for eksempel på i hvilken grad vi lever op til Verdensmålene, kan styrke vores beslutninger, er den type data statisk og uforanderlig.
Anderledes forholder det sig med prognoser, som rummer et potentiale for fremtidige gevinster. Prognoser giver politiske beslutningstagerne en mulighed for at planlægge og synliggøre forbedringer i kommende resultater.
Det er hævet over enhver diskussion, at vi har brug for bedre modeller, og heldigvis er der folk, som arbejder på det. Men udvikling af omfattende makroøkonomiske modeller kan strække sig over flere år. Så vi ser ind i en tidskrævende proces.
I mellemtiden er der praktiske skridt, vi kan tage for at få mere gavn af vores prognoser. Et af disse er at udvide prognoserne, så de bliver mere meningsfulde for vores beslutningstagere.
Det er acceptabelt, hvis disse forudsigelser ikke er helt præcise, så længe de giver et rimeligt billede af de relevante faktorer.
Her på tærsklen til 2024 forekommer det rimeligt, at vi prioriterer evnen til nøjagtigt at kunne forudsige de mest relevante forhold for vores samfund.
Hans Stegeman har studeret økonomi ved Maastricht University og har over tyve års erfaring som økonom. Han har arbejdet med forskellige områder inden for økonomi, langsigtede prognoser og scenarier, strategi og forretningsmodeller, før han kom til Triodos Investment Management i 2017. Siden 2022 har han været cheføkonom i Triodos Bank.
Tak fordi du læser Impact Insider. Som samfundsiværksætter eller investor ved du, at kvalitet ikke er gratis. Vi er afhængige af, at abonnenter betaler for vores journalistik. Så hvis du synes, det er værd at have et uafhængigt specialmedie, der konstant jagter de bedste og mest effektive løsninger på samfundsproblemer, kan du tegne abonnement her.
